I år havde festivalen fokus på kvinder, både foran og bag kameraet, blandt andet med filmen The Other Side of the River, som følger en kurdisk kvinde, der indmelder sig på militærakademiet i Rojava for at blive en del af Kvindernes Forsvarsenheder (YPJ) under det syrisk-kurdiske Demokratiske Unionsparti (PYD). Filmen følger den unge Hala, der gennem sin deltagelse i forsvarsenheden lever et aktivt opgør med patriarkatet og Islamisk Stat.
Halas søster og mor får også en stemme gennem filmen, og de har hver deres egne fortællinger om kvinders rolle i samfundet, som de oplever det. Hala ytrer flere gange gennem filmen, hvordan hendes vigtigste drivkraft er at beskytte sine søstre og sig selv mod tvangsægteskaber og krig. Kontrasterne mellem fallerede bygninger og den skiftende farverige himmel som dækker det nordlige Syriens landskab afbildes også smukt filmen igennem, særligt når Hala eller Antonia Kilian, filmens feministiske instruktør, rejser fra et sted til et andet ‒ noget, som i sig selv bliver en begivenhed i et så opdelt og bestridt område.
Little Palestine – at fatte det ufattelige ved krigen
Belejringsdagbogen Little Palestine viser en hel bydels prøvelser med at overleve sult og tørst og samtidig bevare sammenholdet og yde modstand under det syriske regimes belejring af Yarmouk-kvarteret i Damaskus i 2013.
Instruktøren Abdallah Al-Khatib følger bydelens smertefulde transformation gennem belejringen, men slår også ned på smukke, solidariske og håbefulde øjeblikke. Filmen forklarer ikke baggrunden for belejringen og rummer ingen forløsning eller “happy ending”. Den holder sig derimod til sit projekt: At være en filmisk dagbog over folket i Yarmouks kamp for værdighed og overlevelse under deres hjems belejring.
Livet under belejring
Den første scene i filmen viser Al-Khatib stående med sit FN-identifikationskort, og med klar stemme og en underliggende vrede erklærer han, at han forlader organisationen.
Det viser en klar forståelse af hans og den resterende befolkning i Yarmouks status som politiske objekter, der behandles som brikker uden plads i spillet snarere end som mennesker. Dette efterfølges af et “skud” af hovedgaden før belejringen, som emmer af liv og farver, der glider over i billedet af samme gade, grå og forladt, efter barrikaderne bliver sat op.
I begyndelsen af filmen besøger Al-Khatib en gruppe børn på en legeplads, som han samler i rundkreds som til en morgensamling i børnehaven og spørger, hvordan de ville løse deres situation med belejringen og få den til ophør. Et barn byder ind med, at barrikaden skal tages ned, men kan ikke svare på, hvordan det skal komme til at ske. En foreslår, at de, som belejrer dem, selv skal bo bag en mur, så de kan opleve, hvordan det er. Håbløsheden er ikke indtruffet endnu.
Filmen flettes sammen af Al-Khatibs voice-over, som med et poetisk sprog beskriver, hvordan belejringen opleves. Selve tiden får en anden karakter, og man skal altid fortsætte med at gå. Selvom livet går i stå, fortsætter det alligevel.
En scene viser et larmende klasseværelse, opdelt af et tæppe, hvor undervisningen fortsætter trods manglende strøm og medicin. Efterfølgende fanger Al-Khatib igen en gruppe børn, piger, omtrent 10-13 år gamle, og spørger, hvad de lavede i skolen. De fortæller, at de skal male håbefulde motiver på byens vægge, men efter at have presset dem lidt for at høre, om de selv havde andre idéer til motiverne end dem, de havde fået i skolen, indrømmer en pige, at hun helst selv ville male en pistol som skød blomster.
Desperation
Efterhånden som filmen og belejringen skrider frem, fylder sulten i højere og højere grad. Befolkningen i Yarmouk appellerer til FN og verdenssamfundet om at gribe ind, og de afholder kæmpemæssige demonstrationer for at få belejringen standset og barrikaderne fjernet.
Udover Al-Khatib selv er den mest gennemgående figur hans mor, Umm Mahmoud, som tilser de syge og de gamle gennem byens tiltagende forfald. Umm besøger ældre, som ikke længere vil spise, og vi ser en gammel kvinde, som næsten ikke kan mønstre en dråbe blod fra fingeren til en blodsukkerprøve. Senere i filmen ser vi liget af den samme kvinde blive båret ud af sin lejlighed, og Umm hjælper med at klargøre, hvad der videre skal ske med den døde krop. Mødre kan ikke amme deres børn, fordi de ikke selv får nok at spise. Liget af et spædbarn føres gennem byen kort efter, at Umm har besøgt det og Al-Khatib har filmet dets sultne mund, som dier videre efter flasken er taget bort.
Desperationen vokser til et punkt, hvor de belejrede palæstinensiske syrere selv bestiger barrikaden og forlader Yarmouk. Man ser den kæmpende mængde mennesker klatre over den store barrikade og begynde at gå ud af deres fangenskab. Et kort øjeblik mærker man håbet og sejrsrusen indtil skuddene begynder at falde. Al-Khatib er klatret op i en ødelagt bygning og står på altanen og filmer ned på den store menneskemængde, da et skud rammer et stykke metal lige der, hvor han står. Flugten er mislykkedes, og gentagne skud tvinger mængden tilbage mod Yarmouk. Som en del af mængden ser vi en livløs blødende krop der bliver båret af fire mænd.
Fællesskab, håb og solidaritet
Mens filmen ikke vender blikket bort fra armoden og på en direkte måde viser sult og desperation, er der et andet spor som helt tydeligt har instruktørens fokus. Der vises flere gange øjeblikke med musik, håb og solidaritet, som for eksempel en scene, der viser en gruppe mænd slæbende afsted med et klaver, som de opstiller på gaden og sammen med et mandskor optræder med en sang om Palæstina, mens skud kan høres tæt på.
Musik og fællesskab fylder meget i filmen, og selvom grådigheden lurer i baggrunden, føles det ikke som det, filmen vil rette sit fokus imod. Efter en kaotisk maduddeling ved Røde Halvmåne, fortæller en kvinde vredt, at kun de, som kender nogen, har fået en kasse med mad. Selv går hun tomhændet tilbage efter at have stået i kø i timevis.
Filmen portrætterer en bydel i total krise, men ikke i opløsning. Den fokuserer på det insisterende sammenhold. Mod slutningen af filmen møder Al-Khatib en helt ung pige, som midt mellem ødelagte bygninger sanker ukrudt til sin familie. Hun hører ikke bomberne og svarer gammelklogt på Al-Khatibs spørgsmål. Børnene i Yarmouk drømmer ikke om andet end mad.
Q&A med instruktøren
Efter filmvisningen i Grand under Syrian Doc Days var der Q&A, hvor Al-Khatib svarede på spørgsmål. En spurgte til, hvorfor filmen ikke viser belejringens ophør. Hans svar, at belejringen ikke er standset og aldrig vil gøre det, men bliver siddende i dem, som har været udsat for den. På den måde understreger filmen fornemmelsen af uforløsthed og efterlader seeren med samme følelse. Der er ikke nogen slutning, omend der står beskrevet det videre forløb i Yarmouk inden rulleteksterne.
Desuden blev det centrale identitetsspørgsmål berørt; var beboerne i Yarmouk palæstinensiske syrere eller syriske palæstinensere? Abdallah Al-Khatib mener, at han godt kan drømme om at vende tilbage både til Syrien og til Palæstina, og at Yarmouks befolkning, som nu er spredt over det meste af kloden, føler tilknytning og identitet til begge steder.
