Hvordan har opslutningen bag atomkraften kunnet gå så hurtigt, som det er sket i Danmark? En væsentlig del af forklaringen er uvidenheden: Det ene øjeblik nægtede disse mennesker at anerkende klimaproblemet for i det næste at blive glødende A-kraft-tilhængere.
Prototypen på en atomkraft-tilhænger er en yngre person (som derfor ikke ved noget særligt om Fukushima-katastrofen i Japan i 2011). Typisk er det, at holdningerne fremføres både meget skråsikkert og særdeles aggressivt – og lige præcis dette afspejler den massive uvidenhed om atomkraft-teknologi og -spørgsmål.
Set i lyset af, hvor hastigt atomkrafttilhængerne har vundet frem, er det derfor nødvendigt, at klimabevægelsen får forklaret, hvorfor atomkraft er en fuldstændigt uacceptabel “løsning” på klimakrisen. For det er jo meget langt fra kun atomaffaldet, som er et problem. Hvilket imidlertid er en særdeles udbredt opfattelse.
Når uran-forsyningerne svinder ind
Atomindustrien og dens venner vil selvfølgelig i sagens natur gerne have gang i omsætningen og få bygget en masse nye atomkraftværker. Det vil der være penge i. For ikke at skade deres interesser holder de derfor lav profil på et helt centralt punkt:
Officielt skulle der være uran til ca. 80 år endnu ved det nuværende forbrug. Men i realiteten vil det kun være profitabelt i kortere tid, da udvindingsomkostningerne jo stiger, jo dårligere forekomsterne bliver. Og meget kortere tid, hvis atomkraften skulle blive kraftigt udbygget i hele verden med henblik på at kunne erstatte kul, olie og naturgas.
Men udsigten til uranmangel går atomindustrien stille med, for herved ville den risikere, at politikerne ville kunne finde på at stoppe udbygningen af atomkraften.
En frygtindgydende “løsning” på problemet
Uden at involvere offentligheden heri har atomindustrien og dens venner imidlertid kendt problemet i årtier. Og derfor har man lige så længe arbejdet på en løsning: Lige siden 1950’erne har man udviklet den såkaldte formeringsreaktor – på engelsk breeder-reactor. Den hedder således, fordi den selv skaber – formerer eller fremavler (på engelsk: tobreed) – sit eget atom-brændsel.
I naturen består 99,3% af al uran af den ikke-spaltelige type (isotop) uran-238. Denne er ubrugelig til kædereaktioner, og kan altså hverken bruges til atomreaktorer eller atombomber. Kun 0,7% af al uran i naturen består af isotopen uran-235, som er spaltelig. Men i formeringsreaktoren omdannes den ellers ubrugelige uran-238 til stoffet plutonium-239 – som er spalteligt.
Plutonium-239 er det stof, som bruges til atombomber. Atombomben, som USA kastede over Nagasaki i Japan den 9. august 1945, var baseret på plutonium-239, som blev den teknologi, man valgte at satse på – både i USA og i Sovjetunionen. Hiroshima-bomben var baseret på en anden teknologi – højt beriget uran-235 – som man valgte at opgive.
Under den Kolde Krig havde man specielle reaktorer, der fremstillede plutonium ud fra uran-238. Plutoniummet blev herefter udvundet ad kemisk vej i et såkaldt oparbejdningsanlæg. Siden den Kolde Krigs ophør har lagrene af plutonium imidlertid været så store, at man har stoppet fremstillingen heraf.
Formeringsreaktoren producerer altså plutonium, men da denne reaktor skal producere kraft og ikke dette bombestof, udnyttes det i reaktorens kædereaktion.
Lige siden 1950’erne har atomindustrien forstået, at uran-reserverne er begrænsede, og lige siden dengang har man derfor haft en omfattende og kostbar udvikling af formeringsreaktoren.
Og så opstår plutonium-helvedet …
Men der er to helt afgørende problemer ved denne type reaktor:
1) Plutonium er verdens giftigste stof – og en spredning heraf i miljøet vil være har katastrofale konsekvenser. Konsekvenserne heraf vil være mange tusinde gange værre end følgerne af en konventionel atomkatastrofe, som f.eks. Fukushima i Japan i 2011 eller Tjernobyl i 1986.
Plutonium har en halveringstid på 24.000 år. Slipper verdens giftigste stof ud, vil det således opretholde en dødelig forgiftning i et enorme tidsrum. Menneskehedens fremtid vil blive ødelagt.
2) Der er en meget alvorlig risiko for, at formeringsreaktorens kølekredsløb ødelægges – med en nedsmeltning af reaktoren til følge. Rent teknologisk er dette denne reaktors svage punkt.
Risikoen herfor viste sig i 1995 ved en forsøgs-reaktor i Japan, “Monju”, som blev ødelagt. Frankrig, Vesttyskland, USA og Storbritannien blev af samme grund tvunget til at stoppe kostbare udviklingsprojekter, fordi man havde svært ved at løse problemet. For tiden er det indiske projekt plaget af kostbare forsinkelser. Men Kina og Rusland fortsætter, og verdens største prototype-formeringsreaktor BN-800 fungerer på forsøgsbasis i Ural. Verdens atomindustri følger derfor det russiske projekt med stor interesse.
Plutonium-problemet i USA
Man skal ikke spøge med verdens giftigste stof. Det har man måttet erkende i USA – på den hårde måde. Ved den Kolde Krigs militære atomcenter Hanford er plutonium begyndt at sive ud. Og det truer den nærliggende flod Columbia River – og dermed Stillehavet. Man tager truslen yderst alvorligt.
USA’s og verdens længstvarende og mest kostbare miljøprojekt er plutonium-oprydningen i Hanford. Det har været i gang i 20 år, men vil først være færdigt – forhåbentligt – om 40 år. Det er betegnende, at Donald Trump forsøgte at skære ned på eller stoppe talrige miljøprojekter – men landets mest kostbare turde han ikke stoppe.
Fordi plutonium er så giftigt, må arbejdet i Hanford foregå under ekstreme sikkerhedsforanstaltninger – for ellers dør samtlige arbejdere, og så går oprydningen jo i stå.
Der er således særdeles gode grunde til, at verdens største, dyreste og mest langvarige miljøprojekt er udnævnt til den vestlige halvkugles værste. For der findes intet andet i verden, der kan sammenlignes hermed.
Danske media tavs
Men danske medier har ikke fortalt et ord om hverken udsigten til mangel på uran, formeringsreaktoren, risikoen for en katastrofe med spredning af plutonium og den vestlige halvkugles værste forurening. Langt de fleste atomkraft-tilhængere er derfor uvidende om alle disse spørgsmål.
Skal vi erstatte det klima-helvede, som de fossile brændstoffer skaber, med et plutonium-helvede, der truer menneskehedens fremtid? Klimabevægelsen har en opgave her og bidrag til at bryde uvidenheden.
Læs: Del 1 af serien her
