Billede tekst: stop-coal-300×136 foto. Unsplash. Markus Spiske.
Rapportens konklusioner kan opdeles i tre grupper. Den første angår, hvordan situationen er i dag. Alarmerende nok er det påfaldende, at den nuværende temperaturstigning – 1.1°C i forhold til niveauet i 1990 – allerede har alvorligere konsekvenser, end mange forskere havde forventet på nuværende tidspunkt. Som resultat af klimaforandringerne er omkring halvdelen af klodens befolkning udsat for alvorlig vandmangel i mindst en måned af året, ligesom at risikoen for oversvømmelser, dødelige hedebølger og tørker, hungersnød, og visse sygdomsepidemier er højere. Alt det rammer de fattigste og svageste hårdest og fører til, at millioner drives på flugt.
Vi lever i en tid hvor planeten på adskillige parametre – koncentration af CO2 i atmosfæren, smeltning af gletsjere og havis samt økosystemers sårbarhed – ikke er set i mange tusinder år, og det gør det umuligt at forudse, hvor bristepunkterne er.
Klimaet i morgen
Prognosen om at det mere ambitiøse klimamål – at begrænse temperaturstigningen til 1.5°C – forventes at blive overskredet i 2030’erne i stedet for i 2100, kom ikke som nogen overraskelse, men det kan ikke overvurderes, hvor alvorligt det er. Selv en temperaturstigning på 1.5°C vil ifølge IPCC’s synteserapport føre til en 24% stigning i mennesker udsat for oversvømmelser, 40-54% stigning i skovbrande i Middelhavs-området, og at næsten 1 milliard mennesker udsættes for fare på grund af vandmangel, hedebølger, eller ørkendannelse. Desuden forventes der et tab af biodiversitet på op til 14%, herunder tab af koralrev på 70-90%.
Der er en ubeskrivelig forskel mellem en verden med 1.5°C og 2°C temperaturstigning – for da slet ikke at tale om det helvede, vi kan se frem til med en 3°C stigning, en stigning, som vi lige nu er på vej imod
Citat: Asbjørn Grinder Valhøj
Konsekvenserne er ikke lige fordelt – tværtimod er det de befolkninger, som er fattigst, som rammes hårdest. Dette er til dels en konsekvens af geografi, da mange af verdens fattigste lande i forvejen har høje temperaturer, eller af at østater er særligt udsatte for havstigning, men er også en konsekvens af netop det faktum, at de er fattige, og ikke har den infrastruktur eller velstand, det kræver at overleve, forberede sig på, og komme sig efter vejrekstremer.
For hver fraktion af en grad, som temperaturen stiger, vil konsekvenserne stige tilsvarende – og det samme vil usikkerheden og dermed den risiko vi udsættes for. Der er en ubeskrivelig forskel mellem en verden med 1.5°C og 2°C temperaturstigning – for da slet ikke at tale om det helvede, vi kan se frem til med en 3°C stigning, en stigning, som vi lige nu er på vej imod.
Selvom umådelige menneskelige lidelser allerede er uundgåelige, må vi derfor aldrig falde over i apati. Enhver mindskning af katastrofen er værd at kæmpe for.
Løsninger
Én ting, der adskiller rapporten fra tidligere rapporter, er mængden af plads viet til løsninger, og en videnskabelig vurdering af effektiviteten ved dem. Dette er et godt skridt, både fordi det er en kilde til håb, men også fordi det tydeligt viser hvor forfejlet og misvisende aktuel politik er.
Eksempelvis slår rapporten fast, at implementeringen af CO2-fangst, som blandt andet af den danske regering fremstilles som et hurtigt smuthul til fremtidige reduktioner, er langt bagud, hvis det skal kunne bidrage til at overholde 1.5°C og 2°C-målene, og at der er betydelige teknologiske, økonomiske og økologiske barrierer i vejen for, at det kan blive en afgørende del af løsningen.
Det støtter den kritik, som mange har rettet imod CO2-fangst, som værende en måde at retfærdiggøre fortsat brug af fossile brændstoffer, et skridt, der distraherer fra de virkelige løsninger. Derimod slår rapporten fast, at allerede eksisterende teknologier, primært sol- og vindenergi, har langt større potentiale for reduktion end fangst.
Rapporten kommer ikke ind på en grundlæggende kritik af det kapitalistiske system, men holder sig pænt inden for mainstream forståelsesrammer, hvor privat ejendom og profit-orientering tages for givet
Citat: Asbjørn Grinder Valhøj
IPCC er selvfølgelig ikke en uproblematisk institution. De har historisk været præget af en tendens til konservative skøn, hvad der har bidraget til undervurderingen af klimakrisens alvor. Desuden har det før været kritiseret, hvor meget indflydelse FN’s medlemslande har over udformningen af den korte ‘Summary for policymakers’ rapport, som får langt størstedelen af medieopmærkheden. Denne opsummering bliver ofte skåret til med medlemsstaters interesser for øje, og undlader ofte at omtale den fossile industries rolle i at forhindre politisk klimahandling.
Og det siger sig selv, at rapporten ikke kommer ind på en grundlæggende kritik af det kapitalistiske system, men holder sig pænt inden for mainstream forståelsesrammer, hvor privat ejendom og profit-orientering tages for givet.
Alligevel er IPCC-rapporter uvurderlige kilder, både pga. forskernes ekspertise og den troværdighed, som de nyder i verden. I en så alvorlig krise, som den vi står i, kan alene det at sige sandheden være nok til at anspore mennesker til at søge en løsning. Det er her socialisters rolle kommer ind.
