Nyere forskning viser, at menneskene i disse samfund højst sandsynligt havde større hjerner end vores tids mennesker; de opgaver, tilværelsen stillede dem, var varierende og stimulerende. Det samme kan man sige om føden.
Kornet
Men noget ændrede sig for disse jæger/samler-samfund flere steder på jorden for ca. 10.000 år siden. Klimaet blev varmere, og den iskappe, der havde dækket store dele af jorden under den sidste istid, smeltede og efterlod store områder med frugtbar jord. Det betød, at man flere steder opdagede kornets kvaliteter; en forholdsvis stabil næringskilde, der kunne brødføde mange mennesker.
Fra at korn havde indgået i kosten som blot én ud af flere næringskilder, blev den på få tusinde år den mest dominerende næringskilde i de fleste samfund. Og med kornets udbredelse, hvad enten det var majs, hirse, hvede eller ris, blev menneskets boformer også ændret.
At dyrke korn kræver nemlig en masse slidsomt arbejde. Man skal fjerne andre planter og sten, man skal pløje jorden, vande den, gøde den, holde dyr og insekter væk fra afgrøderne, og endelig skal man høste kornet, før man kan sigte det eller male det til mel. Det kræver meget arbejde omkring det samme sted, så jo flere afgrøder man dyrkede, jo mere tilskyndelse havde disse jæger-samlere til at blive fastboende bønder.
Overgangen fra nomadiske jæger/samler-samfund til de første bondesamfund betød en massiv befolkningstilvækst. Den mere sikre næringskilde, som kornet var, betød at man kunne mætte flere munde. Det betød så også, at menneskene gik fra at bo sammen i små grupper på op til max 200 mennesker til nu at kunne leve i byer på flere tusind.
De klasseløse jæger/samler-samfund
Selvom der internt i de mindre jæger/samler-samfund også havde været forskellige sociale positioner, der tillod særlige privilegier (og pligter), som f.eks. høvding, shaman pg de ældre mænd og kvinder, blev det ikke til et fastlåst system med enorme sociale forskelle i gruppen.
For det første var det forholdsvis små grupper, hvor man var meget afhængige af hinandens bidrag, og hvor det var umuligt at hobe mange genstande op til sig selv, uden at de andre vidste besked. At de fleste jæger/samler-samfund var nomadiske gjorde dette endnu sværere, da det er begrænset, hvor meget man kunne slæbe med sig.
For det andet betød de små grupper, at man kendte hinanden ret godt, og en uretfærdig høvding kunne ikke fortsætte med at agere alt for dårligt over for gruppen for længe, før nogle ville betvivle hans eller hendes lederskab i gruppen.
Disse forhold ændrede sig i takt med, at menneskene blev mere fastboende i større grupper i byer. Opfindelse af lerpotter og lagerrum, hvor kornet kunne opbevares i længere tid, ændrede også de sociale relationer.
De første sociale klasser
En større samling af huse var et let bytte for andre stammer, tyve og vilde dyr. Derfor blev man nødt til at beskytte byen ved at opsætte hegn og måske bevogte byens kornkammer. De, der bevogtede kornet og de, der byggede hegn, kunne jo ikke også dyrke kornet. Kornet skulle gerne velsignes og sikres mod alle slags uheld, så det gav mening, at lagerrummet skulle være et ”gudernes hus” – altså byens tempel.
De store lagerrum fyldte i landskabet, symboliserede stabilitet og rigdom og fik en overnaturlig og guddommelig betydning. De grupper, som overvågede disse lagerrum – de religiøse ledere og ledere af de bevæbnede vogtere – blev en prestigefyldt gruppe, der havde kontrol over kernen, eller retter kornet, som samfundets rigdom var bygget op om.
I takt med at byerne opstod og voksede, opstod der altså også en masse opgaver og specialisering af arbejdet, som betød, at nogle mennesker ikke skulle arbejde i marken. Det er ud af dem, vi ser klasser af handelsmænd, håndværkere, møllere, vagtmænd/soldater og præster opstå. De skulle ikke slide i marken, men havde et specialiseret arbejde, og de måtte leve af bøndernes arbejde. Gradvist som byerne voksede fik de en tiltagende samfundsmæssig kontrol over byens liv og ud af dem voksede en religiøs, bureaukratisk og politisk klasse.
Det er altså forandringer, der knytter sig til, hvad vi producerer, som medfører en forandring i måden, vi bor og lever på – og som medfører sociale skel. Heri kan vi forstå overgangen fra jæger/samler-samfund til agerbrug, udvikling af landsbyer og større byer og endelig muligheden for, at overskuddet af det, som nogle producerer, kan opbevares.
En gradvis proces
Overgangen til agerbruget begynder for cirka 10.000 år siden, og i løbet af de næste 5000 år ser vi begyndelsen på de første store civilisationer. Det er samfund med store sociale skel – med slaver, bønder, handelsfolk, håndværkere, embedsmænd, generaler, præster og en kejser i toppen af det hele.
Det er samfund, hvor embedsmænd kan læse og skrive og efterlader lertavler, som vi i eftertiden kan forske i; hvor dygtige håndværkere kender ingeniørkunst, og hvor kunsten afspejler eksistensen af sociale klasser.
Her slutter anden del af serien, og her begynder den almene historiefortælling og de første civilisationer, som vi vil se nærmere på næste gang.
