Tilbage i maj havde socialdemokraten Brian Bressendorff et indlæg i Politiken, hvori han forsøgte at svare igen på kritiske stemmer mod paradigmeskiftet i regeringens flygtningepolitik. Overskriften lyder: “Kammerater, I er forblændet af den kreative klasses falske humanisme”.
Artiklen er skrevet som et opråb til andre socialdemokrater, som mener noget andet end partitoppen og regeringen og tager afstand fra de seneste stramninger af udlændingepolitikken.
Bressendorff skriver, at “den kreative klasse” alt for længe har “fået lov til at sætte dagsordenen, når det kommer til flygtninge og indvandrere”. Når stemmer i den offentlige debat taler imod udvisninger og om at modtage flere flygtninge, forsøger de at appellere til folks medmenneskelighed og empati, men sådanne argumenter er udtryk for en ”falsk humanisme”, som enten er naiv eller et forsøg på at fremstå sympatisk. I stedet for at hjælpe flygtninge, der kommer til Danmark, består den bedre, ”realistiske” humanisme i at “hjælpe i nærområderne” og med at genopbygge “verdens brændpunkter”. Artiklen slutter med disse to afsnit, som illustrerer tonen i artiklen:
”Med solidariteten i hånden kan det kun være rigtigt, at vi vægter genopbygningen af verdens brændpunkter over enkelte heldige individer. Og med fællesskabet som værdi kan vi ikke prioritere ressourcer til de mennesker, der helt tydeligt ønsker at styrte vores værdisæt og skabe et samfund baseret på undertrykkelse.
Hvis man virkelig står med hjertet forrest for de svageste, bør man kæmpe imod den falskhumanistiske tilgang, der præger vores land, og kæmpe for, at indvandringsdebatten kommer til at handle om, hvordan vi bedst kan genopbygge verdens brændpunkter. Kammerater, vend tilbage.”
Socialdemokratiske populisme
Eftersom den er udgivet i Politiken og ikke i et socialdemokratisk medlemsblad, er det selvfølgelig åbenlyst, at artiklen ikke kun er henvendt til medlemmer af Socialdemokraterne. Det skal ligne et konkret debatindlæg, men det er ikke meget andet end en standardiseret gennemgang af socialdemokratiske talking points i udlændingepolitik, et forsvar for paradigmeskiftet. At tale om den “falske humanisme” er det samme, som når Pia Kjærsgaard kalder alle, der modsætter sig stramninger i udlændingepolitik “pladderhumanister” i et forsøg på at latterliggøre og udmanøvrere generelle, humanistiske idéer, som mange mennesker har. Bressendorffs indlæg ligner et bestillingsarbejde, og som sådan er det ikke en særligt interessant artikel.
Hvorfor så bruge tid på den her? Den handler selvfølgelig om udlændingepolitik, men der er også noget andet på spil. Den er et eksempel på en retorik, som vi ser en del fra socialdemokrater nu om dage: Socialdemokratiets fortælling om sig selv som et parti, som først og fremmest er solidarisk med arbejderklassen. Hele artiklens “argument” er udformet som en position i modsætning til den privilegerede ”kreative klasse”.
Bressendorff bruger ikke tid på at forklare, hvem den kreative klasse er, eller på at gå ind i nogen former for egentlige diskussioner af klassebestemte interesser og værdier. Alligevel er der en tydelig jargon på arbejde i teksten, som skal tale til klasse-forskelle og klasse-interesser. Ordet “klasse” bliver brugt syv gange i den ret korte artikel, og så bliver der ellers fyldt på med arbejderbevægelsens klassiske værdi-ord som “solidaritet” (fem gange), ”fællesskab” (to gange) og selvfølgelig “kammerater”.
Den kreative klasse som prügelknabe
Argumentet om paradigmeskiftet og den sande versus den falske humanisme bliver præsenteret som en spørgsmål om klassekamp, om modstridende interesser hos forskellige sociale grupper i samfundet. Denne fortælling bliver endnu mere tydelig, hvis man ser på, hvad der foregik på Twitter i dagene op til Bressendorffs indlæg.
Skuespilleren Pilou Asbæk skrev d. 6. maj et Twitter-opslag, hvor han i en sarkastisk tone kritiserede regeringens politik og underspillet kaldte udrejsecentre i udlandet for koncentrationslejre: “Lejre i udlandet, hvor man deporterer mennesker, som er uønsket i ens land…!!!?? Åh, hvad dælen er det nu, de hedder?? Jeg ved det godt!”
I modsvarene til Asbæk, som var en blandet bunke af personangreb og beskyldninger om at “trække nazi-kortet”, kan man se det samme fokus på klasse, som Bressendorff kører igennem med. Socialdemokraten Malthe Johan Poulsen tweetede: “Husk nu, at når Pilou Asbæk og andre velstillede fra den kreative klasse, siger, at vi godt kan tage imod flere flygtninge. Så mener de, at I godt kan tage imod flere flygtninge.” og tilføjer #SitPåDetTørre #IntetIntegrationsproblemPåGalleriet #FlygtningeFritSommerhusPåMallorca.
Kultureliten mod folket
Socialdemokraterne bruger “klasse-argumenter” til at legitimere deres racistiske politik. Uden nogensinde at nævne arbejderklassen gør de brug af det faktum, at Danmark er et klasseopdelt samfund.
Deres fortælling her er, at de rige og privilegerede – her repræsenteret af den “kreative klasse” – skuespillere, forfattere osv., som tjener penge på deres kunst – har råd til humanisme og til at sige, at flygtninge er velkomne, fordi de kan gemme sig i deres dejlige, “flygtningefrie” sommerhuse i modsætning til almindelige folk, som må se dyrebare ressourcer gå til flygtninge. De lavere sociale klasser, skal man forstå, må se med mere sund fornuft på de store “integrationsproblemer”, vi har i Danmark. Med Malthe Johan Poulsens indirekte ord er det almindelige mennesker (forstået som hvide danskere), der betaler og bærer byrden, når virkelighedsfjerne skuespillere og forfattere mener, at vi skal tage imod flygtninge. Flygtningehjælp er ikke i “almindelige danskeres” interesse.
Sådan en idé om “kultureliten” mod “folket” bringer mindelser om Trump og andre dystre figurers manipulerende udlægning af klassemodsætninger, og netop derfor er det vigtigt at modgå sådan nogle argumenter.
For socialister er dette forsvar for en racistisk politik misvisende, uærligt og populistisk. Det er forkert, at nationalistisk og stram udlændingepolitik er i arbejderklassens interesser, og, som jeg vil vende tilbage til, kan en marxistisk klasseanalyse vise, hvorfor, det er forkert. Samtidigt er denne attitude udtryk for socialdemokraternes nylige tilbagevenden til klassespørgsmålet og med til at bringe klasse i mainstream-debatten, og vi må som socialister engagere os med den debat.
Klassesamfundet Danmark
Danmark er et klassesamfund, og det er gradvist kommet i søgelyset igen, særligt i løbet af det seneste årti. Socialdemokraterne under Mette Frederiksen er i nogen grad vendt “tilbage” til en klasse-orienteret retorik – om end deres politik halter bagefter. Det er en anden tone end under Helle Thorning-Schmidt.
En del af den større kontekst for dette er, at det i stigende grad er svært at opretholde den borgerlige myte om, at arbejderklassen ikke længere findes i vores del af verden, og at vi på en eller anden måde alle sammen er blevet en del af middelklassen.
Denne myte var lettere at holde i live før den økonomiske krise i 2008 og frem. Siden slutningen af 00’erne har der været et stigende fokus på samfundenes klassedeling. Der er et voksende skel mellem rig og fattig (i Danmark og globalt), og dette skel mærkes i stigende grad, som krisen har kradset. 2010’erne har været defineret af opstande og politisk polarisering over hele kloden.
Journalisten og foredragsholderen Lars Olsen, som bl.a. har samarbejdet med Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, er en af de stemmer i debatten, som konsekvent siden 00’erne har kastet lys over det danske klassesamfund.
Lars Olsens analyse
I bogen Det danske klassesamfund fra 2012 ser Lars Olsen og hans medforfattere på indkomst, opsparet og arvet formue, social arv og ikke mindst uddannelse for at kortlægge lagdelingen af Danmark og identificere, afgrænse og beskrive de forskellige sociale klasser i Danmark.
Overklassen udgør omkring én pct. og beskrives som “Selvstændige, topledere og personer med videregående uddannelser, som alle har en indkomst på mere end 1,2 mio.kr.” (årligt). Over for denne udgør arbejderklassen 47 pct. og tæller “personer med erhvervsfaglig uddannelse og ufaglærte, som tjener mindre end 807.000 kr. om året”. Og underklassen, personer som står uden arbejde 4/5 af året, udgør hele 20 pct.
Denne statistik viser et noget andet billede end den borgerlige fortælling om, at vi alle er en del af middelklassen. Det er også en vigtig pointe, at hvilken klasse, man tilhører, ikke udelukkende handler om størrelsen af indkomst, men om stillingen i arbejdslivet og den grad af indflydelse, man har over sit eget arbejde.
Olsen beskriver også mellemlagene eller “middelklassen”, og selvom arbejderklassen er den største klasse, fylder middelklassen meget i Olsens klasse-Danmark. Hvis man kombinerer middelklassen og den øvre middelklasse udgør disse mellemlag hele 33 pct. af befolkningen. I bogen Klassekamp fra oven fra 2014 præsenterer Olsen og AE nogle lidt opdaterede tal, hvor tendenser er, at mellemlagene, i Olsens fortolkning, er endnu større (28,9 pct. og 13,4 pct. hhv.).
Kritik af Lars Olsen og den socialdemokratiske klasse-analyse
Arbejderklassen er altså ikke død, og Lars Olsen m.fl.s arbejde er et opråb ikke mindst til den del af den bredere venstrefløj, som på mange punkter var hoppet med på den borgerlige myte og lod klasse-perspektivet glide i baggrunden de sidste tre årtier.
Det er ikke forældet at tale om arbejderklassen, for klasse handler ikke kun om levestandard, men i høj grad også om dynamikken og styrkeforholdet mellem de forskellige lag.
Den tunge industri i Danmark er måske nok svundet ind siden 1980’erne og med den det “traditionelle” billede af arbejderen som en (hvid) mand i kedeldragt. Men arbejderklassen tæller stadig håndværkersvende, jord- og beton og fabriks- og lagerarbejdere, samt frisører og offentligt ansatte som f.eks. SOSU’er, som udgør en stor del af befolkningen. Lars Olsen har også beskæftiget sig med, hvordan klassesamfundets ulighed f.eks. kan læses i befolkningssammensætningen i København og Aarhus, hvor arbejderklassen presses ud i periferien af de stadigt dyrere, gentrificerede byer..
Olsens arbejde rummer dog nogle betydelige problemer, hvis man ser på det med marxistiske briller. Både gruppen Revolutionære Socialister og netmediet Modkraft har bragt kritikker af Lars Olsens bøger i hhv. 2013 og 2019, og det er gennemgående deres skarpe kritik, vi også tilslutter os her.
Kritik af Lars Olsen
Hovedkritikken af Olsens klasseforståelse ligger i den meget centrale rolle, som uddannelse får lov at spille i, hvilken klasse, man tilhører. I Olsens inddeling hører alle med en kort eller mellemlang videregående uddannelse, der tjener mindre end 807.000 kr. om året, til middelklassen.
Det største problem med dette er, at det placerer store grupper som pædagoger, skolelærere og sygeplejersker uden for arbejderklassen, selvom disse grupper ofte tjener mindre end en faglært håndværker, som Olsen automatisk vil placere i “arbejderklassen”. Dette er grupper, som ofte har dårlige løn- og arbejdsforhold og ingen indflydelse over eget arbejde. Alene på grund af deres uddannelse bliver de set som “middelklasse”.
I samme tendens placerer Olsen alle akademikere uanset indkomst i den øvre middelklasse, selvom denne gruppe ellers er defineret som “selvstændige, topledere og personer med videregående uddannelser” der tjener mellem 807.000 og 1,2 mio. kr. om året. En arbejdsløs akademiker ender i underklassen.
I denne klasseforståelse kan vi se det socialdemokratiske projekt og den socialdemokratiske selvfortælling understøttet. Et så tungtvejende fokus på uddannelse er netop med til at skubbe den idé frem, at klasse nærmest primært er et spørgsmål om det, man kan kalde “kulturel kapital” – klassetilhørsforhold bliver en kultur, et sæt af værdier, man er eller ikke er en del af.
Selvom Olsen også pointerer den egentlige overklasse, som også er blevet mindre og mindre, og som vitterligt lever i en parallelverden i forhold til resten af samfundet, synes den vigtigste dynamik i klassesamfundet at blive et spørgsmål om forholdet mellem “(kultur)eliten” og “folket”, og det er det, man også ser hos socialdemokraterne, når de bruger det populistiske klasse-argument. De vil ofte hellere tale om den diffuse kultur- eller storbyelite, end de vil tale om kapitalisterne i erhvervslivet, hvis interesser de dybest set varetager.
Denne opfattelse af klasse-relationen bunder i sidste ende i, hvad det socialdemokratiske/reformistiske projekt skal bruge arbejderklassen og forholdet mellem klasserne til. Socialdemokraterne ser det, de kalder “arbejderklassen” som en gruppe, man skal fastholde stemmer i og som derfor skal “tilgodeses” og appelleres til og ikke fundamentalt som en klasse som kan organiseres og mobiliseres for forandring.
Arbejderklassens centralitet i den marxistiske socialisme
Marxister og revolutionære socialister, derimod, ser arbejderklassen som nøglen til forandring af hele samfundet, og det er derfor, at det marxistiske modsvar til den socialdemokratiske klasseforståelse er vigtigt.
Lad os derfor se lidt på de grundlæggende idéer i den marxistiske klasseanalyse.
Der er to klasser, hvis indbyrdes forhold udgør hoved-dynamikken i det kapitalistiske klassesamfund: arbejderklassen (eller proletariatet) og kapitalisterne.
Proletariatet og kapitalisterne er først og fremmest defineret af deres stilling i forhold til produktionsmidlerne. En kapitalist ejer større eller mindre dele af produktionsapparatet – dvs. fabrikker, maskiner, firmaer, der producerer og sælger services, etc. En arbejder eller proletar er én, der kun “ejer” sin arbejdskraft og må sælge den for at overleve. Dette er den grundlæggende struktur, der de sidste 200 år har hersket og formet livet for langt de fleste. Et mindretal lever af at eje og af den værdi, andres arbejde producerer; det stadigt større flertal lever kun af at sælge arbejdskraft.
Det er vigtigt at have for øje, at klasse-forholdene er det, man kalder objektive. Det er positioner i den økonomiske og materielle organisering af samfundet. Det betyder, at klasse ikke dybest set og nødvendigvis har noget at gøre med dit uddannelsesniveau, din videnshorisont eller dine værdier, eller hvad du tænker dig selv som. Arbejderklassen i sig selv er et spørgsmål om graden af indflydelse, man har på eget arbejde og altså om forholdet til produktionsmidlerne.
Dette betyder naturligvis ikke, at social arv, hvor det kapitalistiske klassesamfund hele tiden reproducerer forskellige begrænsninger for mennesker, ikke er noget, som socialister går op i, og at uddannelse og muligheder ikke spiller ind her. Men det er ikke det grundlæggende spørgsmål.
Den moderne arbejderklasse – et overvældende flertal
Den objektive definition af arbejderklassen gør den moderne arbejderklasse til et overvældende og broget flertal, i Danmark og globalt. Sygeplejersker, skolelærere og pædagoger i den offentlige sektor skaber sandt nok ikke direkte værdi for en kapitalist ‒ men de skaber indirekte værdi ved at understøtte produktionen. Desuden er de alle i den grad defineret af deres afhængighed af at kunne sælge deres arbejdskraft og af en meget begrænset eller ikke eksisterende kontrol over eget arbejde ‒ samt ofte kritisable løn- og arbejdsforhold. “Samlebånds-principperne” fra fabrikken overføres på velfærdsarbejde.
Et lille (og svindende) mindretal sidder med kontrollen over lønarbejde i den private sektor og bestemmer hvem, der får lov at sælge sin arbejdskraft. Det er det grundlæggende træk ved kapitalismen. Men den anden side af arbejderens magtesløshed er arbejderklassens potentielle magt.
For selvom det er et lille mindretal, der kontrollerer produktionsapparatet, er det arbejderklassen, som producerer alle goderne og værdierne i samfundet og får “hjulene” til at køre rundt. Offentligt ansatte, som ikke producerer værdi for en kapitalist, får andre vitale hjul til at køre rundt – de står for børnepasning, pleje af syge og meget andet. Reelt set har arbejderne, som klasse, ikke brug for kapitalisterne ‒ men kapitalisterne har til gengæld brug for arbejderne. Og derfor er det også dem, der for alvor kan stikke en kæp i samfundets hjul. Strejken, hvor man nedlægger arbejdet, er arbejderklassens vigtigste og stærkeste våben under kapitalismen.
Hvorfor er socialister optaget af arbejderklassen?
Socialister er således ikke optaget af arbejderklassen, fordi det er den gruppe i samfundet, som har de værste leveforhold. Underklassen eller det, der er blevet kaldt pjalteproletariatet, har det værre, og det samme kan man nogle gange sige om små selvstændige.
Vi er optaget af arbejderklassen, fordi det er den potentielt mest revolutionære klasse gennem sin placering i produktionen. Det er arbejderklassen, der kan udfordre de nuværende produktionsforhold og dermed det nuværende samfundssystem.
Det er arbejderklassen, der har dette revolutionære potentiale ‒ overordnet set på grund af udbytningen som beskrevet ovenfor: kapitalisterne tjener penge på arbejderen og har brug for hende. Men der er også en dybere grund.
Her kan et lidt historiserende eksempel hjælpe. Landarbejdere er f.eks. lige så udbyttede som industriarbejderklassen, og der har været mange bondeoprør gennem tiden. Men en succesfuldt bondeoprør resulterer i, at landarbejdere og fæstebønder deler godsejerens jord op mellem sig, så de individuelt kan få et større udbytte af deres arbejde. Hvis arbejderne på en fabrik ‒ eller en moderne virksomhed i servicesektoren ‒ overtager fabrikken, kan de ikke dele den op imellem sig, men må i produktionens natur være del af en kollektiv proces med at køre den videre. Arbejderklassen er et kollektiv og må, for at realisere egne interesser, agere som sådan. Heri ligger dens revolutionære potentiale.
Klassekampen 2021
Hvordan står det til med klassekampen i 2021?
Hvis man spørger Socialdemokratiet og Lars Olsen, ser vi i stigende grad en middel- og overklasse i de større byer og en arbejderklasse i provinsen. Lars Olsen roste tidligere i år i en artikel på Altinget.dk Frederiksen-regeringens linje for, i modsætning til andre europæiske socialdemokrater, at “vende tilbage” til “arbejderklassen”. “Partiet stiller skarpt på de gamle kernevælgere,” skriver han, og fremhæver “Arne-reformen”, som kun reddede nogle få fra tilbagetrækningsreformen, opgør med centralisering i byerne og, ikke mindst, hvad han kalder en “realistisk indvandrings- og flygtningepolitik”.
For dem er klassekampen ikke et spørgsmål om at udløse arbejderklassens enorme, potentielle magt for at udfordre magthaverne. For dem handler det om at tilgodese, eller i hvert fald at lade til at ville tilgodese, en bestemt demografi. “Nu er det Arnes tur,” siger de og kommer med reform-snak uden betydningsfulde reformer. Deres billede af arbejderen fortsætter med at være (hvide) mænd i kedeldragter, gerne med en eller anden version af “danske værdier”.
Forhold mellem uddannelse og produktion
Den socialdemokratiske klasseanalyse har ikke blik for den udvikling og omformning, som klassesamfundet har været igennem senere tre-fire årtier. Deres fokus på uddannelse kan kun lede til den konklusion, at stigningen i uddannelsesniveau betyder, at “middelklassen” vokser og vokser.
Med de marxistiske briller er stigningen i uddannelsesniveau snarere et udtryk for, at der i stigende grad er brug for mere uddannelse for at kunne fungere som moderne arbejder, fordi produktivkræfterne bliver mere avancerede. Der skal mere uddannelse til at designe en hjemmeside end til at betjene maskinen på en fabrik. Mere og mere arbejde bliver mere og mere specialiseret.
Dertil kommer, at mellemlagene drastisk har ændret karakter med kapitalismens udvikling. På Marx’ tid var mellemlagene i samfundet det, man kalder småborgerskabet: små selvstændige virksomhedsejere, som ikke er store nok til at være kapitalister, men som råder over nogle få underordnede. I klassekampen var disse lag nogle, som kapitalisterne ofte kunne være sikre på at alliere sig med.
Det traditionelle småborgerskab er svundet betydeligt ind på bare få årtier, mens et nyt og anderledes mellemlag er vokset frem. Dette er meget uhomogent og indeholder mange typer arbejde bl.a. udført af folk med akademiske uddannelser. Mens der her nok kan være tale om en form for middelklasse, har dette ikke den betydning, som “middelklasse” tidligere havde (og som Lars Olsen m. fl. vil tillægge den).
Proletarisering af akademisk arbejde
Det nye mellemlag har i bred udstrækning arbejderklasse-lignende forhold – ofte lønninger, der ikke overgår arbejderes, usikre ansættelsesforhold og lav medindflydelse. Der er bredt set sket en proletarisering af akademisk arbejde. Ansættelsesforholdene for folk i dette lag har endda nået så usikkert og prekært et niveau, at man i de senere år har talt om “prekariatet” (freelancere, løst ansatte, projektansatte osv.) som en potentielt ny klasse eller om “de nye daglejere”.
For klassekampen anno 2021 betyder dette naturligvis, at der er sket en forskydning. Det nye mellemlags objektive interesser som klasse forliger sig med arbejderklassens, alt imens arbejderklassen nærmer sig mellemlagene i uddannelsesniveau. Sloganet om de “99 %” fra Occupy-bevægelsen i begyndelsen af 2010’erne ser mere og mere reelt ud, efterhånden som den absolutte elite udgør færre og færre mennesker – både i Danmark og globalt.
Klasse er tilbage på dagsordenen i den offentlige debat – og godt det samme, for klassekampen er i skrivende stund i fuld gang derude.
Klassekampen er tilbage
Sygeplejerskernes strejke for bedre løn- og arbejdsvilkår, der begyndte i juni, bliver i denne måned udvidet, og cykelbude fra madleverings-firmaet Wolt har også været i strejke i år og har nedsat en organiserings- og støttegruppe for arbejdere.
Og samtidigt har vi altså også en udlændingedebat, hvor klassekampen populistisk bliver mobiliseret til fordel for nationalistisk og racistisk politik. Der er ikke råd til at hjælpe flygtninge, hvis “Arne” og resten af “arbejderklassen” skal tilgodeses. Det bliver fremstillet som om, det ikke er i arbejderklassens interesse at hjælpe flygtninge.
Socialister har en vigtig rolle at spille, og en opblusning, både af den aktive klassekamp og af klasse-diskussionen er både en udfordring og en kærkommen mulighed. Vi ved, at sygeplejerskernes bedste chance for at vinde er, at arbejderklassen handler som klasse for sig selv – at andre faggrupper bruger deres strejkevåben i solidaritet, og at man presser Dansk Sygeplejeråd.
Vi ved også, at klassekampen, som den bliver præsenteret af Socialdemokraterne, er en reduktiv version, der er splittende for arbejderklassen. Arbejderklassen er ikke en gruppe kun bestående af hvide danskere, som står i modsætning til flygtninge, migranter og andre minoriteter. Flygtninge og migranter er også arbejdere. Racistisk politik er en herskerteknik, der splitter og vender folk, der har de samme interesser mod hinanden, og den vil aldrig komme nogen almindelige mennesker til gode.
Nogle arbejdere tager måske disse holdninger til sig – af frygt for, at udlændingene ”tager vores jobs”, og for at ressourcerne bliver brugt på “de forkerte”. Arbejdere kan have mange former for reaktionære, national-chauvinistiske og racistiske holdninger og konservative værdier – de herskende idéer er trods alt den herskende klasses idéer.
Men arbejderklassen er ikke defineret af dem og kan, i sin egen interesse, aflære dem. Splittende, racistisk politik kan aldrig være i arbejderklassens objektive interesse ‒ det er derimod i arbejderklassens interesse at overtage kontrollen med produktionsmidlerne. Og det er den bevidsthed om eget klassetilhørsforhold, vi skal kæmpe for. Forestil jer, hvad vi kunne gøre, hvis vi begyndte at bruge strejkevåbnet mod paradigmeskiftet!
