I serien får vi seks timers arkivmateriale fra de lande, Danmark har været i krig i sammen med interviews med tidligere udsendte, pårørende og den såkaldte “fjende” i form af Taleban-talsmænd. Det fungerer godt som historien om Danmark som krigsførende nation, fra de mislykkede FN-operationer på Balkan til det svidende nederlag i Afghanistan.
Nederlag og fejltagelser er underliggende temaer i dokumentaren, personificeret ved Irak-veteranen Kim, der 20 år senere for første gang tager skylden for at have skudt og dræbt en dansk kammerat i friendly fire, hvor hans deling i forvirring og panik i the fog of war dræbte ubevæbnede irakere. Og – selvfølgelig – personificeret ved Anders Fogh Rasmussens USA-loyale angrebskrig mod Saddam Husseins ikkeeksisterende masseødelæggelsesvåben.
Kim gør uselvisk sig selv til den levende advarsel ved at stille op, mens Fogh i sædvanlig magtarrogance har indtil videre undveget at kommentere.
Hvad med løgnen?
Netop Anders Fogh Rasmussens rolle udgør en svaghed i dokumentaren. Selvom det i dag står som et cementeret faktum at Fogh løj for Folketinget og offentligheden om Iraks påståede masseødelæggelsesvåben, springer dokumentaren den store politiske bevægelse på gaden mod Irak-krigen og den efterfølgende bevægelse for at få Fogh for en krigsforbryderdomstol over. Hele denne del af historien om den hjemlige modstand mod Danmark som krigsførende nation hintes blot med det ikoniske tv-klip hvor Fogh oversprøjtes med rød maling af antikrigsaktivister på Christiansborg. Men massebevægelsen på gaden springer man bare over.
Heller ikke portrættet af moderen til den faldne Irak-soldat Anders Storrud, som fortæller at hun var kommunist og modstander af militarisme, får trukket tråde ud til den bevægelse, som hun ellers må formodes at have sympatiseret med, selv i en dybt splittet situation hvor hendes søn var udsendt i Danmarks ulovlige angrebskrig. Det ligner en bevidst handling og sådan skrives historie.
Serien dokumenterer ellers 30 års katastrofal militaristisk politik. Men spørgsmålet om hvorfor forbliver uforløst. Udsendelsens forklaring på fiaskoen er, at den gode danske indsats bare var naiv og for godtroende når nu irakerne og afghanerne ikke ønskede at blive påduttet “demokrati”.
Begge krige handlede om at fastholde den vestlige imperialismes greb om Mellemøsten. Angrebet på Twin Towers var anledning til at slå til og stadfæste den vestlige overherredømme i området
Citat: Bo Stefan Nielsen
Men det er for let. Og endda racistisk. Selvfølgelig ønsker folk frihed og et bedre liv. Det var bare ikke det som den militære indsats handlede om. Der var meget mere end masseødelæggelsesvåben og ambitioner om at eksportere “demokrati” og vestlige værdier på spil. Begge krige handlede om at fastholde den vestlige imperialismes greb om Mellemøsten. Angrebet på Twin Towers var anledning til at slå til og stadfæste den vestlige overherredømme i området. Foghs nære venskab med George W. Bush er derfor ikke et personligt anliggende mellem disse to mænd (som udsendelsen antyder) men uadskilleligt fra dansk forsvarspolitik, oprustning og årtiers radikalisering af udlændingepolitikken og racismen mod muslimer. Derfor bliver kritikken i serien overfladisk og for personfikseret.
Intet lært – intet ændret
Derfor er det også en vigtig tilføjelse til seriens konklusion om, at selvom alt dette ikke er lykkedes gennem 30 års krig, opererer Danmark fortsat ud fra ideologien om ‘den regelbaserede verdensorden’, som trækker et langt blodigt spor efter sig. “Gør som vi gør i Vesten, ellers!”
Lige nu støtter Danmark Israels folkemord politisk med påstanden om at Israel “har ret til at forsvare sig” og økonomisk og materielt med våben fra danske virksomheder. Danmark er med til at lade Ukraine forbløde i en langstrakt inter-imperialistisk proxy-krig, hvor Ruslands nederlag er vigtigere for magthaverne end ukrainske liv. Ligesom Danmark nu overvejer at sende soldater og materiel til den næste store krig mod USA’s fjender, denne gang Kina, ved tilstedeværelse på amerikanske baser på Hawaii. Intet er lært.
