Det ser desværre ud til, a den europæiske højrefløj kommer til at stå endnu stærkere efter EU-parlamentsvalget den 9. juni 2024. Det skyldes flere forskellige forhold. Først og fremmest har mainstream-politikerne givet højrefløjen ret og overtaget deres nationalistiske, racistiske og diskriminerende politik.
Et klart eksempel er EU’s nye asylpagt, som blev aftalt i december 2023 og vedtaget i EU-parlamentet. Asylpagten er en fortsættelse af EU’s nuværende praksis; via Frontex’ grænsekontrol, pushbacks samt økonomisk støtte til Tyrkiet, Tunesien og Egypten i at stoppe flygtninge og migranters forsøg på at komme til Europa; dette i en tid, hvor verdens flygtninge og fordrevne har rundet 100 millioner.
Ligesom i Danmark vokser uligheden i Europa, og den universelle velfærd forvitrer, fordi pengene bruges på oprustning og skattelettelser til de rigeste. Den rigeste person i verden er franskmanden Bernard Arnault, som tjener sine penge i mode- og kosmetikbranchen. Han har tredoblet sin formue siden 2020 til 1610 mia kroner. Den yderste højrefløj sparker nedad og gør flygtninge og indvandrere til syndebukke og vinder bekvemme stemmer på den “løsning”.
Dernæst har den imperialistiske rivalisering, og Ruslands angreb på Ukraine, skabt en ny usikkerhed og frygt for krig i Europa.
Endvidere forværres klimaet, også i Europa, uden at der er skabt en konkret plan for at løse problemerne.
Er “den store udskiftning” på vej til at blive mainstream?
Samlet set har det givet den yderste højrefløj og fascismen mere vind i sejlene. Teorier som “Den store udskiftning” breder sig, og benyttes flittigt af Dansk Folkeparti og Generation Identitær, ligesom vi ser flere og flere eksempler på symbolske “enkeltbilletter” til Mellemøsten eller sagt på en “pænere” måde, remigration.
Hardcore fascister er en stor og åbenlys del af Alternative für Deutschland. Andre store partier, som Fratelli d’Italia med Meloni i spidsen, Rassemblement National med Marine Le Pen i Frankrig, Freiheitliche Partei Österreichs, Vox i Spanien og Sverigedemokraterna er alle vokset ud af de gamle fascistpartier.
Det er nødvendigt at afsløre og stemple dem som de fascister/nazister, de reelt er, for udadtil forsøger de at fremstille sig som respektable konservative politikere, som blot bruger deres ytringsfrihed.
Også Hollands højrepopulistiske Frihedsparti med Geert Wilders i spidsen, der blev det største parti ved sidste valg, vil spille en rolle i EU-parlamentsvalget. Det samme gælder Portugals nye Chega-parti, som for nylig fik 18% af stemmerne.
Det er nødvendigt at afsløre og stemple dem som de fascister/nazister, de reelt er
Citat: lene Junker
Der foregår hele tiden skift og ændringer på den yderste højrefløj. De kan skyldes taktiske hensyn, men kan også være reelle skift til en åben fascistisk praksis. De er først og fremmest nationale og nationalistiske partier, som er EU-kritiske og/eller EU-modstandere. De støtter alle Israel, selvom nogle af dem også er antisemitter i deres eget land. Nogle er sympatiske overfor eller støtter Putins Rusland.
Solidaritet og modstand
I forhold til EU-parlamentsvalget, så har den yderste højrefløj samlet sig i gruppen Identitet og Demokrati. Det er den sjette største gruppe i EU-parlamentet med 56 medlemmer fra 10 forskellige lande, hvoraf Lega i Italien og AfD i Tyskland, RN i Frankrig og FPÖ i Østrig er de største. Dansk Folkepartis Anders Vistesen er netop valgt som formand for denne gruppe.
De står uhyggelig stærkt parlamentarisk i øjeblikket. De sætter en højreradikal og nationalistisk dagsorden, først og fremmest mod flygtninge og migranter. Men de går også til angreb på kvinderettigheder, LGBT+-rettigheder og klimaaktivister.
Flygtningevenner, antiracister, klimaaktivister, feminister og faglige aktivister må stå sammen om at afvise og bekæmpe den højreradikale og fascistiske dagsorden, som er en trussel mod os alle.
Modstand i Europa
De borgerlige medier advarer ligesom Socialistisk Arbejderavis om truslen fra den yderste højrefløj i Europa. Men hvor de hepper på mainstream-politikernes muligheder for at klare skærene og bevare magten, så er vi først og fremmest optaget af den europæiske arbejderklasses kamp for at forsvare jobs, arbejdsvilkår og velfærd.
Den voldsomme inflation, som i 2022 ramte almindelige mennesker med stor voldsomhed, medførte selvfølgelig krav om mere i løn og forventninger til de kommende lønforhandlinger.
De engelske transportarbejdere havde deres første strejke i juni 2022 og i hele 2023 kom flere og flere grupper, primært offentligt ansatte, på banen. Bl.a. strejkede de engelske sygeplejersker for første gang nogensinde. Der var grøde i arbejderklassen og strejkerne var populære i befolkningen. Nye netværk og organisationer blev dannet med henblik på at bygge solidaritet på tværs og samle kampene til én fælles kamp mod Tory-regeringen. Det lykkedes ikke, men alligevel er strejkerne fortsat i 2024, omend i mindre omfang.
…Hele foråret 2023 var den franske arbejderklasse på banen med store demonstrationer, strejker og aktioner som en blanding af “De Gule Veste” og faglige blokader
Citat: Lene Junker
I Danmark blev der organiseret og mobiliseret til OK23 på hele det private område. Men den nye SVM-regering kortsluttede forberedelserne med Bededagstyveriet. Det skabte stor vrede, som blev udtrykt via en underskriftsindsamling og en landsdækkende demonstration på Christiansborg, organiseret af FH. Det lykkedes ikke at inddrage tyveriet i overenskomstforhandlingerne, som dog resulterede i pænere lønforhøjelser end forventet.
I Frankrig var Macron klar til at tage et livtag med arbejderklassen for at få sin pensionsreform gennemført. Det lykkedes med nød og næppe at gennemføre den, fordi den blev gennemført pr. dekret uden afstemning i Nationalforsamlingen. Men hele foråret var den franske arbejderklasse på banen med store demonstrationer, strejker og aktioner som en blanding af “De Gule Veste” og faglige blokader overalt i hele landet ud i de mindste byer. Trods det kaos, som fulgte med, var der stor folkelig opbakning til kampen mod Macrons pensionsreform.
Selv da alle forhandlingsmuligheder var udtømte, lykkedes det heller ikke i Frankrig at organisere fælles strejker mod Macron. Fagforeningslederne ville ikke organisere det, og venstrefløjens aktivister var ikke stærke nok til at organisere det uden om dem.
Den antiracistiske kamp
Klassekampen foregår ikke i et ideologisk tomrum. Racismen er et af magthavernes bedste splittelsesredskaber.
Derfor angribes flygtninge og migranter i Europa. Først og fremmest gennem diskrimination og tab af rettigheder. Dernæst ved at kontrollere grænserne og med alle midler at stoppe flygtninges mulighed for at søge asyl i Europa.
Men overalt i Europa er der netværk, som hjælper mennesker, og netværk som organiserer konferencer, protester og aktioner. Det er både store NGO’er som Amnesty International og mere aktivistiske netværk f.eks. Stand Up To Racism i England og Marche des solidarités i Frankrig, som Fællesinitiativet mod Racisme og Diskrimination samarbejder med.
I England har Tory-regeringen lige fået presset deres Rwanda-deportations-projekt igennem Overhuset, men endnu er ingen fly sendt af sted. De sidste par års strejkebølger kan måske give liv til at fortsætte modstanden mod den. I Frankrig har der været ret store protester og aktioner mod den racistiske Darmanin-lov.
Magthavernes forsøg på at stemple og forbyde propalæstinensiske demonstrationer som antisemitiske eller støtte til terror, er løbet ud i sandet, fordi solidaritetsbevægelsen har forsvaret retten til at demonstrere.
