I år er det 75 år siden, at den frygteligste krig nogensinde, 2. Verdenskrig, sluttede og Danmark blev befriet. Verdenskrigen bliver ofte fremstillet som de vestlige demokratiers kamp imod de totalitære aksemagter, Nazi-Tyskland, det fascistiske Italien samt det krigeriske Japan. Men handlede de Allieredes krig om at bekæmpe disse regimer og sikre en fri, demokratisk verden?
Billedet foroven viser de to vestlige allierede (til venstre) Storbritanniens premierminister Winston Churchill og (til højre) USA’s præsident Franklin D. Roosevelt i 1943.
Rødderne til den egentlige grund til 2. Verdenskrig finder vi i imperialismen og det indbyrdes opgør mellem stormagterne i 1914 – 18. 1. Verdenskrig endte noget nær uafgjort, hvad hovedspørgsmålet – nyopdeling af verden – angik. Det betød, at kampen om en nyopdeling blev fortsat i mellemkrigstiden.
Ud over det uafklarede spørgsmål om nyopdeling af verden i interessesfærer, skete der yderligere to ting i løbet af 30’erne, som var væsentlige for at 2. Verdenskrig brød ud. For det første havde den tyske storkapital stillet sig bag Hitler’s nazi-parti, for ad den vej at få bugt med den tyske arbejderklasses stærke organisationer. På den baggrund genvandt den tyske kapital sin styrke, og krævede på baggrund af denne nye styrke nu sin andel af verdensmarkedet.
For det andet havde alverdens stater benyttet sig af stærk protektionisme for at beskytte egen kapital under den store krise, der startede i 1929. Men hen imod slutningen af 30’erne betød det, at de imperialistiske magters forsøg på at ekspandere fredeligt stødte på mure overalt. Og når det blev Tyskland, Italien og Japan, der først ville “vælte disse mure”, der hindrede deres ekspansion, så skyldtes det ikke mindst, at de – som de imperialistiske magter, der var kommet senest med på vognen – var de, der var mest presset af manglende adgang til markeder og råstoffer.
Vestmagterne passive overfor diktatorerne samt overfor jøde-udryddelsen
Mens det er rimelig klart, hvorfor aksemagterne Tyskland, Italien og Japan gik i krig, så er det i dag noget mere gedulgt, hvorfor de Allierede trådte ind i 2. Verdenskrig. Ifølge myten var det for at gøre op med nazismen og dens undertrykkelse, men det holder ikke rigtigt som den helt centrale forklaring.
Således var vestmagterne helt passive i forhold til det fascistiske Italiens og Tysklands brutale undertrykkelse af arbejderklassen, som havde stået på siden hhv. 1924 og 1933. Og da det samme perspektiv tegnede sig i Spanien med fascisten Franco’s vej mod magten, holdt vestmagterne sig “neutrale“, mens Rusland stillede sig på folkefrontens side, dog mest for at sikre, at borgerkrigen ikke førte til en socialistisk revolution. Da de Allierede i 1942 gik i land i Nordafrika, sendte Roosevelt endda Franco et telegram, hvori han forsikrede, at Franco intet havde at frygte.
Myten siger, at vestmagterne befriede Europa for den nazistiske undertrykkelse ikke mindst af jøderne. De påstås at have reddet jøderne fra holocaust. Men vestmagternes indtræden i krigen kunne ikke ikke være for jødernes skyld. Danmark var ikke det eneste land, der vægrede sig ved at modtage jødiske flygtninge fra Tyskland – det gjaldt hele Europa. Og da de Allierede senere er blevet kritiseret for at bombe Dresden i stedet for jernbanelinierne til Auschwitz og de andre udryddelseslejre, så forsvarede de sig med, at de ikke vidste, hvor slemt det stod til.
I 2017 afslørede hidtil hemmeligholdte dokumenter, at de Allierede allerede i 1943 kendte til holocaust, og at 2 mio. allerede på dette tidspunkt var blevet slået ihjel, mens 5 mio. var i fare for det.
I marts 1943 erklærede minister i Churchillls regering, Viscount Cranborne, at jøderne ikke kunne betragtes som en særlig sag, og at der ikke var plads til jødiske flygtninge i det britiske imperium. (Se note 1) Det endte med at 6 mio. jøder blev slået ihjel, uden at vestmagterne rørte en finger for at forhindre det.
Faktisk var modviljen mod fascismen/nazismen blandt verdens magthavere ret begrænset, så længe det kun gik ud over arbejderne – ja i 20’erne var Churchill ligefrem en stor beundrer af Mussolini (Se note 2). Det var først, da de imperiale interesser blev trådt for nær, at England og Frankrig reagerede.
Sovjetunionens manøvrer var heller ikke ligefrem entydigt anti-fascistiske: I 1939 indgik Stalin en ikke-angrebspagt med Hitler, som også indeholdt aftaler om eksport til den tyske rustningsindustri og om deling af Polen. Stalin indgik pagten med Hitler af frygt for, at England og Tyskland (og evt. Frankrig) rottede sig sammen. Og det var ikke den rene paranoia – stærke kredse i såvel England som Tyskland arbejdede i den retning.
Det var heller ikke tilfældigt, at USA kom ret sent ind i krigen, i december 1941. USA’s magthavere var nemlig splittede ift Nazi-Tyskland. Således var flere af de store kapitaler, med Ford, GM, ITT og Standard Oil i spidsen, faktisk temmeligt venligsindede overfor Hitler, og de mente, at hvis USA skulle gå ind i krigen, så skulle det være imod Sterling-området (det britiske imperiums lukkede marked).
USA førte i virkeligheden to krige på én gang
Andre med Roosevelt i spidsen mente, at man nok skulle klare det britiske imperium, men at det ville være for farligt at lade Tyskland og Japan blive for stærke. Som det kom til at gå, fik Roosevelt ret. I virkeligheden førte USA to krige, dels en militær imod Aksemagterne og dels en økonomisk imod GB. Hele lend-and-lease loven, der var grundlaget for at sende massiv amerikansk støtte over Atlanten, var designet til at underminere Storbritanniens økonomiske magt – og selv om det engelske borgerskab godt var klar over det, kunne det intet gøre.
Men før Roosevelt kunne få USA ind i krigen, var han nødt til at provokere Japan til at angribe sig. Japan havde – ligesom Tyskland – hidtil været meget forsigtig med ikke at træde USA over tæerne. Og indtil sensommeren 1941 leverede USA ca. 50 % af Japans olie, men så lukkede Roosevelt af for olien og erklærede, at japanske angreb på britiske eller hollandske interesser (Japans eneste oliealternativ) ville føre til krig med USA. På den måde provokerede Roosevelt Japan til at slå først. Dette skete med angrebet på den amerikanske flådebase Pearl Harbor på Hawai. Hermed ville japanerne ødelægge vigtige dele af USA’s Stillehavsflåde, så de uforstyrret kunne angribe kolonien hollandsk Ostindien (det nuværende Indonesien) for at skaffe sig den olie, som Roosevelt helt bevidst havde stoppet for. På den måde fik Roosevelt Japan til at angribe USA – og således kunne han få landet ind i krigen. Og dermed ind i kampen om opdelingen af verden.
I starten af krigen var Vestmagterne ikke særligt opsatte på at befri Europa fra den nazistiske undertrykkelse. De ville meget hellere have, at Nazi-Tyskland og Sovjetunionen sled hinanden op efter Tysklands angreb på Sovjet den 22. juni 1941.
I stedet for at invadere det europæiske fastland for at befri Europa, vendte Vestmagterne deres krigsfokus i en helt anden retning:
Deres krig blev indledt i Nordafrika og Mellemøsten, og det skyldtes primært Churchill, der meget dygtigt kæmpede for de britiske imperiale interesser. Det drejede sig først og fremmest om fortsat at sidde på Suez med vejen til den britiske kronkoloni Indien, og om olien i Mellemøsten. Med USA’s angreb på britisk monopol på handel i Sterling-området, blev fysisk tilstedeværelse nødvendig, for ikke at miste alt.
I det hele taget drejede krigsindsatsen i 1942/43 sig primært om at genopbygge britisk herredømme i Middelhavsområdet. Churchill ønskede faktisk, at de vestallierede skulle gå imod Tyskland gennem Balkan, for på den måde at afskære Rusland, men her blev han nødt til at bøje sig. Og da Rusland i 1944 rykkede frem i hele Østeuropa, indgik han i stedet i oktober 1944 en aftale med Stalin om, hvordan de skulle dele Balkan mellem sig. (Se note 3)
Den “frie verdens” krig imod alle, der ville gøre oprør imod undertrykkelsen
Krigen blev i vid udstrækning markedsført som en krig for demokrati imod nazisme, men i realiteten var det en nationalistisk krig, der i stor udstrækning blev ført imod hele det tyske folk og hele det japanske folk som sådan – dvs. også imod modstandere af de to regimer. I USA blev tusinder af efterkommere af japanske indvandrere interneret under krigen, og i England fik en række tyske flygtninge samme skæbne. På intet tidspunkt søgte man at udnytte utilfredsheder eller potentielle utilfredsheder og modsætninger i Tyskland. Linjen hed betingelsesløs overgivelse, på intet tidspunkt er der smidt en løbeseddel ned over Tyskland eller besatte lande med opfordringer til at gøre oprør.
For alt i verden ville de Allierede forhindre en gentagelse af revolutionerne og opstandene i slutningen af 1. Verdenskrig – det var noget de aktivt modarbejdede. Og derfor bekæmpede de Allierede helt bevidst også modstanderne af aksemagternes regimer.
Nogle af de – militært set – unødvendige bombardementer, som f.eks. Hamburg i 1943 (hvor der på to døgn blev dræbt flere civile end under hele den tyske blitz mod England i 1940-41), og Dresden i foråret 1945, ses ofte som rene hævnaktioner, men i virkeligheden tjente de til at demoralisere den tyske befolkning. Det samme var tilfældet med de voldsomme bombardementer af den japanske civilbefolkning. Bomberne fortalte folk, at de lige så godt kunne lade være med at gøre noget, de havde alligevel ingen venner. Herved sank de to befolkningers arbejderklasse ned i apati i en kamp for blot at overleve – i stedet for at gøre oprør mod deres regimer.
I den vestlige mainstream-historieskrivning finder man næsten ingen kritisk stillingtagen til bombningerne af civilbefolkningerne i Tyskland og Japan – det forstyrrer det idealiserede billede af “den demokratiske og frie verden”.
Hiroshima atombomben satte gang i krigsmodstanden – Socialistisk Arbejderavis 6. august 2020 i anledning af 75-året: http://socialister.dk/hiroshima-atombomben-satte-gang-i-krigsmodstanden/
Og det var ikke kun Aksemagternes arbejderklasser, der blev behandlet sådan. Det var det samme, der skete overfor modstands- og befrielsesbevægelser i de besatte lande.
I 1943, da Mussolini faldt efter Englands og USA’s invasion, og Tyskland besatte halvdelen af landet, voksede modstandsbevægelsen i det nordlige Italien markant. Men i efteråret, hvor de italienske partisaner kæmpede mod de tyske hære foran de Allieredes linier, var general Alexander – de Allieredes øverstbefalende – bevidst medvirkende til, at tyske tropper udryddede mange partisaner.
Noget lignende lavede Sovjetunionen i Polen i 1944, hvor den Røde Hær pludselig stoppede deres fremrykning i 3 dage lige uden for Warszawa, mens den tyske hær nedkæmpede en opstand i byen.
I Grækenland, hvor en kommunistisk ledet modstandsbevægelse overtog styringen af landet, blev der sat britiske tropper ind i 1944 til at bekæmpe den, og få den gamle herskende klasse sat tilbage i sadlen.
Når der ikke skete noget lignende i Frankrig og Italien, hvor der også var store modstandsbevægelser under stærk kommunistisk indflydelse, så skyldtes det, at Stalin kom borgerskaberne til hjælp. De ledende kommunister, der kom hjem fra eksil i Moskva, sikrede på ordrer fra Stalin, at modstandsfolkene afleverede deres våben, uden noget som helst til gengæld.
Også de kolonier, der tog parolen om demokrati og selvstændighed alvorligt, fik kærligheden at føle. I Indien greb England militært ind imod uafhængighedsbevægelsen flere gange i løbet af krigen. Og efter 1945 førte forsøgene i Algeriet, Korea og Vietnam på at opnå selvstændighed til langvarige og blodige krige.
En ny opdeling af verden
2. Verdenskrig drejede sig i bund og grund om at få afklaret spørgsmålet om de imperialistiske stormagters indbyrdes styrkeforhold og indflydelse på verden. I 1945 stoppede USA lend-lease leveringerne til England, og herved brød det britiske militær og koloniimperium sammen, således at USA kunne skaffe sig adgang til de områder, der hidtil havde været britisk kontrollerede. England og Frankrig blev således efter 1945 henvist til 2. division, mens opkomlingene Tyskland og Japan blev yderligere underordnet, og på toppen blev verden inddelt mellem en vestlig sfære under ledelse af USA, og en østlig under en lige så absolut ledelse af Sovjetunionen.
Men ligesom USA havde benyttet krigen til ikke bare at gøre op med Aksemagterne, men også til at få underlagt sig Storbritannien, så var krigen end ikke overstået, førend konturerne af den næste konflikt tegnede sig: Den Kolde Krig. Selv om opdelingen af Tyskland stort set var aftalt på Jalta-konferencen i februar 1945, foregik der alligevel et kapløb mellem de amerikanske og de sovjetiske styrker ind i Tyskland. Og ikke mindst atombomberne over Japan i august 1945 er svære at se som andet end en advarsel til Sovjetunionen om at passe på, for nu havde man bomben.
Dette er en lettere forkortet udgave af den artikel, der oprindeligt blev bragt i Socialistisk Arbejderavis nr. 242 den 27. april 2005 i anledning af 60-året for Danmarks befrielse: http://arkiv.socialister.dk/avis/visartikel.asp?art=24218
Note 1: Churchill-regeringen gjorde intet for at stoppe Holocaust – avisen The Independent 2017 (på engelsk): https://www.independent.co.uk/news/world/world-history/holocaust-allied-forces-knew-before-concentration-camp-discovery-us-uk-soviets-secret-documents-a7688036.html
Note 2: Churchills beundring for Mussolini – International Churchill Society (på engelsk): https://winstonchurchill.org/publications/finest-hour-extras/the-creeds-of-the-devil-churchill-between-the-two-totalitarianisms-1917-1945-2-of-3/
Note 3: Churchills hemmelige aftale med Stalin om opdelingen af Balkan – Wikipedia (på engelsk): https://en.wikipedia.org/wiki/Percentages_agreement
