Billede: En anti-atomkraft demonstration i byen Nancy i 2019 imod projektet til lagring af atomaffald, Cigéo. Foto: Radio France – Thierry Colin.
De forskere og myndighedspersoner, hvis interesser er knyttet tæt til atomkraften, påstår naturligvis, at det skulle være vældigt sikkert. Men de specialister, som ikke er købt af atomindustrien, er betydeligt mere skeptiske.
Det højradioaktive affald skal indsmeltes i special-glas (på engelsk nuclear waste vitrification), som igen indkapsles i specielle metalbeholdere, der skal gemmes i undergrunden.
Men holder det? Man har fundet naturligt forekommende radioaktive stoffer, som ved vulkansk aktivitet i naturen er blevet indsmeltet i naturligt glas. Efter lange tidsrum var der opstået revner i dette glas – som slet ikke bryder sig om varme og stråling.
Man burde derfor lave forsøg over 100.000 år.
Det franske atomaffalds-projekt Cigéo skønnes at ville koste 15 til 36 milliarder euro: Det store udspring i prisen fortæller, at man endnu ikke rigtigt har det fulde overblik over, hvilke krav teknologien stiller.
Selve slut-lagringen er blot sidste trin i den yderst problematiske håndtering af atomaffaldet – og nu går vi frem til første trin:
De brændende varme brændselselementer
Når de “udbrændte” brændselselementer tages ud af reaktoren, afgiver de fortsat en så kraftig varme og stråling, at de må placeres i et særligt vandbassin, der hele tiden må køles og forsynes med vand.
Hvis ikke, så går det galt: Under Fukushima-katastrofen i Japan i 2011 svigtede kølingen til disse bassiner også, da strømforsyningen til hele atomkraftværket blev afbrudt. Herefter kogte vandet i kølebassinet kogte op og forsvandt – og så smeltede de gamle brændselselementer og afgav en enorm sky af radioaktivitet (ved siden af den, der kom fra de ødelagte reaktorer).
Så de gamle og “udbrændte” brændselselementer er farlige med deres voldsomme varme og stråling. Det stiller store krav til håndteringen af dem:
Når brændselselementerne skal væk fra atomkraftværket, skal de transporteres i supersikre containere. Disse har et kraftig køleanlæg, fordi brændselselementerne er gloende hede og ikke under nogen omstændigheder må tage skade. Containeren må heller ikke under en ulykke med en afsporing af toget med en efterfølgende voldsom brand under nogen omstændigheder kunne gå i stykker. Den enormt kraftige container vejer derfor 125 tons og kan tåle at ligge en halv time i et brændende kæmpebål.
I Vesteuropa, Japan og Rusland transporteres disse containere videre til såkaldte oparbejdningsanlæg:
Intet sted er forureningen så stor som her – under normal drift
På engelsk hedder sidstnævnte a nuclear reprocessing plant. Sådanne anlægs historiske oprindelse går tilbage til dengang, da man kemisk skulle udvinde plutonium til atombomber. Samtlige atomvåbenmagter har derfor sådanne anlæg.
Men også under ikke-militære forhold spiller oparbejdningsanlæggene i mange lande en overordentligt vigtig rolle for de civile atomkraftværker.
Se denne video, der fortæller om verdens største oparbejdningsanlæg, La Hague i Frankrig (tydelig engelsk tale) – Naturligvis påstås det, “ … at alt skulle være helt sikkert”:
Sådanne anlæg er helt afgørende for, at man kan adskille det højradioaktive affald fra det middel-radioaktive. Det er det højradioaktive affald, der skal indsmeltes i glas, som igen puttes i en stålbeholder.
Men oparbejdningsanlægget er samtidig det sted i hele atomindustrien, hvor der sker langt det største udslip af radioaktive stoffer – under helt normal drift uden tekniske uheld af nogen art. Udslippene er langt, langt større end ved atomkraftværker. Det sker især i forbindelse med radioaktive gasser og væsker.
Det er ikke ufarligt: Ude i naturen vil de radioaktive stoffer blive ophobet i fødekæderne – og således i stærkt koncentreret form til sidst nå mennesket, som er øverst i fødekæderne. Det sidste fortæller medierne heller intet om, så de færreste danskere ved noget om emnet.
Den vidt udbredte påstand om, at atomkraft skulle være forureningsfri, er derfor en “sandhed” med betydelige modifikationer.
Ulykker og skandaler på stribe
På disse anlæg har der været adskillige ulykker og tekniske uheld:
Den værste katastrofe var Kysjtym-ulykken i Ural i 1957, hvor 10.000 blev evakueret og 270.000 bestrålet. Den radioaktive zone midt i Ural er fortsat omfattet af betydelige begrænsninger. Dengang svigtede kølingen ved en beholder med flydende stoffer, og det resulterede i en eksplosion.
Ved Sellafield i nordvest-England i Cumbria har man talrige gange lukket radioaktive væsker ud i det Irske Hav. Dette sted er det mest radioaktivt forurenede i hele Vesteuropa.
I USA lod man et privat firma i perioden fra 1965 til 1980 drive et oparbejdningsanlæg i West Valley i staten New York, men det var ikke profitabelt, og siden har det været det østlige USA’s mest giftige sted. Efter 30 års oprydning og milliarder af dollars har man kun fået halvvejs styr på skidtet.
Så tro endelig ikke, at det sovjetiske / russiske oparbejdningsanlæg Mayak i Ural skulle have været det eneste problematiske i verden.
“Ansvarlig behandling af atomaffald er teknologisk krævende og derfor dyrt – og det passer derfor ikke sammen med et system som fører en nyliberal politik, der prioriterer skattelettelser til de rigeste, og skærer ned på alt andet (på nær politi og militær)”.
Citat: Jens Riis Bojsen
Siden USA i 1980 opgav at drive anlægget i West Valley, har man ikke opført noget nyt. Dette er givetvis en følge af atomkraft-ulykken på Three Mile Island i staten Pennsylvania i 1979. Denne ulykke gjorde det nødvendigt at skærpe kravene til reaktor-sikkerhed – som herved blev så dyre, at det udløste en krise i den amerikanske atomindustri i de efterfølgende 30 – 40 år.
På grund af manglen på et oparbejdningsanlæg i USA vokser og vokser mængden af helt ubehandlet atomaffald. Størsteparten af det opbevares derfor under “midlertidige” forhold, og det er aldeles uforsvarligt. Se denne video -vælg HD og højeste opløsning 1080p
Efter årtiers forsømmelse har Sellafield meget voldsomme problemer med lagringen af resterne fra gamle atomreaktorer (kaldet Magnox), og nu tvinges den nølende konservative regering til at løse problemet for absurd kostbare beløb (over 600 mia. kr.) – se videoen
Smeltet salt reaktorer producerer også affald
Disse reaktorer under udvikling (se artikel 3 i denne serie) uanset om de anvender uran eller thorium, er sikrere end de nuværende, og man håber ved de thorium-baserede, at atomaffaldet kun vil være farligt i 300 år mod langt længere ved de uran-baserede.
Men ikke desto mindre producerer også disse smeltet salt thorium-reaktorer (som ingen steder i verden er i drift endnu) affald, som naturligvis vil kræve en ansvarlig håndtering – og det leder frem til det næste:
Atomaffald burde være omfattet af det allerstørste ansvar
Men de rigtige mange skandaler på oparbejdningsanlæggene og under håndteringen af affaldet fortæller en helt anden historie.
Ansvarlig behandling af atomaffald er teknologisk krævende og derfor dyrt – og det passer derfor ikke sammen med et system som fører en nyliberal politik, der prioriterer skattelettelser til de rigeste, og skærer ned på alt andet (på nær politi og militær).
Læs om skandalerne ved oparbejdningsanlæggene: Se Wikipedia og find Sellafield, og gå ned til “Radiological releases”. – Se også Wikipedia og find artiklerne om det russiske oparbejdningsanlæg Mayak i Ural samt om det franske, La Hague site. Sidstnævnte er verdens største oparbejdningsanlæg.
Se de tre tidligere artikler i serien “Er atomkraft et bæredygtigt alternativ til fossil energi?” her
De kommende artikler i serien vil kunne ses online på www.socialister.dk
Del 5: “Atomkraften – risikoen for en afsporing af klima-indsatsen”. Kommer sommer 2022.
Del 6: “De farlige A-kraftværker fungerer ikke i en klima-indsats”. Kommer sommer 2022.
Del 7: “Atomkraften, et barn af den Kolde Krig”. Kommer sommer 2022.
