De har trodset deres eget forbund Dansk Sygeplejeråd (DSR) to gange. De har trodset statsmagtens usle og brutale indgreb i strejken, da regeringen stoppede den ved at ophæve det mæglingsforslag, som sygeplejerskerne havde stemt ned, til lov. Det var en knytnæve i ansigtet på os alle. Regeringsindgrebet var tilpasset både regeringens økonomiske ramme og fagbureaukratiets forventninger til OK21. Vi havde nok alle forventet, at det blev “end of story”.
Kampen fortsætter ufortrødent
Men det tog ikke mange dage, før kampen blev taget op igen, bl.a. i form af faglige morgenmøder af en times varighed i protest mod indgrebet og for fortsat kamp. Først to gange på Århus Universitetshospital, siden Ålborg, Roskilde, Randers, Horsens og Nakskov inden Rigshospitalet gjorde det tre dage i træk, fulgt op af Herlev Hospital i tre dage og nu (d. 16.09.21) Ålborg Universitetshospital igen i to dage, mens Bornholm også kom med ind i mellem. Og hverken Arbejdsrettens trussel om bod eller DSR’s slet skjulte snak om “organisations-bod” har dæmpet kampånden. Alt tyder på, at “oprøret” fortsætter. Og det giver håb.
Håb, fordi sygeplejerskernes kamp er en kamp for os alle. Selvom kampen i første omgang (tilsyneladende) handlede om højere løn, blev den bagvedliggende, dybere vrede hurtigt synlig. Som en sygeplejerske under et fagligt møde på Herlev Hospital udtalte til Socialistisk Arbejderavis: “Vi vil gøre opmærksomhed på de elendige arbejdsforhold, der bydes os og patienterne.”
Perspektivet er udvidet til at handle om de dårlige arbejdsvilkår i sundhedsvæsnet og sundhedsvæsenets fremtid. Og ikke mindst ligeløn mellem mænd og kvinder. Alle emner, som har vakt genklang blandt en masse faggrupper inden for den offentlige sektor. Dermed var vejen banet for, at andre offentligt ansatte i højere grad kunne se sig selv i den kamp.
Andre arbejdergrupper melder sig på banen
Foto: Charlie Lywood
Det har afstedkommet, at et militant mindretal blandt SOSU-assistenter og -hjælpere har meldt sig under protest- og støttefanen. “Sygeplejerskerne har lavet en bølge, men vi vil være med til at lave en orkan,” siger Charlotte Marie Høj, som har taget initiativ til en støttegruppe blandt SOSU-assistenter og -hjælpere.
Nu har både pædagogisk personale og patienter startet støttegrupper for sygeplejerskerne. Allerede nu har disse støttegrupper blandt både de ansatte i og brugerne af den offentlige sektor skabt stor debat. Det viser, hvor politisk og altomfattende sygeplejerskernes kamp egentlig er. Som en murersvend sagde til basis-arbejder-aktivisternes talerør, Arbejdere i Bevægelse’s live-streaming af det faglige møde i Ålborg (d. 16.09.21): “Vi er her for at støtte kampen for at forsvare og forbedre velfærden”. Fællesklubben på Aller Tryk bevilgede 25.000 kr. til sygeplejerskernes kamp. Fællestillidsperson Benedicte Toftegård overrakte pengene til sygeplejerskerne på Herlev Hospital med ordene “Støtten er først og fremmest en støtte til bedre løn, men i højeste grad også bedre arbejdsvilkår, der kan sikre flere sygeplejersker og mere tid til omsorg.”
Så også langt ind i de privatansattes rækker er der stor forståelse for sygeplejerskernes kamp. Alle disse initiativer er mundet ud i, at der kaldt til demonstration fredag d. 24. september, foreløbig i København (men sikkert også i Århus og Odense m.fl byer) under titlen: Fælles sag på tværs af fag.
Basis-oprør er genopfundet
Det er første gang i mange år, at en arbejder-gruppe indenfor det offentlige arbejdsmarked på landsplan har haft selvtillid nok til kollektivt at trodse de mekanismer, som fastholder apati og opgivenhed.
Derfor er sygeplejerskernes kamp også et varsel om en begyndende erkendelse af, at man bliver nødt til selv at slås for sin sag. Der er ingen, som kommer og redder os. Punktstrejker kan selvfølgelig ikke ændre regeringens neoliberalistiske politik, men den kan sætte gang i et langt større opgør med den førte politik, hvor arbejderklassen skal betale de riges fest via andenklasses velfærd, elendige arbejdsforhold og lav løn.
Og der tænkes ud af boksen blandt de aktionerende sygeplejersker. Som en af dem sagde på Herlev Hospitals faglige møde: “Næste skridt er en landsdækkende faglig dag, hvor alle hospitaler er med”. Her tager man de første skridt til at forstå, hvor vigtigt det er, at der er en organisering på tværs af arbejdspladser, som kan kommunikere med hinanden, når der ingen hjælp er at hente i de bovlamme og eftergivende fagforeninger. På et tidspunkt vil regeringen blive nødt til at forholde sig til denne landsdækkende protestbevægelse.
International tendens
Og situationen i Danmark er ikke enestående. Det er vigtigt at notere sig, at sygeplejerskernes kamp ikke er en enlig svale internationalt set.
I USA fortæller Dominique Muldoon, sygeplejerske i over 20 år ved St Vincent’s Hospital i Worcester, Massachusetts, som har været i strejke i fem måneder (den længste strejke i Massachusetts’ historie): “Det fleste af os synes, at vi gik fra ‘helte’ til nul meget hurtigt,” efter Covid-19. Præcis de samme følelser, som de danske sygeplejersker giver udtryk for. En dag kan vi bruges – næste dag er vi ingenting. I maj 2021 var der en endags-strejke i Tyskland for bedre løn og bedre forhold ‒ “International Nurses’ Day”. I New Zealand er der lige nu en serie endags-strejker blandt sygeplejersker – senest d. 19. august. I Storbritannien har der været flere større demonstrationer for bedre løn og forhold for sundhedspersonale generelt.
Så skiltet “Fight like a nurse” (set ved flere punktstrejker i Danmark) er ikke ved siden af, når man både ser på, hvad der sker herhjemme og uden for Danmarks grænser. Neoliberalismen er international – det er kampen mod den også. Og som murersvenden fra Ålborg sagde “Hvis vi ikke strejker eller demonstrerer, så sker der aldrig noget”.
