Svaret på den såkaldte ”flygtningekrise” findes i opgøret med nationalstaten (Del 2 ud af 2)

Racisme og diskrimination mod flygtninge og andre migranter raser som aldrig før i Danmark. Men hvordan kan de racistiske idéer slå så dybe rødder i dele af befolkningen? En del af svaret ligger i hvordan man ser nationalstater som den kategori, mennesker naturligt hører til i.

Del 1 af denne artikel forklarede hvorfor og hvordan officielle magthavere kan frasige sig ansvaret for flygtninge, fordi disse udgør en restkategori i idéen om nationalstaten.

En manglende brik i denne forklaring er dog, hvorfor en fremherskende fortælling i det danske samfund – som i mange andre samfund – er at flygtninge i sig selv er farlige og fjendtlige. Denne del af artiklen vil med udgangspunkt i antropologisk teori beskrive én årsag til, at flygtninge og migranter bliver objekter for had og diskrimination i et system af nationalstater. For at nå derhen må vi dog starte et lidt andet sted.

Matter out of place

Foto: Wikimedia Commons

I 1966 introducerede den britiske antropolog Mary Douglas begrebet matter out of place (kan oversættes til ”malplaceret materiale”).

Med begrebet beskrev hun, hvordan mennesker generelt kategoriserer verden omkring sig og ser alt, som falder uden for, eller som befinder sig i en forkert kategori, som beskidt eller farligt.

Et eksempel kunne være at et par kondisko som står på et gulv bliver set som rene, men når de bliver flyttet op på et spisebord bliver de straks set som urene.

Ifølge Mary Douglas er dette ikke kun et spørgsmål om bakterier og hygiejne, men om at skoene er blevet fysik flyttet fra et sted, de hører til, til et sted de ikke gør, og derfor bryder de en orden, som skal genoprettes. Dette brud fører til en kropslig reaktion af afsky overfor det urene.

Dette virker måske intuitivt, når vi snakker om kondisko, men de samme tankemønstre kan gælde om mennesker.

Den racistiske nationale stat 

Dette er ikke intuitivt, men tillært gennem den herskende idé om nationalstaten. Fordi mange opfatter nationalstater som de kategorier, mennesker naturligt hører til i, kan de personer, som pludseligt og voldsomt bliver flyttet fra én kategori til en anden, blive betragtet som urene. De bliver altså ”matter out of place”. De, der betragtes som ”urene”, bliver også set som farlige, fordi urenheden udgør en trussel for en bestemt orden – her nationalstaten.

Netop denne proces sker i opfattelsen af flygtninge og andre migranter. F.eks. kan mange danskere tage til Egypten for at se på pyramider, og dér have det fint med de lokale muslimer, men så snart en muslim kommer til Danmark, vil de udtale sig racistisk og diskriminerende om personen. Vi kan også se tendensen i den klassiske racistiske udtalelse: ”Rejs hjem til, hvor du kom fra”. Her indikerer man, at en person ikke hører til i Danmark, og at deres blotte tilstedeværelse er et problem i sig selv. Et problem, som kun kan blive løst ved, at personen vender tilbage til den kategori, som racisten mener, de hører til i.

De “urene” migranter

Opfattelsen af migranter som ”urene” ligger ikke kun hos enkelte racistiske individer, men er en dominerende diskurs, som er indlejret i det system, der er skabt til at ”modtage” flygtninge og migranter. Dette sker på flere måder. For at det ”urene” ikke spreder sig for meget i samfundet, placerer vi asylansøgere i centre, hvor man kan samle dem og kontrollere deres bevægelser. Man inddæmmer det ”urene”, så det ikke truer nationalstatens orden. Til dem, man ikke kan spærre inde, giver man midlertidige opholdstilladelser, som kan trækkes tilbage efter forgodtbefindende, så det urene ikke rodfæster sig, men kan fjernes så snart lejligheden byder sig.

Et nyligt eksempel er den såkaldte ”hjemsendelse” af syriske flygtninge, som havde fået midlertidig opholdstilladelse. I statens øjne har syrerne været her for længe – urenheden er i fare for at ”gro fast” – så selvom vi reelt ikke kan sende dem til Syrien, kan vi pakke dem væk i udrejsecentre med fængsels-lignende tilstande.

En dominerende opfattelse af nationalstater som ”naturlige” former fører altså ikke kun til, at nationalstater ikke vil modtage flygtninge, men også til en udbredt afsky blandt personer som betragter flygtninge som mennesker uden for kategori.

Det leder til racisme og diskrimination, både systemisk og mellem individer. Politikerne puster til ilden og fabrikerer fortællingen ved hele tiden at signalere, at flygtninge og migranter ikke hører til i Danmark.

Problemerne kommer fra ideologien om nationalstaten som en ”naturlig” og organisk form, og løsningen findes i opløsningen af de grænser, som skaber had og splid mellem mennesker, som burde være solidariske med hinanden.