For klimaaktivister har 2019 været et kontrasternes år. Nyhederne om miljøkatastrofer bliver stadigt værre og værre. I løbet af dette år har vi set omfattende skovbrande i Nordamerika og i Australien samt vældige oversvømmelser og storme hen over Europa. I november må op til 400.000 mennesker i Somalia leve i midlertidige lejre, efter at de er blevet tvunget på flugt fra oversvømmelser.
Billedet ovenfor viser ødelæggelserne i Mozambique efter orkanen Idai, den værste, der nogensinde har ramt det sydlige Afrika
English version of this article below
Tidligere i år blev dele af Mozambique, Zimbabwe og Malawi ødelagt af orkanen Idai, som efterlod sig 110.000 i flygtningelejre og op til 1.000 døde. I Japan i oktober var tyfonen Hagibis den værste i 6 årtier, og den efterlod næsten 100 døde og ødelæggelser for omkring 9 mia. dollars. Sådanne nyhedsrapporter er blevet hverdagskost i takt med, at den globale opvarmning øger både antallet af ekstreme vejrhændelser samt deres voldsomhed.
Millioner deltog i verdensomspændende protester
Men 2019 var også et år med masseprotester, der forlangte handling i forhold til klimaskiftet. Ved slutningen af 2018 tog den svenske skoleelev Greta Thunberg initiativ til en bølge af globale skolestrejker, som kulminerede med protesterne den 20. og 27. september, hvor et sted mellem 7 og 8 mio. elever og arbejdere protesterede. I Storbritannien transformerede bevægelsen “Extinction Rebellion” ( = “Oprør mod udslettelse”) miljøbevægelsen ved at argumentere for, at direkte masse-aktion var nøglen til at fremtvinge handling fra regeringen. Det fik titusinder ud på gaderne i blokader, protestlejre og aktioner, som tvang regeringen til at erklære “klima undtagelsestilstand”.
Et af de mest populære slogans under disse miljøprotester har været “System Change not Climate Change” ( = “systemskifte, ikke klimaforandring”), titlen på den nye bog, jeg har redigeret. Det er et krav, som har sin oprindelse i de protester, som blev fremført i København i 2009, da tusinder demonstrerede udenfor FN’s COP15 klimatopmøde. Forskellen er blot, at kravet dengang blev fremført af radikale og revolutionære, mens det idag fremføres af hele bevægelsen.
De største klimademonstrationer nogensinde i tekst, billeder og videoer: http://socialister.dk/de-stoerste-klimademonstrationer-nogensinde/
Forstår, at noget er grundlæggende forkert
For revolutionære socialister er kravet vigtigt, fordi det symboliserer den erkendelse, som titusinder af mennesker deler, at der er noget grundlæggende forkert med vores samfundsøkonomi. Kapitalismen er et system, som er drevet af kapitalisternes behov for at maksimere deres profit uanset omkostningerne herved. Som Karl Marx og Friedrich Engels fandt ud af, så sker “akkumulationen udelukkende til gavn for akkumulationens egen skyld”, og det er det, som er årsagen til kapitalismens ødelæggelse af naturen. Under kapitalismen er naturen en del af produktionsprocessen og samtidig en losseplads for systemets affald.
Som vores bog “System Change not Climate Change” viser, er klimaskiftet blot en enkelt side af den ødelæggelse, som dette system forårsager. Hvad enten der er tale om forurening af jorden og vandet som følge af industrielt landbrug, systemets afhængighed af plastik samt den måde, hvorpå systemet forårsager udslettelse af planter og dyr i et omfang helt uden fortilfælde – ja, så befinder årsagen til problemet sig i kapitalismen. – Indtil for nylig har det mest udbredte argument indenfor klimabevægelsen været, at vi må ændre vores individuelle livsstil for at redde Jorden. Men i løbet af de sidste år har argumentet om behovet for et systemskifte i vores samfundsøkonomiske system vundet frem.
Køb bogen:“System Change Not Climate Change” (Martin Empson (red.), 2019): http://modstand.org/bts/btstitel.asp?titel=627
Læs anmeldelsen på dansk af Anna Wolf af bogen “System Change Not Climate Change”: http://socialister.dk/1276-2/
Som mange politiske aktivister erkender, så er en større kilde til problemet knyttet til de multinationale virksomheder, som arbejder med udvinding af fossile brændstoffer. Kun 100 selskaber, mest olie-, kul- og gas-producenter, har været ansvarlige for 71 pct. af CO2-udledningen siden 1988. Det er nødvendigt at stoppe disse selskaber, hvis vi skal have nogen som helst chance for at undgå den galopperende klimaforandring. Men at udfordre virksomheder som Shell, ExxonMobile eller BP betyder at angribe selve hjertet i kapitalismen.
Mærsk med på listen over verdens 100 største CO2-udledere: https://shippingwatch.dk/Rederier/Container/article9723313.ece
De 20 største CO2-udledere, der står for 1/3 af den totale udledning i verden: https://www.theguardian.com/environment/2019/oct/09/revealed-20-firms-third-carbon-emissions
Når vi udfordrer brugen af fossil energi, udfordrer vi selve kapitalismen
I hans bog “Fossil Capital: The Rise of Steam Power and the Roots of Global Warming” (Verso, 2016) har den svenske marxist Andreas Malm vist, hvordan kapitalismen har udviklet sig ad en vej, som betød, at fossile brændstoffer fra et tidligt tidspunkt blev en central del. Han forklarer, hvordan 1700-tallets kapitalister i England for det meste brugte vandkraft til at drive deres fabrikker. Men dette begrænsede dem både med hensyn til placeringen af deres fabrikker samt i deres adgang til arbejdere i byerne. Ibrugtagningen af fossile brændstoffer (dvs. kul) sikrede, at fabriksejerne kunne bygge fabrikker i centrum af landsbyer og større byer. Herved udløste de hele udviklingen med industriens forurening af vore landområder. Lige så snart denne proces var påbegyndt, udviklede kapitalismen sig ad de fossile brændstoffers vej, fordi alle efterfølgende kapitalister blev nødt til at følge den vej, som deres konkurrenter var slået ind på.
I det 21. århundrede er fossile brændstoffer blevet central for den kapitalistiske produktion. Kapitalisterne er ikke villige til at opgive de investeringer, de har foretaget, og vil kæmpe for at forsvare deres interesser. Det er derfor, de har udnyttet deres meget store ressourcer til at opmuntre klimabenægterne. At udfordre olie-, kul- og naturgas-selskabers magt og rigdom vil derfor kræve massebevægelser, som både demonstrerer vrede over regeringernes og de multinationales manglende handling, men som også er stærke nok til at få en grundlæggende forandring til at ske.
Hvordan olieselskaberne tidligt blev klar over risikoen for klimaforværring, men valgte at støtte klimabenægterne – en kortfattet og yderst afslørende video af avisen The Guardian (meget tydelig engelsk tale) https://www.youtube.com/watch?time_continue=170&v=Z9W7_iDAdiY&feature=emb_logo
Marx og Engels nøjedes ikke med at finde ud af, at kapitalismen ville ødelægge naturen. De indså også, at det ville være muligt at kæmpe for et alternativ. De argumenterede for, at mens kapitalismen ødelægger “de grundlæggende kilder til rigdom – jorden og arbejderen”, så er arbejderklassen en integreret del af selve systemet. Uden arbejdere kan systemet ganske enkelt ikke fungere. Men arbejdere er ikke blot en del af kapitalismen, de er også dem, der potentielt kan grave dens grav. Arbejdernes styrke handler imidlertid ikke blot om at stoppe kapitalismen – vi har også styrken og evnen til at skabe en ny verden. Ved enhver stor revolutionær bevægelse – lige fra Pariser-Kommunen i 1871 til den Russiske Revolution i 1917 eller den Ungarske Revolution i 1956 samt ved mange andre lejligheder – har vi set, hvordan arbejdere går sammen for at yde modstand samt for at skabe nye demokratiske organisationer. Sådanne arbejderråd kan komme til at udgøre basis for en ny måde at organisere samfundet på.
En del af et globalt oprør imod den verden, som nyliberalismen har frembragt
Kapitalismen er karakteriseret af en planløs produktion drevet af ønsket om at opnå profit. Men det demokrati, som fødes ud af revolutionen, vil muliggøre en demokratisk planlægning af produktionen nedefra, hvilket involverer almindelige mennesker i skabelsen af en ny, bæredygtig verden. Således opstår en socialistisk økonomi, som kan reparere kapitalismens skader og organisere produktionen ud fra menneskenes og Jordens interesser.
Et af de mest spændende aspekter ved klimastrejkerne i september var mange arbejderes deltagelse. I Storbritannien vedtog den faglige landsorganisation Trades Union Congress (TUC) en resolution om at gå med i en “30 minutters kampagne-aktion på arbejdsdagen” sammen med skoleeleverne. Dette var ganske vist mindre end den 30 minutters strejke, som mange aktivister havde argumenteret for. Men ikke desto mindre betød det, at tusinder af fagforeningsmedlemmer deltog som organiserede arbejdere i protesterne og forsamlingerne. En sådan deltagelse udgør et glimt af det, vi har behov for, hvis vi skal stoppe ødelæggelsen af Jordens miljø. Vi har brug for arbejdernes masse-deltagelse i protester, strejker og besættelser for at kunne udfordre den fossile kapitalisme.
2019 har også været året, hvor vi har været vidne til et globalt oprør. I land efter land – fra Hong Kong til Chile, fra Libanon og Egypten til Irak og Catalonien – er millioner af mennesker gået på gaden. De mobiliserer, fordi de kræver en afslutning på nyliberalismen, på uligheden og manglen på demokrati.
Det globale oprør i 2019: http://socialister.dk/solidaritet-med-det-globale-oproer/
Mange af de, der allerede har deltaget i protesterne imod klimakatastrofen, ved også, at kapitalismen frembringer fattigdom, sult, arbejdsløshed og racisme. Året 2020 må være det år, hvor socialister kæmper for at forene alle disse bevægelser til at kæmpe for en fremtid fri for ulighed og miljøødelæggelse.
Martin Empson holdt dette oplæg på Internationale Socialisters seminar “Marxisme 2019” i november, oversat af Jens Riis Bojsen
Se og hør videoen fra mødet:
https://www.facebook.com/SocialistiskArbejderAvis/videos/487389025452558/
The climate – 10.000’s recognize, that something is wrong with the capitalist system
For climate activists 2019 has been a year of contrast. The news of environmental disaster is getting worse and worse. This year we’ve seen extensive wildfires in North America and Australia, huge floods and storms across Europe. In Somalia in November up to 400,000 people were living in temporary camps after they had to flee flooding.
By Martin Empson
Earlier in the year parts of Mozambique, Zimbabwe and Malawi where left devastated by Cyclone Idai with 110,000 in refugee camps and up to 1,000 dead. In Japan in October, Typhoon Hagibis, the worst storm in six decades left almost 100 dead and caused around $9 billion of destruction. Such reports are common place as global warming increases both the number of extreme weather events and their intensity.
Millions participated in global protests
But 2019 was also a year of mass protest demanding action on climate change. Towards the end of 2018 the Swedish school student Greta Thunberg initiated a wave of global school strikes which culminated in the protests of September 20th and 27th when between seven and eight million students and workers protested. In the United Kingdom Extinction Rebellion transformed the environmental movement by arguing that mass direct action was key to forcing action from governments. They brought tens of thousands onto the streets in blockades, protest camps and actions that forced the government to declare a “climate emergency”.
One of the most popular slogans on these environmental protests has been “System Change not Climate Change”, the title of the new book I edited. It is a slogan that has its origins in the protests that shook Copenhagen in 2009 when thousands protested outside the United Nations’ COP15 meeting on climate change. But then the slogan belonged to radicals and revolutionaries – today it has become the property of the whole movement.
Understand that something is fundamentally wrong
For revolutionary socialists the slogan is important because it symbolises the recognition, by tens of thousands of people, that there is something fundamentally wrong with our economy. Capitalism is a system that is driven by the capitalists’ need to maximise their profits at whatever cost. As Karl Marx and Friedrich Engels identified, it is “accumulation for the sake of accumulation” that lies behind capitalist destruction of the natural world. Under capitalism, the natural world is part of the productive process and a dumping ground for the system’s waste.
As our book shows, climate change is only one part of the destruction that arises out of this system. Whether it is the pollution of land and water caused by industrial farming, the system’s addiction to plastic or the way that the system is driving an unprecedented wave of extinction of plants and animals, the origin of the problem is capitalism. Until recently the dominant argument within the environmental movement has been that we need to change our individual lifestyles to save the planet. But in recent years the argument has become much more about systemic changes to our economic system.
As many political activists recognise a major source of the problem lies with multinational corporations that are linked to the extraction of fossil fuels. Just 100 companies, mostly oil, coal and gas producers, have been responsible for 71 percent of carbon emissions since 1988. These companies must be shut down if we are to have any chance of avoiding runaway climate change. But challenging corporations like Shell, ExxonMobile or BP means taking on the very heart of capitalism.
When we challenge the use of fossil energy, we challenge capitalism itself
In his book “Fossil Capital” the Swedish Marxist Andreas Malm has shown how capitalism developed along a path that meant fossil fuels became integral early on. He explains that in England in the 18th century capitalists mostly used water power to run their factories. But this limited them both in terms of the locations of their plants and their access to workers in the cities. The adoption of fossil fuels ensured that bosses could build factories in the heart of towns and cities – beginning the process of industrial pollution of our urban areas. Once this process had begun, capitalism developed along a fossil fuel path – as later capitalist investors needed to copy the process begun by their earlier rivals.
By the 21st century fossil fuels have become central to capitalist production. The capitalists are not willing to give up on their historic investments and will fight to defend their interests. This is why they have used their vast resources to encourage the climate deniers. Challenging the wealth and power of the oil, coal and gas companies will require mass movements that both demonstrate anger at inaction from governments and multinationals, but also are powerful enough to make fundamental change happen.
Marx and Engels did not simply identify that capitalism would destroy nature. They also saw that it was possible to fight for an alternative. They argued that while capitalism destroyed the “original sources of all wealth – the soil and the worker”, the working class was integral to the system itself. Without workers the system cannot function. Workers are not simply part of capitalism; they are also its potential “gravediggers”. But workers’ power is not just about stopping capitalism – we have the ability to create a new world. In every great revolutionary movement – from the Paris Commune of 1871, to the Russian Revolution of 1917 or the Hungarian Revolution of 1956 and on many other occasions – we have seen how workers coming together to resist and to create new organs of democracy. Such workers’ councils can form the basis for a new way to organize society.
Part of a global revolt against the world that neoliberalism has fostered
Capitalism is characterized by unplanned production driven by the desire to make profit. But the democracy that is born from revolution would allow the democratic planning of production from below, involving ordinary working people in the creation of a new sustainable world. A socialist economy like this is one, which can repair the damage caused by capitalism and organize production in the interest of people and planet.
One of the most exciting aspects to the September climate strikes was the involvement of workers. In the United Kingdom the Trades Union Congress passed a motion for trade unions to take a “30 minute workday campaign action” together with the school students. This was less than the 30 minute strike that many activists argued for. But it meant that for the first time thousands of trade unionists joined in protests and pickets, as organized workers. Such involvement is a glimpse of what we need if we are to stop the destruction of the planet’s environmental systems. We need mass involvement of workers in protests, strikes and occupations to challenge fossil fuel capitalism.
2019 has also seen a growing global revolt. In country after country – from Hong Kong to Chile, from the Lebanon and Egypt to Iraq and Catalonia – millions of people have taken to the streets. They are mobilising because they demand an end to neo-liberalism, inequality and lack of democracy.
Many of those who have already joined protests against climate catastrophe also know that capitalism breeds poverty, hunger, unemployment and racism. 2020 must be the year that socialists struggle to bring together all these movements to fight for a future free of inequality and environmental destruction.
