Først de rene fakta. Kuppet den 1. februar blev indledt, da det Myanmarske militær Tatmadaw tilbageholdt adskillige politikere fra regeringspartiet NDL, inklusiv præsident Win Myint og regeringsleder Aung San Suu Kyi, og erklærede en et-årig undtagelsestilstand under påskud af, at valget i november 2020 var illigetimt. Dette blev omgående mødt med vrede og protester, som den nye regering, ledet af general Min Aung Hlaing, slog brutalt ned på. I skrivende stund er omkring 737 burmesere blevet dræbt af sikkerhedsstyrker, herunder 44 børn, 3229 andre er blevet anholdt, og et ukendt antal demonstranter er blevet såret.
Et nådedsesløs styre
Tatmadaws brutalitet er ikke ny. Som general og diktator Ne Win udtrykte det i 1988 forud for nedkæmpningen af en stor pro-demokrati bevægelse, hvor over 3000 mennesker blev skudt, “Hvis hæren skyder, har den ingen tradition for at skyde op i luften. Den skyder for at dræbe”. Mere nutidigt var det Tatmadaw, der i 2017 stod for folkemordet på Rohingya-muslimer, hvilket indebar voldelige angreb på mange tusinder mennesker, udbredte mord, voldtægter og brandstiftelser, samt fordrivelsen af ca. 700.000 overlevende Rohingyaer til Bangladesh. Det skal nævnes, at NDL og Aung San Suu Kyi ikke bare tillod, men direkte forsvarede folkemordet over for FN, og uanset årsagerne for hendes skammelige handling, er det let at forstå den ambivalente attitude blandt rohingyaer i Bangladeshs lejre, samt andre undertrykte minoriteter i Myanmar. Der er dog stadig mange, såsom poeten Mayyu Ali, der opfordrer til solidaritet mod Tatmadaw.
Tatmadaw og den globale kapitalisme
Det er vigtigt at forstå, at Myanmars militær både står stærkere og er mere selvstændigt i forhold til staten end de fleste er vant til. Det skyldes, at militæret er dybt forankret i den kapitalistiske struktur både i landet og globalt set, i kraft af af det ejer adskillige virksomheder, der blandt andet eksporterer til udlandet – blandt andet til den danske tøjproducent Bestseller. Dette betyder dog også, at Tatmadaw i højere grad er fanget af kapitalistiske interesser, hvilken kan gøre økonomiske redskaber – hvad enten der er tale om internationale sanktioner eller interne strejker og boycotts – mere effektive. Intet er dog sikkert, da Tatmadaw har erklæret sig villig til at modstå enhver grad af international intervention, samt kan støtte sig op af venligtsindede regionale stormagter, særligt Kina.
Også når det gælder import af våben har Tatmadaw længe haft dybe forbindelser til udlandet. Militæret køber udstyr – alt fra tanks og missiler, til fly og krigsskibe – fra private firmaer i så mangeartede lande som Kina, Rusland, Israel, Indien, Ukraine og Serbien, også efter folkemordet på Rohingya. EU har siden starten af 1990’erne haft en våbenembargo på plads, men før det deltog også lande som Tyskland, Polen og Danmark. At lægge pres på andre lande for også at indføre en våbenembargo er en mulighed, men næppe en effektiv løsning, især da kuppet tydeligvis har været længe forberedt, og Tatmadaw må formodes at være veludstyret.
Kampens karakter
Burmesernes kamp mod Tatmadaw har været både varieret og kreativ. Sociale medier er ligesom i andre moderne oprør blevet brugt til at organisere, sprede information, og danne netværk både indenlands og til udlandet, men dette redskab har vist sig sårbart, da militæret hurtigt begyndte at lukke ned for Facebook, Instagram og Twitter, samt indføre periodiske afbrydelser af internettet.
Modstanden har ikke begrænset sig til demonstrationer og marcher. Den burmesiske arbejderklasse forstår vigtigheden af kollektiv og konkret modstand, hvilket ses ved, at sundhedsarbejdere allerede dagen efter kuppet startede indførte en strejke, der hurtigt fik støtte fra arbejdere hele landet over, og dernæst spredte sig til andre sektorer af økonomien, såsom universiteter, studenter, og fabrikker. Dette blev den 3. februar suppleret med et boycott af militærejede virksomheder, og adskillige aktivister er gået ind i den såkaldte Milk Tea Alliance, et løst netværk af demonstranter fra Thailand og Hong Kong.
Den 16. April blev der dannet en skyggeregering bestående af tidligere valgte politikere, som formelt gør krav på at være den legitime regeringsmagt, og ønsker anerkendelse fra andre lande. Samtidig er kampen til en vis grad flyttet fra byerne til landet og yderområderne, og visse af de mange militser der er aktive i Myanmar er gået ind i kampen mod Tatmadaw.
Det kan være svært at forudse hvordan kampen i Myanmar vil udvikle sig. På den ene side er militærstyret presset fra flere steder, og modstandsviljen i befolkningen er enorm og usvækket. På den anden side har styret tvunget sig selv ind i et hjørne, som de ikke let kan slippe ud af. Et liv i toppen af et ustabilt og isoleret regime, der udelukkende fungerer ved brutal vold er bedre end et liv i fængsel. Og desværre er der indtil videre ingen tegn på, at dele af militæret vil løsrive sig og vende sig imod styret, eller at soldater nægter at adlyde. Uanset hvad er der ingen tvivl om, at det eneste solide håb for forandring ligger i en samlet og militant arbejderklasse.
Læs også: http://socialister.dk/massestrejke-i-myanmar-kan-ryste-militaeret-2/
