Den 17. september 2010 begik den 26-årige Mohamed Bouazizi selvmord ved at sætte ild til sig selv i den tunesiske by Sidi Boudiz. Han gjorde det af afmagt og fortvivlelse over, at hans grøntsags-vogn var blevet konfiskeret af myndighederne, og han derfor havde fået frataget sine muligheder for at forsørge sin familie på otte. Tragedien blev delt vidt og bredt via de sociale medier, og blev for mange tunesere et symbol på den økonomiske, sociale og politiske undertrykkelse, de havde levet under siden diktatoren Ben Ali tog magten ved kup i 1987.
Bouazizis selvmord, og regimets brutale svar på de første demonstrationer, blev gnisten til en revolution der den 14. januar 2011 førte til, at Ben Ali flygtede fra landet. Inspireret af den succesfulde revolution, og af den lignende undertrykkelse i deres egne lande, gjorde befolkningerne i Egypten, Syrien, Bahrain, Yemen og Libyen også oprør. Det Arabiske Forår, som revolutionerne senere blev kaldt, var skudt i gang.
På trods af de umiddelbare ligheder mellem revolutionerne, har resultaterne været vidt forskellige. Tunesiens Ben Ali, Libyens Muammar Gadaffi, Yemens Ali Abdullah Saleh, og Egyptens Hosni Mubarak blev alle væltet, tvunget i eksil eller dræbt. Men oprøret i Bahrain blev nedkæmpet ved hjælp fra Saudi-Arabien, og i Syrien, Yemen og Libyen udbrød altødelæggende borgerkrige, som stadig raser, og som har krævet ubegribelige tab af menneskeliv. I Egypten blev Mubaraks efterfølger, den demokratisk valgte Mohamed Morsi, afsat ved militærkup i 2013, og det nye regime, ledt af militærets mand Abdel Fattah el-Sisi, har vist sig lige så brutal som Mubaraks. Kun i Tunesien er det lykkedes at fastholde en politisk liberalisme, der blandt andet har resulteret i en ny forfatning og undersøgelseskomite for forbrydelser begået under Ben Ali, men adskillige personer fra det gamle styre sidder stadig på meget magt og indflydelse. Det er vigtigt ikke at se revolutionernes udviklinger i nationale vakuum, da intervention fra imperialistiske magter, heriblandt vestlige lande, har spillet en afgørende rolle for regimernes overlevelse. Således kan man nævne Frankrigs støtte af den libyske krigsherre Khalifa Haftar, Ruslands intervention på vegne af Bashar al-Assads regime, og Saudi-Arabiens rolle i Bahrain og Yemen, støttet af USA.
Hver af revolutionerne fortjener at blive analyseret i dybden, og de rummer alle vigtige lektioner for revolutionære i hele verden. Denne artikel vil dog fokusere på Egypten, der både er ét af de mest folkerige lande i Mellemøsten og en økonomisk sværvægter.
Klassekamp i Egypten
Årsagerne til den egyptiske revolution kan, ligesom for de andre revolutioner, både findes i politiske og sociale forhold. Befolkningen ønskede brød, social sikkerhed, politisk frihed, og frihed for korruption – forhold der er dybt forbundne. Under Hosni Mubarak havde det egyptiske regime i årtier ført en neoliberal økonomisk politik med støtte fra internationale aktører, såsom IMF og Verdensbanken. Dette blev for alvor igangsat i 1990’erne, hvor tidligere regimers velfærdspolitik blev rullet tilbage, hovedparten af virksomheder i den offentlige sektor blev privatiseret, og ejendom og kapital blev voldsomt koncentreret på et lille mindretal af familier, der alle var en del af den politiske magt. Resultatet var, at landet fra 2005-2008 oplevede en BNP-vækstrate på 7% årligt, samtidig med at procentdelen af egyptere, der levede på eller under fattigdomsgrænsen (2$/dag) voksede fra 20% til 44%.
Revolutionen i 2011 væltede det politiske regime, og åbnede op for både ytringsfrihed, forsamlingsfrihed, selvstændige fagforeninger og politisk pluralisme. Men den nyliberale politik stoppede dog ikke med indsættelsen af Mohamed Morsi, der blandt andet optog lån hos IMF, skar i det offentlige budget og satte politiet ind mod strejkende arbejdere.
Det er fristende at se revolutionen som en abrupt og spontan begivenhed, udelukkende et resultat af det repressive regimes politik. Organiseret- og kollektiv modstand var dog ikke noget nyt i Egypten, og man skal snarere se revolutionen som et resultat af den klassebevidsthed og modstandsvilje, der i årtier har udviklet sig i den egyptiske arbejderklasse. Således er der mange eksempler på kollektiv modstand i Egypten før 2011, både i form af demonstrationer, strejker, og sit-ins, såsom i 2006 og 2007, da massestrejker startede i tekstilfabrikker i byen El Mahalla førte til ulovlige strejkebølger i hele landet samt den første selvstændige fagforening. Forud og efter 2011 revolutionen eksploderede brugen af strejker, og alle observatører er enige om, at det var en vigtig årsag til, at militæret blev presset til at afsætte Mubarak.
Bevægelsen efter Mubaraks fald
Enhver social bevægelse består af mange mennesker, der ofte ønsker vidt forskellige samfund, og det var også tilfældet for den egyptiske revolution, som bestod både af socialister og liberale, af sekulære og islamister, af arbejderklassen, middelklassen, og selv unge fra højere klasser, alle forenet i målet om at styrte regimet. Efter den første sejr begyndte disse modsætningsforhold dog at skabe problemer. Et af disse var forholdet til militæret, der i starten af mange demonstranter blev anset positivt, på trods af, at institutionen var dybt forankret i det egyptiske statsapparat. En anden var den sekterisme, der især kan ses i konflikterne mellem det Muslimske Broderskab og andre islamistiske grupperinger, og sekulære egyptere. Broderskabet officielle lederskab var sen til at tilslutte sig revolutionen. Det skal dog nævnes, at mange af Broderskabets yngre medlemmer konsekvent støttede revolutionen, og udfordrede organisationens linje. Også forfølgelse af den kristne minoritet i Egypten var med til at styrke den voksende modstand mod Broderskabet. På den anden side var det ikke et tilfælde, at militæret valgte at rette deres repression mod Broderskabet, før de vendte deres blik mod liberale, socialister, uafhængige fagforeninger, osv.. Militærets afsættelse af Mohamed Morsi, samt deres voldelige nedkæmpelse af Broderskabet – hvilket kulminerede i massakren af 1000 egyptere ved Rabaa plads i august 2013 – blev i starten støttet af store dele af befolkningen, både liberale og venstreorienterede, der købte forklaringen på, at militæret blot ønskede at bekæmpe terrorisme og religiøs fundamentalisme.
Støtte fra Vesten
På trods af at det egyptiske regimes repressive natur ikke kunne være tydeligere, har vestlige magter som USA historisk set regimet som en vigtig allieret. Egypten hjalp således USA i Irakkrigen i 2003, og assisterede også en anden vigtig amerikansk allieret, Israel, i dennes krig mod Gaza i 2008-2009. USA forsynede til gengæld regimet med næsten 2 milliarder dollars om året, og overbeviste andre vestlige regeringer til at eftergive Egyptens store gæld. Så sent som i 2009 nægtede præsident Barack Obama, at Mubarak skulle være en autoritær leder, og selv under den egyptiske revolution, og kontrarevolution, holdt regeringen fast i denne linje. Allerede i 2014 overførte USA således 575 millioner dollars til det egyptiske militær. Penge som ellers havde været frosset siden kuppet i 2013. Også den Europæiske Union tilbyder finansielle lån til regimet, og flere europæiske lande har tilmed øget deres diplomatiske bånd, såsom Frankrig, da præsident Macron i slutningen af 2020 inviterede el-Sisi på besøg i Paris. Dette illustrerer med al tydelighed vigtigheden af at se revolutioner i en international kontekst, og viser hvor essentielt det er, at arbejderklassen i alle lande organiserer sig og kæmper i solidaritet med deres udenlandske kammerater.
Revolution som en proces
På 10-året for det Arabiske Forår er det forståeligt, hvis mange ser med afmagt og pessimisme på mulighederne for at vælte regimerne. Men de sociale og politiske forhold der lå som baggrund for revolutionerne eksisterer endnu. Og selvom regimernes brutale vold synes at have afskrækket befolkningen fra kollektiv modstand, er dette på ingen måde en selvfølgelighed. De vellykkede revolutioner i Sudan og Algeriet i 2019 er et tydeligt tegn på, at en pludselig revolutionær situation altid vil kunne forekomme. Og vurderet ud fra Libanons oprør samme år lader det til, at arbejderklassen i højere grad afviser den sekteriske retorik og politik, der så tydeligt kun har været kommet den herskende klasse til gode. Det Arabiske Forårs revolutioner er ikke et overstået kapitel, men et, der lever videre og til enhver tid kan blusse op igen. Det egyptiske eksempel viser vigtigheden af en revolutionær strategi, der er international, socialistisk,og som led i sin strategi søger at gøre sig uafhængig af det eksisterende statsapparat, der er forankret i den kapitalistiske klasse og det herskende magtsystem.
Læs også:
http://socialister.dk/oproeret-i-irak-endnu-en-genopblussen-af-det-arabiske-foraar-2011/
http://socialister.dk/foraaret-blomstrer-atter-i-nordafrika/
