København:
Nanna Susé, sygeplejerske og medstifter af Foreningen af Danske Sygeplejersker
Hvorfor synes du, at det er vigtigt at være her med banneret og demonstrere på Kvindernes Internationale Kampdag?
Jeg mener, at det er vigtigt at kæmpe for ligestilling. Det er vigtigt, at vi som sygeplejersker stiller op i dag, fordi vi er et kvindedomineret fag. Der er alt for stor lønforskel mellem det, vi kalder kvinde- og mandsdominerede fag. Vi har alt for få mænd i faget og én vægtig grund er, at omsorg er historisk er regnet for kvindeligt og ringe betalt.
Det faglige fokus på denne 8. marts skal måske især ses i lyset af sygeplejestrejken sidste år. Hvordan tænker I i Foreningen af Danske Sygeplejersker, at kampen kan fortsætte?
Jeg tror ikke kun, at oprøret denne 8. marts er begrundet, fordi vi står her som sygeplejersker, der har strejket. Jeg tror, det kommer af #metoo og af en ny forståelse for det, at kvinder rent faktisk har været undertrykt i mange, mange år. Jeg tror, at det at sygeplejersker organiserede sig og sagde nej til en overenskomst så satte en ny faglig bevidsthed i gang.
Og de to ting hænger jo lidt sammen i forhold til, at der er nogen, der gerne vil rykke ved noget. Jeg tror helt klart, at det her kun er begyndelsen på et nyt kvindeoprør, til at vi har en ny selvforståelse for kvinder og også i det offentlige i de fag, der systematisk har været underbetalt i mange år.
Hvorfor dannede I Foreningen af Danske Sygeplejersker?
Vores tidligere forkvinde, Marietta Petersen sad hjemme en aften og brokkede sig over den dårlige løn. Hendes mand opfordrede hende til at ”gøre noget” og Marietta besluttede sig for at organisere en demonstration. Hun lavede en Facebook-gruppe, der blev ret stor af uransaglige årsager ‒ måske fordi der skete så meget under corona, hvor man ikke kunne andet end at organisere sig der.
Vi var nogle iblandt, der måske var ekstra aktivistiske og fandt sammen. Jeg havde lige læst Institut for Menneskerettigheders rapport, som sammen med Forsker Astrid Elkjær Sørensen, beskrev det urimelige lønhierarki inden for det offentlige. Jeg var fyr og flamme over at andre end jeg ,var optaget af denne uretfærdighed og vi var meget enige om at det var NU, der skulle gøres noget
Jeg har, siden jeg blev færdig som sygeplejerske, været meget optaget af den strukturelle forskel, de strukturelle udfordringer, vi historisk lider under som sygeplejersker. Så vi var tændt af forskellige årsager og har nok bare ventet på en form for samling.
Var det for svært at danse med Dansk Sygeplejeråd?
Vi er ikke født ud af en uoverensstemmelse med DSR. Vi er født som aktivister, og vi blev nødt til at organisere os lidt mere grundigt og danne en forening, hvis vi skulle kunne samle ind til at lave bannere og badges og kampagner. Men ja, helt klart ‒ de store, gamle fagforeninger har måske ikke været parate til at kaste sig ind i al den aktivisme og et kvindeoprør – eller et ligestillingsoprør, som det jo er. For det er jo lige så meget mænd, de er underrepræsenteret i de fag, det gælder om.
Naomi. Victoria, Agnes og Salma fra 8. klasse på Randersgade Skole og Gertrud fra 8. klasse, Sankt Annæ Gymnasiums folkeskole
Hvorfor synes I, at det er vigtigt at være med her på kvindernes internationale kampdag og demonstrere?
Det er vigtigt at markere en dag som denne her, fordi kvinderne har haft sådan en kæmpestor betydning for historien. Det er vigtigt, at vi stadig husker på, at der er noget at kæmpe for. Det er supervigtigt at komme og vise sin støtte og være med. Og støtte op om feminisme og kvindeoprør. Det er også for at fejre, hvor langt vi er kommet og sådan.
Er kvindernes kampdag noget, man snakker om i klassen?
A: Vi snakkede om det i klassen i dag i religion, og vi havde om de forskellige kvinderoller i de forskellige religioner, men jeg synes ikke, at man sætter så meget fokus på det. Det er lidt ærgerligt.
Danielle Mercier, pædagog og aktivist
Hvorfor demonstrerer du i dag?
Jeg blev så glad, da jeg fandt ud af, at man også kobler kvindedagen til hele velfærdssektoren og de der nedbesparede forhold, så derfor er jeg her i dag.
Det er vigtigt at sætte fokus på kvindefagene, for de er simpelthen så massive og så stor en del af velfærdsstaten. De er jo helt kørt ud på et sidespor med hensyn til at skaffe faglighed nok og i forhold til at kunne lave anstændige opgaver: at tage os ordentligt af de gamle og de unge og de skøre og de syge.
Hvad skal vi gøre for at vinde ligeløn og bedre velfærd i det hele taget?
Sygeplejestrejken har lært mig, at vi bliver nødt til at vågne op hver især ude i velfærdsfagene og stå sammen.
Sygeplejerskerne vækkede mig til, at vi alle sammen er utilfredse, men føler os isolerede. Og den diskurs om, at vi er nogle individer, der modtager nogle ordrer fra vores arbejdsgivere, og så skal vi bare udføre dem, den bliver vi nødt til at bryde med og sige, at de har et kæmpe ansvar for at skaffe nogle arbejdsvilkår for os, som de slet ikke har skaffet os i mange år, kun skåret ned og sat flere opgaver på vores portefølje. Det bliver vi nødt til at forstå, og det kan man forstå, hvis man stiller sig sammen. Hvis vi står isoleret derude, så føler vi bare, at det er os selv, der er noget galt med. Så både at stå sammen indadtil i fagene og fagene imellem. Det tænker jeg må være en af vejene.
Fælles sag på tværs af fag?
Foto: Charlie Lywood
Den er virkelig! Og den har vi jo opfundet, os pædagoger. Den har virkelig grebet an, og det er fordi, der er noget rigtigt i den.
Jeg har selv sådan en idé for tiden om, at vi også kan aktionere indadtil i faget. Hvis alle pædagogerne sagde deres arbejde op og tog arbejde i vikarbureauer – det er jo en kæmpe ting for pædagoger i dag at tage arbejde i vikarbureauer, for så har du ikke ansvaret. Hvis vi alle sammen gjorde det, ville forældrene jo panikke fuldstændigt, fordi det var vikarer, der var i stillingerne og mødte op, og så tror jeg også, at arbejdsgiverne måtte gøre noget. Så aktioner, det må vi også gøre i – nogle smarte aktioner.
Så en mere aktivistisk organisering i forhold til fagforeningerne?
Uuuuh ja! Fagforeningerne, de sover virkelig. Jeg bliver ved med at sige, at jeg synes, de arbejder “opad” og har så mange forpligtelser med KL og politikerne. Så når de så skal forholde sig kritisk til vores arbejdsvilkår, så kan de ikke. De prøver at skaffe dem via deres samarbejder opadtil. Så den er helt gal med fagforeningerne. De er forældede.
Århus:
Udpluk fra tale af Gitte Raaby Møller, sygeplejerske på plejecenter i Herning Kommune og medstifter af Foreningen af Danske Sygeplejersker.
“Under Corona blev det tydeligt, hvilke faggrupper der er nødvendige for at et velfærdssamfund kan bestå. Det er de lavtlønnede, kvindedominerede faggrupper, der i stor stil holder hånden under det danske velfærdssamfund, så man trygt kan arbejde og vækste uden at bekymre sig om, om der bliver taget godt hånd om børnene, de ældre og de syge. Det er blevet tydeligt, at der er uligeløn mellem faggrupperne, og det er kvindedominerede fag, der ligger lavest i lønhierakiet.”
“Indenfor det offentlige lever et forældet lønhieraki i bedste velgående. Som bygger på en endnu ældre værdisættelse af arbejde, som belønner arbejdet med maskiner og tal langt højere end arbejdet med mennesker og omsorg. Derudover, så var det manden, der var hovedforsørger og skulle derfor have mere i løn, og kvindens job blev betragtet som et hobbyarbejde ved siden af hendes rigtige arbejde i hjemmet. Kan det være rigtigt at sådan et lønhierarki stadig eksisterer? Ja, det gør det ‒ fordi Tjenestemandsreformen er vedtaget ved lov og skal ændres ved lov.”
“Uretfærdige vilkår bliver ikke retfærdige af sig selv. Kvinder fik ikke stemmeret foræret, de kæmpede for den!”
Odense:
I Odense samlede kvindeoprøret små hundrede mennesker i en varm og uformel stemning i forårssolen.
En mangfoldig flok bestående af nogle få sygeplejersker og SOSU-assistenter, en stor gruppe unge fra Vesterdalen Efterskole og så den del af venstrefløjen, bl.a. Internationale Socialister, som hele vejen har støttet sygeplejerskernes kamp.
Mette Vestergaard Jørgen, sygeplejerske på OUH, talte først. Hun var talsperson for de strejkende under de punktstrejker, som fulgte regeringens skammelige indgreb i overenskomstkonflikten.
I lyset af krigen i Ukraine, som i øjeblikket overskygger alt, mindede hun os om, at den 8. marts 1917 gik kvinderne i Rusland i strejke og optog for brød og mod verdenskrigen. En strejke, som førte til revolution og ende på krigen. Hun talte også om kvindernes “frivillige arbejde”: foruden pres på jobbet var forventningen, at kvinderne skulle tage sig af både børn, ældre og syge, fordi velfærdssamfundet var under afvikling overalt.
Tillidsrepræsentant for SOSU’erne på OUH, serviceassistent Lise Bergstrand, talte om det stigende arbejdspres i dag. SOSU’erne havde sagt ja til at overtage dele af sygeplejernes opgaver. Dog blev de ikke flere folk til opgaven. Derfor strejkede de i mindre end en time for at råbe ledelsen op. Det gav bonus og de fik tilført flere penge og dermed flere hænder.
Måske lykkedes det ikke med overenskomststrejken at råbe politikerne op ‒ kun at skabe en bred sympati i befolkningen. Men punktstrejkerne efterfølgende har bevirket, at sygehusledelserne er blevet mere lydhøre overfor personalets krav.
