Undtagelserne var Kina, Vietnam og Taiwan. Verdenshandlen, som forinden var faldende i procent af den globale økonomi siden 00’erne, er faldet med hele 10 % siden 2019. Gældskrisen, på grund af de enorme summer som er kastet ind i økonomien for at understøtte virksomhederne under Covid-19, er selvfølgelig blevet meget værre og gælden udgør nu 360 % af det globale BNP. Men det er ikke alene den gæld, som stater har pådraget sig. Det er også i høj grad virksomhedernes gæld.
De rige havde en fest
Paradoksalt nok har denne tilstand ikke afspejlet sig på aktie- og obligationsmarkedet. Efter en kort nedgang i starten af Covid-19 nedlukningerne, har det boomet resten af året. Spekulanter og rige investorer har haft en fest. Året er endt med at aktier- og obligations indekset lå højere end før pandemien. Det har holdt profitterne oppe. Den største årsag til dette er de massive hjælpepakker som staterne pungede ud med for at redde virksomhederne. Det var indsprøjtninger, langt større end dem, der reddede bankerne under finanskrisen i 2007/8.
Derfor er der, på trods af Covid-19, stor optimisme at spore blandt mange økonomer og specielt dem som abonnerer på Modern Monetary Theory (MMT, den nye fortolkning af Keynes). De vejrer morgenluft nu. Mogens Lykketoft, tidligere formand fra Socialdemokratiet udtrykker denne optimisme i Politiken d. 14.02.21 i en interview, hvor han siger: ”Se lige, hvad der sker ude i Europa og i USA og i vigtige institutioner som IMF, OECD og Verdensbanken i denne tid. Overalt finder der et skred sted, hvor stadig flere toneangivende økonomer og politikere giver udtryk for, at det er piskende nødvendigt at få verdensøkonomien op og køre og at få folk i arbejde igen.” Mere generelt forsøger økonomer at fortælle en historie om at Covid-19 blot er et lille bump på vejen i en ellers sund og rask verdens økonomi, som vi nok skal klare os ud af. Fra nu af kan det kun gå fremad.
Der fremhæves for eksempel Bidens plan for at få gang i USA’s økonomi, verdens største og mest afgørende for alle andre. Over 4 år vil Biden investere hvad der svarer til ca. 10 % (1,9 trillion dollars) af hvad man ellers investerer fra statens side, hvis ellers alt det det han foreslår, går igennem Kongressen. Problemet er at statslige investeringer kun er ca. 3 % procent af BNP mens private investeringer er 20 % af BNP. Så fremgangen i den amerikanske økonomi er langt mere afhængige af private investeringer end offentlige. Det gælder også i Danmark, hvor den offentlige økonomi kun bidrager med 30 % af BNP. Bidens plan og lignende planer for f.eks EU’s massive 750 milliarder euro plan, vil højst stimulere den reale økonomi med 0,5 – 1 % af væksten. Da vækstraterne i de fleste lande har været omkring 2 % i mange år før Covid-19 ville disse planer have en meget lille effekt.
De reelle problemer
De reelle problemer er todelte. Dels er det en risikabel strategi, som bygger på, at renten er historisk lav og nær nul. Dermed kan regeringerne blive ved med at trykke penge gennem udstedelse af statsobligationer. Men hvis blot renten stiger lidt (og meget tyder på at det sker allerede), kan den overstige den forventede vækstrate. Regeringerne vil så blive nødt til at låne yderligere for at dække de stigende renteudgifter. Og det vil ske ved at opkræve skatter og spare på velfærden. En politik, som rammer arbejderklassen hårdest. Det andet problem er, at man endnu engang overlader investeringer til det private sektor og håber på, at de vil benytte sig af de favorable lånevilkår.
Den afgørende faktor for vækst er investeringer foretaget af de store virksomheder. Investeringerne har generelt set har i mange år kun været nok til at vedligeholde de nuværende produktionsapparat, og ikke ret meget mere. Årsagen hertil er at profitabiliteten længe har været lav. Profitraten i USA er i øjeblikket de laveste siden 1945: 13,2 % (gennemsnitlige profit pr. investeret enhed).
De samlede selskab profitter i USA faldt med 30 % i 2020 (efter statslige støtte er fratrukket). Derfor blev en stor del af den statslige støtte i 2020 ikke investeret i produktion men på aktiemarkederne. Som den ledende keynesianske økonom Michael Pattis skriver: ”Bundlinjen er denne: hvis regeringen kan bruge yderligere midler på måder, der får BNP til at vokse hurtigere end gæld, behøver politikerne ikke bekymre sig om løbende inflation eller ophobning af gæld. Men hvis disse penge ikke bruges produktivt, er det modsatte tilfældet.” Spørgsmålet er, hvis virksomhederne indtil nu (pre-Covid-19) har ikke været tilbøjelige til at investere pga. den lave profitabilitet, hvorfor skulle de så gøre det nu?
Zombier iblandt os
Samtidige er andelen af zombie firmaer, som procent af alle firmaer, steget til ca. 20 %. Zombie firmaer er dem, som over 3 år ikke har profitter nok til at dække renten på deres gæld og dermed skal lån yderligere for at betale renten. I USA er 20 % af de 3000 største virksomheder, zombie virksomheder. OECD (Organisation for Economic Cooperation and Development) har beregnet at hvis selskabernes profitter falder i 2021, pga. at statslige støtte holder op, vil mange selskaber bukke under med en masse konkurser til følge. For eksempel er der 20 % af firmaerne i Belgien, som ikke kan betale deres udgifter for mere end 3 måneder uden at gældsætter sig yderligere. Denne procent var meget højere i hotel og restaurantbranchen. Selv hvis renten forbliver lav, kræver det at profitterne stiger i 2021, ellers vil op mod 30 % af alle selskaber i verden komme i problemer. OECD mener at gælds tilbagebetalinger vil betyde 2 % mindre i investeringer sammenlignet med de gennemsnitlige langtidsinvesteringer før Covid-19.
Dyster perspektiver
Selv hvis der ikke kommer en ”gælds tsunami” og en finanskollaps som følge af en bølge af konkurser, som pløjer sig igennem de forskellige nationale økonomier, er udsigten til en optur i de kapitalistiske økonomier meget lille. De mest optimistiske scenarier fra OECD taler om en vækst på 2 – 2,5 % i 2021 og 2022. De mest pessimistiske mener, at væksten vil være tæt på 0, altså stagnation og reel tilbagegang, da befolkningstallet stiger. Dette ville dække over store forskelle. Hvor Kina på den ene ende af skalaen kan få en vækstrate op mod 5-10 % , vil G7 landene enten have nulvækst (USA), eller en negativ vækst (Japan, EU) på mellem 3 og 5%. Endnu værre ser det ud for UK med 6,5 % minusvækst . På den måde bliver Covid-19 effekten på verdens økonomi en fortsættelse af udviklingen siden 2007/8 (eller ”Den lange depression” som den periode ellers kaldes).
Den pandemiske økonomiske nedgang i 2020 matcher krisen 1930´erne. Så hvis der er konkurser nok, kan det føre til, at profitraterne igen vil stige og investeringerne igen betale sig. Men for at det kunne foregå i 50’erne og fremefter, havde man “brug for” Anden Verdens Krig med alle den rædsler. Det er ikke et perspektiv, som er ønskeligt. Alternativet til dette skrækscenarie er stagnation med fortsat afvikling af velfærden og voksende ulighed, som på et eller andet tidspunkt vil føre til et kollaps i økonomien. Socialisme synes med disse perspektiver til at være langt at foretrække.
Læs også:
http://socialister.dk/den-naeste-oekonomiske-krise/
