Efter 1848 blev antallet af industrielle arbejdere i byerne øget markant og borgerskabets profitjagt og udbytning af arbejderklassen fik frie tøjler. Så da der opstod en politiske krise i 1870 pga. den fransk-preussiske krig, ulmede oprøret allerede på samfundets bund.
Den fransk-preussiske krig fra sommeren 1870 førte i september 1870 til preussisk belejring og besættelse af Paris. Fødevareforsyningerne til byen standsede, arbejdsløsheden steg, og størsteparten af den parisiske overklasse flygtede ud af byen. Og overlod byen til sin egen skæbne.
Store dele af de franske tropper var i preussernes varetægt, så regeringen så sig nødsaget til at indkalde arbejderne. De bevæbnede arbejdere begyndte at udvide demokratiet i hæren; ikke alene valgte de selv deres officerer, men organiserede også komiteer med en centralkomite som den øverste administrerende myndighed i hæren!
Pariserne begyndte at samles i teatre o.l. for at diskutere politik. Over 30 af disse såkaldte ”røde klubber” mødtes dagligt igennem besættelsen og diskuterede alt fra socialisme til militærstrategi og prissætning af fødevarer til behovet for en kommune.
Magten til arbejderne
Da den franske regering 18. marts 1871 efter Paris’ kapitulation forsøgte at afvæbne arbejderne, forsvarede pariserne deres våben, og den nationale regering flygtede til Versailles. De efterfølgende to måneder brugte de parisiske arbejdere på at omdanne deres by til en kommune.
De opløste den stående hær og dannede deres eget forsvar ved at bevæbne alle og danne forsvarskomiteer, som var direkte underlagt de beslutninger, som de kollektivt tog i kommunen.
Demokratiske valg blev indført ved besættelse af alle stillinger indenfor uddannelses-, retslige og administrative sektorer. Alle lige fra kommunalråd til fabriksarbejdere fik samme løn. De opløste samtidig politiet og den forhadte efterretningstjeneste.
Det gamle styres besluttende forsamlinger blev erstattet af et fællesstyre for kommunen. Et styre, der blev valgt gennem direkte valg i de forskellige områder af Paris. De valgte ledere kunne kaldes tilbage og skiftes ud, løbende.
Samtidigt ændrede de den gamle opdeling af lovgivende og udøvende magt, så de i stedet for at adskille disse funktioner gjorde dem til ét. Styret skulle være et arbejdende styre. Det betød, at alle embedsmænd var under direkte kontrol af og kunne afsættes af kommunen.
Staten må knuses
Karl Marx sammenfattede denne form for hidtil ukendt arbejderdemokrati som: »Den endeligt opdagede politiske form, under hvilken arbejdets økonomiske befrielse kunne foregå«. Det var en form for organisering, der kunne virkeliggøre, at arbejderklassen og andre undertrykte grupper kunne få den kollektive kontrol over samfundet og forme det i sit eget billede.
At arbejderne under Pariserkommunen måtte opbygge sin egen stat for at få kontrollen var ikke en erkendelse, de havde, før de gik til revolutionær omstyrtning af det gamle undertrykkende, kapitalistiske statsapparat i Paris. De gjorde det i forlængelse af den virkelighed, de oplevede. De oplevede, at den stående hær blev forsøgt brugt imod dem, og at det gamle styres magtapparat ikke kunne bruges til et arbejdende demokrati.
Karl Marx skrev om disse erfaringer, at » … arbejderklassen kan simpelthen ikke tage den færdige statsmaskine i besiddelse og sætte den i bevægelse for sine egne mål«. Nej, det gamle statsapparat må knuses, og et andet må erstatte det.
Kamp og kontrarevolution
Selv om Pariserkommunen kæmpede en heroisk kamp, så endte den første arbejderrevolution alligevel i et kontrarevolutionært blodbad. Havde Kommunen forsøgt at indtage Versailles umiddelbart efter magtovertagelsen i Paris, hvor den franske hær stadig var svækket, eller havde den forsøgt at vinde tilfangetagne nationale tropper over på Kommunens side, frem for at løslade dem, havde chancerne for Pariserkommunens sejr sandsynligvis været større.
Mange troede under Kommunens 64 dage, at der kunne opnås forlig med kejser og borgerskab i Versailles. Det var en illusion, som kostede dyrt, for borgerskabet brugte hele Kommunens levetid til at reorganisere sin egen hær og sendte den til slut mod Paris. De druknede Pariserkommunen i blodet og over 30.000 parisere blev mejet ned.
Pariserkommunen var, på trods af nederlaget, et vigtigt skridt fremad for arbejderklassens kamp mod kapitalismen, og erfaringerne herfra fik afgørende indflydelse på kommende revolutionsforsøg.
Læs også:
http://arkiv.socialister.dk/avis/visartikel.asp?art=30729
http://arkiv.socialister.dk/avis/visartikel.asp?art=610
Læs alle andre dele af serien: Almindelige menneskers historie her
