Billede tekst: Frihedsrådet var systembevarende, her foreviget efter audiens hos kongen Foto: Arbejdermuseet/AAB.
Modstandsbevægelsen – frihedskæmperne – var en ganske lille del af befolkningen, og bortset fra en lille gruppe bestående af trotskister og syndikalistisk indstillede arbejdere i og omkring Revolutionære Socialister (RS) var der tale om en rent nationalistisk kamp.
Herom var der i modstandsbevægelsen, fra venstre til højre, bred enighed. Og efterhånden som den blev samlet under Frihedsrådet i løbet af 1944, anså man sig også som en del af De Allierede.
Selv om de få håndfulde trotskister m.fl. ingen indflydelse fik på retningen for modstanden, er det vigtigt at holde fast i, at noget andet havde været muligt. Men så skulle DKP havde ageret som et revolutionært parti, og ikke som Stalins forlængede arm.
Rygterne
Op til 9. april 1940 gik rygterne, og der var noget i luften. RS holdt møde d. 8., og man enedes om, at hvis rygterne talte sandt, skulle man mødes igen dagen efter og beslutte, hvad man så skulle gøre.
Rygtet talte sandt, så man mødtes igen, og lavede en udtalelse om situationen. Udtalelsen advarede imod samlingsregeringen, hvor Socialdemokratiet (SD) samme dag havde inviteret de borgerlige partier ind i regeringen i ”nationens fælles interesse”. RS forudså, at den nationale retorik hurtigt ville blive til angreb på arbejderklassen og pegede på, at perspektivet her og nu var at samle alle bevidste socialistiske kræfter.
Udtalelsen blev duplikeret og uddelt på arbejdspladser og kontrolsteder. Faktisk er der tale om besættelsestidens første illegale publikation.
Revolutionær Socialister forudså, at den nationale retorik hurtigt ville blive til angreb på arbejderklassen og pegede på, at perspektivet her og nu var at samle alle bevidste socialistiske kræfter
Citat: Freddie Nielsen
Nogen videre indflydelse fik den dog ikke, men kontakt til små grupper, ikke mindst i DsU (Danmarks Socialdemokratisk Ungdom) Sundby og Nørrebro, førte til, at tidsskriftet “Arbejderpolitik”, med RS som primus motor, blev udgivet fra november 40, som et af de første illegale blade. Bladet udkom med 5 numre og et par særudgaver.
Det var måske så som så med det illegale. Der blev ikke skrevet forfatternavn eller tryk på, men ud over det var det lidt vel åbent. Alle skulle lige lære, hvad illegalitet indebar.
Større forsigtighed
Med Tysklands angreb på Rusland d. 22. juni 41 og fængslingen af kommunisterne, fulgt op af forbud mod kommunistisk virksomhed, som Folketinget vedtog i august, måtte også RS omstille sig. Der ville ikke blive skelnet mellem dem og DKP.
Bladet “Arbejderpolitik” blev indstillet, og frem til april 42 udgav man kun en række flyveblade under navnet “Arbejderen”. Disse blev fordelt på arbejdspladser m.v. i relativt store oplag på 3-5.000.
I foråret 42 kom et nyt blad, “Frihed”, med de samme kræfter, primært RS og en gruppe i DsU Sundby. Men samarbejdet stoppede, ikke mindst pga. en kampagne mod RS fra dele af DsU Sundby, med en vis Egon Weidekamp (senere overborgermester i København) i spidsen.
Nu besluttede RS at starte eget blad, og udgav “Klassekamp”, der fra oktober 42 til maj 44 udkom med 23 numre. Klassekamp stoppede da redaktionen blev taget af Gestapo.
I mellemtiden havde RS og “Klassekamp” været stærkt involveret i støtten til de strejkende trælossere i Københavns Havn i foråret 43, og opbygget en del faglige kontakter. På den baggrund besluttede gruppen at skabe et bredere illegalt fagligt oppositionelt arbejde. Med Carl Heinrich Petersen og Knud Ellegaard (senere forbundsformand for SiD – Specialarbejderne i Danmark (idag fagforbundet 3F)) som primus motor, fik man samlet flere kontakter, og startede bladet “Arbejderoppositionen”, med undertitlen Udgivet af oppositionelle tillidsmænd. “Arbejderoppositionen” kom i et ganske stort oplag på 5.000 og opefter.
RS nåede også at blive involveret i at redde de danske jøder. Gruppen havde deres egen flugtrute til Sverige. De stod for evakuering af de fattigste jøder, der boede i slummen i Adelgade-kvarteret, som alle andre, ifølge Børge Trolle, havde glemt.
Arbejderoppositionen
Den 28. juni 44 udsendte “Arbejderoppositionen” et flyveblad, der opfordrede til generalstrejke mod den undtagelsestilstand, som besættelsesmagten indførte i København 26. juni. Der var spredte strejker og gadedemonstrationer, men den store bevægelse startede først dagen efter.
I flyvebladet stod bl.a.: ”Kun generalstrejken kan tvinge nazisterne til omgående at hæve undtagelsestilstanden. Danske arbejderes liv er for værdifulde til, at vi skal lade os skyde ned ved gadedemonstrationer, der alligevel kun kan blive et slag i luften.”
Det vil være forkert at hævde, at dette flyveblad startede ”folkestrejken”, men det viser, at den lille venstrefløj havde fingeren på pulsen – ingen andre kom med lignende opfordringer forud.
Folkestrejken i sommeren 44 blev ikke kun en styrkeprøve med besættelsesmagten, men også en styrkeprøve mellem staten, de politiske partier og fagbevægelsen på den ene side, og modstandsbevægelsen i form af Frihedsrådet på den anden.
Begge faldt ud til befolkningen og modstandsbevægelsens fordel, og Frihedsrådet slog sin autoritet fast. Den blev bl.a. brugt på at erklære to folkestrejker mere i efteråret 44, begge med succes. Men herefter trak rådet følehornene til sig. I lighed med fagtoppen begyndte de at frygte for, hvad der kunne ske, hvis de satte arbejderklassen i bevægelse og mistede kontrollen med den.
DKP’s knæfald
DKP var en del af Frihedsrådet, men flertallet var borgerligt. DKP’s medlemmer var et vigtigt aktiv i modstandsbevægelsen, men fordi partiet så kampen i et folkefronts-perspektiv, underlagde det sig de borgerlige kræfters ønske om, at målet var status quo. DKP foreslog et socialt kapitel i Frihedsrådets program for landet efter befrielsen, men opgav det igen for at bevare enheden med de borgerlige kræfter, der var imod noget sådant.
Når vi siger ”aldrig mere fascisme”, så bør vi i samme åndedrag sige aldrig mere folkefront og nationale kompromisser
Citat: Freddie Nielsen
I DKP’s nytårsteser, der blev udsendt i 42 og gentaget i 43, hedder det: ”Kampen står ikke klasse mod klasse, det gælder Danmarks frihed … For hensynet til denne kamp og den nationale enhedsfront må alle andre hensyn vige”.
At underlægge sig borgerlige kræfter i en folkefront og afskrive klassekampen som DKP gjorde, er den bedste opskrift på at lade arbejderklassen betale. Selv om det næppe var DKP’s intention.
Det er rigtigt, at RS ingen indflydelse havde, men ikke desto mindre viser det, at en anden linje var til stede.
Imperialistisk krig
RS søgte at udmønte Trotskijs opfordring i den aktuelle situation: ”Transformeringen af en imperialistisk krig til en borgerkrig [klassekrig] er den centrale opgave, hvortil al indsats af det proletariske parti bør være underordnet.”
Og det gjorde de i argumenter og artikler. Det var ikke, fordi de var modstandere af sabotage, men de så det på en anden måde: ”… arbejderklassen [kan] naturligvis også benytte sabotagen som et våben, men kun hvis den indgår som en bestanddel af det politiske arbejde for at skole og lede arbejderklassen … Hvis ikke bliver [den] et rent og skært agentarbejde for en krigsførende imperialistisk magt….”
Og senere: “[De engelske imperialister] er naturligvis interesseret i modstand fra den danske befolkning. Men ikke i en bevidst, anti-imperialistisk modstand under arbejderklassens ledelse, thi en sådan modstand ville betyde en lige så stor fare for den selv som for den tyske imperialisme.”
Når vi siger ”aldrig mere fascisme”, så bør vi i samme åndedrag sige aldrig mere folkefront og nationale kompromisser.
De første 15 dele af serien om arbejderbevægelsens historie kan læses her
