Mulder er historieprofessor ved Cornell University i USA og forsker i sanktions- og blokadehistorie. Hans forskning viser samtidig, at sanktioner sjældent fører de ønskede resultater med sig.
At udgivelsen af hans bog, The Economic Weapon, falder sammen med Putins invasion af Ukraine er dog tilfældigt. Dertil kommer, at bogens emne nok er sanktionspolitik, men den er historisk afgrænset til 1. verdenskrig og mellemkrigstiden.
- verdenskrig
Bogen begynder med 1. verdenskrig, hvor det ”økonomiske våben” blev opfundet. Det var Ententen, der iværksatte blokade af Centralmagterne, hvilket, ud over at det fik Tyskland til at indlede ”total ubådskrig”, havde mange grimme resultater for civilbefolkningen med sult og mangler. Værst var måske de 3 millioner, der døde af sult i Syrien.
Det blev ikke bedre af, at blokaden blev opretholdt selv efter våbenhvilen i 1919 for at presse Tyskland og Østrig til at acceptere fredsbetingelserne. Rusland og Ungarn, der havde gennemlevet socialistiske revolutioner, blev også blokeret ‒ de skulle tilbage i den kapitalistiske fold.
Anden del af bogen handler om Folkeforbundet. Ligesom efter 2. verdenskrig, hvor sejrherrerne oprettede FN for at fastholde status quo, oprettede sejrherrerne efter 1. verdenskrig Folkeforbundet.
Efter års forhandlinger enedes man om Artikel 16 med retningslinjer for at udpege aggressorer og iværksætte sanktioner.
Sanktioner som afskrækkelse
Et centralt begreb var ”deterrence”, afskrækkelse – altså truslen om sanktioner. Et par gange i 1920’erne fungerede det mod mindre stater. Men da Japan gik ind i Manchuriet i 1931, kunne man ikke enes om at gøre noget. Og da Italien i 1935 angreb Etiopien, udløste det nok sanktioner, men ikke effektivt nok til at standse Italien.
Selve sanktionsvåbnet blev under Folkeforbundet og senere set som et middel til at forhindre krig. Men sandheden er, at sanktioner er krig. Som Mulder siger: Om man bliver bombet eller dør af sult er en begrænset forskel.
Økonomiske interesser
Bogen er for så vidt ikke vendt imod sanktioner, men dykker ned i de mange diskussioner og overvejelser om at bruge våbnet. Og brugen siden mellemkrigstiden er ikke blevet mindre. F.eks. nævner forfatteren i konklusionen, at en FN-official i 2015 anslog, at en tredjedel af verdens befolkning lever i et land under en eller anden form for sanktion.
Han påpeger også, at ”i praksis er verdens de facto sanktions-hovedkvarter flyttet fra de Forenede Nationer i New York, til U.S. national security i Washington”.
Det, der gør bogen interessant, er de detaljerede beskrivelser af debatten og argumenterne, hvilket afslører, at det, der styrer, er økonomiske og strategiske interesser. Som USA, der i 1920’erne og 30’erne modsatte sig sanktioner, men efter at være blevet verdens stærkeste militære og økonomiske magt er blevet den største fortaler for sanktionspolitik.
Lidt marxisme ville gøre godt
Lidt marxisme kunne dog have styrket bogen, der i øvrigt er ret tung og meget detaljeret. Mulder funderer over, om Nazityskland og Mussolinis Italien kunne have været knækket ved større enighed og sanktioner, hvilket var umuligt pga. mange modsatrettede interesser. Men på intet tidspunkt funderer han over, hvad en samlet arbejderklasse kunne have udrettet, fri af alle de økonomiske interesser i det bestående system.
Det nærmeste er, at han nævner C.L.R. James (trotskist fra Trinidad), der kaldte Stalins støtte til det økonomiske våben for ”kriminelt nonsens” og i stedet støttede det frigørende potentiale i boykot, som han kaldte ”arbejder-”sanktioner.
