Vi står overfor en samlet højrefløjs offensiv mod “LGBT-ideologi”

De seneste uger har en bred vifte af højrefløjs-organisationer lige fra Dansk Folkeparti til nazisterne i Den Nordiske Modstandsbevægelse  (NMR) iværksat omfattende kampagner mod det, som de kalder “woke-ideologi” og “LGBT-ideologi”.

Billedetekst: Den Nordiske Modstandsbevægelse har været aktive mod det de kalder “homolobbyen”. Foto: Redox

Højrefløjen marcherer i takt i disse dage: Fra nazisterne i NMR og nyfascisterne i Generation Identitær til Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige samt en række borgerlige debattører lanceres det ene politiske angreb efter det andet på dét, som de omtaler som “LGBT-ideologi”.

En juni morgen satte den nyfascistiske organisation Generation Identitær plakater op ved fire partiers lokaler i København i protest mod, at  Københavns Borgerrepræsentation støtter op om Normstormernes undervisningsarbejde, der handler om at give børn og unge et kritisk perspektiv på normer relateret til køn og seksualitet.

Aktionen er blot den seneste i den massive bølge, vi har set i juni måned.

Aktioner mod “homolobbyen”

Den nazistiske gruppe, Den Nordiske Modstandsbevægelse (NMR), har igennem juni måned aktioneret adskillige gange imod dét, de kalder “homolobbyen”. Det er sket med blandt andet plakater, klistermærker og lignende materiale. Parolerne er blandt andet “Knus homolobbyen” og “Der er kun to køn”.

Banner udenfor Christiansborg som protesterer mod en konference de deltog i. Foto: Ukendt fotograf.

Præcis samme parole brugte Generation Identitær også, da de i midten af juni opsatte plakater ved Sex & Samfunds lokaler på Amager i København. De store røde plakater med teksten “Der er kun to køn” blev ledsaget af teksten: “Stop vanviddet”.

Både Generation Identitær og Den Nordiske Modstandsbevægelse har igennem juni gennemført en lang række aktioner rettet mod det, som Generation Identitær kalder “LGBT-ideologien” og NMR kalder “homolobbyen”.

Dansk Regnbueråd og “vennerne”

Men de to grupperinger er ikke de eneste, der har kastet sig ind i kampen mod normkritikken og de seneste års medvind til progressive stemmer i køns- og seksualitetsdebatten.

I midten af juni lancerede et presset Dansk Folkeparti en såkaldt “anti-woke”-kampagne, der blandt andet kommer til udtryk med reklamer i det offentlige rum med titlen: “Det er okay at være almindelig”, med undertitlen “Krænkelsessyge ekstremister skal ikke bestemme over os”.

Vi står overfor en massiv bølge af had og forsøg på indskrænkning af muligheder og rettigheder for minoritetsgrupper. Det er nu, vi skal stå sammen – det er nu, vi skal stå imod.

Citat: Redox

Det er dog ikke det eneste tiltag med DF-fingeraftryk. Den nystiftede forening Dansk Regnbueråd med den transkønnede Marcus Dib Jensen i spidsen blev i et blogindlæg afsløret som havende meget tætte bånd til Dansk Folkeparti, og på twitter afviser talsmanden ikke at have en fortid i partiets ungdomsorganisation. Samme talsmand optræder iøvrigt på sociale medier jævnligt med tillidsvalgte fra Nye Borgerlige. 

Dansk Regnbueråd har fået bred opbakning fra en lang række borgerlige debattører og medier.

Stå sammen 

De seneste år er der sket mange små tiltag i den rigtige retning, når det kommer til normkritik og udvidelse af rettigheder for LGBTQIA-grupper. Men med fremskridtet følger ofte også tilbageslag. Det er dét, vi ser nu. Nazistiske voldsmænd, nyfascistiske konspirationsteoretikere, højrepopulistiske folketingsmedlemmer samt borgerlige debattører driver lige nu en massiv kamp mod nogle af de mest udsatte minoritetsgrupper, der i forvejen kæmper mod markant ulighed i især sundhedsvæsenet. Nørrebro Pride

Vi står overfor en massiv bølge af had og forsøg på indskrænkning af muligheder og rettigheder for minoritetsgrupper. Det er nu, vi skal stå sammen – det er nu, vi skal stå imod.

Publiceret den 29. juni 2022 på www.redox.dk ,hvor du kan læse hele artiklen.