Bolsjevikkerne forlod 2. Internationale, kaldte sig kommunistisk parti og arbejdede for, at der blev opbygget en ny – en kommunistisk internationale. Problemet i tiden var, at der på den ene side var en enorm vrede i arbejderklassen internationalt, og det slog ud i strejkebølger, mytterier og nogle steder opstande og revolutioner. Men på den anden side var der ingen erfarne revolutionære partier, der kunne gå i spidsen og lede til sejrende socialistiske revolutioner – bortset fra bolsjevikkerne i Rusland.
Det var også situationen i Danmark, hvor syndikalisterne nok kunne lede strejkende arbejdere i hårde kampe, men kom til kort når det virkelig gjaldt. Selv om det var lidt vel sent, så kom der dog gang i at opbygge kommunistiske partier i rigtig mange lande, med støtte fra bolsjevikkerne og Komintern (Kommunistisk Internationale/KI), der blev grundlagt i starten af 1919. Også i Danmark skete det, og dette afsnit vil fortælle om DKP’s lange, pinefulde fødsel, der skete gennem flere partidannelser og omgrupperinger.
Der var en vis uro i SD, der var dybt reformistisk og befandt sig på 2. Internationales højrefløj. Men selv om SUF (Socialdemokratisk Ungdomsforbund) ‒ under voldsom kritik fra Stauning ‒ havde tilsluttet sig krigsmodstanden og den internationale venstrefløj i Zimmerwald-bevægelsen, og selv om mange på SDs venstrefløj var yderst kritiske, så var de fleste dog enige om at blive i partiet som kritisk opposition.
Socialistisk Arbejderparti
I februar 1918 kom der dog lidt skub i det. SD indkaldte til kongres for at få omstødt beslutningen om ikke at gå til valg med de Radikale. Da det skete, forlod Marie Nielsen såvel hovedbestyrelsen som partiet. Det skete med en kraftig afskedssalut: “For de partifæller inden for oppositionen, der vil se sandheden i øjnene, må denne kongres tillige blive vidnesbyrd om, at oppositionen aldrig inden for de repræsentative forsamlinger vil kunne få flertal for en mere principiel politik, selv om deres anskuelser er nok så rigtige…”
I løbet af marts var der møder i oppositionen med henblik på at stifte et nyt parti. Mange fik dog kolde fødder. Men med Marie Nielsen, sadelmagernes formand, Thøger Thøgersen, og linoleumsarbejdernes formand, Georg Christensen, i spidsen, dannedes Socialistisk Arbejderparti (SAP) 4. april 1918. Det Uafhængige Socialdemokrati (USD), der opstod på samme tid, var af noget mindre betydning, men skal dog nævnes. SAP var, sammen med FS, en vigtig aktør i klassekampen i 1918, men med fængselsdomme til de fleste ledere af både SAP og FS gik noget af gassen af.
SUF forlader SD
På SD-kongressen stemte SUF med venstre-oppositionen, men blev ‒ som de selv kaldte det ‒ i partiet som “loyal opposition”. Men på SUF’s kongres foråret 1919, stillede ledelsen et forslag om at sætte nye betingelser for fortsat samarbejde med SD, bl.a. at SD skulle føre uforsonlig klassekamp, ingen alliancer med borgerlige partier og ingen deltagelse i hoffester. Afstemningsresultatet var noget mudret, men ved en urafstemning stemte 2093 for og 1497 imod, ud af SUF’s ca. 10.000 medlemmer. Det tog SD ikke vel imod, og i en ny afstemning stemte 1438 mod 1187 for at ophæve samarbejdsaftalen med SD. Mindretallet, ca. 1/3, forlod nu SUF og dannede DSU.
Flertallet påbegyndte en ny partidannelse, og 9. november blev Venstresocialistisk Parti (VSP) dannet. USD og flertallet af SAP, der var kørt træt og i indre splid, besluttede at gå ind i det nye parti, der tilsluttede sig Komintern. Mindretallet i SAP omkring Marie Nielsen så ikke de gamle SUF-ledere, der nu fortsatte som ledende i VSP – “de tre små mænd” Ernst Christiansen, Sigvald, Hellberg og Johannes, Erwig – som revolutionære, men blot som nogen, der ønskede at holde SD fast på sin oprindelige politik. Så de gik ind i FS.
Ved VSP’s 1. kongres i februar 1920 havde partiet højst 2.000 medlemmer. Under påskekrisen (se del 6) var VSP selvfølgelig også aktive, men var uerfarne og noget verdensfjerne som revolutionære. Blandt deres krav var kongedømmets afskaffelse og indførelse af socialistisk rådsrepublik.
I løbet af 1920 kom en ny krise og arbejdsløsheden steg. Arbejdsgiverne krævede lønnedgang og arbejderklassen var presset. Det samme var både FS og DKP (som VSP havde skifter navn til), og ved Marie Nielsens indsats og støtte fra Komintern, gik en sammenslutningsproces i gang.
Kommunistisk Føderation
I marts 1921 dannedes Danmarks Kommunistiske Føderation – en lidt særpræget størrelse, hvor de to partier stadig bestod med hver sit program og organisation, men under en fælles ledelse, og hvor FS Solidaritet og DKP’s Arbejdet blev slået sammen til Arbejderbladet med en redaktør fra hver organisation.
Det var selvfølgelig ikke en konstruktion der kunne holde i længden, og den forventede oplagsfremgang for det fælles blad udeblev – ja det faldt fortsat. Og den politiske tilnærmelse mellem de to forskellige retninger, var det også så som så med. Det endte med at Komintern mistede tålmodigheden, ganske vist dækkede de nok atter en gang underskuddet på avisen, men krævede så at der skulle skabes et enhedsparti med fælles program 1. januar 1922.
Det var ikke en nem proces. På den ene side havde de gamle SUF’ere ikke rigtig gjort op med reformismen, og FS’ernes tilnærmelse til kommunismen gik langsomt. Så på et medlemsmøde i København 31. januar 1922 kom det til et kup. Der blev stillet en resolution, der bl.a. indebar at afsætte både FS landsledelse, DKP’s forretningsudvalg og Føderationens arbejdsudvalg. Resolutionen, der blev vedtaget 84 mod 16, ser ud til at være styret af Christian. Christensen og søfyrbøder Richard Jensen.
Resultatet af kuppet blev, at man nu stod med to partier. ”Enhedspartiet” eller Blågårdsgadepartiet, som var resultatet af kuppet, og Møntergadepartiet der i nogen grad var det gamle DKP. Dette skabte et længere dødvande. EKKI (Kominterns forretningsudvalg) stillede sig på kupflertallets side, og striden fortsatte i 1½ år. Undervejs ekskluderede EKKI Christian. Christensen og Sigvald. Hellberg, mens bl.a. Ernst Christiansen blev sat i karantæne.
Danmarks Kommunistiske Parti
Men 29. september 1923 blev de to partier samlet, med ligelig repræsentation fra begge sider. Ernst Christiansen (Møntergade) blev formand mens Georg Laursen og Niels Johnsen (begge Blågårdsgade) blev hhv. næstformand og redaktør af Arbejderbladet. Det forhindrede dog ikke fortsatte fraktionskampe, der nu foregår med Thøger Thøgersen i spidsen for venstrefløjen og Ernst Christiansen for højrefløjen, som EKKI nu støtter.
Men godt går det ikke. En årsrapport fra EKKI skriver: ”Medlemstallet androg 1926 700. Partilivet er som førhen meget svagt … I København har der i flere måneder ikke været afholdt almindelige medlemsmøder.” Mod slutningen af 1920erne sker der en vis konsolidering af partiet og medlemsvækst, omend fraktionskampene ikke er slut, og der kan heller ikke tales om et bredere gennembrud stemmemæssigt. De 0,48% af stemmerne som DKP fik ved valget i 1924, var stadig det foreløbige højdepunkt, og ved valget i 1929 er det nede på 0,26% (3.656 stemmer).
Hvad værre er, så er Stalin-fløjen efterhånden løbet af med sejren i Sovjet og over Komintern, hvilket betyder at konsolideringen sker under en voldsom bureaukratisk centralisme. Medlemmerne og afdelingerne er fuldstændig underlagt ledelsen, der igen er underlagt Komintern, der nu er et redskab for Stalins linje.
Alle tidligere artikler kan læses ved at skrive i søge feltet: Arbejderbevægelsens historie
