Rigmænd i rummet
Jeff Bezos, som er verdens rigeste mand og grundlægger af Amazon, flyver rundt i en rumkapsel, samtidig med at Amazon presser sine ansatte så hårdt at de ikke har ret til toiletbesøg.
Tesla-chef Elon Musk og Virgin-chef Richard Branson udvikler også deres egne rumfartøjer til rumturisme for de ekstremt rige, i en slags rumkapløb for kapitalister. Projekterne kritiseres for at være elitære og spild af penge, som kunne have været brugt på bedre arbejdsforhold og investeret i grøn omstilling.
Jeff Bezos forsikrer dog at rumturisme faktisk er en form for miljøaktivisme, idet han udtaler til MSNBC at han mener at al tung og forurenende industri skal flyttes ud i rummet, og at rumturisme er første skridt i den retning. Han tilføjer at der dog nok kommer til at gå mange årtier før man når dertil.
OL i protestens tegn
De fleste har nok hørt om det norske kvindelandshold i strandhåndbold, og deres protest imod reglen om at kvindelige spillere skal være iført bikinitrusser under en vis størrelse. Deres protest bestod i at de tog shorts på til bronzekampen, hvilket de hver fik en bøde på ca. 1000 kr. for. Holdet har høstet stor sympati og opbakning mange steder fra, og omtalen har skabt et fokus på noget af kønsdiskriminationen inden for sport.
Ud over det norske landsholds protest har der også været en del andre forsøg på at sætte fokus på problemer inden for sporten.
Da den amerikanske kuglestøder stod på podiet efter at have modtaget sin sølvmedalje, krydsede hun sine hænder over hovedet for at vise sin modstand mod racisme og støtte til social retfærdighed. Dette førte til at arrangørerne satte en undersøgelse i gang om hvorvidt det skulle have konsekvenser for hende. Dette blev dog sat på pause fordi Sanders’ mor døde få dage efter hun vandt sin sølvmedalje.
Den amerikanske stjernegymnast Simone Biles trak sig fra olympiaden og begrundede det med det mentale pres hun og andre atleter bliver udsat for.
Hannah Mills fra England, som er miljøaktivist og olympisk mester i kapsejlads, har skrevet en artikel om vigtigheden af at der kommer handling bag de fine ord om at man vil redde klimaet. Stangspringeren Holly Bradshaw, som også er fra England, har udtalt sig omkring bodyshaming og dens konsekvenser.
Sprinteren Krystsina Tsimanouskaya fra Hviderusland blev nødt til at søge asyl på den polske ambassade i Tokyo. Hun havde kritiseret sit holds ledelse, hvilket resulterede i at hun fik at vide at hun ville få en straf når hun kom hjem efter OL og at der ville være ’yderligere konsekvenser’. Ledelsen gik så vidt at de forsøgte at tvinge hende ombord på et fly til Minsk imod hendes vilje. Hviderusland og dets diktator Alexander Lukashenko, som har været ”demokratisk valgt præsident” siden 1994, har de seneste måneder intensiveret undertrykkelsen af kritikere, både i og uden for landet. Senest blev den hviderussiske aktivist Vitaly Shishov, som hjalp forfulgte hviderussere med at flygte, fundet hængt i en park i Ungarns hovedstad, Kiev, hvor han boede.
De skulle redde Danmark fra den dødelige pandemi – “belønnet” med fyring
Da Corona-pandemien ramte Danmark i marts 2020, var landet totalt uforberedt – uanset at Statens Serum Institut i 10 år forinden havde forudset muligheden herfor.
På hospitalerne blev der i al hast gjort plads til dødeligt syge Covid-19 patienter, og et større antal sygeplejersker blev overført til intensivafdelingerne, mens sosu’er gik i kamp andre steder. De skulle nu redde Danmark fra den pandemi, som de nyliberale politikere hidtil havde nægtet at tage ansvar for – skattelettelser til de velbjærgede havde i deres øjne været langt vigtigere.
Som følge af de nyliberale nedskæringer var der aldrig blevet opbygget noget pandemi-beredskab. Således manglede der i marts 2020 værnemidler, og derfor blev en del af frontpersonalet indenfor sundhedssektoren og ældreplejen smittet med Covid-19 En del af de smittede fik senere alvorlige senfølger.
Sygeplejerske Anne-Marie Larsen var en af dem. Senfølgerne tvang hende til at langtidssygemelde sig. Nu er hun blevet fyret af Region Sjælland.
“Det var et voldsomt chok. Man melder sig frivilligt, viser samfundssind og får problemer, og så bliver man bare skrottet,” siger Anne-Marie Larsen, der har været sygeplejerske i 40 år.
En anden sundhedsplejerske fik af Covid-19 senfølgeklinikkens læger at vide, at hun ikke måtte arbejde mere end 15 timer – og så blev hun fyret.
“Man sender personale ud i frontlinjen for at bekæmpe coronavirus og beder dem kæmpe røven ud af bukserne. Takken, de får, er så, at de bliver fyret”, siger FOA’s formand for forbundets sosu-afdeling Torben Hollmann.