Politiet – en rådden etat

Politiet har været en del i søgelyset i den senere tid. Både sagen om etnisk profilering og deres gustne rolle i sagen om undertrykkelsen af ytringsfriheden, som afsløret i Tibet Kommissionen nr. 2, viser at politiet har problemer med menneskerettigheder. Den brutale måde som politiet afhentede en iransk/kurdisk kvinde og to af hendes børn på, i Avnstrup-lejren forleden, til udvisning, peger også i den retning.

Der har i årevis været ting der pegede på, at politiet bruger etnisk profilering i deres arbejde, lige som en vis grad af racisme. Allerede i 1999 i bogen ”Indenfor lovens rammer”, baseret på et feltstudie af politiet i Glostrup, påviste kriminologen Lars Holmberg at politiets konkrete ”skøn” gjorde forskel på om man standsede ”Hr og Fru Danmark” eller ”Muhammed og vennerne”.

Utallige konkrete oplevelser fra borgere med mørkt hudpigment har understøttet denne antagelse. Hvorvidt der blev sagt “perker” eller “perle” i sin tid blev aldrig helt afgjort, men sidst år blev det i hvert fald klart at visse østjyske politibetjente brugte “skorstensrør”, som en art kodesprog for sorte.

Spritny rapport som beviser etniske profilering

Nu har Institut for Menneskerettigheder lavet en rapport om etnisk profilering i politiet, som burde afslutte diskussionen. Konklusionen er, at der er større sandsynlighed for, at en sigtelse mod etniske minoriteter enten bliver opgivet eller ender med frifindelse, end det er tilfældet ved sigtelse mod etniske danskere.

11 % af sigtelserne mod etniske danskere ender med, at  sigtelsen droppes, eller at den sigtede frifindes. Til  sammenligning sker det for henholdsvis 14 og 16 procent af sigtelserne mod indvandrere og efterkommere (for efterkommer er der således 47 % flere chancer for at bliver sigtede uden grund end hvis man var etnisk dansk).

Det er den mest omfattende rapport, om dette emne, som nogen siden er blevet lavet i Danmark. Undersøgelsen dækker en tiårige periode fra 2009-19, og man har undersøgt 2,5 millioner sigtelser og domfældelser. Undersøgelsens konklusioner er således overordentlige godt belyst.

Lignende undersøgelser i Sverige og Norge har ført til undersøgelser af politiet selv, da etnisk profilering er et anerkendt problem. Men i Danmark. Ak, nej. Rigspolitiet slår syv kors for sig og bedyrer at politiet skam sigter folk efter ”saglige” kriterier. Men selvfølgelige ”lytter” man til undersøgelsens konklusion. Ergo, ligesom de tre aber, – ikke-høre, ikke-se, ikke-tale

Ligeledes Nick Hækkerup og socialdemokratiets talsmand. ”Vi har tillid til politiet” kvækker de. Og det er selvfølgelig også smertefuldt at måtte erkende at der bedrives systematisk racisme i politiets rækker. Hækkerup er ellers kendt som en stor fortaler, for så meget overvågning som muligt, men åbenbart ikke når det drejer sig om myndighederne.

Men undersøgelsen kan ikke fejes bort. Det er så velunderbygget, at der ikke kan findes anden forklaring, end at politiet er mere tilbøjelige til at gå efter ”mørke” end ”lysere” personer. Om det er den enkelte betjents fordomme om ”indvandrere og efterkommere”, eller om der reelt findes befalinger, som baseres på etnisk profilering”, må en tilbundsgående undersøgelse afdække. Men hvis man slet ikke vil anerkende fakta, så bliver det op ad bakke.

Tibet kommissionen 2

Mens den systematiske racisme som drives af politiet, måske/måske ikke er en direkte politisk bestemt handling, så er der ingen tvivl om deres politiske rolle for statsmagten i Tibetsagen. Hele fire gange i de sidste 20 år, har lovens udøvende magt sørgede for at pro-Tibet demonstranter fik frataget deres ret til protest overfor de kinesiske besøgende. Enten ved at stuve dem af vejen, blokerer for kinesernes udsyn til demonstranterne, eller ligefrem ”stjæle” den tibetanske flag fra dem. I alle tilfælde var det grundlovsstridige. Og kun fordi en af de som fik sin ytringsfrihed frataget, klagede og blev ved med at klage og til sidst fik medhold, kom sagerne frem i dagens lys.

Ingen af de ansvarlige, for disse overtrædelser af grundloven, løftede en finger for at forhindre politiets undertrykkelse af folks ret. “Går den så går den” er den milde udgave. Magtens arrogance er nok nærmere sandheden.

Foto: Tibet-Denmark komite

For hvad betyder nogle få demonstranter i forhold til Kinas store marked, hvor danske firmaer kan tjene styrtende med penge, og forbrugerne kan få billige varer. En større kontrast til hvordan ytringsfriheden blev vægtet i sagen med Muhammed tegningerne, kan næppe findes. Her var hensynet til retten til at ”håne og latterliggøre” troende muslimer, langt vigtigere end markedet i de muslimske lande. Og her er humlen ved det hele. Disse højt besungne principper bruges selektivt – alt efter hvordan de passer ind i den herskende klasses politiske mål.

Magtens arrogance

Tibet kommissionens krystalklare afgørelse mødes ikke af en klar politisk erkendelse af, at der må være en usund kultur i politiet, når man ligefrem anbefaler at man gør politiet opmærksomt på at de skal overholde grundloven. Flere af de kritiserede embedsmænd har, helt korrekt, påpegede at dette ville være ”udansk” eller burde være ”overflødigt”. Og det er også absurd, at det skulle være nødvendigt, men konklusionen i rapporten er at politiet ikke nødvendigvis overholder grundloven, når politikerne signalerer at noget andet (læs: profit) er vigtigere.

Det mødes hellere ikke med undskyldninger og selvransagelser. Kommissionens rapport er blevet modtaget af Jeppe Kofoed, med nogenlunde samme entusiasme og overbevisning som Inger Støjberg modtog sin dom i rigsretten. Kofoed nøjes med at sige at han tager Tibet kommissionens anbefalinger ”til efterretning” og lover bod og bedring i fremtiden. Ja – indtil næste gang. Om man stadigvæk vil hænge alt dette op på to mellemledere i politiet er uklart, men det ville ikke undre.

Etniske profilering og politisk begrundede grundlovsbrud, får ikke regeringen (eller et flertal i Folketinget) til at sætte spørgsmålstegn med politiet og hvordan det fungerer. I stedet lukker man øjnene for det. De som skulle være ”folkets tjenere”, som de påberåber sig at være, viser sig i stedet at være de der lukker en beskyttende ring omkring råddenskaben. Det fortæller meget om hvor centralt politiet er i den kapitalistiske stat. Dem skal man ikke sætte spørgsmålstegn ved.