I dag bliver politikere endnu engang spurgt, hvordan ”Danmark” skal forholde sig til de mennesker, som banker på vores dør med en bøn om sikkerhed, som deres hjemland ikke kunne give dem.
Udmeldingen fra regeringen er tydelig: Flygtningene skal ikke tro, at de er velkomne her – de må blive i de overfyldte ”nærområder” og tage til takke med den støtte, som vi lige kan undvære. Det er en remse vi efterhånden har hørt så længe, at vi kan den udenad.
Men hvordan kan det være, at flygtninge er et så omdiskuteret politisk emne? Hvad er det for et menneskesyn, der fremlægges, når udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye siger om flygtninge fra Afghanistan: ”Vi skal undgå at komme med den slags udtalelser, der sætter gang i migrationsstrømmene.”.
Flygtninge og migranter er “fremmede fjender”
Magthaverne puster gang på gang til diskursen om at flygtninge og migranter er fremmede fjender, som vil nasse på vores samfund og fratage os vores kultur. Men hvor stammer denne fortælling fra, og hvad vil det overhovedet sige at være ”flygtning”?
En del af svaret på disse spørgsmål kan findes i, hvordan vi har opdelt verden i nationalstater. Ideen om nationalstaten er blevet så naturlig for os, at det svært at forestille sig en verden uden. Al den politik, vi fører, handler om Danmark og om ”danskerne”, og selv i internationale sammenslutninger har hvert lands udsendinge deres eget flag, deres eget sæde, og deres eget folk at repræsentere.
Når problemer, konflikter eller mennesker så overskrider landegrænser, og kalder på en indsats, som er mere end hvad et enkelt land kan præstere – ja så lægger alle armene over kors, kigger på de andre og siger ”ikke mit land – ikke mit ansvar”. Flygtninge og statsløse bliver dermed til en restkategori af mennesker, som ligger uden for systemet af nationalstater, og som ingen derfor vil tage ansvar for.
FN’s menneskerettighedserklæring
Paradoksalt nok stammer en del af denne problematik fra FN’s menneskerettighedserklæring. Selvom menneskerettighederne fremstilles som universelle – som rettigheder, der dækker over alle mennesker, uanset oprindelse, er dette desværre langt fra realiteten. Ifølge menneskerettighedserklæringen er det nemlig de individuelle nationalstater, som skal sikre deres borgeres rettigheder. Dine rettigheder som menneske i det borgerlige demokrati er derfor ikke bare noget, du har – det er noget du får af en stat, hvis og såfremt staten accepterer dig.
Ergo: hvis du ingen stat har, har du ingen rettigheder – og hvis din stat ligefrem bryder dine rettigheder, så må du løbe din vej og bede til, at en ny stat vil tage sig af dig.
Flygtningekonventionen og lignende aftaler fungerer som en slags lappeløsning, når de blandt andet forkynder, at alle har ret til statsborgerskab. Men i sidste ende kan de ikke sikre dig, hvis ingen nation vil tage dig. Dette betyder, at når politikere laver stramninger på flygtningepolitik – som f.eks. paradigmeskiftet fra 2019 – så udvælger og indskrænker magthaverne, hvem der har ret til rettigheder. I Danmark er kampen for opholdstilladelse og statsborgerskab ofte forgæves. Den danske stat vil for alt i verden forsøge at bevise, at ansvaret for en given flygtning ligger hos en anden stat – selv hvis den stat ikke vil vide noget af personen, eller måske ligefrem vil dem det ondt. Altså beslutter man sig fra myndighedernes side for at sende mennesker tilbage til diktaturer og undertrykkelse, mens man børster sine hænder af og siger ”ikke vores ansvar”.
Løsningen
Hvordan løser vi så denne knude af nationer og rettigheder? I første omgang: åbn grænserne, i anden omgang: drop grænserne.
Så længe vi vælger at opdele verden i nationalstater, vil det menneske, som falder uden for systemet være overladt til magthavernes nåde og barmhjertighed. Løsningen på flygtningespørgsmålet ligger ikke hos nogen enkelt nation eller mellem enkelte nationer, men hos bevægelser, som går udenom og ud over nationalstater. Svaret er solidaritet og samarbejde på tværs af grænser, som til sidst kan gøre de selvsamme grænser overflødige. Mere om i næste del.
