Før man kan finde løsninger på klimakrisen, er man dog nødt til at forstå drivkrafterne bag den, og i stigende grad er befolkningerne begyndt at erkende, at det kræver et opgør med den kapitalistiske produktions- og ejerskabsform.
FN’s 26. klimakonference ‒ COP26 ‒ er i gang i Glasgow. Her mødes alverdens regeringsledere, lobbyister og andre magtfulde mennesker for at diskutere og finde løsninger på klimakrisen. Det var ved COP3 i 1997, at man med Kyoto-protokollen først vedtog at bekæmpe den globale opvarmning ved reducering af udledninger af drivhusgas, og det var ved COP21 i 2015, at man med Parisaftalen vedtog de bindende mål at holde temperaturstigningen under 2 grader og helst under 1,5.
Men har klimakonferencerne haft en reel betydning? Jovist, vedtagelsen af 2 og 1,5 grader målene har givet klimaaktivister et nyttigt framework at vurdere og kritisere staters klimapolitik ud fra, men hvilke konkrete forbedringer har det ført med sig? Tallene viser, at det globale årlige CO2-udledning er fortsat med at stige år for år, uden tegn på stabilisering ‒ selv ikke nedlukningerne under covid-19-pandemien har forhindret denne stigning.
Også uden for den radikale og antikapitalistiske venstrefløj er der dannet konsensus om, at man ikke kan overlade klimakampen til magthaverne i håbet om, at de af eget initiativ vil følge videnskaben og handle i menneskehedens interesse.
Således udtaler klimaaktivist og medstifter af Fridays for Future, Greta Thunberg, at hun ikke forventer at COP26 vil resultere i reel handling uden massivt offentligt pres: “Nothing has changed from previous years really … We can have as many COPs as we want, but nothing real will come out of it”.
Der har også i flere år været massive græsrods-mobiliseringer rettet mod parlaments-valg, hvilket ved folketingsvalget i Danmark i 2019 resulterede i det såkaldte “klimavalg” og vedtagelsen af målet om en 70%-reduktion i 2030.
Det er gode skridt fremad. Men netop målet om 70% reduktion er symptomatisk for det utilstrækkelige ved en strategi, der begrænser sig til mobilisering omkring parlamentariske valg og beslutninger. I de to år, der er gået, siden Mette Frederiksens regering tog magten, har den politiske handling ikke været nær så ambitiøs. Tværtimod har perioden været præget af nølen og utilstrækkelighed, en overafhængighed af usikre, fremtidige teknologier og “løsninger” som Hockeystavs-modellen, hvilket dybest set går ud på at skyde de store reduktioner så langt ud i fremtiden som muligt.
Dilemmaet, som klimaaktivister står over for, er dette: Hvordan sikrer man, at den nye regering rent faktisk fører den nødvendige politik, når først den er ved magten?
Staten er kapitalismens stat
En del af problemet bunder i en forkert opfattelse af statens rolle og hvilke interesser, den repræsenterer. Stater er ikke, som de ellers påstår, udtryk for befolkningens vilje og ønsker. I stedet for er det et apparat, der tjener de eksisterende magtstrukturer ‒ først og fremmest den herskende klasse.
Det gælder også det borgerlige demokrati, som gang på gang har vist sig at tjene kapital-interesserne, hvad enten det gælder landbruget, industrien eller energisektoren. Det tragiske ved klimakrisen er så, at det er store, private virksomheder, der netop tjener godt på olie, kul og kødproduktion m.m., som også driver såvel den globale opvarmning som biodiversitetskrisen.
Selv hvis de ønskede at omlægge sig i en mere bæredygtig retning, ville de ikke være i stand til det uden massive tab på bundlinjen. De har simpelthen for mange penge bundet op i det nuværende system. Og selvfølgelig er de takket være samme system så magtfulde, at de ikke selv behøver at frygte hverken klimakrisen eller forsøg på at stille dem til ansvar. Der har de statsapparatet til at beskytte sig.
Når det endelig lykkes at presse staten til indrømmelser og marginal politisk handling, er det på trods af det borgerlige demokrati, ikke på grund af det.
Organiseret modstand
Vi har heldigvis et utal af redskaber til rådighed, som ikke bare drejer sig om at sætte et kryds én gang hvert fjerde år.
Direkte aktionsformer som blokader og sabotage kan være effektive måder at forstyrre kapitalens produktionskæder, øge usikkerheden for investorer og skabe omtale, noget som aktivistgruppen Extinction Rebellion i Storbritannien demonstrerede i oktober, da de blokerede først Farnborough Lufthavn og siden Fawley-olieraffinaderiet, som er landets største.
Endnu bedre ville det være at kunne organisere arbejderklassen, hvis evne til at tilbageholde sin arbejdskraft giver den en essentiel rolle i klimakampen. Det vil dog kræve et mindre paradigmeskifte i tilgangen til klimakrisen. For at arbejdere skal kunne strejke for en bæredygtig fremtid, skal der eksistere en bred forståelse for, at det er i deres interesse som arbejdere. Det kræver et opgør med de falske modsætningsforhold, der desværre ofte bliver opstillet mellem arbejdere og aktivisters interesser, for eksempel når det kommer til jobsikkerhed for arbejdere i olieindustrien eller landbruget. At tilvejebringe det paradigmeskift er en vital opgave for socialister såvel som for klimaaktivister.
Vækst for vækstens skyld
Kapitalismen er et økonomisk system, der er kendetegnet ved, at drivkraften bag produktion af varer er privat gevinst og berigelse. Det er dog langt fra det eneste mulige økonomiske system. Som socialister ønsker vi det system afskaffet og erstattet af et system, hvor produktion af varer styres af det menneskers behov og holdes inden for planetens grænser.
Således slipper vi for det enorme ressourcespild og affaldsproduktion, der er en biproduktion af økonomien; vi slipper for apparater, der er bygget til at gå hurtigere i stykker for at opretholde efterspørgslen; og vi slipper for den evindelige vækst for vækstens skyld.
Det faktum, at næsten ingen mainsteam politikere eller økonomer sætter spørgsmålstegn ved, at økonomisk vækst er et ubetinget gode, afslører tydeligt, hvor selvdestruktivt og ikke bæredygtigt det nuværende system er. Evig vækst kan simpelthen ikke lade sig gøre i et system ‒ naturen ‒ der har uomtvistelige øvre grænser. På et tidspunkt rammer vi et bristepunkt.
Problemet med markedet
Fortalere for kapitalistiske markeder ynder at sige, at det er en måde, hvorpå almindelige forbrugere kan forme økonomien. Foretrækker folk mere bæredygtige varer, lyder logikken, vil de tilpasse deres forbrugsvalg derefter, og udbyderne af varerne vil så konkurrere indbyrdes om at kunne tilbyde det mest bæredygtige produkt.
Men udover at dette afleder fra den organiserede, kollektive modstand, der er den eneste mulighed for forandring, er problemet ved klimakrisen netop, at vi samlet set er nødt til at forbruge mindre. Det har private virksomheder ingen interesse i, da det ikke vil forøge deres indtjening.
Oftere har markedsdynamikken den modsatte effekt: I tilfælde, hvor en virksomhed har lyst til at omstille sig bæredygtigt eller skære ned på produktionen, ville det gøre virksomheden mindre konkurrencedygtig i forhold til de øvrige virksomheder ‒ noget, ingen af dem er interesserede i.
Dertil kommer, at efterspørgslen på en vare også påvirkes af udbuddet. Det er således positivt, at teknologiske innovationer i dag tillader os at producere elektricitet ved hjælp af solpaneler og vindmøller til en pris, der er konkurrencedygtig med prisen på el fra fossile brændstoffer ‒ og meget muligt snart vil kunne produceres langt billigere.
Men billigere elektricitet vil i et kapitalistisk marked også føre til et større forbrug. De fleste økonomer regner med, at bæredygtige energikilder vil føre til en voldsom stigning i elproduktionen, og selvom mængden af el, der produceres fra fossile brændstoffer, vil falde, er det ikke en en-til-en erstatning.
Et nyt samfund
Kriser som denne kræver ikke bare reduktioner, men også, at vi gentænker hele den måde, samfundet skal hænge sammen på.
Tag bare elbiler. Det er rigtigt nok, at en elbil i løbet af sin levetid er langt mere klimavenlig end en benzin- eller dieselbil. Men betyder det, at det optimale er at erstatte hver enkelt benzinbil med en elbil? Nej. For det første er der ganske enkelt ikke nok råstoffer i verden til at producere så mange elbiler, især ikke hvis forventningen er, at alle mennesker på planeten skal have samme livsstil og levemåde, som det er normen i den vestlige verden. For det andet er udvindingen af de råstoffer og produktionen af elbiler ikke uden miljøomkostninger, som kan blive økologisk katastrofale, hvis de opskaleres.
I et socialistisk samfund vil man i stedet kollektivt kunne blive enige om, hvordan samfundet skal indrettes på en måde, så alle menneskers behov opfyldes, uden at det kommer til at gå ud over andre mennesker eller naturen.
De falske modsætningsforhold mellem arbejdernes og klimaets interesser vil ophøre, når det ikke er et krav at arbejde så meget for at leve et anstændigt liv. Der vil stadig forekomme problemer, konflikter og dilemmaer, men historien viser, at mennesker er fuldt ud i stand til at finde de bedste løsninger gennem dialog og solidaritet.
For socialister, der er engagerede i klimakampen, er det bydende nødvendigt ikke bare at finde en vej gennem krisen, men også at skabe en vision om et socialistisk samfund, der er håndgribeligt og kan bestå.
