Billede tekst: Der er brug for sammenhold mod den alt for billige OK23. Foto: 3F Ålborg
Efter halvandet år med en eksplosiv inflation og et årti med lave lønstigninger og enorme overskud var der store forventninger blandt lønarbejderne til OK23. Reallønnen skulle sikres bagud og fremad var det helt rimelige krav. Og det skulle sikres via de centrale forhandlinger, så ingen blev efterladt på perronen.
Forhandlerne havde chancen for at presse arbejdsgiverne, og mit indtryk er, at lønarbejderne var nået til det punkt, hvor man var parat til at tage en storstrejke for at få sikret reallønnen. Det fravalgte forhandlerne og flyttede ansvaret for at sikre reallønnen ud til lønarbejderne lokalt.
Skal man sige det enkelt, så er OK-resultatet for lidt og for billigt, og lønarbejderne havde fået mere, hvis forhandlerne turde bruge arbejderklassens stærkeste magt – storstrejken.
En billig omgang
Men vi fik ikke sikret reallønnen for alle, og vi fik hverken indhug i overskud, kortere arbejdstid eller en ny fridag i stedet for Store Bededag. Det er rigtigt, at OK-resultatet er meget bedre end de sidste mange OK-aftaler, men det er en sølle sammenligning, når de sidste OK-aftaler kun lige har sikret reallønnen.
Skal man sige det enkelt, så er OK-resultatet for lidt og for billigt, og lønarbejderne havde fået mere, hvis forhandlerne turde bruge arbejderklassens stærkeste magt – storstrejken
Citat: Jakob Nerup
Facit er at lønarbejderne endnu en gang står med størsteparten af regningen for inflationen, mens virksomhedernes overskud endnu en gang vil vokse, fordi vi betaler for deres fest. Fagtoppen har igen oversolgt det forhandlede resultat, og forliget på industriens område bliver kaldt ”Det bedste i mands minde”.
Industriens overenskomst forhandlere siger, at det er deres overenskomst som har sikret lønstigningerne på normallønsområdet. Det er rigtigt, men også her er der tale om en overdrivelse. For lønstigninger på 6 og 5,50 kr. i timen på normallønsområdet kan lyde af meget, når man har fået et par kroner de sidste mange år, men det ikke sikkert at det sikrer reallønnen.
Derfor er reallønnen ikke sikret
De fleste får reallønnen sikret i 2023, men næppe indhentet tabet fra 2021-2022. Hvis inflationen ender på 2 % i 2024, så kan realløns tabet fra 2022 måske indhentes, men en stor del af lønarbejderne må æde et permanent realløn stab. Reallønnen er gennemsnitligt faldet med 3,9 %, men det har både en stor top og bund. Mange større virksomheder med stærke klubber har mindsket tabet, mens de svage klubber og alle dem som forhandler individuelt har tabt meget mere.
Økonomerne forventer en inflation i 2023 på 5-6 %, mens ingen for alvor kan spå om inflationen 2024. Set i det lys så er industriforligets aftalte stigninger på 2 % på pensionen fra juni 2023 og 2 % på Fritvalgskontoen fra marts 2024 meget langt fra at sikre reallønnen. Den lokale lønudvikling på 3,5 % som fagtoppen håber på, betyder at det alene er reallønnen i 2023 som kan være sikret, mens tabet fra 2022 måske kan indhentes i 2024. Alt i industrien vil blive bestemt af udfaldet fra de lokale lønforhandlinger.
Anderledes ser det ud for det såkaldte normallønsområde, hvor al løn aftales centralt. Transporten har aftalt lønstigninger på omkring fire procent plus to procent på pension og Fritvalgskontoen. Det er en stor timeløn forhøjelse, men det skal sammenholdes med at der ikke har været lokale lønforhandlinger til at modvirke inflationen siden august 2021. Butiksoverenskomsten har de samme lønstigninger som transporten, og her er nærmest alle ansatte kun på mindstelønningerne, så derfor er de aftalte lønninger de facto
Vi strejker alt for lidt
Fagtoppen i industrien satser alt på at de lokale lønforhandlinger skal løfte det centrale resultat på 2 x 2 %. Men hvor realistisk er det ude på virksomhederne?
Gennemsnitligt gav de lokale lønforhandlinger omkring 3,5 % i 2022, men mange klubber har berettet om meget lavere stigninger, fordi virksomhedsejerne trods de rekordstore overskud ikke har villet til lommerne. De sidste år har vi set de historisk laveste strejketal om løn ude lokalt. Kun 45 lønstrejker var der i 2022 ifølge DA’s konfliktstatistik. Derfor går klubberne ikke stærkt ind i forhandlingslokalet, men man kan da håbe på at strejkelysten stiger, når arbejdsgiverne er nærige.
Man er også her nødt til at påpege, at de lokale lønforhandlinger foregår uden konfliktret. Men der er så kommet en række nye OK-protokollater som giver tillidsrepræsentanten ret til økonomiske oplysninger fra virksomheden og et pålæg til virksomhederne om at forhandle reelt. Begge dele er gode værktøjer, men overfor en vrangvillig ledelse rækker det næppe til mere et par ører.
Gennemsnitligt gav de lokale lønforhandlinger omkring 3,5 % i 2022, men mange klubber har berettet om meget lavere stigninger, fordi virksomhedsejerne trods de rekordstore overskud ikke har villet til lommerne
Citat: Jakob nerup
Samtidig skal man huske på at hovedparten af funktionærerne som HK’ere og teknikere kun har individuelle lønforhandlinger, og dermed kun kan håbe på ledelsens goodwill. Samlet set gør det, at jeg er meget skeptisk over for industriens resultat.
Vigtige resultater og en stor mangel
Det er tydeligt at arbejdsgiverne har forstået, at når de ikke kunne levere en reallønssikring centralt, så skal der gives indrømmelser på de enkelte overenskomstområder, som fagbevægelsen prioriterer.
Industrien har fået bedre værktøjer til tillidsrepræsentanternes organisering og forhandlingerne. Handel har fået et opgør med 0-timers kontrakter og byggeriet har fået et 25 kroner stort boligtillæg pr. time til udenlandske ansatte. Det er vigtige elementer som skal modvirke arbejdsgivernes udhuling af bunden, og vi må håbe på at det virker.
Spørgsmålet er om det er nok for medlemmerne, når man også skal tage tyveriet af Store Bededag med i vurderingen. For nærmest samtidig med offentliggørelsen af industriforliget vedtog Folketinget at afskaffe Store Bededag. Fagtoppens venner i Socialdemokratiet holdt fast og SF’erne ville ikke levere stemmer til at sende bevarelsen af Store Bededag til folkeafstemning.
Når Folketinget blander sig direkte i vores overenskomster, så må fagbevægelsen slå igen, og som et minimum sikre det i overenskomsterne. Men her stak fagtoppen hovedet i busken og har efterladt lønarbejderne uden et svar. Det trækker stort ned på det samlede resultat for OK23 forligene
Og vi skal hverken tilgive politikerne eller tage Store Bededag ud af OK-afstemningen. For OK-afstemningen er det eneste tidspunkt lønarbejderne får mulighed for at tage stilling til den samlede pakke af løn- og arbejdsvilkår. Derfor skal den stjålne fridag også tages med i vurderingen af OK23.
Fagtoppen har ikke indset, at lige så vigtigt som vores realløn er vores arbejdsliv – tiden, presset og kontrollen. OK-resultatet indeholder ikke flere fridage, mere frihed eller forbedringer af arbejdsmiljøet. Dette til trods for at fagbevægelsen gennem hele bededagskampen har måttet sande at netop arbejdstid og fritid er noget der for alvor kan mobilisere.
