Borgerskabet ønskede et reelt politisk herredømme i Frankrig og derved fuldførelsen af opgøret med l’ancien régime. Det gjaldt også i stigende grad resten af Europa, hvor små, despotiske stater eller imperier eksisterede under feudalistiske relationer. Mens den voksende arbejderklasse ønskede sociale og økonomiske forbedringer. Disse to strømninger førte i 1848 til anden akt i den europæiske, borgerlige revolution.
Den umiddelbare årsag til oprøret i 1848, som brød ud i Paris d. 24-25. februar, var høstens magre resultat i årene efter 1845, samt økonomisk nedgang i industrien overalt i Europa. Det førte til stigende fødevarepriser og arbejdsløshed. Dette førte endvidere til protester og demonstrationer, som i starten var organiseret af middelklassen, der ønskede grundlovsændringer, og endeligt opgør med enevælden. Snart blev protesterne overtaget af håndværkere og industriarbejdere med egne interesser.
Historiker Alexis de Tocqueville beskrev Paris efter oprøret, som bragte oppositionen til magten: “Alene folket bar våben, forsvarede offentlige bygninger, overvågede, kommanderede og straffede. Det var en ekstraordinær og forfærdelig ting at se hele denne kæmpe by i hænderne på dem, som ejede ingenting”. En by forvandlet af en oprørsk klasse. Der lugtede og så anderledes ud.
Oprør overalt i Europa
Efter Paris så man over den næste måned stort set samme mønster i alle de store byer i Europa – Berlin (og alle de store, tyske byer), Prag, Milano, Venedig og Wien. Enevældens militær blev fordrevet af bevæbnede oprørere ledet af arbejderklassen. Enevælden vaklede, og nye forsamlinger fyldt med repræsentanter for borgerskabet samledes og vedtog stemmeret for alle mænd, pressefrihed, ret til en retssag ved nævningeting, slut med adelens privilegier og feudale skatter.
Men selv om oprøret havde opnået dannelser af progressive forsamlinger, var disse befolket af mænd med ejendom. De ønskede ikke at risikere liv og karriere ved at foretage radikalt revolutionerende foranstaltninger mod den gamle herskende klasse. Men endnu vigtigere var det, at de frygtede dem, som havde bragte dem til magten – de arbejdende masser. Omfanget af utilfredsheden i arbejderklassen sendte kuldegysninger gennem alle kapitalister – både store og små.
Arbejderklassen og bønderne var ikke bare optagede af grundlovsændringer eller feudale privilegier, men krævede anstændige livs- og arbejdsvilkår. De udfordrede selve profitmaksimeringen. Den revolution, som borgerskabet havde startet, risikerede at ende med dets egen afskaffelse. Derfor dannede borgerskabet en alliance med adelen og enevælden for at knuse truslen.
Reaktionen slår tilbage
Der, hvor oprøret begyndte, var også der, hvor reaktionen startede sit modangreb. Allerede kort tid efter februar-oprøret reorganiserede de borgerlige republikanere i parlamentet Nationalgarden. Den blev fyldt med folk, som var loyale over for regeringen. De afholdt et hurtigt valg til en grundlovs-forsamling, som ikke gav de parisiske arbejdere tid til at organisere uden for Paris. Valgets resultat afspejlede, hvem der dominerede ude på landet – jordejere, advokater og præster, som lagde skylden for de nye skatter på “røde Paris”.
D. 21. juni slog man til og lukkede de nationale arbejds-værksteder, som skulle afbøde arbejdsløshed. Man gav så de arbejdsløse et valg om enten at blive deporteret til provinsen eller lade sig indrullere i hæren. Arbejderklassen greb til våben i modsvar. Men den republikanske regering havde klart militært overtag, og oprøret blev knust efter fire dage.
Nederlaget i Paris gav signalet til reaktionen overalt i Europa. I de tyske stater og fyrstedømmer blev demokratiske forsamlinger opløst. I Italien knuste en østrigsk hær oprøret, og Milano faldt. En anden østrigsk hær indtog Prag. Og derefter Wien og Ungarn. I Paris opdagede den republikanske regering, at da de nu havde besejret arbejderklassen, var der ingen til at forsvare dem mod monarkiets mulige genopståen.
Europa efter 1848
1848-revolutionerne efterlod ikke Europa uændret. Stavnsbåndet og feudale skatter blev afskaffet i Tyskland og det østrigske imperium. Revolutionen styrkede junkerne som agrar-kapitalister. I de fleste tyske småstater (og i Danmark) accepterede enevældige konger, at de kunne beholde retten til at udpege regeringer mod, at der kom valg til parlamentariske forsamlinger med reel magt til borgerskabets repræsentanter og sågar arbejdere og bønder omend i meget begrænset omfang.
Men endnu vigtigere viste 1848, at det “spøgelse”, som hjemsøgte Europa i form af “kommunisme” ‒ som Marx og Engels skrev om i Det kommunistiske manifest blot få måneder før oprøret – var en realitet. Arbejderklassen var trådt på scenen som klasse for første gang.
Man kan læse de første 20 dele af denne serie her: http://socialister.dk/?s=Almindelige+menneskers+historie&id=11655
