Enhedslistens klimaplan er mere ambitiøs end nogen andre partiers udspil, men gør ikke klimaet til et kampspørgsmål om et fundamentalt andet samfund.
Enhedslistens klimaplan, offentliggjort onsdag den 13. februar, er uden diskussion den mest vidtgående i Danmark indtil videre. I planens indledning bliver det gjort krystalklart, at Danmark og verden er på vej imod en klimaforværring, som skriger efter de mest radikale og vidtgående skridt til stop for udledning af CO2:
“Lige nu er verden hastigt på vej mod en temperaturstigning på 3,2-3,6 grader. Det vil få omfattende og dommedagsagtige konsekvenser allerede for næste generation. De børn, der i dag tumler rundt på legepladsen i flyverdragter, vil opleve en forandret verden med ødelæggende storme, oversvømmelser, tørke, hungersnød og klimaflygtninge i millionvis. Det vil drastisk forandre livet, som vi kender det, også i Danmark”, skriver Enhedslisten i klimaplanens indledning.
Se EL’s klimaplan: https://enhedslisten.dk/wp-content/uploads/2019/02/Enhedslisten_Klimaplan_2030.pdf
Til trods for at EL virkeligt har forstået alvoren i klimaforværringen og til trods for, at partiets klimaplan er den mest vidtgående danske klimaplan nogensinde, vil planen dog “kun” reducere CO2-udledningen med ca. 20 mio. tons årligt fra 2030. Det svarer nogenlunde til ca. en halvering af den nuværende udledning, som sker indenfor Danmarks snævre grænser.
Det er betydeligt mere ambitiøst end Helle Thorning-Schmidt regeringens og den nuværende Lars Løkke-regerings klimaplaner. Planen forholder sig dog ikke til Mærsk-skibene (der udleder næsten lige så meget CO2-som resten af Danmark), og planen forholder sig heller ikke til Danmarks omfattende import af kemikalier, stål, metaller, byggematerialer og papir, som er produceret i udlandet sammen med en meget stor CO2-udledning.
EL’s klimaplan vil reducere brugen af fossil energi indenfor fremstillingen af el og varme, trafik og transport samt reducere landbrugets udledning af methan-gas fra husdyrbruget.
I atmosfæren omdannes den methan-gas, der stammer fra husdyrbrugets gylle m.m., til CO2, og dermed sker der en meget betydelig belastning af klimaet fra landbrugets enorme produktion af animalske fødevarer. Derfor vil EL skære ned på Danmarks i forhold til landets størrelse kolossale produktion af animalske fødevarer, hvoraf den største del eksporteres.
For at undgå at dansk-producerede animalske fødevarer, der pålægges CO2-afgifter, skal blive udkonkurreret af udenlandsk producerede, skal Danmarks indsats til nedbringelse af landbrugets klimabelastning politisk koordineres med andre lande.
I Nordsøen vil EL udfase udvindingen af olie og gas snarest muligt. EL ønsker, at industrien skal betale for sin udledning af CO2, hvilket industrien i dag i vidt omfang er fritaget for.
Mens Lars Løkke ved folketingets åbning i oktober talte om stop for benzin- og dieselbiler fra 2030 i meget uforpligtende og luftige vendinger, vil EL stoppe for salg af personbiler drevet med benzin eller diesel fra 2025. Samtidig skal den kollektive trafik udbygges betydeligt, og for at reducere forureningen skal lastbiler overgå til at køre på gas i stedet for dieselolie. Ligeledes skal der vha. afgifter ske indgreb imod flytrafikken, som i dag er meget klimabelastende.
Passer som fod i hose til den grønne kapitalisme
Alle tiltag i Enhedslistens klimaplan er set ud fra en her-og-nu-betragtning om nødvendigheden af en hurtig og drastisk reduktion i CO2-udslippene ikke helt ved siden af, og såfremt planen virkeligt skulle blive gennemført, ville en halvering af Danmarks CO2-udledning i 2030 udgøre et politisk ganske stort skridt fremad. At den overordnet politisk set også udgør en blindgyde i den videre klimakamp, kommer vi til lidt senere.
Planen opererer med forbrugsændrende afgifter, der navnligt skal få folk til at bruge mindre benzin og diesel samt spise mindre kød og mælkeprodukter. For at undgå social slagside skal personer med lave og middel indtægter kompenseres for disse forbrugsændrende afgifter ved hjælp af en ændring i skatte-personfradragene. Landbruget og industrien skal til gengæld betale for deres udledning af methan-gas og CO2, og indtægterne herfra vil Enhedslisten anvende til en klimaomstilling i erhvervene. Står det til EL vil især landbruget blive kompenseret fuldstændigt for erhvervets udgifter til klimaomstilling.
I planen er der intet, som ikke kan gennemføres inden for rammerne af det kapitalistiske Danmark – intet, som står i vejen for udviklingen af en lidt mere grøn kapitalisme.
Tydeligvis et oplæg til folketingsvalget
En gennemgang, punkt for punkt, viser klart at Enhedslistens klimaplan er en renlivet reformistisk plan, der i høj grad satser på at kunne indgå i politiske studehandler på Christiansborg fremfor at opbygge en stærkere og mere radikal klimabevægelse. De allerførste udtalelser fra Socialdemokratiet og de Radikale tyder da også på, at disse partier ikke på nogen måde er afvisende. Enhedslistens klimaplan er noget, der vil kunne forhandles om.
Det betyder, at det ikke er helt utænkeligt, at elementer af planen ville kunne indgå i det politiske grundlag for en regering ledet af Mette Frederiksen som ny statsminister efter det kommende folketingsvalg. Ligesom Enhedslisten ønsker Socialdemokratiet og de Radikale at kunne skærpe deres klimaprofil, hvilket de presses til af vælgerne, som i stigende grad “ser skriften på væggen” i forhold til de uhyggelige, truende klimaforandringer. Dette lægger i allerhøjeste grad et betydeligt politisk pres på partierne i folketinget.
Derfor er planen en vigtig del af Enhedslistens valgkampstemaer op til det kommende folketingsvalg – både overfor de andre partier på Christiansborg samt ikke mindst overfor EL’s vælgere.
Planen er en blindgyde i forhold til kampen for et totalt stop for CO2-udledning
Enhedslistens klimaplan vil gerne have vælgerne til at sætte kryds ved EL på valgdagen. Men Enhedslisten har – hvilket partiets praksis beviser til fulde – ikke tænkt sig at gøre noget alvorligt for at mobilisere arbejderklassen til kamp imod det største miljøsvin: Kapitalismen. Vælgerne skal kun overtales til at sætte kryds ved EL til folketingsvalget, og ikke ret meget mere.
Det er betegnende, at planen ønsker, at lastbilerne ganske vist skal køre på det mindre forurenende gas i stedet for dieselolie – men herudover sker der intet indgreb i kapitalens brug af transport: Siden 1970 er der indenfor EU sket en tredobling i lastbil-transporten, og det skyldes, at kapitalen er overgået til outsource langt mere af produktionen end tidligere. I stedet for som førhen at producere det meste selv, kan den enkelte kapitalist få underleverandører til at konkurrere på prisen – og spille hans egne arbejdere ud imod underleverandørernes.
En drastisk nedskæring i den svinende og støjende transport kræver derfor et direkte angreb på kapitalen, og dette angreb kan udelukkende gennemføres, hvis der er en mobiliseret arbejderklasse, som ikke vil lade sig nøje med kun at være stemmekvæg på valgdagen.
Det er også betegnende for Enhedslistens klimaplan, at den på nær indgrebene overfor landbruget samt indgreb overfor erhvervslivets store forbrug af plastik freder kapitalens eneret til at producere, importere og sælge, hvad den vil.
Således vil Enhedslisten ikke gribe ind mod den internationale petrokemiske industris gigantiske produktion af olieprodukter og kemikalier baseret på olie og naturgas. Enhedslisten vil heller ikke gribe ind overfor den internationale stålindustris næsten lige så kæmpemæssige forbrug af kul til fremstilling af stål (70% af verdens stål fremstilles vha. kul, hvortil der bruges over 1 mia. tons årligt). Heller ikke gribe ind overfor den internationale cementindustri, som på verdensplan er ansvarlig for en udledning af millioner af tons CO2.
Enhedslisten er i modsætning til Løkke-regeringen samt de danske kraftværker, ejet af koncernen Ørsted, ganske vist klar over, at udskiftning af fossile brændstoffer som kul til fordel for biomasse (især træflis importeret fra lande, der er ligeglade med deres skove) overhovedet ikke er klima-neutralt, som påstået. EL vil desværre heller ikke på dette punkt gribe ind overfor kapitalen, men vil dog støtte plantning af skov i det globale Syd.
EL’s klimaplan vil nok kunne halvere Danmarks CO2-udledning og det skal hilses velkomment. Imidlertid er denne ret begrænset, fordi der ikke befinder sig særligt megen virkeligt massivt CO2-svinende industri indenfor vore landegrænser. Danmark importerer størsteparten af alt det, der medfører en stor CO2-udledning: Svineriet finder sted i Kina, mens danske kapitalister kan spille uskyldige. De er en del af den samme globale økonomi, som skaber klimaproblemerne.
Mulighederne for at mobilisere arbejderklassen
Enhedslistens klimaplan er et par skridt frem i forhold til CO2-udledningen indenfor Dannevangs grænser. Men i forhold til at mobilisere arbejderklassen til klimakamp imod kapitalen er den snarere et skridt tilbage, fordi den indirekte påstår, at klimaspørgsmålet kan løses igennem forhandling mellem partierne på Christiansborg.
Det er meget vigtigt at klimabevægelsen, som lige nu er ved at udvikle sig til en massebevægelse med rod i studenterbevægelsen og blandt skolelever, kobles sammen med fagbevægelsen. I øjeblikket har klimabevægelsen et aktivistisk, men parlamentarisk sigte. Bevægelsen har brug for den magt, som arbejderklassen besidder, når den sætter sig i bevægelse.
Derfor er det også vigtigt, at arbejderklassen får udviklet planer for skabelsen af grønne jobs. Det kunne være langt mere stål fra et forureningsfrit stålværk baseret på forarbejdning af skrot og vha. smeltning med lysbueovne i stedet for kul, hvor strømmen til lysbueovnene kommer fra vedvarende energi. Det kunne være plastindustri, hvor plasten ikke kommer fra olie, men udvindes ud fra planter. Det kunne være byggeri baseret på ler i stedet for tegl og beton. Mulighederne er meget store – især hvis de højere læreanstalter med deres teknologi og naturvidenskab bliver koblet på.
Et første, forsigtigt skridt til mobilisering af arbejderklassen kunne være at “skabe 100.000 grønne jobs”. Tidligere har Byggefagene i København sammen med forskere og miljøaktivister (i 2014) udviklet en PLAN2B, som skulle skabe grønne og bæredygtige jobs i København. Dette initiativ faldt sammen, men ikke desto mindre er det sådanne initiativer, der er brug for. Den faglige koordinator i Enhedslisten Anders Olesen var inde på det samme i et debatindlæg i EL’s blad “Rød+Grøn”.
Det er naturligvis ikke på nogen måde tilstrækkeligt til at løse klima-krisen, men vil gøre det muligt for arbejderklassen at få nogle første erfaringer med at opstille nogle realistiske her-og-nu planer for en CO2-fri produktion i Danmark – så alle arbejdere kan se, at “ … jamen, det kan vi jo godt!”. Midlerne til disse nye CO2-frie, grønne jobs må komme fra en beskatning af kapitalen og de rige. Dette kræver igen en betydelig mobilisering. Mobilisering og kamp er en forudsætning for at gøre op med kapitalismens livsfarlige kurs imod klima-helvedet.
Kampen er international
Lykkes det at mobilisere arbejderne i Danmark til kamp for grønne klimajobs, vil dette i meget høj grad inspirere arbejdere i andre lande til at gøre det samme. Det er naturligvis heri, at det virkelige perspektiv ligger.
I mange lande er millioner af arbejdere bange for at miste deres job ved sorte, klima-farlige industrier. Det gælder f.eks. de tyske arbejdere indenfor kulindustrien, hvor fagforbundet på området IG Bergbau, Chemie, Energie protesterer imod Tysklands kul-exit i 2038, som netop er blevet vedtaget den 31. januar.
Ved at mobilisere for grønne klimajobs kan disse arbejdere, som er bange for at miste deres job, blive gjort til allierede i klimakampen i stedet for modstandere. Og ved at mobilisere for grønne klimajobs kan man yderst virkningsfuldt rive tæppet væk under den højrepopulistiske demagogi, som netop påstår, at der ikke skulle være nogen klimatrussel, men at udfordringen i stedet skulle være flygtningene og indvandrerne, som “stjæler vores jobs”. Sidst men ikke mindst kan man udbrede den tanke, at det naturligvis må være befolkningsflertallet, som er arbejderklassen og ikke kapitalen, som skal bestemme, hvad og hvordan samfundet producerer og er indrettet.
Følg med i Socialistisk Arbejderavis’ artikelserie om klimaet:
Grøn kapitalisme: http://socialister.dk/groen-kapitalisme-kun-groen-naar-der-skal-tjenes-penge/
Borgerlige og reformistiske grønne politikker:http://socialister.dk/borgerlige-og-reformistiske-groenne-politikker/
Klima-dystopia: http://arkiv.socialister.dk/avis/visartikel.asp?art=36221