Ali Tabrizi og hans kæreste Lucy har sammen med Kip Andersen* lavet en modig dokumentarfilm, der stiller spørgsmålstegn ved ideen om bæredygtigt fiskeri. Opfordringen i den aktivistiske film er klar: Stop med at spise fisk, hvis du vil redde verdens have og dermed planeten.
I filmen dokumenteres blandt andet moderne slaveri i fiskeindustrien i Thailand, årtiers ulovligt overfiskeri i Japan og ud for Afrikas kyster samt internationale miljøorganisationers bevidste tavshed omkring problemet. Der stilles således spørgsmålstegn ved mærkerne “Dolphin Safe” og MSC (Marine Steward Council), som hævder at fremme “bæredygtigt” fiskeri ‒ i dokumentaren udstilles det, at kontrollen med fiskeindustrien er stort set ikke-eksisterende. Det er derfor umuligt at garantere, at der ikke dør delfiner og andre store havpattedyr som følgevirkning af industrielt fiskeri. For filmens hovedperson Ali er løsningen klar: Stop med at spise fisk.
Fra sugerør til moderne slaveri
Ali Tabrizi tager os med på en rejse fra sine unge år som miljøaktivist, hvor fokus var på at indsamle plastik på verdens strande og opfordre folk til at købe og bruge mindre plastik.
Det går dog hurtigt op for ham, at der er andre faktorer med langt større miljøbelastning end vores plastik-sugerør, nemlig fiskeindustrien, som står for næsten halvdelen af plastik-forureningen i verdens have i form af gamle net og andre materialer fra industrien.
Det går derfor op for Ali, at årsagen til miljøforurening af verdens have skal findes blandt store firmaer, der tømmer vores have for alt levende i et aggressivt tempo. Et stort problem ved industrielt fiskeri er bifangst, som er “utilsigtet” fangst af arter i nettet fra store trawlere. Ali og Lucy filmer og dokumenterer ulovlige delfin-massakrer i Taiji i Japan for at sikre tun-fangsten, er med på militære operationer, der afslører internationale trawlere, der fisker uden tilladelse ud for Afrikas kyst, interviewer moderne slaver, der tvinges til at arbejde under umenneskelige forhold på fiskekuttere i Thailand mv..
Selv lakseindustrien, som ofte fremstiller sig som bæredygtig, fordi der ikke er bifangst forbundet hermed, udstilles i filmen for sin enorme miljøbelastning i fjorde og kystnære områder. Så hvad er der tilbage, hvis man gerne vil spise fisk og bæredygtigt? spørger Ali.
I løbet af dokumentaren bliver det hurtigt klart, at ideen om bæredygtigt fiskeri er en illusion, der kun opretholdes af fiskeindustriens lobbyisme for fortsat at kunne sælge deres produkter.
Derfor bliver løsningen for Ali og de medvirkende eksperter i filmen at stoppe med at spise fisk. Det interessante er, at stort set ingen af de store internationale NGO’er, der kæmper for naturen og miljøet, nævner det som en mulighed. Der henvises blot til at købe produkter fra “bæredygtigt fiskeri”.
Gode spørgsmål, men vag konklusion med individuel løsning
Dokumentaren går kritisk til værks og stiller de rigtige spørgsmål, når Ali for eksempel vælger at følge pengesporet for at finde årsagen til, at (stort set) ingen miljø-NGO’er taler om fiskeindustriens enorme miljøbelastning og i stedet vælger at fokusere på plastik-sugerør og plastikposer i havene. Den udstiller hykleriet i miljømærkninger som “Safe Dolphins” og ideen bag MSC-mærket, som hævder at fremme “bæredygtigt” fiskeri.
Filmen forklarer ved hjælp af eksperter, hvordan fiskeindustrien påvirker havmiljøet, som blandt andet er afgørende for planetens CO2-lagring ‒ langt vigtigere end Amazonas regnskove, der ofte fremstilles som verdens “lunger”. I virkeligheden er det hajer, hvaler og havenes koralrev og alger, som står for at opbevare størstedelen af verdens CO2 og dermed modvirke drivhuseffekten.
Budskabet er klart: “Hvis vi vil redde jorden, må vi beskytte vores have”, som den kendte britiske forfatter og miljøaktivist George Monbiot gentager flere gange i filmen.
Dokumentaren udstiller virkelig de alvorlige miljø- og menneskerettigheds-problemer ved fiskeindustrien, og undervejs giver eksperter og aktivister bud på løsninger på problemet: Stop med at spise fisk (spis plantebaserede produkter, fx lavet af tang), forbyd fiskeri i store havområder og mere regulering af fiskeindustrien.
Det er tiltag, som helt sikkert vil hjælpe os i en bedre retning, og som bør føres ud i livet med det samme. Der nævnes også andre gode årsager til at stoppe med at spise fisk, nemlig at undgå kviksølv og andre tungmetaller og antibiotikarester mv. i sin daglige diæt. Når man har set dokumentaren, mister man enhver lyst til sushi, ceviche, fiskefrikadeller, torskerogn eller tun-salat. På den måde virker dokumentaren.
Seaspiracy stiller dog ikke klart spørgsmål ved selve det kapitalistiske system, som er den grundlæggende årsag til, at det (fortsat) kan betale sig at plyndre verdens have for fisk og skaldyr og producere laks i store farme, hvori halvdelen overlever og bliver solgt.
Årsagen til problemet skal findes i den konstante jagt på profit, som kræver udbytning af både mennesker, dyr og natur. Hvis vi vil redde vores planet, må vi kræve et nyt økonomisk system. Som klimabevægelsen siger: “System Change – Not Climate Change”.
Min opfordring lyder derfor: Se dokumentaren, stop med at spise fisk og organisér dig på din skole, dit arbejde eller i din forening for at skabe et bedre samfund hvor mennesker, dyr og natur står højere end profit. Tiden er til kollektive løsninger!
*Kip Andersen står blandt andet bag dokumentaren Cowspiracy, som kritisk undersøger kødproduktionens miljøkonsekvenser.
Læs også: http://socialister.dk/profitterne-foerst-klimaet-sidst/
