Resultatet af præsidentvalget mellem Gabriel Boric fra den nye venstrefløjs koalition Apruebo Dignidad (For Værdighed) og Jose Antonio Kast fra den ekstreme højrefløj Partido Republicano, stod klart allerede meget tidligt på valgaftenen, søndag den 19. december.
Efter blot en times optælling var der en klar tendens; Gabriel Boric stod til at vinde stort. Valget mellem Boric og Kast blev et valg mellem fortiden og fremtiden, et valg mellem en kandidat der støttede, og fortsat støtter, Pinochets militærdiktatur og på den anden side den tidligere studenterleder Gabriel Boric, der gik til valg på at forsvare demokratiet og og den forfatningsproces, der startede i 2020.
Boric bliver den yngste præsident i Chiles historie og samtidig slog valget 2021 rekord med en valgdeltagelse på 55,63%. De sidste mange valg har valgdeltagelsen ligget mellem 40-45%. Dette valg skaber derfor håb for mere demokratisk deltagelse i det chilenske samfund fremover.
En velfærdsstat i Sydamerika
Boric gik til valg med løfter om at garantere sociale rettigheder som adgang til sundhed uden brugerbetaling, gratis uddannelse og en minimum pension; alt dette finansieret af højere skatter til de rigeste i Chile. Kort sagt: et velfærdssamfund, som vi kender det fra Danmark og andre nordiske lande.
Udfordringen for den nye regering bliver at kunne leve op til de høje forventninger, samtidig med at landets økonomi er hårdt ramt af pandemien, hvilket giver mindre råderum for en ekspansiv offentlig politik. Derfor bliver det afgørende at den kommende regering kan vedtage en skattereform, der gør det muligt at inddrive skatter fra de rigeste 10% og de store multinationale selskaber, som stort set ikke betaler skat i Chile.
En præsident der lytter
Da valgresultatet stod klart med 56% til Boric og 44% til Kast, gik den 35-årige Gabriel Boric på talerstolen i Santiago med hundredetusinde af mennesker i gaderne. Han sluttede sin tale af sådan: “Jeg modtager dette mandat med ydmyghed. Jeg ved at Chiles fremtid er på spil i de kommende år. Derfor garanterer jeg allerede fra i dag, at jeg vil være en præsident, der beskytter demokratiet, som lytter mere end jeg taler, at jeg vil søge brede forlig, og hver eneste dag tage ansvar for folkets behov. Jeg vil bekæmpe privilegier og arbejde hver dag for at forbedre din families livskvalitet.”
Krav om reelle forandringer og opgør med elitens privilegier
Udover de konkrete krav om højere mindsteløn, en folkepension garanteret af staten og gratis uddannelse til alle, så er forventningerne høje i forhold til en ny måde at føre politik på, med nultolerance over for korruption og sexisme. Det kræver et reelt opgør med både politikernes, militærets og den økonomiske elites privilegier og udbredte korruption. De sidste 10 år har været præget af omfattende korruptionsskandaler blandt højtstående generaler, politikere og virksomhedsledere, men i mange tilfælde går de anklagede fri, fordi der mangler politisk vilje til at slå hårdt ned på korruption.
Derudover er den feministiske bevægelse også vokset markant det seneste årti, hvilket medfører et ekstremt fokus på og kritik af den sexistiske kultur og overgreb på kvinder i det chilenske samfund generelt, men især hos offentlige personer (politikere, kendte osv.), som bliver hængt ud på de sociale medier, hvis ikke de straffes af de retssystemet. Det bliver derfor afgørende, at den nye regeringen viser i praksis, at den hverken tolererer sexistiske attituder eller korruption.
Et opgør med den nyliberale model
Efter demokratiets tilbagevenden i 1990 har de skiftende regeringer administreret og i mange tilfælde udvidet den nyliberale model ved at lade statslige virksomheder privatisere. Koalitionen som står bag Boric har kritiseret denne politik i flere år, og derfor er der selvfølgelig høje forventninger til, at hans regering vil gøre op med ideen om privatisering af offentlige virksomheder. I det politiske program, som Boric gik til valg på, fremgår det også at man vil skabe statslige arbejdspladser ved hjælp af blandt andet nationalisering af lithium i det nordlige Chile og nye offentlige virksomheder med fokus på grøn omstilling.