Billede tekst: Stykket afsluttes med en demonstration for sygeplejerskerne, udenfor Sygehus Syd
Den handler om KF (Kommunistisk Forbund), en gruppe socialister, der eksisterede i bl.a. Aalborg i 1970’erne. For et par år siden begyndte to journalister at interessere sig for KF til en snarlig bog. De foreslog Aalborg Teater at tage historien op. Teatret bed på idéen og udviklede den i samarbejde med to tidligere KF’ere, Leif Müller og Henning Olesen. Form og indhold har gruppen udviklet fra grunden.
Med bus til historien
Stykket foregår i en bus, der fragter os til flere steder i byen. Hårde facts og anekdoter flettes sammen med en dialog i og uden for bussen.
Vi hører om ”Potten”, værftets nyhedscentral – det centrale lokum, hvor en poetisk arbejder har skrevet: ”Hvis dette er livet, frygt da ikke døden.”
Første stop er, hvor Aalborg Værft lå. Her møder vi Leif og Henning i kedeldragt og hjelm, som da de arbejdede på værftet. Vi får indsigt i forholdene for arbejderne, og hvordan der måtte strejkes for forbedringer.
Vi hører om ”Potten”, værftets nyhedscentral – det centrale lokum, hvor en poetisk arbejder har skrevet: ”Hvis dette er livet, frygt da ikke døden.”
Vi forlader Leif og Henning for en stund. Skuespillerne i bussen udfolder en dialog, hvor de når frem til, at der stadig er mange grunde til at kæmpe og forandre samfundet.
Mørk sandhed
Undervejs til næste stop, ”Eternitten”, fortæller en ældre reklamefilm om asbestens fortræffeligheder. Vi ”oplyses” om, hvordan Dansk Eternitfabriks ledelse i 1985 totalt stoppede produktionen af asbest, da den blev klar over faren.
Vel fremme kommer de to KF’ere igen, og vi får sandheden at vide. At faren havde været kendt i årtier af ledelsen, Arbejdstilsynet og byens borgmester, men blev fortiet for arbejderne, fagforeningen og offentligheden. At arbejdsløse blev tvunget til at tage arbejde på fabrikken, at overdødeligheden af asbestose og kræft var kendt længe før, og at asbest-eternitten fortsat vil kræve dødsofre langt ud i fremtiden.
Kampen fortsætter
I stykkets ”scoop” trækker Leif og Henning forbindelsen til i dag. Nok er de store, gamle industrier væk, men sygeplejersker, lærere, pædagoger og sosu’er er vore dages industriarbejdere. Sidste stop er Sygehus Syd, hvor skuespillerne får os ud af bussen og foranstalter en demonstration for sygeplejerskerne.
Afslutningsvis får vi yderligere et aktuelt tvist. Fra bussens start har en person i bussen sagt ”Hvornår skal vi diskutere den tredje Limfjordsforbindelse?” (planlagt overflødig motorvej, red.). Efter hvert stop siger hun: ”Hvad har det med Limfjordsforbindelsen at gøre?” Nu holder Leif en tale om at forholde sig til sin by og kæmpe for, at den bliver menneskelig.
Nok er de store, gamle industrier væk, men sygeplejersker, lærere, pædagoger og sosu’er er vore dages industriarbejdere
Citat: Ulla Hassing Christensen og Freddie Nielsen
Stykkets titel leder tankerne hen på drømmene om at forandre samfundet, hvor drømmene blev af og på, hvordan vi får dem i gang igen. Dette sidste svarer den ikke på, men det er heller ikke stykkets opgave.
Det er i grunden ærgerligt, at forestillingen er for lokalt forankret til at turnere. Men den kunne måske inspirere andre egnsteatre til at gå i direkte dialog med spørgsmål af lokal (eller almen) karakter, der kunne pege frem mod aktivisme.
