Billedetekst: Tysklandsarbejdere sendes af sted fra Hovedbanen, ikke alle lige frivillige. Foto: ABA/Arbejdermuseet.
Det er selvfølgelig i krigsførende nationer, hvor soldater – arbejdere i uniform – dør som kanonføde, at der bringes de største ofre. Men selv om det var med livet i behold, de fleste kom gennem besættelsen, så led man under det, som vi skal se i dette afsnit.
30erne var ingen dans på roser, men med krigen og den tyske besættelse i 1940 må man sige, at ondt blev værre. Arbejdsløsheden, der i 1939 havde været på 18%, steg i 1940 til 24, men faldt derefter til 18% i 1941, 15 i 1942, 11 i 1943 og 8% i 1944. Faldet skal dog tages med et gran salt, da en del skyldes ændring i statistik-metoden.
Detailpristallet, som viser prisstigningerne indenfor detailhandelen med almindelige forbrugsvarer, steg voldsomt i de første besættelsesår. Det var 187 i 1939 (1914=100), og steg til 234 i 1940 og 271 i 1941. Herefter stabiliserede det sig, så det ”kun” nåede op på 291 i 1945.
Reallønsfald
Omvendt forholdt det sig med reallønnen. Fra index 157 (1914=100) i 1939, faldt det til 138 i 1940 og 130 i 1941. Herefter steg det igen svagt, men nåede først 1939-indexet i 1945. Det betød et reallønsfald på over 20% i de første besættelsesår. Arbejderbevægelsens Erhvervsråd beregnede i 1941 faldet til 22% generelt for alle arbejderne og hele 28% for industriarbejderne.
I de år skulle man se virkeligt godt efter for at finde en strejke. Dansk Arbejdsgiverforenings (DA’s) statistik opregnede 1108 tabte arbejdsdage i 1939, i 1940 var det helt nede på 421 dage. Og selv om det steg til 1500 dage i 1941, var det stadig meget få.
”Det første offer i enhver krig er sandheden” siger man, og det er utvivlsomt rigtigt. Men der er en anden sandhed, der ofte glemmes. I enhver krig er det arbejderklassen og de dårligst stillede, der bringer de største ofre. Og således også den danske arbejderklasse under besættelsen fra 1940-1945.
Citat Freddie Nielsen
Besættelsen lagde en dæmper på arbejderklassen. Selvom den danske regering efter Hitlers magtovertagelse i 1933 havde arbejdet på at dæmpe pressens oplysninger om og især kritik af forholdene i Tyskland, så vidste alle, hvordan nazisterne havde smadret arbejdernes organisationer – såvel partierne som fagbevægelsen – så selvfølgelig var der stor usikkerhed i forhold til, hvad besættelsen ville føre med sig. Men der var også nogle forstærkende faktorer.
DKP i vildrede
Danmarks Kommunistiske Parti (DKP) var i vildrede, og havde været det siden august 1939, først og fremmest pga. Kominterns og Sovjets svingende politiske signaler, som partiet måtte følge. Så sent som 1. august 39 talte partiformand Aksel Larsen ud fra folkefrontspolitikken, hvor fascismen var hovedfjenden, og man skulle alliere sig med socialdemokrater og såkaldt progressive borgerlige. Men den 23. august indgik Stalin og Hitler en ikke-angrebspagt, og pludselig var det England og Frankrig, der sammen med deres socialdemokratiske støtter var den vigtigste fjende.
Indtil oktober, hvor det viste sig, at pagten også indebar, at Tyskland og Sovjet delte Polen, der var blevet erobret, kunne DKPs ledelse klare medlemmernes undren ved at hævde, at det var ren taktik, og intet var ændret. Nu kuldsejlede denne forklaring, og problematiseredes yderligere af Sovjets angreb på Finland. Indtil Hitler-Stalin pagten havde DKP’s dagblad “Arbejderbladet” hævdet, at Sovjet var nødt til at sikre sig, pga. ”de finske herskeres nære tilknytning til Nazityskland.” Nu blev det pludselig den engelske og franske imperialisme, der havde ansvaret for Vinterkrigen – som den kaldtes.
Da besættelsen kom, hilste DKP den ganske vist ikke velkommen, med fortsatte med at se engelsk og fransk imperialisme som den oprindelige aggressor helt frem til juni 1941, hvor Tyskland angreb Sovjet. Nu vendte man tilbage til folkefronten.
Grundlovsbrud
Men i samme anledning internerede de danske myndigheder, efter krav fra besættelsesmagten, et større antal kommunister. Ja faktisk så effektivt, at der interneredes langt flere, end de tyske myndigheder havde krævet. Det var et overgreb på et fuldt lovligt parti, men i august 41 klarede folketinget den “detalje” ved enstemmigt (de 3 DKP MF’ere var enten interneret eller under jorden) at vedtage ”kommunistloven”, der forbød DKP og al kommunistisk virksomhed.
Også SD og fagbevægelsen var i vildrede, for ville der i Danmark komme til at ske det samme som i Tyskland? De tyske besættelsesmyndigheder lovede ganske vist, at der skulle ske så lidt indgreb i det daglige liv i Danmark som muligt. Men for en sikkerheds skyld indbød Stauning Venstre og Konservative til at indgå i regeringen (Radikale var der i forvejen). Og allerede dagen efter besættelsen var ”Samlingsregeringen” påbegyndt.
Det med ”for en sikkerheds skyld” skal forstås dobbelt. Dels ønskede SD at “holde sig under radaren” i forhold til den tyske besættelsesmagt for at undgå forbud og opløsning som i Tyskland, men det skal også ses som en sikkerhed mod at stå alene med ansvaret og ikke mindst kritikken bagefter.
DsFs (De Samvirkende Fagforbunds) samfundssind
”I disse for vort land så svære tider er det nødvendigt, at alle står sammen”, hed det. Og fagbevægelsens landsorganisation DsF bød sig skam også til. Ved krigsudbruddet i september 1939 hed det i en fællesudtalelse fra SD og DsF: ”Vi maner til ro og besindighed, til offervilje og samfundssind”. Og 1. maj 1940 sagde DsFs formand Laurits Hansen i en radiotale: ”Arbejderbevægelsen er parat til at tage sin del af dagens byrde og klar til fordomsfrit medarbejde ved løsningen af de store opgaver, vort land i dag er stillet overfor”.
Hvordan blev den udstrakte hånd og den offervilje (på vegne af arbejderklassen), som fagbureaukratiet stillede i udsigt, så modtaget? Ja de borgerlige, med arbejdsgiverne i ryggen, tog sig dyrt betalt for at gå med i regeringen. Ved OK-forhandlingerne i efteråret 39 gik DsF med til flerårige overenskomster (OK’er), mod at få automatisk dyrtidsregulering. Det vil sige, at når pristallet steg med et bestemt antal points, så udløste det automatisk en dyrtidsportion – et forud aftalt beløb, som skulle tillægges lønnen uden yderligere forhandlinger.
Det er arbejderklassens første pligt med alle midler at gå imod, at krige opstår, og derefter: Aldrig at alliere sig med sine ”egne” magthavere.
Citat: Freddie Nielsen
Første gang, der blev udløst en dyrtidsportion, var 1. maj 1940, og i ly af besættelsen opfordrede DA ganske enkelt deres medlemmer til ikke at udbetale den. Det fik de støtte til fra regeringen, der senere på måneden afskaffede dyrtidsreguleringen ved lov, mens DsF protesterede passivt.
Samtidig blev der indført tvungen arbejdsdeling. Det var en deltidsordning for at mindske arbejdsløsheden, og den var skruet så smart sammen, at staten scorede gevinsten ved sparet understøttelse. Kompensation til arbejdere på fordeling blev nemlig betalt gennem en ny generel lønskat på alle i arbejde.
Strejkeforbud
I september 1940 gennemførte regeringen ”Lov om arbejdsforhold”, hvor to hovedpunkter var: 1. Totalforbud mod strejker, og 2. Tvungen voldgift, der betød at et statsligt organ skulle afgøre strid om løn- og arbejdsforhold. Altså et forbud mod almindelige OK-forhandlinger.
Af yderligere overgreb må fremhæves et cirkulære fra socialministeriet, der sagde, at arbejdsløse, der ”uden rimelig grund” nægtede at tage arbejde i Tyskland, kunne fratages understøttelsen. Desuden var der vareknapheden, rationeringerne, kvalitetsforringelserne, for ikke at tale om de borgerliges angreb på sociallovgivningen i 1942, så ydelserne kom ned på 86% af 1938-værdien, der i sig selv var dårlig nok.
Alligevel var arbejderklassen ikke totalt kuet. I 1942 steg strejketallet igen til 9000 tabte arbejdsdage, og mere skulle komme. Men det ser vi på i næste afsnit. En foreløbig opsummering er, at det er arbejderklassens første pligt med alle midler at gå imod, at krige opstår, og derefter: Aldrig at alliere sig med sine ”egne” magthavere.
Del 1-13 i serien kan læses her
