Hvordan blev de nationale modsætninger i grænselandet overvundet?

I 100-året for genforeningen 1920 ser vi på succesen i efterkrigstiden med at fjerne de tidligere voldsomme spændinger i det dansk-tyske grænseland. En af de to nøgler til denne markante succes er rettigheder til mindretallene. Vi ser på udviklingen fra 1920 og frem til nu.

Efter nogle årtier med stærke nationale modsætningsforhold i Nord- og Sydslesvig skete der fra 1955 og 20 år frem en nærmest sensationel afspænding. De resultater, der blev skabt her, er nærmest et paradeeksempel på, hvordan nationale spændinger kan afvikles.

Billedet foroven viser det tyske mindretal i Sønderjyllands gymnasium i Åbenrå – Deutsches Gymnasium für Nordschleswig, hvor alle taler ubesværet dansk, sønderjysk og tysk.

Millioner af mennesker lever som nationale mindretal i Europa og i resten af verden. Tænk hvis de kunne få de samme rettigheder som det tyske mindretal i Sønderjylland og det danske i Sydslesvig. I Europa mellem Ural og Atlanterhavet lever mere end 300 mindretal. Og så har vi ikke engang indregnet indvandrerne og flygtningene. Hver syvende europæer, som ikke er indvandrer eller flygtning, men hvis slægt altid har boet det pågældende sted, tilhører et mindretal der taler et af de over 60 regional- og mindretalssprog: Bretonsk, walisisk, sorbisk, frisisk, occitan, catalansk, baskisk osv. osv. 100 mindretalsorganisationer fra 35 europæiske lande er medlem af den europæiske mindretalsunion FUEN, hvis sekretariat ligger i Flensborg.

Og hertil kommer alle de millioner af indvandrere og flygtninge i Europa …

Solstrålehistorien om den positive udvikling i det dansk-tyske grænseland viser, hvor hurtigt sådanne nationale spændinger kan overvindes under de rette betingelser.

Grænselandet fra 1920 til 1955: Voldsomme spændinger

Efter Sønderjyllands genforening i 1920 blev landbruget lagt fuldstændigt om. Og her blev der optaget store lån. – Da krisen kom i 1930 blev det gældstyngede sønderjyske landbrug derfor ramt værre end i resten af Danmark. Sammenlignet med det øvrige land førte denne krise til en større utilfredshed og en mere højreorienteret radikalisering både blandt flertalsdanskerne i Sønderjylland og i det tyske mindretal.

Da Hitler kom til magten i 1933, kom det tyske mindretal mere og mere under indflydelse af nazismen. Mindretallet ønskede, at Sønderjylland skulle blive lagt ind under Tyskland – ligesom det skete med Østrig (“heim ins Reich” og “Anschluss”). Dette udløste betydelig frygt blandt flertalsdanskerne i Sønderjylland, der var bange for at blive tvangsindlemmet i Nazi-Tyskland. Erindringerne om tiden 1864 til 1920 var endnu lyslevende. Sønderjylland under tysk styre havde budt på national undertrykkelse, og det sluttede af med 1. Verdenskrig: Her måtte 30.000 fra Nordslesvig (de fleste dansksindede) drage i krig for en kejser, der for de flestes vedkommende absolut ikke var deres, og 5.200 faldt i helvedet. – Tanken om at skifte det tyske kejserrige ud med Hitlers Nazi-Tyskland fremkaldte derfor kuldegysninger ved de fleste danske sønderjyder.

Det Unge Grænseværn blev oprettet for at bekæmpe, at Sønderjylland skulle blive indlemmet i Nazityskland. Organisationen virkede især blandt landsdelens ungdom igennem gymnastik- og idrætsforeninger, som havde bred udbredelse. – Her ses ungdomsstævnet på Dybbøl 11. juni 1933 med 35.000 til 50.000 deltagere – en direkte reaktion på Hitlers magtovertagelse i Tyskland samme år i januar.

Under den tyske besættelse af Danmark blev Sønderjylland dog ikke indlemmet i Tyskland, da Berlin var mere interesseret i at samarbejde med Danmark, der tjente som fødevareleverandør og som et militærstrategisk område af en vis betydning ud til Nordsøen og Østersøen.

Efter den 5. maj 1945 fik det store konsekvenser for det tyske mindretal, at mange fra det havde haft nazistiske sympatier og håbet på indlemmelse i Tyskland. Det førte til, at 3.500 fra det tyske mindretal i Sønderjylland i årene 1945 – 49 blev interneret som landforrædere i Frøslev-lejren ved Padborg, der nu blev omdøbt til Fårhus-lejren. Interneringen bidrog kraftigt til at vedligeholde spændingerne mellem dansk og tysk.

På dette tidspunkt udgjorde det tyske mindretal 30.000 mennesker.

Et udsnit af de internerede fra det tyske mindretal i Fårhuslejren.

Fårhuslejren 1945 – 49 – en udstilling på Frøslevlejrens museum (under Nationalmuseet): https://natmus.dk/museer-og-slotte/froeslevlejrens-museum/lejrens-historie/faarhuslejren-1945-49/

Sydslesvig under nazistisk herredømme

Syd for grænsen fik det danske mindretal i Sydslesvig fra 1945 og et par år frem hjælpepakker fra Danmark indeholdende især mad. Nøden i det ødelagte Tyskland var stor, og derfor var der et skrigende behov for hjælpepakkerne. Her var der mange, som tidligere ikke havde følt sig særligt danske, som pludselig erklærede sig som danske, og herved fik de adgang til pakkerne fra Danmark. Mange havde rent faktisk været det, men havde ikke turdet bekende deres sindelag under den fjendtlige nazisme. Men andre så en chance for at få mad på bordet i en tid med stor nød. Alle fra de to grupper blev kaldt “Speckdänen” ( = “flæskedanskere”). Blandt flertalstyskerne herskede der stor bitterhed over, at nogle herved kunne få fat på disse pakker med fødevarer. Det udløste kraftige spændinger.

Under nazistyret havde det danske mindretal i Sydslesvig haft det svært: Den voldsomme tysk-nationale, nazistiske propaganda havde ikke levnet megen plads til mindretallet, og antallet af børn i danske skoler i Sydslesvig var faldet fra 1.000 i 1930 til kun 500 i 1945. Til sammenligning er der i dag over 5.000 børn i danske skoler og 3.000 i danske børnehaver.

1.000 dansksindede sydslesvigske drenge og mænd blev indkaldt til tysk krigstjeneste under 2. Verdenskrig til en krig, som kostede store tab.

I de første år efter 1945 var situationen både nord og syd for grænsen derfor præget af stor bitterhed og stærke nationale spændinger.

En slags apartheid mellem de to befolkningsgrupper

De stærke spændinger betød, at de to befolkningsgrupper – både nord for og syd for grænsen – længe holdt sig for sig selv og ikke talte med “de andre”. Man brugte ens egne  pengeinstitutter, man benyttede ens egne håndværkere, købte ind hos ens egne butiksdrivende.

Hvor det i Sydafrika og i USA er hudfarven, der adskiller, så var det her noget usynligt: De to befolkningsgrupper lignede af udseende hinanden – men ikke desto mindre var der en usynlig men ikke desto mindre giftig skillelinje. Man ville ikke omgås hinanden.

Nationale modsætningsforhold er det rene gift.

Meget anbefalelsesværdige DR-TV udsendelser om kampen i grænselandet

Magtskifte i straffelejren – opgøret i Sønderjylland: DR-TV udsendelse om interneringen af det tyske mindretal i 1945: https://www.dr.dk/drtv/program/magtskifte-i-straffelejren-_-opgoeret-i-soenderjylland_154235

Kampen om grænsen – serie i fire dele på DR-TV om krig, forfølgelse og undertrykkelse i Sønderjylland fra 1864 til Bonn – København aftalen 1955: https://www.dr.dk/drtv/serie/kampen-om-graensen_184899

For fører, folk og fædreland – overlevende sydslesvigere fortæller på DR-TV om at blive tvunget ud i 2. Verdenskrig for Hitler, et regime og en krig, de var imod. En blev hårdt såret, og alle har stadig psykiske ar. Mange historiske optagelser: https://www.dr.dk/drtv/program/for-foerer-folk-og-faedreland_179343

Når du ser disse vældigt gode udsendelser fra DR-TV om den nationale kamp i grænselandet, så tænk på kurderne, catalonierne og alle de andre store mindretal i Europa og resten af verden: Alle steder handler det stort set om de samme typer konflikter.

Grænseland – DR-TV’s store serie i fire dele om den dramatiske kamp for danskheden i grænselandet igennem ca. 150 år. Kan varmt anbefales: https://www.dr.dk/drtv/serie/graenseland_184672

1955 – mindretallene nord og syd for grænsen anerkendes

Den danske udenrigsminister H.C. Hansen i den socialdemokratiske Hans Hedtoft-regering udnyttede i 1955 situation under den Kolde Krig til at stille betingelser om, at Vesttyskland kunne få lov til at blive Nato-medlem og genoprustet, såfremt man kunne blive enige om at give rettigheder til det danske mindretal i Sydslesvig. USA ønskede Vesttyskland som Nato-medlem og oprustet – og det var den vesttyske forbundskansler Adenauer stærkt opsat på: Han og USA ønskede også atomvåben på vesttysk jord. De øvrige Nato-medlemmer, herunder Danmark skulle godkende alt dette – og denne situation udnyttede H.C. Hansen. For Adenauer var det intet problem at give mindretallene rettigheder som gengæld for et dansk ja til, at Vesttyskland kunne blive Nato-medlem og oprustet.

H.C. Hansen startede med at kræve rettigheder til de danske sydslesvigere – og tænkte ikke på det tyske mindretal nord for grænsen. Men denne selvfølgelige ret blev krævet som gengæld fra vesttysk side, og det måtte den danske regering gå med til. Dette førte til København-Bonn aftalen fra 1955, som både anerkendte det tyske mindretal nord for grænsen og det danske syd for grænsen.

Bonn – København aftalen 1955: Fra venstre ses Vesttysklands forbundskansler Konrad Adenauer, i midten Danmarks udenrigsminister H.C. Hansen (statsminister samme år efter Hans Hedtofts død), og til højre den højtplacerede Heinrich Lübke, der et par år efter blev forbundspræsident.

Det var rettigheder, der var intet mindre end sensationelle i et Europa, hvor grov undertrykkelse af mindretal var fremherskende de fleste steder.

Anerkendelsen af de nationale rettigheder var den første betingelse for afviklingen af spændingerne:

Som ved et trylleslag opstod der nu skoler og børnehaver til mindretallene nord og syd for grænsen. Mange skoler var meget små, men med tilskud fra hhv. Danmark og Vesttyskland kunne de blive etableret. – En studentereksamen fra det danske gymnasium Duborg-Skolen i Flensborg (oprettet 1958) giver adgang til både det danske og det tyske uddannelsessystem – ligesom det er tilfældet ved Deutsches Gymnasium für Nordschleswig i Åbenrå (oprettet 1959). Der blev etableret biblioteker og oprettet kulturinstitutioner. Hvert mindretal har sit dagblad, hhv. “Flensborg Avis” og “Der Nordschleswiger” i Åbenrå. Begge får tilskud, da de ellers ikke ville kunne eksistere.

Mindretallene fik ret til politisk repræsentation. Sydslesvisk Vælgerforening (SSW) fik lov til at blive repræsenteret i Slesvig-Holstens delstatsparlament, også selvom partiet ikke kunne nå op over spærregrænsen. I Danmark har det tyske mindretal Slesvigsk Parti, som dog kun er lokalt repræsenteret.

Artiklen fortsætter nedenfor billedrækken:

Husum danske børnehave i Sydslesvig i 1964. Byggestilen er tysk og meget karakterisktisk for perioden.
Husby danske skole i Sydslesvig, på halvøen Angel mellem Flensborg og Slesvig by, opført i 1953. Allerede før Bonn – København aftalen 1955 blev der bygget skoler – men det var langt sværere. Byggestilen er tysk og meget karakteristisk for perioden.
Nord for grænsen i Sønderjylland ser vi her den tyske skole og børnehave i Rødekro / Rothenkrug, 7 km vest for Åbenrå
I Deutscher Kindergarten Rothenkrug – den tyske børnehave i Rødekro – fortæller pædagogen eventyr for børnene
I Deutsche Schule Tingleff – den tyske skole i Tinglev (mellem Padborg og Åbenrå) – bliver der arrangeret børnecirkus i skolegården. Tinglev er centrum for det tyske mindretal i Sønderjylland.

Videoer, der meget tydeligt viser den meget åbne og imødekommende atmosfære på to af det tyske mindretals skoler og en børnehave i Sønderjylland – den mørke fortid er uendeligt langt borte: Nu handler det om at integrere de to sprog og de to kulturer. Man bliver simpelthen i godt humør af at se disse søde og sympatiske mennesker udfolde så positive bestræbelser på mellemfolkelig forståelse – se videoerne!

Video om den tyske skole i Sønderborg, hvor man underviser på tysk, men bruger danske lærebøger (videoen er på tysk og dansk, men desværre er tysk tale ikke tekstet til dansk) https://www.youtube.com/watch?v=XObd7Q9BCK4

Video om den tyske skole i Åbenrå er interessant ved, at elever og lærere fortæller, at de ønsker at blive gode til både dansk og tysk og lære begge sprog og kulturer at kende. Nogle stammer fra det tyske mindretal, andre er tyske tilflyttere, der har måttet lære dansk, og nogle er pæredanske, som ønsker at lære tysk bedre at kende. Sproget skifter ubesværet mellem dansk og tysk (tysk tale tekstet til dansk): https://www.youtube.com/watch?v=QzNgZjS6xS0

Video om den tyske børnehave i Åbenrå – hvor alt er tosproget: https://www.youtube.com/watch?v=cIU23UhVdik

Den anden nøgle til afspænding

Den anden centrale årsag til, at de nationale spændinger blev afviklet, var, at kapitalismens guldalder begyndte i midten af 50’erne. Der var nul krise i de næste 20 år – lige indtil oliekrisen i 1973.

Under 30’ernes krise havde spændingerne taget til. Man siger, at “når krybben er tom, bides hestene”. – Men under efterkrigstidsboomet blev “krybben” fyldt op, og der var nok til alle og spændingerne blev afviklet: Man kunne ikke længere beskylde “de andre” for at være skyld i “alle ulykkerne”.

Samtidig havde det stor betydning, at grænsen fra 1920 med en ret stor præcision fulgte sproggrænsen: Ganske vist var der i 1920 tysk flertal i Sønderborg, Åbenrå, Tønder, Tinglev og Højer, som blev tyske enklaver i Danmark. Men i resten af Sønderjylland nord for grænsen var der et stort dansk flertal, mens der syd for var et lige så stort tysk flertal. 1920-grænsen skulle alt i alt vise sig at være den bedst tænkelige og mest retfærdige grænse mellem de to nationalstater.

Hvis Flensborg, som siden 1880’erne havde haft tysk flertal, i 1920 eller i 1945 ville være blevet tvangsindlemmet i Danmark – som ønsket af meget fremtrædende borgerlige politikere som Venstre-statsminister Knud Christensen (1945 – 47) – ville byens tyske flertal med stor sandsynlighed være blevet til en kilde til strid og uro i efterkrigstidens Danmark. Men netop fordi Flensborg forblev syd for 1920-grænsen, slap man for sådanne nationale stridigheder, der med stor sikkerhed ville have forgiftet klimaet mellem dansk og tysk i efterkrigstiden.

I årene efter 1945 kom det tyske mindretal i Nordslesvig i krise, og det faldt fra 30.000 til 15.000 mennesker. Det skyldtes, at mange ovenpå afnazificeringen ikke længere orkede de hidtidige nationale stridigheder – ligesom de ikke længere havde kræfter til at skulle være skydeskive for at have været medlem af et alt for nazi-venligt mindretal. Det var ikke sjovt at være “hjemmetysker” i årene efter 1945 (“hjemmetysker” er den danske betegnelse for mindretallet i Nordslesvig). De blev mange år efter anset for at være forrædere.

Først så sent som i 70’erne til 80’erne døde den værste fjendtlighed i Sønderjylland ud i forhold til det tyske mindretal.

Tosprogethed

De fleste dansksindede sydslesvigere er tyske statsborgere og har tysk som hjemmesprog, også selv om de taler rimeligt godt dansk eller sydslesvigsk (der er ret forskelligt fra sønderjysk). Naturligvis forstår de også plattysk. – Omvendt er de fleste tysksindede nordslesvigere danske statsborgere og har dansk eller sønderjysk som hjemmesprog, også selv om de taler rimeligt godt tysk.

Dette er ubegribeligt for de fleste flertalsdanskere, der ikke kender til livet i et mindretal, hverken grænselandets eller de øvrige indvandrer- og flygtninge-mindretal i resten af Danmark.

Det tyske mindretal i Sønderjylland er på ca. 15.000, mens det danske i Sydslesvig er på ca. 50.000.

Gang på gang bliver danske sydslesvigere spurgt af sådanne flertals “dusin”-danskere: “Hvordan kan du være dansk – og så alligevel også tysk ??? “ Det er komplet ubegribeligt!

Men det er helt naturligt: Som danske sydslesvigere bor de i Tyskland, og derfor er det en fordel at være tysk statsborger. Selvom de tilhører mindretallet, så er de jo samtidig en del af det tyske samfund – og derfor finder de det helt selvfølgeligt at tale tysk. Det er jo “adgangsbilletten” til det tyske flertal.

Præcis sådan er det også ved alle de andre talrige nationale mindretal i resten af Europa og verden, mindretal der må tilpasse sig det omgivende flertals-samfund.

Flemming Meyer er en af det dansksindede mindretals repræsentanter i Slesvig-Holstens delstatsparlament. Selv om han er dansksindet og har arbejdet som lærer ved mindretallets danske skoler, er han tysk statsborger og tosproget. Han er meget tilfreds med mindretalsrettighederne. Her ses han under Dronning Margrethes besøg i Sydslesvig i 2019 som optakt til genforeningsåret. – Men det tyske mindretal i Nordslesvig blev ikke besøgt …

I og med at de dansksindede sydslesvigeres nationale rettigheder er garanteret af Bonn-København aftalen fra 1955, kan de samtidig helt frit og utvungent pleje deres danske tilknytning, ikke mindst ved at sende deres børn i dansk børnehave eller skole.

Der er ikke den mindste tvang involveret ved dette valg, og de er derfor perfekt integreret i det tyske flertals-samfund og samtidig i den danske mindretalskultur.

Det er frivilligheden, der er nøglen til denne integrationssucces. Med den positive udvikling, der er sket siden 1955, er de ikke længere underlagt noget pres. Det tyske flertal synes, at det er helt okay, at der er et dansksindet mindretal – faktisk synes mange ikke-nationalistiske flertals-tyskere, at det er godt og givende, at der i Sydslesvig er et dansk mindretal.

Musiklærerinden Marion Petersen tilhører det tyske mindretal, og hun læser avisen “Der Nordschleswiger”. Hun arbejder i den tyske børnehave i Sønderborg / Sonderburg. –  Hun er gift med Jörn Petersen, som imidlertid er vokset op i Eckernförde / Egernførde i Sydslesvig i en dansksindet familie. Han er blevet uddannet i Sønderborg som elektrotekniker, og i denne by er parret nu bosiddende. Naturligvis taler Jörn både flydende dansk og tysk, ligesom Marion.

Midt imellem to sprog og kulturer

Mange dansksindede sydslesvigere synes, at det er spændende at stå midt imellem to kulturer. I realiteten bliver de fremragende “ambassadører” for hvert land og dets kultur.

For det tyske mindretal i Sønderjylland forholder det sig på præcis samme måde – blot mod modsat fortegn.

Det tyske mindretal er i dag fuldstændigt anderledes end i 30’erne og 40’erne. Det vil meget gerne bygge bro mellem Danmark og Tyskland. Samtidig tiltrækker mindretallet også lærere og pædagoger fra Tyskland, der kommer til Danmark for at arbejde ved det tyske mindretals skoler og børnenehaver – og disse tyskere synes, at det er spændende at komme til Danmark. Mange af disse har (alt for) positive opfattelser af Danmark.

Mange danskere, som er vokset op i den danske flertalskultur, kan have svært ved at blive mere fortrolig med, hvad det vil sige at stå mellem to sprog og to kulturer – hertil er de alt for integreret i flertallets danske verden til at forstå, hvad det vil sige at leve i et mindretal midt imellem to sprog og kulturer.

Desværre er processen i Sønderjylland og Danmark i forhold til det tyske mindretal ikke forløbet så godt, som den burde. I årtier blev det tyske mindretal kun tålt, fordi Danmark havde forpligtet sig hertil. At det kun blev tålt, ses bl.a. af, at hverken nogen statsminister eller dronningen nogensinde har aflagt noget officielt besøg hos mindretallet, først i 2008 aflagde kronprinseparret et besøg ved det tyske mindretal. Altså et officielt besøg på lavest tænkelige niveau. Derimod valfarter førende danske politikere og dronningen til Sydslesvig for at pudse deres nationale “glorie”.

Derimod kommer udenlandske mindretalsdelegationer på besøg hos det tyske mindretal i Sønderjylland for at se, hvordan i alverdens riger og lande det dog kan lade sig gøre at leve midt imellem to sprog og kulturer:

Delegation fra det tyske mindretal i Vladimir Putins Rusland på besøg ved det tyske mindretals efterskole i Tinglev / Tingleff (på tysk): https://www.nordschleswiger.dk/de/nordschleswig-tingleff/russischer-inspirationsbesuch-tingleff

I Sønderjylland har der heller ikke fra officiel side været gjort forsøg på at bygge bro mellem dansk og tysk. De fleste sønderjyder, der ikke havde noget med det tyske mindretal at gøre, glemte faktisk hjemmetyskerne. Selv om de boede tæt ved grænsen til Tyskland og tæt på det tyske mindretal, så havde mange ikke meget med tyskerne at gøre – andet end indkøbsturen over grænsen efter sprut og slik. Mange sønderjyder kan tale lige så lidt tysk som resten af danskerne i det øvrige land. Så blandt disse flertalsdanske sønderjyder blev kendskabet til tysk sprog og kultur ikke særligt udvidet. Herved skete der ikke nogen udvikling af tolerancen og kendskabet til “de andre”.

I takt med afindustrialiseringen, Finanskrisens virkninger, nedlæggelse af talrige offentlige institutioner i kølvandet på dannelsen af storkommuner og region Syddanmark er Sønderjylland i dén grad blevet et decideret udkantsområde. Det har betydet, at Dansk Folkeparti og fremmedfjendskheden har fået kronede dage i landsdelen, som er blevet en DF-højborg.

For snævertsynede DF-sønderjyder hører tyskerne – både hjemmetyskerne og dem på den anden side af grænsen – også til de “fremmede”, også selvom de adskiller sig meget fra de mellemøstlige indvandrere.

Derfor er der opstået en utroligt pinlig strid om, hvorvidt der ved indkørslerne til byerne skal stå byskilte, som øverst viser byens danske navn og nederst byens tyske navn – f.eks. Aabenraa / Apenrade eller Haderslev / Hadersleben. Syd for grænsen er dette for længst gennemført, f.eks. Flensburg / Flensborg. I Finland har man også tosprogede beskilte i de områder, hvor det svenske mindretal bor, f.eks. Porvoo / Borgå eller Turku / Åbo. Det samme gør sig gældende overfor det sorbiske mindretal i den sydøstlige del af Tyskland (sorberne er et slavisk folkeslag). Mindretalsrettighederne til sorberne skyldes, at DDR var bange for, at Tjekkoslovakiet kunne finde på at kræve sorberne indlemmet.

DF-sønderjyderne har samtidig fra 2015 været meget interesseret i bevogtning af grænsen, og var stærkt imod Schengen-aftalen, der fra 2003 betød næsten åbne grænser.

“Når krybben er tom, bides hestene”: Og i Sønderjylland er “krybben” tom, og de nationale spændinger stiger påny – dog på en lidt anden måde end for 75 år siden.

Artiklen fortsætter nedenfor billedrækken:

Bertel Haarder på det tyske Akademie Sankelmark (for dialog i grænselandet) ved Flensborg i 2015 i anledning af 60-året for Bonn – København aftalen. – Bertel Haarder er vokset op på Rønshoved højskole på den danske side af Flensborg Fjord. – Fremtrædende danske politikere, især de borgerlige, har altid haft travlt med at understrege deres nationale sindelag overfor mindretallet i Sydslesvig. Men det kniber kraftigt med den internationalistiske holdning, og det tyske mindretal bliver derfor kun lige akkurat tålt  …
Det 70 km lange vildsvinehegn langs grænsen fra Kruså til Højer opleves af mange internationalistiske tyskere og danskere som meget negativt og som et symbol på Danmarks tiltagende fremmedfjendskhed. Hegnet blev færdigt i december 2019.
Padborg grænse marts 2020, hvor grænsen blev totalt lukket for alle “ikke-anerkendelsesværdige besøg” pga. corona-krisen. Dette drastiske skridt var et markant udtryk for den danske regerings afgrænsningspolitik, som ikke var sundhedsfagligt begrundet, og det følger efter den stærkt udvidede grænsekontrol, der blev indledt i 2015. Efter årtier, hvor grænsen blev åbnet mere og mere, afgrænser Danmark sig nu kraftigt.
Haderslev – Hadersleben: I 2015 stod dette byskilt kun i få dage, førend det blev taget ned som følge af den tiltagende fremmedfjendskhed.
Syd for grænsen har der derimod ikke været protester imod, at byskiltene blev tosprogede de steder, hvor det danske mindretal udgør en vis størrelse

For en socialistisk fremtid uden nationale spændinger og undertrykkende stater

Overalt i Europa og i verden lever nationale mindretal, både dem, der har været der i hundreder af år, samt de mindretal der skyldes indvandrere og flygtninge.

Så længe man lever i borgerlige nationalstater, der undertrykker “de fremmede”, er det en ulykke at blive udsat for en sådan national undertrykkelse. Se blot på Catalonien i den undertrykkende spanske stat.

Hvis man derimod lever i en socialistisk stat, der som den største selvfølge sørger for mindretalsrettigheder og modersmålsundervisning, betyder det ikke nær så meget, at komme til at leve som et nationalt mindretal.

Målet må være et folkenes Europa med Europas forenede socialistiske stater, hvor alle folkeslag er anerkendte, uanset om de udgør et flertal eller et mindretal, og hvor grænserne forsvinder som dug for solen.

Undskyld – men hvor svært kan det være ?? !!

Links til det tyske mindretal i Sønderjylland

Det tyske mindretals paraplyorganisation Bund Deutscher Nordschleswiger mindes i år 100-året for, at de blev mindretal i Nordslesvig. De tysksindede er for de flestes vedkommende danske statsborgere. – Bemærk de blå-gule farver og de to slesvigske løver …

Det egentlige mindretal omfatter 15.000 mennesker kun i Nordslesvig. – I resten af Danmark lever der masser af tyskere, som ikke tilhører mindretallet. I 2019 var der 33.000 tyskere i hele Danmark, og det er den 4. største befolkningsgruppe – hvoraf halvdelen altså udgøres af mindretallet i Sønderjylland. De fleste indvandrede tyskere mærker meget tydeligt den stigende fremmedfjendskhed ikke mindst fra den danske stats side.

Ca. 2/3 af det tyske mindretal har dansk eller sønderjysk som hjemmesprog.

Det tyske mindretals museum i Sønderborg (på dansk): https://www.deutsches-museum.dk/graphic/museet.html

Den tyske skole- og sprogforening i Nordslesvig (Deutscher Schul- und Sprachverein für Nordschleswig) med de tyske skoler og børnehaver (på tysk): http://www.dssv.dk

Mindretallets paraply-organisation Bund Deutscher Nordschleswiger (BDN) (på dansk): https://www.bdn.dk/dansk.6104.aspx

Den tyske efterskole i Tinglev / Tingleff forsøger meget aktivt at bygge bro (på dansk): https://nachschule.dk/da/forside/

Det tyske mindretals dagblad “Der Nordschleswiger” (på tysk): https://www.nordschleswiger.dk/de

De tyske biblioteker i Sønderjylland (på tysk): https://www.buecherei.dk/index.php/de/

Det tyske mindretals parti “Slesvigsk Parti” (på dansk): https://slesvigsk-parti.dk

Links til det danske mindretal i Sydslesvig

Logoet for de dansksindede sydslesvigeres paraplyorganisation. Bemærk også her de blå-gule farver og de to slesvigske løver …

Det danske mindretal omfatter 50.000 mennesker, og det samarbejder med det frisiske mindretal på 10.000 i Sydslesvig. En stor del har tysk som hjemmesprog.

Det danske mindretals museum – lige ved Danevirke uden for Slesvig by: https://www.danevirkemuseum.de/udstillinger/dansk-i-sydslesvig/

Dansk Skoleforening for Sydslesvig (på dansk): http://www.skoleforeningen.org/

Mindretallets paraply-organisation Sydslesvisk Forening (SSF) (på dansk): https://syfo.de

Det danske mindretals dagblad “Flensborg Avis” (på dansk): https://www.fla.de/wp/

Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig (på dansk): https://www.dcbib.dk

Det danske og det frisiske mindretals parti Sydslesvigsk Vælgerforening – tysk forkortelse SSW (på tysk): https://www.ssw.de

Bliv medlem af Internationale Socialister og kæmp imod fremmedfjendskhed !