Billede tekst: Shanghai 1927. Bevæbnede kineiske arbejdere. Foto. Ukendt
Historien om den første kinesiske revolution er også en anklage mod Stalins politik, som var at ofre arbejderklassen til fordel for Sovjets udenrigspolitiske interesser.
Det gamle imperium i Kina kollapsede i 1911. Qing Dynastiet, som havde tabt opiumskrigene mod briterne i 1880’erne, tillod europæiske og japanske selskaber at opkøbe og handle overalt langs den lange kinesiske kyst. I ly af dette voksede der en ung arbejderklasse frem i de store kystbyer. Men mange så denne udvikling som en trussel mod mulighederne for kinesiske kapitalister. Og der voksede en spirende national bevægelse, som gjorde oprør med Qing Dynasti.
De unge nationalister, som troede, at de sejrende vestlige magter ville, ligesom i Europa, tilgodese deres nationale interesse, reagerede ved at rejse sig op i protest og gik i vrede på gaden
Citat: Charlie Lywood
Den republik som kom ud ad kollapset var ingenlunde stærk og landet blev regeret af forskellige stærke krigsherrer som indgik alliancer med både europæiske og japanske kapitaler. På landet regerede krigsherrerne, mens det i de større byer var imperialisterne, som tog teten – briterne, franskmænd og Japan.
Nationale protester
Situationen tilfredsstillede ikke de unge nationalister, hvor mange havde set eller studeret i Europa, som ønskede at Kina skulle befries både fra de feudale forhold på landet og fremmedkapital i byerne.
Versaillestraktaten i 1919, som mange kinesiske nationalister havde forhåbninger til, tildelte Japan de erobringer, de havde gjort under krigen ved at annektere de tyske koncessioner. De unge nationalister, som troede, at de sejrende vestlige magter ville, ligesom i Europa, tilgodese deres nationale interesse, reagerede ved at rejse sig op i protest og gik i vrede på gaden. De samles på Tiananmen Plads i Beijing. Den første nationalistiske demonstration nogensinde. Protesten spredte sig til 200 byer. Den blev kaldt ”4. maj bevægelsen”.
Den unge kinesiske arbejderklasse, som havde vokset sig stærk under imperialisternes investeringer, blev draget ind i protesten og op mod 90.000 arbejdere strejkede for at frigøre de arresterede studenter. Dette første organiserede træk fra den unge fagbevægelse blev også brugt til egne krav. Lønnen steg markant i perioden bagefter og mange nye fagforeninger blev dannet.
Aktørerne i 1925-27
Det Kinesiske Kommunist Parti (KKP) blev dannet i 1921. De fik hurtigt indflydelse i den unge fagbevægelse og var hovedkraften i at organisere den første Al-Kinesiske Arbejderkongres i maj 1922.
Kuomintang (nationalistpartiet), som havde været med til at vælte Qing Dynasti, fik fornyede kræfter efter 1919, og ”4. maj bevægelsen” fremstod som det bedste bud på et progressivt borgerskab.
Komintern (den kommunistiske 3. internationale) ønskede at KKP gik ind i Kuomintang for at bygge det op, så partiet kunne blive en alliancepartner for den unge, svage Sovjet. Dette råd blev givet allerede i 1923 og afspejlede dels Sovjets isolation, men også Stalins stigende indflydelse. Dette skulle vise sig at være katastrofalt.
Revolutionens optakt
I maj 1925 brød strejker ud i Shanghai i tekstilindustrien, som var ejet japanske kapital. En arbejder blev dræbt på en blokade. Mange tusinde gik i protestdemonstration og britiske tropper dræbte 12, da de nærmede sig en politistation. Der udbrød generalstrejke, og midt i juni var der 160.000 i strejke.
I Hong Kong dræbte franske og britiske tropper 52 demonstranter, da de skød ind i en demonstration. En generalstrejke blev erklæret. Der opstod en slags “arbejderregering”, som mødtes tre gange ugentligt og havde kommando over flere tusinde bevæbnede strejkende.
Kuomintang ønskede imperialisterne ud, men samtidig ville de have magten over landet til fordel for kinesiske kapitalister. De kunne gå på kompromis med udenlandske kapital, men ingen kompromis var mulig med de oprørske arbejdere
Citat: Charlie Lywood
Strejkerne spredtes til hele Guangdongkysten og ind i selve Guangzhou, centeret for de britiske koncessioner. Det betød en kraftig nedgang i handelsskibene til havnen. Strejkerne var ved at tage kvælertag på udenlandske kapital.
Det betød også, at Kuomintang fik selvtillid til at erklære sig for en ”national regering”. Men de havde et dilemma. Kuomintang ønskede imperialisterne ud, men samtidig ville de have magten over landet til fordel for kinesiske kapitalister. De kunne gå på kompromis med udenlandske kapital, men ingen kompromis var mulig med de oprørske arbejdere.
Samtidig var medlemmer af KKP også dem, som var bedst til at organisere både blandt arbejdere og bønder. De havde brug for KKP for at komme til magten, men samtidig måtte de have et opgør med dem, hvis ikke de selv ville overflødiggøres i en revolution.
Modsætninger skærpes
Denne situation skabte fraktionsdannelse i Kuomintang med både en højre-, en venstre- (hvor KKP befandt sig) og en midterfløj. I marts 1926 tog Chiang Kai Shek, en af lederne af højrefløjen i Kuomintang, initiativet til at løse problemet.
Han gennemførte et blodløst kup i Guangzhou, arresterede mange KKP-medlemmer og hærgede ”arbejderregeringens” kontor i Hong Kong. Denne magtdemonstration betød, at han tog magten i Kuomintang. Straks satte han gang i en militær ekspedition, som skulle bringe hele det sydlige Kina under Kuomintangs kontrol. Han tog magten gennem militær magt og ikke gennem arbejder- og bondeoprør.
Bønderne brugte dog Changs ekspedition som anledning til at rejse sig mod godsejerne og de lokale krigsherrer. De greb jorden for sig selv. Det var ikke lige det som Kuomintang-lederne og det kinesiske agrare borgerskab havde forestillet sig.
Kuomintang vendte sig mod KKP for at få hjælp til at holde bønderne i ro. Stalin bakkede op og KKP beordrede dem til at lade Kuomintang lede oprøret. Men det var mod Kuomintang godsejere, at bønderne, blandt andet, havde rejst sig.
Det var en umulig opgave for KKP-aktivister. De forsøgte med, at man skulle skelne med ”gode” og ”dårlige” godsejere. Men bønder forstod kun ”dårlige” godsejer, hvis jord de overtog og lod gå, og ”meget dårlige” som de hængte.
Spørgsmålet om jordreform åbenbarer klasseskellet i nationalistbevægelsen. Sejr var kun muligt med den fulde mobilisering af arbejderne og bønderne. Men det betød et brud med Kuomintang. Men Komintern insisterede på, at KKP skulle underlægge sig Changs lederskab.
Det blodige nederlag
KKP voksede i begyndelsen af 1927. De havde indflydelse i bondebevægelsen, men stærkest blandt arbejdere. Da Chang erobrede by efter by, blev arbejderbevægelsen stærkere og stærkere. 400.000 fagforeningsmedlemmer i Hunan for eksempel. Og det var arbejdernes militans, som betød at byer kunne erobres uden kamp.
Fagforeninger i mange store byer var ved at blive “arbejderregeringer” á la Hong Kong. Og da også kinesiske selskaber fik samme behandling som udenlandske, var denne situation en eksistentiel trussel mod Kuomintang. Det skulle løses. Det var Chiang Kai Shek manden for.
Changs intention var ikke en hemmelighed. Da han nærmede sig Shanghai i februar 1927 erklærede fagforeninger i byen en strejke for at byde ham velkommen. Men han standsede sin hær 45 kilometer fra byen, så de lokale krigsherrer kunne nedkæmpe strejken. Flere hundrede arbejdere blev dræbt. Men arbejderne blev ikke knækket af denne svinestreg. Trods Changs forhåbning om at andre skulle gøre det beskidte arbejde gik op mod 800.000 i strejke, da han nåede forstæderne.
Den reelle magt gik over til arbejdermilitserne på gaden. 75 nye fagforeninger blev etableret. Revolution lå i luften. Chang marcherede ind i byen til velkomstdemonstrationer organiseret af KKP.
Arbejdermagten skulle knuses hvis Kuomintang skulle indfri det kinesiske borgerskabs interesse. Han begyndte straks at organisere en styrke, som kunne slå arbejdermagten ned. Han allierede sig blandt andet med Shanghais underverden af kriminelle. En kontrarevolution blev sat i gang. Fagforeningskontorerne blev overtaget og mellem 500 blev myrdet. Shanghais stolte arbejderbevægelse blev knægtet..
Terroren fortsætter
Dette terrorregime spredte sig til alle byerne under Changs kontrol. I de følgende måneder blev 10.000 dræbt. Fagforeninger, bondebevægelsen og KKP blev knust. Chiang Kai Shek kom til magten på ryggen af arbejderbevægelsen og derefter ødelagde han den for at sikre det kinesiske borgerskab magten. Og det var KKP som havde opfordret til at have tillid til Chang.
Som Trotskij senere skrev i et anklageskrift mod Stalins politik: ”Hverken arbejderne eller bønderne ville have fulgt den nationale borgerlighed, hvis ikke vi selv havde slæbt dem i et reb”.
Tildligere dele af serien Almindelige Menneskes Historie kan læses her
