Brandene i Australien viser de skrækkelige konsekvenser af klimaforandringerne. Håbet ligger hos de titusindvis af australiere, der går på gaden og kræver radikal handling.

Billedet ovenfor viser en kænguru, der flygter fra brandene i delstaten New South Wales nytårsaftensdag.

Efter brande i månedsvis har hærget Australien, flød vreden i begyndelsen af januar over i gaderne. Titusindvis gik på gaden og krævede handling mod klimaforandringerne. I Sydney var mere end 30.000 mødt op og råbte “Smid ScoMo ud” – en reference til den borgerlige premierminister Scott Morrison, der er kendt som kulindustriens lakaj.

De organiserende Universitetsstuderende for Klimaretfærdighed kaldte regeringens håndtering af bushfire-krisen for “kriminel forsømmelighed”.

I Melbourne blokerede ca 5.000 demonstranter dele af midtbyen, og i Brisbane, stoppede 3.000 demonstranter trafikken med kampråbet “ScoMo has got to go!” (ScoMo må gå).

I alt ca. 100.000 demonstrerede den 10. januar, hvilket er pænt efter australske forhold:

Sydney 50.000
Melbourne 30.000 i kraftig regn
5-7.000 i Brisbane
8.000 i Adelaide,
3.000 i Canberra
1.500 in Perth

Det var dog ikke så omfattende som den 20. september under den globale klimastrejke, hvor tilsammen 300.000 demonstrerede ved 100 demoer over hele landet.

En masse-udslettelse som aldrig tidligere set

Brandene i Australien understreger med skræmmende tydelighed, hvordan klimaforandringerne kan gøre store områder ubeboelige. Og den australske regerings reaktion på brandene viser os at politikere, bosser og de rige – selv under en katastrofe – vil prioritere profit over planeten og mennesker.

Den økologiske katastrofes omfang er uden fortilfælde – og den er langt fra ovre.

Siden oktober er 12,3 millioner hektar brændt, 26 mennesker er døde, og tusindvis af bygninger er raseret.

Man anslår, at en milliard dyr er gået til, og man tror endda, at visse dyrearter kan være uddøde.

Chris Dickman fra Sydney Universitet anslår, at der alene i delstaten New South Wales er døde mere end 800 millioner dyr indtil videre. “Jeg tror ikke rigtig, der er noget, der kan sammenlignes med den ødelæggelse, der foregår over så stort et område og så hurtigt”, sagde han.

Selvom brandene har stået på i mere end to måneder, er Australien kun ca halvvejs igennem denne varme, tørre sommer.

Tim Flannery, der er klimaforsker og tidligere klimakommissær i Australien, siger, at der er en direkte forbindelse mellem bushfire-krisen og klimaforandringerne. “Forskningen viser os, at de ekstreme varmeforhold, vi har set i år, kan forekomme naturligt hvert 350. år,” siger han.

“Men når man tager drivhusgasserne, som mennesker udleder, med i ligningen, er det sandsynligt, at disse forhold vil opstå hvert ottende år.”

Forlængst advaret

Det er ikke tilfældet, at den australske regering ikke har vidst, hvad der var i vente: For lidt over 10 år siden blev der nedsat en offentligt støttet kommission, Garnaut Climate Change Review, der skulle undersøge klimaskiftets betydning for Australiens økonomi. Rapporten fastslog i 2008, at Australien i en usædvanligt høj grad er følsomt overfor klimaskiftet. I 2008 advarede den om, at “brandsæsonerne kommer til at begynde tidligere, slutte senere og være mere intense. Denne effekt bliver øget over tid, men kommer til at være synlig i 2020.”

Vreden mod regeringen – og især mod Morrison – stimulerer bevægelsen på gaden.

Brandfolk har i det meste af tre måneder sat deres liv på spil i kampen mod flammerne. Blandt dem er tusindvis af frivillige brandfolk, som oftest i frivillige brandværn på landet. De arbejder i 40 graders varme, i op til 20 timer om dagen.

Australien brande finder sted i en situation med både nedskæringer og manglende investeringer i brandkorpset. Brandmændenes fagforening i delstaten South Australia har krævet en national undersøgelse, fordi dens medlemmer har været tvunget til at arbejde på aldrende brandbiler.

Fagforeningsformanden Max Adlam i delstaten udtaler, at “ … vores folk arbejder enormt hårdt i køretøjer, der lugter som en gammel, oliefyldt twist-klud”. Ikke desto mindre “ … brænder de her folk for deres arbejde”.

Kulindustriens lakaj

Australiens bushfire brandkrise demonstrerer, hvordan kapitalismen ikke kommer med nogen løsning på klimaskiftet. For mens landet brænder, insisterer de australske politikere og bosser fortsat på at holde fast i den profitable kulindustri. Og de skåler i champagne ligesom ombord på den synkende Titanic, som om der ikke skulle være udsigt til nogen katastrofe.

Også selvom de rige – uanset at de lever på afstand af begivenhederne i deres indhegnede millionær-ghettoer – ikke kan forblive uberørte af klimaforandringerne, kommer de aldrig til at levere nogen seriøs handling eller forandring. Deres indbyrdes konkurrence mellem rivaliserende virksomheder og lande låser dem fast til et system, der fundamentalt handler om at forstørre sin profit på bekostning af alle andre. Det er også denne logik, der ligger til grund for Morrison og resten af den australske regerings energi- og klimapolitik.

Premierminister Morrison har påstået, at der ikke skulle være “en eneste politik, hvad enten klimapolitik eller noget andet” som kunne stoppe truslen fra brandene. Han har ret i, at der ville være brug for mere end en enkelt lov – men at stoppe udvindingen og afbrændingen af fossile brændstoffer ville være et godt sted at starte.

I 2017 tog Morrison, der dengang var finansminister, en klump kul med ind i parlamentet med henblik på at signalere hans støtte til den fossile brændstofindustri. “Dette er kul”, sagde han. “Lad være med at være bange for det, lad være med at være skræmt over det”.

“Det er kul som i over 100 år har sørget for, at Australien har kunnet nyde fordelen af at være konkurrencedygtig på energiområdet, som har givet velstand til det australske erhvervsliv”, sagde han.

Smarte tricks og krumspring

Siden dengang har en klima-massebevægelse og den økologiske krise under udvikling tvunget ham til at acceptere en eller anden sammenhæng mellem klimaskiftet og ekstremt vejr. Imidlertid er den australske regerings faktiske engagement i sagen langt fra tilstrækkelig til at tackle klimakrisen.

Det vigtigste skridt ville være et øjeblikkeligt stop for udledning af CO2. Men i stedet for at skære ned på produktionen af olie, gas og kul, så er regeringen blevet enig om at give det fossile brændselsselskab Adani lov til at opføre en ny kulmine i delstaten Queensland. Og der er planer om at opføre yderligere 6 flere kulminer.

Ved FN’s klimatopmøde COP25 i december 2019 i Madrid spændte Australien ben for ethvert håb om at få vedtaget nye, skrappere mål for udledningen af CO2 internationalt.

Australiens magthavere havde lovet i 2030 at ville sænke CO2-udledningerne til 26 pct. under niveauet for 2005. De hævdede at ville være i stand til at kunne nå 90 pct. af den sænkning.

Dette trick sker imidlertid ved hjælp af “kreativ bogføring”, hvor Australien i forhold til FN’s Kyoto-klimaprototol fra 1997 udnytter de såkaldte “carryover credits”: Det betegner, hvor meget CO2 landet i henhold til Kyoto-protokollen dengang havde lov til at udlede, men ikke gjorde – og denne mængde overfører man så til idag. Herved kan Australien påstå, at “vi overholder skam Kyoto-klimaprotokollen!”

Bolsonaros Brasilien har benyttet sig af nøjagtigt de samme “carryover credits” på klimatopmødet i Madrid, så landet kunne slippe for at skære ned på olieproduktionen og stoppe afbrændingen af Amazonas.

Australien er med i det værste selskab …

Uden direkte at nævne navnene på disse lande, der gjorde alt for at undgå at skære ned på deres CO2-udledning, hudflettede Greta Thunberg dem og deres krumspring i hendes tale på COP25-klimatopmødet i Madrid:

“Hvis vi ikke er i stand til at få det fulde billede ( … af klimakrisen), vil vi ikke blive i stand til at løse krisen. Situationen kalder på at finde virkelige løsninger, men i stedet synes situationen at være vendt på hovedet til at blive en slags lejlighed for lande til at forhandle smuthuller og til at undgå at hæve deres ambitionsniveau. Forskellige lande finder smarte smutveje for at undgå virkeligt at handle. (Med henvisning til Brasilien : ) Som at lade udlednings-reduktioner tælle dobbelt og ( … med henvisning til alle de lande og firmaer, som søger at sælge CO2-kvoter eller ved at “klima-kompensere” : ) at flytte deres udledninger til oversøiske lande og i stedet foretage tilbageskridt ift. deres løfter ( … i Paris 2015) om at hæve deres ambitionsniveau ( … og med henvisning til Trump’s USA : ) ved at nægte at betale for løsningerne eller tabene eller ødelæggelserne ( … ved de klimaskader, som USA påfører resten af verden, når CO2-udledningerne fører til ekstremt vejr). Dette må simpelthen stoppe”, sagde Greta Thunberg.

Socialistisk Arbejderavis: Klimaet efter COP25-fiaskoen – kun kampen sikrer forandring: http://socialister.dk/klimaet-efter-cop25-fiaskoen-kun-kampen-sikrer-forandring/

Oversat fra Socialist Worker UK af Anne Andersen Lange og Jens Riis Bojsen

Australiens kuleksport er steget voldsomt

Idag er Australien verdens største kuleksportør.

Kul bliver især brugt til kraftværker og til stålværker. En mindre del til cementfabrikker.

40 pct. af verdens elektricitet bliver produceret i kulfyrede kraftværker.

70 pct. af verdens stål bliver fremstillet på stålværker vha. kul.

Der bliver brugt 7 – 8  mia. tons kul årligt i hele verden, så det er fortsat en energikilde af meget stor betydning.

Hvorfor stiger Australiens kuleksport til især Asien?

Lande som Indien, Vietnam, Philippinerne m.fl. er inde i en ret betydelig industriel udvikling. Det afføder et kraftigt stigende el-forbrug.

Disse lande er udmærket klar over, at vedvarende energi er inde i en hastig udvikling. Problemet med vedvarende energi er imidlertid, at det kræver ret store investeringer i forhold til effekt i antal MW elektricitet, disse energikilder kan give.

Da disse lande generelt har en lavere kreditværdighed, kræver de imperialistiske landes banker en tilsvarende højere rente for lån. Det gør investering i vedvarende energi betydeligt dyrere end sammenlignet med Vesteuropa. Samtidig skal der investeres kraftigt i energilagringssystemer, så man kan udjævne svingningerne i den vedvarende el-produktion.

Set ud fra en her-og-nu forretningsvinkel er investering i kulkraftværker klart mere profitabelt: Investeringerne er lavere end ved vedvarende energi, og teknologien er kendt og velafprøvet, således at man ved, hvad man får.

Hvorfor importerer det kul-rige Indien vældige mængder af kul fra bl.a. Australien?

Indien har verdens 3. største kulindustri og vældige reserver. Siden 1990 er Indiens kulforbrug mere end 4-doblet.

Men når Indien “svømmer” i kul, hvorfor importerer det så kul ??? Det lyder jo, som det glade vanvid !

I år 2022 ventes det, at Indien bliver verdens største kulimportør!

Den ene del af svaret er, at Indien p.t. mangler den særlige type kul, der kan bruges til fremstilling af koks, som er nødvendige i stålværkernes højovne til udsmeltning af råjern. Ca. halvdelen af denne type kul importerer Indien fra Australien.

Men Indien har rigeligt med de typer kul, der er egnede til forbrænding i kraftværker. Hvorfor så importere disse kul, som Indien har nok af ???

Svaret ligger i den kapitalistiske “logik”: Herved kan de indiske firmaer, som køber kul – ikke mindst Adani – spille de forskellige kul-producenter ud imod hinanden for at presse prisen: Dvs. presse det statslige indiske kulselskab ud imod kul-eksportørerne fra Australien, Indonesien, Rusland, Colombia, Sydafrika og USA, for at nævne nogle af de største. For tiden er udbuddet af kul ret stort, og der er derfor tale om købers marked.

De australske kulforekomster har den fordel, at en større del brydes i åbne overflade-miner, hvor kullene generelt er billigere at udvinde end i underjordiske miner. Der er dog også moderne, underjordiske miner i Australien.

De fleste kul i verden forbruges så tæt som muligt på forekomsterne – også selv om jernbaner kan fragte dem over tusinder af kilometer. Men en del af verdens kulproduktion sælges på verdensmarkedet. Til brug herfor har der været en vældig udvikling i de skibe, der er specialiserede i kultransport. Massegods-skibe benævnes “bulk barriers”. De største af disse bruges til hhv. jernmalms-transport samt til kul-transport.

Pga. udviklingen i verdenshandelen er der sket en vældig udvikling i de bulk carriers, som transporterer kul fra producentlandene. Standardstørrelsen i dag ligger på 150.000 til 200.000 tons. De er dermed ikke helt så store som jernmalms bulk carriers, hvor skibe på 400.000 tons – Very large Ore Carriers (VLOC) – dominerer jernmalmstransporten fra producenterne Brasilien og Australien til hovedaftagerne i Vesteuropa (Rotterdams havn), Kina, Japan og Sydkorea.

Disse kæmpeskibe til hhv. kul og jernmalm udgør rygraden i den globale verdenshandel indenfor dette område og medvirker i allerhøjeste grad til at gøre transporten af milioner af tons heraf mellem verdensdelene profitabel. De er større end de olietankere, der er i stand til at sejle igennem Suez kanalen (Suezmax-skibe), og forbinde Mellemøstens oliekilder med Europa.

Handel med kul er en global big business.

Indiske Adani og kulmine-nøgleprojektet Carmichael i Australien

Alle australske klimaaktivister er fokuseret på kulmineprojektet Carmichael i delstaten Queensland. Både den føderale australske regering ledet af Scott Morrison og delstatsregeringen i Queensland har givet grønt lys til dette mineprojekt.

Carmichael er et projekt til udvikling af en åben overflade-kulmine. Den ligger i Galilee kulbækkenet (dvs. et område med kulforekomst), på engelsk Galilee coal basin. Planerne forudser en udvikling til en af verdens største kulminer.

Indiens største private kraftværksejer Adani, ejet af milliardæren Gautam Adani, ejer Carmichael-minen (som ikke producerer endnu), ejer kulterminalen Abbot Point samt de relevante kulterminaler i Indien, idet Adani ejer nogle af de største havne i Indien. Adani vil også opføre en ny jernbane fra Carmichael-minen og til kulterminalen ved kysten.

Galilee-kulbækkenet er det største uudnyttede kulområde i Australien. Når jernbanen bliver bygget, vil der for alvor blive åbnet op for disse kulressourcer. Flere andre mineselskaber står på spring til at åbne nye kulminer og koble dem på jernbanen.

Derfor ser alle australske klimaaktivister Carmichael-minen med tilhørende jernbane som et nøgleprojektet: Gennemføres det, vil Australiens kuleksport – med mindre den stoppes ad politisk vej – stige kraftigt.

Før klimaet blev et stort spørgsmål i Australien, var det mest miljøforkæmperne, der interesserede sig for Carmichael-projektet. En åben mine kræver, at al jorden i overfladen over kullene bliver fjernet. Hernæst kræver en åben mine, at kolossale mængder vand pumpes op fra undergrunden, så minen ikke bliver fyldt med grundvand. Både den bortgravede overjord og det bortpumpede grundvand kan indeholde mange skadelige stoffer, der i allerhøjeste grad kan skade miljøet på stedet. Her stod miljøaktivisterne overfor stærke pengeinteresser.

Greta Thunberg og protesterne i Tyskland mod Siemens og Adani

Greta Thunberg er bestemt ikke nogen fru-hvem-som-helst, og da hun protesterede imod, at Siemens vil bygge lokomotiver til Adanis kul-jernbane, blev det registreret af hundreder af tusinder, for ikke at sige millioner. Set i lyset af kæmpebrandene i Australien blev betydningen af Siemens’ ønske om at bygge lokomotiver til Adanis kultransport hurtigt forstået på den modsatte side af Jorden i Tyskland.

Siemens’ øverste administrerende direktør Joe Kaeser følte sig så kraftigt “åndet i nakken” heraf, at han ikke kunne lade som ingenting og blot affeje Greta Thunbergs protest. Tværtimod følte han sig nødsaget til at skrive en alenlang snak om klimaskiftets betydning og en “argumentation” for, hvorfor han alligevel så sig “nødsaget” til at opfylde kontrakten med Adani om at bygge lokomotiverne.

Dette vakte opsigt i tyske medier – og selvfølgelig svarede tyske klimaaktivister igen med en demonstration 10. januar foran Siemens’ koncernhovedkvarter i München.

Klimaskiftet har verdensomspændende konsekvenser, og Australiens kulproduktion og -eksport er bestemt ikke kun noget, der blot vedrører “the Aussies” “down under” umådeligt langt væk på den anden side af jordkloden.

Det har global interesse.