Klima-topmødet – politikernes løgne for at undgå indgreb

I begyndelsen af december foregår FN’s klimatopmøde COP25 i Madrid. Her vil verdens ledere – undtagen Trump – diskutere de næste “afgørende skridt” for at forhindre en klima-forværring. Hvad der sker i Madrid er vigtigt – men forvent en masse krumspring for at undgå indgreb mod landenes kapitalistiske interesser i massiv CO2-udledning.

Billedet foroven viser Extinction Rebellion 12. oktober i London, hvor de gennemfører en begravelsesmarch over alle de dyr og mennesker, som masse-udryddes af det dårlige miljø og de stigende temperaturer.

COP25 klimatopmøde-forhandlingerne i Madrid vil huse repræsentanter for næsten alle Jordens lande, som vil diskutere, hvordan de skal iværksætte de tidligere indgåede klimaaftaler, Kyoto Protokollen fra 1997 og Paris-aftalen fra 2015. Hvad der sker i Madrid er betydningsfuldt. Og hvad der skal ske på klimatopmødet i Glasgow i Skotland til næste år vil være endnu vigtigere, for her skal landenes repræsentanter oplyse om, hvordan de opfylder Paris-aftalen.

Begge topmøder vil være en lejlighed for aktivister til at gøre opmærksom på, hvor alvorlig klima-situationen er, samt til at opbygge pres på vores magthavere til at handle. Men det afføder spørgsmålet om, hvorvidt organisationer som FN samt internationale aftaler mellem kapitalistiske stater overhovedet vil være i stand til at håndtere klimakatastrofen?

Det kan forekomme progressivt, at politikerne er villige til at mødes for at forhandle aftaler om at svække klimakatastrofen. Deres tale om internationalt samarbejde vil kunne se ud som et alternativ til retorikken fra højrefløjs-politikere som Donald Trump, der trak USA ud af Paris-aftalen. Men erfaringen viser, at internationale aftaler kun i ringe grad “har leveret varen” mht. den nødvendige handling for at tackle klimaskiftet.

Tandløse

Således blev Paris-aftalen i 2015 udråbt som enestående, men den indeholder imidlertid ingen seriøs mulighed for at angribe klimaskiftet. Omkring 180 stater lovede at “bestræbe sig på” at holde de globale temperaturstigninger “et pænt stykke” under 2 grader. Men siden da har FN’s egen videnskabelige organisation på klima-området, IPCC, argumenteret for, at en global temperaturstigning på 1,5 grader vil byde på en langt bedre chance for at undgå et værst tænkeligt klima-scenarie.

Hertil kommer, at den aftale, som blev nået i Paris efter to ugers intense forhandlinger, ikke engang var juridisk bindende. Aftalen indeholder det såkaldte “CO2-budget”: Det er den mængde CO2, som videnskabsmændene siger, vil kunne udledes i atmosfæren, førend de globale temperaturer vil stige over 2 grader.

Men politikerne satte deres “CO2-budget” 2,5 gange højere end det niveau, som kun ville give os 66 pct.’s chance for at holde den globale temperaturstigning tilstrækkeligt lav. De lovede, at de ville tage landenes CO2-udledninger op til revurdering hvert femte år. Men det tog tre år for politikerne blot at blive enige om, hvordan man skal opgøre udledningerne. Det skete på sidste års klimatopmøde COP24 i Katowice i Polen.

De tandløse internationale aftaler skyldes ikke kun politikernes inkompetence. Disse klimatopmøder er ikke baseret på noget idealistisk ønske om international solidaritet, men er derimod et redskab for at opretholde kapitalismens “business as usual”. Såfremt politikerne ikke ville gøre dette, ville de tabe kapløbet, og i stedet ville en rival erobre deres plads.

Under klimastrejken den 20. september fremfører en gruppe i Stuttgart antikapitalistiske krav

En sammenslutning af de mest magtfulde og grådige interesser

Under kapitalismen er staten hverken neutral eller udtryk for en demokratisk institution, som vil kunne bruges af et hvilket som helst parti, som folket vælger. I stedet er staten et stort bureaukrati, som kun interesserer sig for dets egne kapitalisters interesser. Og ganske som kapitalistiske firmaer konkurrerer kapitalistiske stater med hinanden om verdensmarkeder og ressourcer. Det betyder, at internationale forhandlinger samler repræsentanter fra kapitalistiske stater, hvis job det er at fremme deres egne interesser på verdensplan.

Selv om disse stater har konkurrerende interesser, er de ikke desto mindre forenede igennem et fælles ønske om at styrke det kapitalistiske system som helhed. Det betyder, at den herskende klasse nogle gang ønsker at inddrage internationale organisationer til at fremme dens interesser.

Men kapitalistklassens internationale organisationer har en historie, hvor de med blodige midler beskyttede deres egne interesser.

Således fremhæves Folkeforbundet – FN’s forløber i mellemkrigstiden – ofte som et forsøg på at skabe fred efter Første Verdenskrigs rædsler. Magthaverne i USA, Storbritannien, Frankrig og de andre sejrherrer ønskede stabilitet ovenpå masseslagteriet og den revolutionære bølge, som krigen udløste. Men de vestlige magter ønskede en fred, hvor de fortsat ville kunne dominere svagere lande. Således, for eksempel, spillede Folkeforbundet en afgørende rolle, da de europæiske imperialistiske magter delte Mellemøsten op imellem sig efter 1918.

Den imperialistiske opdeling af Mellemøsten efter 1. Verdenskrig og de smertelige konsekvenser for kurderne: http://socialister.dk/kurdernes-smertelige-historie/

FN har støttet imperialistisk krig med resolutioner og hærstyrker på jorden, nogle gange med titlen “fredsbevarende mission”. Når stærke magter er uenige i FN’s beslutninger, er de villige til at ignorere dem eller til simpelthen at forbigå organisationen. Et eksempel er invasionen af Irak i 2003. Et andet er det store antal resolutioner, som FN har vedtaget om Israels behandling af palæstinenserne. USA-imperialismens vigtigste allierede i Mellemøsten kan slippe afsted med det. I stedet for at bremse de magtfulde eller udglatte den internationale rivalisering, så afspejler de internationale organisationer uligheden på verdensplan.

Trump og Greta Thunberg passerede forbi hinanden den 23. september i FN-bygningen i New York. Han skulle til et møde om religiøs frihed – hun til klimatopmøde, som han droppede. Under klimatopmødet skældte hun verdens ledere ud for at svigte. Hendes misfornøjede blik til Trump gik verden rundt.

“Kreativ bogføring” ift. CO2-udledningen

For eksempel er FN’s klimaorganisationer dybt uenige om, hvordan de skal angribe CO2-udledningerne. Det afspejler, hvordan den fælles interesse i at opretholde “business as usual” kan komme i konflikt med hver enkelt stats interesser.

Lande i det globale Syd, som Kina og Indien, bliver nu industrialiserede i et meget højere tempo end andre lande. Tidligere blev deres udvikling delvist bremset som følge af vestlig dominans, men nu er de ved at indhente det. Og stater, som blev industrialiseret på et meget tidligere tidspunkt således som USA og Storbritannien, siger nu, at de er uvillige til at skære ned på CO2-udledningen indtil andre stater også gør det. De ønsker ikke at sakke bagud i forhold til konkurrenterne i verdensøkonomien.

Under den verdensomspændende klimastrejke den 20. september retter aktivister i Stuttgart en antikapitalistisk, sarkastisk kritik mod Deutsche Bank, der låner ud til de store klima-syndere.

I Storbritannien pålægger loven om klimaskiftet fra 2008 (Climate Change Act) regeringen at skære ned på drivhusgasudledningen med 80 pct. i forhold til 1990-niveauet. Loven siger, at dette skal opnås i 2050. Men i stedet for at arbejde for rent faktisk at reducere udledningerne, så pynter regeringsinstitutionerne i stedet for på tallene, således at det ser ud, som om dette skulle ske. Således hævder institutionen “Committee on Climate Change”, at 2018-udledningerne skulle være 44 pct. lavere end i 1990. Men det skyldes, at dens tal ikke omfatter udledninger fra international flyvning, skibsfart samt vareimport – som alle giver meget store bidrag til udledningen.

Alt dette forklarer, hvordan årtiers klimaforhandlinger kan se ud som et spil, hvor man forsøger at sende “Sorteper” videre. Inger Andersen, generaldirektør for FN’s miljøorganisation UNEP, forklarede: “Verdens energiforsyning forbliver domineret af kul, olie og gas. Det resulterer i CO2-udledninger, som ikke passer til klimamålene”. Men det kan ikke overraske, at udledningerne fortsætter med at stige, eftersom Paris-aftalen ikke nævnede gas-, olie- og kul-reserverne. Produktionen af fossile brændstoffer stopper ikke – den stagnerer ikke engang.

Norges Johan Sverdrup oliefelt vest for Bergen rummer meget store olieforekomster og er Norges største investering i 25 år. I oktober begyndte feltet at producere, og det skal yderligere udbygges frem til år 2022. Denne fase 1 har kostet 98 mia. kr, og fase 2 vil yderligere koste store beløb. – I samtlige Norges olie- og gasfelter blev der alene i år 2019 investeret 150 mia. kr. i nyudbygninger – og hertil kommer vedligeholdelses-investeringer.
Norge investerer 50 til 60 mia. kr. i opbygningen af Johan Castberg oliefeltet, som skal sættes i drift i år 2022. Feltet ligger i Barentshavet, ca. 100 km nord for Nordnorge. De tre oliebrønde ligger på 370 meters dybde og føres op til produktions-skibet. – 23.000 vil blive beskæftiget ved mega-projektet
Norge investerer ca. 45 mia. kr. i Martin Linge oliefeltet i Nordsøen. Det skal sættes i drift i 2020
Aasta Hansteen gasplatformen blev sat i drift i december 2018 efter en investering på 35 mia kr. Feltet befinder sig i Norskehavet halvvejs mellem Trondheim og Lofoten. Det er verdens største flydende platform, 70.000 tons, og det skyldes, at havet er 1.300 meter dybt. Gassen hentes op fra undersøiske gasbrønde og kompressorstationer på havbunden.
Gasbrønde på 1.000 meters vanddybde i Norskehavet ved Ormen Lange gasfeltet
Ved Åsgard-gasfeltet nedsænkede man i år 2013 verdens første undersøiske kompressorstation – 200 km ud for Trondheim.
Verdens største net af undersøiske gasrørledninger – fra det helt nye Aasta Hansteen-felt langt mod nord og ned til køberne i Storbritannien, Tyskland, Benelux og Frankrig
I 2006 – 07 blev verdens næstlængste undersøiske gasledning “Langeled” indviet, 1.166 km lang fra nordvest-Norge til midt-Englands Nordsøkyst. Prisen var 15 mia. kr. Her ses det norske fartøj, der udlagde gasrørledningen.
Yamal – Europa gas-rørledningen på 4200 km
Kompressor-station ved gasrørledningen Yamal – Europa. Som det ses ligger kompressor-stationen i et tundra-område særdeles langt mod nord. Om sommeren, som her, kan kan man udelukkende komme hertil med helikopter, men 3/4 af året er alt frosset til, og da er det muligt at benytte bæltekøretøjer til tungt gods. På Yamal-halvøen har man bygget en 500 km lang jernbane igennem tundraen for at sikre transporten af tungt materiel uanset vejret og årstiden. Omkostningerne ved udbygningerne af olie- og gas-udvindingen på Yamal-halvøen har alt i alt været særdeles høje.
Nord Stream 1 gasrørledningen er nu ved at få følgeskab af Nord Stream 2. De to ledninger er verdens længste undersøiske. Det russiske Gazprom er verdens største gasselskab. Køberen af gassen er Tyskland, som ønsker at bruge den i takt med udfasningen af atomkraften inden år 2022 og kul inden år 2038
Baltic Pipe-projektet har netop fået grønt lys af Mette F-regeringen af klima-minister Dan Jørgensen til at etablere en rørledning fra den danske del af Nordsøen – fra Tyra-feltet, som er under fuldstændig genopbygning for 22 mia kr. Baltic Pipe skal være færdig i 2022 og koster 12 mia, hvoraf Danmark skal betale 6 mia. kr.
Verdens længste olierørledningsnet: “Druzhba Дружба” (“Venskab”) rørledningerne på 4000 km, der fører olie fra den europæiske del af Rusland samt nordvest-Sibirien til central-Europa. Der er blevet investeret massivt i fornyelser af rørledningsnettet samt i nye raffinaderier.
Da naturgas udleder mindre CO2 end olie, sker der en stor omlægning til flydende naturgas, LNG. Derfor har Rusland netop foretaget en kæmpe investering i LNG på Yamal-halvøen ved det nordlige ishav, umiddelbart øst for Ural. Her ses splinternye gasbehandlingsanlæg ved Sabetta på Yamal-halvøen. Hvor den ikke-flydende naturgas pumpes i rørledninger til Europa, sejler isbryder-tankskibe den flydende LNG til Vesteuropa. Ishavskysten består af tundra, og temperaturerne kan falde til minus 35 – 50 grader. Investeringerne har alt i alt været meget voldsomme.

En hensynsløs jagt efter profit

Produktionen af fossile brændstoffer stopper ikke – den stagnerer ikke engang. Tværtimod vokser den, og et af dens centrale udvindingssteder befinder sig kun nogle få kilometer fra Skotlands kyst. 10 olieselskaber hælder 6,8 mia. britiske pund i investeringer i 6 udvindingsprojekter i Nordsøen. Mim Black fra klimabevægelsen Extinction Rebellion Scotland (“Oprør imod udslettelse”) tager kraftigt afstand fra planerne, som skal vedtages til næste år: “Stædigt og grådigt fortsætter de med at pumpe så meget olie, som de overhovedet kan, op fra Nordsøen i jagten på privat profit”, siger hun.

Mim Black fra Extinction Rebellion Scotland

“Hvis det bliver tilladt, at denne grådighed kan fortsætte, så vil vi komme til at stå overfor en situation med klima-apartheid, hvor de rigeste vil få råd til at beskytte sig selv imod klimaskiftets værste virkninger, mens resten vil lide enormt”, siger Mim Black fra Extinction Rebellion Scotland.

Det meget store “Lancaster” oliefelt ved Shetlands-øerne er ved at blive sat i drift: https://www.heraldscotland.com/business_hq/17536061.giant-west-of-shetland-oil-field-on-track-to-start-production-in-next-quarter/

“Clair” oliefeltet er Storbritanniens største – sat i drift i 2018: https://www.bbc.com/news/uk-scotland-north-east-orkney-shetland-46304346

Mike Coffin ved tænketanken Carbon Tracker, der følger CO2-udledningen, siger: “Selskaber, som har udtrykt en ambition om at være på linie med Paris-aftalen, burde understrege dette med deres beslutninger”. Tænketanken har udformet planer, der skitserer, hvordan oliegiganter frem til år 2040 vil være nødsaget til at foretage vældige nedskæringer i deres produktion for at kunne få deres udledninger til at passe med Paris-aftalen. Carbon Tracker siger, at olieselskabet BP ville være nødsaget til at skære produktionen med 25 pct., mens andre olieselskaber ville skulle nedskære den med op til 85 pct. Og Carbon Tracker udtaler, at hele den fossile brændstof-industri tilsammen ville blive nødt til at reducere dens produktion med mere end en tredjedel i 2040.

“Denne industri forsøger at få dens bid af kagen – og forsikre aktionærerne om, at de ikke vil lide tab – samtidig med at den giver det udseende af, at den støtter Paris-aftalen – samtidig med at den imidlertid forsætter med at producere flere fossile brændstoffer”, siger Mike Coffin.

FN indrømmede sidste uge, at verdens rigeste lande gjorde, hvad de kunne, for at sno sig udenom de mål, som er fastsat i Paris-aftalen. FN pegede på 10 lande, som havde planer for at udvinde fossile brændstoffer i et omfang, der er 50 til 120 pct. højere end foreslået i Paris-aftalen. I denne forbindelse har FN analyseret Storbritanniens, Kinas, USA’s, Ruslands, Indiens, Australiens, Indonesiens, Canadas, Tysklands og Norges planer. Under de nugældende planer vil disse 10 lande øge CO2-udledningen med 39 gigatons – det er 53 pct. højere, end hvad der skal til, for at de globale temperaturstigninger vil kunne holde sig under 2 grader. FN’s undersøgelser godtgør, at denne udledning er 280 pct. over grænsen for, hvad der skal til for at begrænse den globale temperaturstigning til 1,5 grader.

Kein Geld für Klimakiller – Ingen penge til klima-dræberne: Elselskabet RWE er det europæiske selskab, der har den største CO2-udledning – blandt de 100 største CO2-udledere i verden. Og Deutsche Bank låner pengene ud til RWE. – På billedet ses en aktion mod brunkuls-udvindingen ved Hambach og et af de kæmpestore brunkulskraftværker i nærheden af Köln. RWE ejer en hel masse kraftværker, og hvert eneste udleder lige så meget CO2 som 2/3 af Danmark.

Tysklands atomkraftværker lukker i 2022, men landets kul-exit i 2038 er alt for langsom – og snegle-tempoet skyldes ønsket om at frede kapitalens profitter (på engelsk): https://meta.eeb.org/2019/10/02/ten-years-too-late-most-toxic-company-promises-to-quit-coal/

Masseprotesterne er det eneste opmuntrende i en tid med mørke udsigter

Disse udsigter er dyster læsning. Men de internationale klimaforskeres stadigt mere desperate advarsler har bidraget til at sparke en meget større og mere kæmpende klimabevægelse igang. Således var vi i september vidne til, at syv mio. mennesker i fællesskab strejkede for at kræve øjeblikkelig handling for at redde verden. Og besættelserne og blokaderne af offentlige veje og pladser udført af klimabevægelsen Extinction Rebellion i hele det centrale London i løbet af året har øget almindelige menneskers bevidsthed om, at det rent faktisk er muligt at trodse “den almindelige orden” og kæmpe for Jorden. Strejker, protester og besættelser har opnået visse resultater.

De største klimademonstrationer nogensinde i tekst, billeder og videoer: http://socialister.dk/de-stoerste-klimademonstrationer-nogensinde/

Almindelige menneskers handling – som tilsammen har styrken til at lukke systemet ned – er vejen frem, når det gælder om at opnå virkelige forandringer. At vente på de rige og magtfulde til at nå en aftale er derimod den sikre vej, der vil føre til en klima-katastrofes værst tænkelige scenarie.

Den herskende klasse er fælles om den vigtigste interesse af alle – nemlig ønsket om at opretholde dens magt og rigdom. Det er denne interesse, som leder den, og som forhindrer den i at sætte ind overfor de miljø-ødelæggende selskaber, der ødelægger vores verden.

Den virkelige løsning består i at opbygge en verden, hvor almindelige mennesker træffer meningsfulde beslutninger omkring deres liv.

Hundreder tusinder og millioner følger disse to unge: Luisa Neubauer på 23 år er blevet Tysklands kendteste klimaaktivist. Hun og Greta Thunberg opfordrede sammen mange andre klimaaktivister i maj til den verdensomspændende klimastrejke 20. og 27. september – foto fra demo 1 marts 2019 i Hamborg
Under FN’s klimatopmøde den 23. september angreb Greta Thunberg den hensynsløse profitjagt: “Mennesker lider, mennesker dør, hele økosystemer kollapser. – Vi står ved begyndelsen til en masse-udryddelse, og det eneste I taler om er penge og drømme-eventyr om evig økonomisk vækst”
I USA’s kongres i Washington, i Repræsentanternes Hus, sagde den 16-årige Greta Thunberg den 18. september: “Jeg ønsker ikke, at I lytter til mig. I stedet ønsker jeg, at I lytter til videnskabsmændene. Og så ønsker jeg, at I skrider til virkelig handling”
Schweiziske Extinction Rebellion-aktivister – med bannere på fransk og tysk – arrangerer massedød foran parlamentet og regeringssædet i Bern

Oversat fra “Socialist Worker” UK af Jens Riis Bojsen