Billede tekst: Strejkende sygplejersker i London, demonstrerer. Foto: Guy Smallman
Kort tid efter afviste 56% af medlemmerne af UCU (University and College Union) det forlig, som deres fagforening havde indgået med regeringen og opfordret sine medlemmer til at bakke op om. Heller ikke denne aftale sikrer reallønnen.
Uden strejke ingen forhandlinger.
I starten måtte begge faggrupper strejke for overhovedet at få regeringen til forhandlingsbordet. Først efter en række strejker i starten af 2023 indledte regeringen forhandlinger med fagforeningerne.
De første strejker har givet gejst og selvtillid nok til, at flertallet ikke vil nøjes med aftaler, der ikke sikrer reallønnen. Det skyldes både, at den folkelige opbakning til strejkerne er stor og vedvarende, at solidariteten mellem de forskellige strejkende grupper er blomstret op, og at det også er en kamp for at sikre et offentligt sundhedsvæsen og uddannelsessystem til gavn for alle.
De britiske lærere har også afvist regeringen tilbud med stort flertal. Selv ledelsen af deres fagforening, NEU (National Education Union) anbefalede at afvise tilbuddet.
Alt dette betyder, at strejkerne blandt sygeplejersker, universitetsansatte og lærere vil fortsætte i april og maj måned. Sammen med de øvrige strejker kan vi se tilbage på snart et år, hvor arbejderklassen i Storbritannien har sat dagsordenen med den omfattende strejkebølge.
Uden aktivistiske netværk – ingen strejker
Ser man nærmere på, hvordan denne strejkebølge er opstået, så er der tre ting, som springer i øjnene. Først og fremmest er der de stigende leveomkostninger, som i den grad har presset manges liv i bund. Dernæst er der gentagne forringelser på den offentlige velfærd over lang tid. Begge dele er faktisk et grundvilkår, som arbejderklassen i hele verden står overfor. Sidst og ret afgørende er det endvidere, at fagligt aktive på venstrefløjen længe har været i gang med at opbygge både oppositionsgrupper og oppositions-netværk med rod i arbejdspladser og lokale fagforeninger for at fremme en aktiv kamplinie i fagforeningerne.
Det er netværksgruppen Nurses Uniteds fortjeneste, at de britiske sygeplejersker for første gang i deres historie strejker og nu afviser fagforeningens forlig med regeringen. Det er UCU Solidarity Movement, som er garanten for, at fagforeningens dårlige aftale med regeringen blev afvist.
Ret afgørende er det endvidere, at fagligt aktive på venstrefløjen længe har været i gang med at opbygge både oppositionsgrupper og oppositions-netværk
Citat: Lene Junker
Begge eksempler viser, hvor vigtigt det er at have netværk af aktivister på arbejdspladserne, som kan diskutere og organisere modstand mod, at faglige ledere holder igen med omfanget af strejkerne, eller gennemtrumfer aftaler, der ikke modsvarer inflationen.
Udvid strejkerne og kæmp på tværs af fag.
Næste skridt er at presse på for, at der dannes egentlige strejkekomiteer, som baserer sig på nye aktive medlemmer, og som kan gå på tværs af de eksisterende faglige strukturer. De kan både styrke demokratiet og øge den aktive deltagelse, og de kan presse de faglige ledere eller handle uafhængigt af dem.
Sådanne initiativer begynder at tage form nu. Og de vil blive nødvendige fremover, fordi regeringen forsøger at stoppe strejkerne og nogle faglige ledere takker ja til dens tilbud. Men de aktive netværk og strejkekomiteer kan forhindre dette og kræve mere aktivitet. At kræve mere offensive kampskridt er en vigtig del af at afvise dårlige aftaler.
