De sociale bevægelser og den nye venstrefløj i Chile var valgets vindere. Den nydannede koalition Apruebo Dignidad (For Værdighed) opnåede 28 pladser (18%) i den lovgivende forsamling. De uafhængige, som stillede selvstændigt op for forskellige sociale bevægelser, og nye politiske initiativer opnåede 24 pladser (15%) uden hjælp fra etablerede partier.
Derudover er de oprindelige befolkninger i Chile repræsenteret med 17 pladser i forsamlingen. Det er første gang i landets i historie, at mapuche-folket og andre oprindelige befolkninger anerkendes som aktører med krav om politisk repræsentation.
Politiske fanger bør løslades
De uafhængige har meddelt, at de ikke er villige til at deltage i den lovgivende forsamling, før alle politiske fanger løslades.
Under oprøret i 2019 blev tusinde af især unge anholdt og varetægtsfængslet i forbindelse med protester, barrikader og plyndringer af supermarkeder i Santiago.
Koalitionen For Værdighed kræver derfor, at alle sager gennemgås retfærdigt, og at hvis ikke der kan rejses tiltale, bør de anholdte straks løslades. Hvis ikke det lykkes at få løsladt de sidste politiske fanger, er det tvivlsomt, om den lovgivende forsamling vil begynde sit arbejde i juli måned som planlagt.
Ungdommen og kvinderne kræver forandring
Det er især de yngre generationer, som skubber på for forandring i Chile. I 2011-12 var det studenterbevægelsen med krav om gratis uddannelse, der rystede landet, og i 2018 var det feministerne, der mobiliserede flere hundrede tusind til demonstrationer for fri abort og mod sexisme.
Den lovgivende forsamlings gennemsnitsalder (44 år) og kønsfordeling (50/50) afspejler det sidste årtis politisering af de unge og kvindefrigørelsen. Det er i høj grad ungdommen og kvinderne, vi bør takke for, at Chile nu endelig er på vej ud af diktaturets skygger.
Kan vi stemme os til magten?
Spørgsmålet: Kan vi stemme os til magten? er igen blevet aktuelt for den chilenske venstrefløj.
Det danske band Røde Mor sang efter kuppet mod Allende: “Kan vi stemme os til magten, får vi magten uden kamp?”
Disse spørgsmål er stadig væsentlige i dag, for selvom den politiske sammensætning i den lovgivende forsamling umiddelbart er et godt udgangspunkt for et skabe et radikalt – og endda socialistisk – politisk program, så bliver udfordringen at føre det ud i livet.
Lad os tage et eksempel. Som det ser ud, er der et to tredjedeles flertal af de valgte, som er enige i, at Chiles vand skal afprivatiseres, hvilket i praksis betyder nationalisering og ekspropriering af private firmaers allerede tildelte vand-kvoter. Vil et firma, som lukrerer på vand, frivilligt – og uden kamp – afgive denne forretning? Det samme gælder andre naturressourcer som kobber og litium, som udvindes i store mængder i Chile.
For at lægge reelt pres på den økonomiske magt, må arbejderklassen derfor mobiliseres. Forfatningsprocessen må akkompagneres af folkemagt (poder popular), som kan skabe grobund for en mere strukturel og vedvarende forandring.
Chile står i disse år over for en historisk mulighed for at skabe, ikke kun en ny demokratisk forfatning, men også et nyt og bedre samfund. Et samfund som bygger på solidaritet og retfærdighed frem for individualisme og frie markedskræfter.
