Billede tekst: Det var ikke kun i København der var kæmpe demonstrationer i 1956. Her er vi i Odense. Foto/ Arbejdermuseet/ABA
Efter en borgerlig KV-regering vendte SD tilbage i efteråret 1953. Igen med Hedtoft som statsminister, men det blev regeringens modstand mod arbejdskampe ikke mindre af. Og endelig var fagbureaukratiet ikke glade for strejker, især kampe, de ikke styrede.
Slagteriarbejderne var blandt de mest utilfredse, så i 1954 stemte de nej til et mæglingsforslag. Men regeringen greb ind og ophøjede forslaget til lov.
Samme år gik det løs på Philips mod tidsstudiehelvedet. Som arbejderne skrev i den pjece, de udgav efter strejken: ”En rationaliseringsekspert, der rådede over 10 tidsstudietagere, satte sig efterhånden ud over alle aftaler og overenskomster og tyranniserede hele arbejderstaben.”
Jævnligt brød en arbejder sammen under tempo- og tidsstudiepres, og man kunne blive mødt på sin plads af en seddel med et rødt øje. På sedlen stod ”I dag hviler øjnene på Dem” og en beskrivelse af vedkommendes fejl.
I september blev en arbejder, der havde øget produktionen fra 9 til 11 fjernsyn, stillet over for krav om at øge til 16 apparater. Det sagde rationaliseringskontorets udregning. Da han sagde, at det var umuligt, blev han fyret. Også kollegerne blev truet med fyring, hvis de ikke øgede tempoet.
Strejken starter
Det var dråben. I solidaritet med den fyrede nedlagde de fem andre ved båndet arbejdet, og på et klubmøde senere på dagen krævede resten af arbejderne den fyrede genansat.
Ledelsen ville ikke gøre indrømmelser, det plejede de nu heller ikke. Næste morgen var den fyrede og de strejkendes kort fjernet fra stempeluret; så gik alle i kantinen, og ledelsen fik besked på, at hvis de ikke ændrede holdning, ville alle 500 gå i strejke.
Jævnligt brød en arbejder sammen under tempo- og tidsstudiepres, og man kunne blive mødt på sin plads af en seddel med et rødt øje. På sedlen stod ”I dag hviler øjnene på Dem” og en beskrivelse af vedkommendes fejl
Citat: Freddie Nielsen
Det er ikke første gang, at en arbejder er blevet urimeligt fyret, eller at det har ført til strejke. Men Philips-strejken var på mange måder bemærkelsesværdig og fik stor betydning efter nogle år med nærmest stilstand på kampfronten.
Det var en aktiv strejke på tværs af fem faggrupper. Den blev ledet af et strejkeudvalg bestående af tillidsrepræsentanterne plus en arbejder fra hver afdeling. Man startede straks en pengeindsamling og opfordrede arbejdspladser til at hente indsamlingslister.
Allerede på første dag, fredag 24. september, hentede 118 arbejdspladser lister, og på dag to kom yderligere 172. Og da næste uge var forbi, havde ca. 1600 arbejdspladser støttet. Selv om DsF sammen med CO-Metal opfordrede til ikke at yde de strejkende støtte, fortsatte solidariteten, og da strejken sluttede, havde over 2000 arbejdspladser støttet med den enorme sum af 500.000 kr.
Stærkt sammenhold
Sammenholdet var stærkt. Da strejken blev erklæret overenskomststridig, besluttedes det med 427 stemmer mod 17 at fortsætte. Og stadig, da de strejkende efter fire uger (efter store boder) blev indkaldt til møde i CO-Metal for blive pålagt at gå i arbejde, fortsatte strejken med 337 stemmer mod 73.
Ikke kun den økonomiske støtte var bemærkelsesværdig. På tredjedagen arrangerede en kreds af kvindelige tillidsrepræsentanter et møde. På mødet deltog 75 tillidskvinder, der ud over at give en solidaritetserklæring indkaldte til tillidsrepræsentantsmøde to dage senere. Et møde med ca. 300 deltagere. Selvfølgelig var der også fuld opbakning herfra, og da arbejdet senere blev givet frit, var der arbejdspladser, der erklærede sig villige til at lave sympatiaktioner.
Efter fem uger sluttede strejken med en lille sejr. Alle blev genansat og der ville komme et uvildigt syn på tidsstudierne, men arbejdsforholdene fortsatte som før. Derimod er der ingen tvivl om, at strejken og mobiliseringen af tillidsfolk og solidariteten kom til at få en enorm indflydelse på udviklingen af storstrejken i 1956.
OK 1956
1956 var overenskomstår. Fra arbejdersiden blev der krævet mere løn, arbejdstidsnedsættelse fra 48 til 44 timer og lønudligning for kvinder og lavtlønnede. DA var ualmindeligt afvisende og stillede modkrav, der ville sænke arbejdernes levestandard.
Parterne stod så langt fra hinanden, at forligsmanden ikke kom med et mæglingsforslag. DsF måtte ty til strejke, og for en gangs skyld forsøgte man at slå hårdt til. Der blev udtaget ca. 50.000 til strejke, men det var smede på store eksportvirksomheder og arbejdsmænd i benzinselskaberne. De startede 17. marts, dagen efter kom sømændene og fra den 20. typograferne.
Da typograferne så stoppede aviserne, røg de borgerlige partier helt op i det røde felt, og krævede sendetid i radioen
Citat: Fredie Nielsen
Det skabte panik i regeringen og statsminister H.C. Hansen (Hedtoft døde i 1955) henstillede til sømændene om at friholde landbrugseksporten og typograferne om at lade de borgerlige aviser udkomme. Sømændene afviste, men typograferne udsatte deres strejke i fire dage.
Da typograferne så stoppede aviserne, røg de borgerlige partier helt op i det røde felt, og krævede sendetid i radioen. Det endte med, at partierne hver dag fik fem minutter i radioen, som en historiker senere har beskrevet det: ”På det tidspunkt på dagen, hvor mændene slog mave, og kvinderne vaskede op.”
Men DKP måtte også have sendetid, og partiet nåede dermed et langt større publikum end vanligt. Noget, man dygtigt udnyttede.
Nye forhandlinger
Allerede efter få dages strejke fik H.C. Hansen parterne til at mødes med forligsmanden, og et forlig blev stykket sammen. Selvfølgelig var det noget makværk ‒ ingen arbejdstidsforkortelse, lønstigning på 2,5 % og en slags sygelønsordning. Men DsF og DA anbefalede det.
Helt uhørt opfordrede forligsmanden (og statsministeren) til at stoppe strejkerne under urafstemningen. Det var uden for normal praksis og lykkedes da heller ikke.
I mellemtiden forbød regeringen benzinstrejken. DAF havde giver en række dispensationer til olielevering, men trak dem tilbage fra Esso og Shell, da de provokerede ved at bruge skruebrækkere. Arbejdsgivernes provokation brugte regeringen så til at forbyde arbejdernes strejke.
Mæglingsforslaget blev sendt til urafstemning, en proces der løb frem til 12. april. De ekstraordinære generalforsamlinger i fagforeningerne blev tilløbsstykker uden lige. Mange steder stod medlemmerne i kø for at komme ind. Fagtoppen anbefalede et ja, på gulvet var folk ikke enige. Utilfredsheden var stor og DKP førte en effektiv nej-kampagne, bl.a. via radioen.
Resultatet var klart. 217.955 stemte nej mod 151.837 ja. Det endelige resultat blev dog 221.507 mod 194.470, da HK’s ”kompetente forsamling” havde stemt på medlemmernes vegne. Dog stadig et nej-flertal, og bureaukratiet kunne ikke bare afblæse. Men allerede samme dag kom regeringen med forslag om at ophøje mæglingsforslaget til lov, hvilket skete i lyntempo. Kun DKP og Hans Rasmussen, DS&MF-formanden, stemte imod.
Indgreb og vrede
DsF’s valne modstand mod regeringsindgrebet truede ikke nogen, men andre var mere bistre. B&W’s fællestillidsmænd mødtes under Folketingets forhandlinger og forberedte en protest. I løbet af natten blev der trykt løbesedler, der tidligt fredag 13. april blev fordelt på Københavns arbejdspladser. Byens arbejdere opfordredes til at demonstrere ved Christiansborg, og opfordringen blev fulgt.
Det antages, at op mod 200.000 mødte op på slotspladsen. Aldrig før havde man set noget lignende. Og ikke bare i København ‒ der var også store demonstrationer i byer som Aalborg, Esbjerg og Odense.
Kampstemningen var stor og råbet på generalstrejke gjaldede, men DKP’s leder Aksel Larsen fik det lukket ned ved at erklære, at det videre forløb skulle besluttes på et tillidsmandsmøde samme aften ‒ ”situationens generalstab” kaldte han det.
Det videre forløb blev noget tamt. Mødet opfordrede til at strejke næste dag også og så gå i arbejde. Og stort set sådan kom det til at gå.
De første 19 dele af serien kan læses her
