Den økonomiske krise fortsætter ufortrødent. Verdens BNP (bruttonationalprodukt) er faldet med 3,5 % siden vinter 2019 (6,5 % i EU), verdens handel med 3 % og verdens samlede gæld er nu på 360 % af verdens BNP.
Klimakrisen, som lagde grunden til Corona gennem den moderne landbrugs- og fødevareindustri, tromler videre ude af kontrol.
Den politiske krise nåede sin foreløbige kulmination i Trumps desperate forsøg på et ”coup d’etat” overfor valgresultatet i USA. Vel overspillede han sin hånd, og vel var der reelt ikke basis for en voldelige magtovertagelse, men ingredienserne til lignende scenario verden over er til stede. Seneste i Myanmar.
Verden i 2020
Vi skal lige huske på hvor vi var ved indgangen til 2020 – der havde været et globalt oprør i 2019 som berørte mange lande; vi fik en ny regering i Danmark på baggrund af mobilisering omkring klima og velfærd og netop ikke en racistisk dagsorden. Vi kunne se frem til en OK 20 hvor der var lagt i kakkelovnen til kamp – nu skulle der ske noget omkring social dumping. Men samtidig havde vi også set højreekstremismens fremmarch i mange lande, og venstrereformismens opblomstring efter finanskrisen lakkede mod enden.
Begge sider af dette polariserede og komplekse billede var og er et resultat af den økonomiske afmatning og stagnation, som var på vej mod en kollaps. Denne langvarige ”long depression”, med den marxistiske økonom Michael Roberts ord, skabte krisen i den neo-liberalistiske legitimitet. Trump og andre højrefløjslederes indtog verden over på regeringsplan, er en del af det. Men også bredere lag i befolkning tiltrækkes af nationalkonservative løsninger (eksempler er: en del af Brexit, angreb på abortrettigheder, stigende racisme, toldkrigen mellem USA, Kina og EU). Men der fandtes, og findes også, den anden side; stærke bevægelser til venstre – symboliseret med Bernie Sanders i USA og hans stærke venstrefløjsbevægelse, som havde håb om at vinde det Demokratiske Partis nomination i 2020.
Globalt oprør i 2019 and all that
Disse modsatrettede tendenser blev afspejlet, specielt i det globale syd (men også i Catalonien i Europa), med oprør og massebevægelser mod magthaverne i over 20 forskellige lande. Blandt andet Chile, Irak, Hong Kong, Algeriet, Sudan, Thailand, Libanon, Ecuador og Egypten. Nogen steder med succes andre steder ikke. Men selv om disse lokale og specifikke konflikter ikke havde noget fælles ”sag”, afspejlede det en klar tendens til at folk generelt ikke ville finde sig i undertrykkelse og underdanighed overfor korrupte og autokratiske ledere. Men det blev også afspejlet i højrefløjens sejr i Brasilien med Bolsonaro, i højrefløjens kup i Bolivia, stormløbet mod Maduro i Venezuela i det globale syd. Og i Europa i Polen, Ungarn, Italien og Østrig hvor fascistiske bevægelser og partier fik del i regeringsmagten.
Set i bakspejlet var Bernie Sanders nederlag til Biden 2020 det sidste i en lang række af nederlag for venstrereformistiske håb i de forudgående år – for eks. Corbyn i Storbritannien som måtte bukke under for kræfter både indenfor og udenfor sit eget parti og som tabte parlamentsvalget i november 2019, og venstrefløjs og oprørets talerør Podemos som kollapsede ind i regeringsmagten med socialistpartiet i Spanien, også i november 2019, på et program som fortsatte den neoliberale økonomiske politik og den stadige undertrykkelse af selvstændighedsbevægelsen i Catalonien. Også den vej er det gået for Enhedslisten og SF som er blevet bundet til en regering, der ikke har tænkt sig at rulle skattelettelse til de rige tilbage, eller ændre tilbagetrækningsreformen for andet end meget få arbejdere via Arne reformen, og ej heller skifte fra den racistiske kurs som tidligere regeringer har fulgt.
2019 var året med det laveste strejketal i Danmark siden de nuværende statistikker blev startet – nemlig 1996. Kun 8400 arbejdsdage blev tabt – det omfatter 150 strejker med 5000 deltager i alt.
Men på det anden side var det også året hvor ”arbejdere i bevægelse” blev dannet både som FB-gruppe, men også som en organisatorisk faktor på tværs af fag og brancher med rigtige møder. Dette var den første reelle organisering på græsrodsniveau indenfor arbejderklassen i 25 år. Her planlægges dels aktioner mod arbejdsgivere som ikke vil tegne overenskomst og solidaritets aktioner for DSB-arbejderne, som forsøgte at afværge at deres overenskomst blev forringet. Men endnu vigtigere, at varme op til at slaget om ”sociale dumping” som skulle slås under OK 20 for de private ansatte. Et tog som havde været længe undervejs og som nu skulle nå dets destination.
Corona på banen
Corona ændrede brat både de globale protester og aktiviteterne omkring OK20 som fes ud og i stedet kom industrioverenskomsten til at danne baggrund for de øvrige overenskomster. Arbejdere i Bevægelse stak piben i – selv om spørgsmålet om ”social dumping” ikke blev løst. Men lige så snart Corona mistede sit tag i sommer, brød det globale oprør ud på ny – både omkring enkeltsager som den massive internationale bevægelse i mange lande da politiet myrdet Georg Floyd. I Libanon (den herskende klasses ligegyldighed overfor gødningslageret på havnen i Beirut, der sprang i luften), Irak (fælles massedemonstrationer mellem Shia og Sunni muslimer mod den korrupte regering), Syrien (civile protester mod brød- og el-mangel gennem demonstrationer overalt i landet, også der hvor regimet har kontrollen), Chile (stort flertal i en afstemning mod neo-liberalistiske økonomiske politik), Thailand (mod Kongen og familiens dekadente liv i Tyskland, og som tvang ham hjem), Hong Kong (mod Kinas forsøg på at kvæle alt demokrati) og ikke mindste i Hviderusland hvor, for første gang i Europa siden Polen i 1980-81, arbejderklassen trådte ind på scenen omend kun i glimt. I de fleste af disse lande, men også i Sudan og Algeriet er der ”unfinished business”, som meget vel kan bryde ud igen når Corona slippe sit tag.
Corona afslører kapitalismens elendighed
Corona dagsorden dominerede igen i efterår og vinter frem til nu. Men også her ses de samme tendenser som før. Kritikken af hvordan de forskellige ledere har ageret tager til. Og i denne situation skulle man tro at, der var et åbent mål for socialister. De anti-kapitalistiske argumenter stå i kø.
- Den moderne landbrugs- og fødevareindustri har skabt betingelserne for Corona epidemien. Ved dennes større og støre indtrængen i områder hvor vilde dyr færdes har den øget risikoen for smitte fra dyr til mennesker. Dette blev eksemplificeret i Danmark (og Holland) gennem minksagen. Det viser i al sin gru hvad markedsøkonomi handler om og hvad man prioriterer. Hverken dyrevelfærd eller sikkerhed for mennesker men cool cash. Bagefter bliver de så forgyldt over alle grænserne.
- Sundhedssektoren som ikke var parat på trods af tydelige advarsler. Der var hverken sengepladser eller værnemidler nok. Årevis med underfinansiering, gennem neo-liberalistiske velfærds ”reformer” har efterladt sundhedssektoren i en meget sårbar position. Forslag fra Sundhedsstyrelsen, så sent som 2019, om øgede bevillinger til beredskabsplaner for netop epidemikriser blev afvist af Folketingets flertal.
- Man har overladt produktionen af vaccine til ”big Pharma”. Staten solgte ud af sin egen produktion af vaccine i 2016, til en rig sheik! Konsekvenser er til at få øje på. Milliarder kastede man efter de private firmaer, som lovede at finde en vaccine. De fandt også hurtigt en kur, men nu er det dem som har magten, og kan shoppe rundt mellem forskellige købere. De har også patentet på vaccinerne og mange lande vil ikke være i stand til at betale for dem. Og under alle omstændigheder ønskede den rige del af verden står først i køen. Kravet om nationalisering af medicinproduktionen står og lyser i neon.
- Det er tydelige at det er de fattige og udsatte som er blevet ramt hårdest af Corona. Dem med de jobs som kræver at man er fysisk tilstede (ofte lavtlønnede), som ikke nødvendigvis har en bolig (eller et sommerhus) man kan isolere sig i. Den allerede store ulighed i sundhedssektoren mellem rig og fattig er doblet op under Corona.
- Uligheden er også fortsat steget under Corona både i Danmark og internationalt. En del af forklaring ligger i hvordan erhvervslivet er blevet kompenseret under Corona kontra arbejderklassen. Staten har sørget for at ”holde hånden” under dansk erhvervsliv, mens 45.000 arbejdsløse som er henvist til ca. 45 % af hvad de tjente før, må friste en sølle tilværelse. Dertil kommer at det er arbejderklassen som betaler størstedelen af indkomstskatterne, der kommer til at betale de kæmpelån staten har foretaget, for at betale for at erhvervslivet kommer skadesløs ud af krisen.
Læs: http://socialister.dk/corona-krisen-borgerskabet-piver-arbejderklassen-betaler/
Protester
Men det er ikke nødvendigvis de anti-kapitalistiske argumenter som vinder frem. Faktisk er de fleste protester under Corona i Danmark kommet fra en helt andet kant – Folkebevægelsen for Frihed og på det seneste Men in Black. Det har tiltrukket tilhængere af konspirationsteorier som QAnon og den nystiftede parti JFK21 (Jord, Fred og Kundskab, som på deres hjemmeside linker til teorier om, at det er en lille rig elite som vil vaccinere os alle for at kunne styre os). Men grundlæggende handler det om en desperation og afmagt over statens ageren i folks liv, samtidige med at det som fik protesterne til at vokse i sommer og efteråret var regeringens forslag til en mere restriktivt epidemilov hvor staten skulle have yderligere tvangsmidler, specielt mulighed for tvangsvaccinering. Denne anti-statslige dagsorden tiltrækker mange som søger svar på hvad er det nu lige der sker. Endda en del folk som ellers stemmer SF og Enhedslisten.
Minksagen i efteråret bragte højrefløjens protester op til overfladen (som Støjbergs tale i Århus og snak om at ”dræne sumpen” vidner om). Demonstrationer og aktioner ude på farmene udtrykte småborgernes (her landbruget) følelse af at bliver klemte af en statslig dagsorden, specielt på klimaområdet hvor man kan se i kortene at der vil komme indgreb mod deres levebrød. Men selv om det potentielt kunne ske, at disse to forskellige indgangsvinkler kunne forenes til noget meget grimt, er det endnu ikke sket. Eller i meget mindre omfang. Men in Black, som har teten nu, retter vreden mod både venstre og højrefløjen og erklærer at ”de” er folket og for ”frihed”. Men der er ingen evidens for at der er racisme (eller organiserede fascister) indblandet. Det kan selvfølgelige tippe til højre eller bare fise ud, men det hjælper ikke venstrefløjens troværdighed at Pernille Skipper bruger sin medietid til at skælde ud på afbrænding af en dukke som symboliserer Mette Frederiksen, frem for at forsøge at møde de protesterende og hvad forholde sig til det de frygter. Hvorfor skulle man have tillid til Enhedslisten, som blot efterplaprer de mest tykpandede journalister og politikere? Man husker tydeligt at en del af venstrefløjens tog afstand fra De Gule Veste i Frankrig i begyndelsen. Heldigvis gik en del af venstrefløjen ind i bevægelsen, og fik afværget Front National’s forsøg på at kapre den.
Hvad er socialisters svar på situationen?
Hvad er så venstrefløjens svar på den helt åbenlyse fare fra højre og opløsning af den neoliberalistiske verden og dennes økonomi, samt en klimakrise helt ud af kontrol.
Det skriger på genopbygning af en antikapitalistisk venstrefløj, som også er aktivistisk og kan nå ud til de brede lag i befolkning som vil have svar og i dag kan tiltrækkes enten af vilde konspirationsteorier á la JFK21 og QAnon, eller kan blive rygrad i en fascistisk bevægelse – hvis ellers de kan ”get their act together”, som det ikke ser ud til at de kan lige nu. Men de tiltrækkes ikke af den parlamentariske venstrefløjs svar, som i sin essens er – ”stem på os og vi skal nok klare ærterne for jer”. Den venstrereformistiske venstrefløj i Danmark opfattes som en del af the establishment, eller blot ligegyldige. Og det er ikke mærkeligt. De ses kun til valgene og er ikke politisk eller organisatorisk til stede hverken i klimabevægelsen eller fagbevægelsen og ej hellere i det antiracistiske arbejde, og da slet ikke i de ny former for anti-statslige protester som udvikler sig. Og det gælder faktisk internationalt. Den venstrereformistiske fremmarch blev standset da den mødte, dels begrænsningerne i parlamentarismen og dels staternes magt. Syriza i Grækenland er den klassiske eksempel men det har gentaget sig i USA, UK, Spanien og i Danmark blandt andet.
Det næste store problem vi står overfor, er at selv om nødvendigheden af genopbygningen af sådan en venstrefløj (som engang har eksisteret) er åbenlys, kan det være svært at se hvordan og hvad der skal gøres. Kampen internt i Enhedslisten er foreløbig tabt. Venstrefløjen i EL har solgt deres sjæl for længst og har slugt kameler nok til at gøre dem mætte. Og de revolutionære smågrupper (som os) er enten ikke store nok, eller ser det ikke som et perspektiv. Men ikke desto mindre er det det vi skal argumentere for. Vi må fastholde at vejen til bedre klima, mindre ulighed og mere demokrati går over markedsøkonomiens og kapitalismens endeligt.
Socialisters opgaver
Samtidige må vi argumentere for at den agent som er afgørende for at gøre det er arbejderklassen, på grund af dennes sociale vægt og størrelse. Både herhjemme og internationalt. Og det er ikke noget nemt argument, specielt ikke i klimabevægelsen hvor det er svært at se arbejderklassen som en allieret i kampen og da slet ikke som en forandrende agent. Disse argumenter vindes ikke af sig selv. Det betyder at revolutionære socialister skal blande sig i klimakampen.
Men også i de sociale kampe (inklusive de ny protestbevægelser – eller i det mindst intervenere i deres demonstrationer) og de økonomiske kampe som vil komme. Det var tydelige at selv om BLM i Danmark nød stor opbakning i de par uger protesterne stod på i sommers, så var de desværre ikke i stand til at samle op på de mange tusinde som deltog. Det handler både om deres perspektiv som først og fremmest er en identitetspolitiske protest, der gør det vanskelige at se almindelige hvide antiracister som ligestillede. Og dels at de organisatorisk ikke var gearet til at samle folk op. Derfor fes protesterne ud uden at det har givet en markant boost til det antiracistiske arbejde i dagligdagen. Det viser igen hvorfor det er så vigtigt at der er socialister til, både at pege på fjenden – det kapitalistiske system – og samtidige bygge permanente organiseringer. Der er dog kommet mere gang i Fællesinitiativet mod Racisme og Diskrimination end vi har set i tidligere år op til FN’s anti-racisme dag.
Perspektivet må være at støtte alle initiativer til aktivisme mod systemet, samtidige med et have en høj politisk profil der igen og igen afslører systemets mangler, og fastholder kritikken af staten som en stat for kapitalismen, som det er nødvendigt at erstatte med arbejderklassens egen stat.
For os er dette først og fremmest en propaganda perspektiv. Dvs. noget vi argumenterer for, men ikke nødvendigvis kan løfte selv men vi opfordrer andre til at gøre det. Men en ting er lysende klar des flere vi kan overbevise om at være med i IS des nemmere er det, at få andre til at gøre noget. Og dette er selvsagt vanskeligt i en Corona tid. Men verden stopper ikke for os. Kapitalismen, deres krise og racistiske politik tromler over os ustandseligt. De fleste forsøger blot at holde sig kørende. En hel del vil rejse sig og protestere. Det er vores opgave at have en intakt organisation af revolutionære socialister, som kan møde dette mindretal der ønsker forandring, og give dem argumenter som kan vinde.
Læs også:
http://socialister.dk/saadan-blev-sundhedssektoren-naesten-ude-af-stand-til-at-klare-coronakrisen/
http://socialister.dk/regeringen-udnytter-corona-epidemien-til-de-mest-autoritaere-skridt%e2%80%a8/
http://socialister.dk/fra-globalt-oproer-til-revolution-og-arbejdermagt/
