Over en million mennesker protesterede lørdag d. 30. oktober i Sudan i trodsig modstand mod militærkuppet. Det var et stort bevis på det potentiale, der findes for at nedkæmpe generalernes forsøg på at knuse demokratiet. Demonstranter i Sudans hovedstad Khartoum råbte: “Nej, nej til militærstyre”, og “Vi er frie revolutionære, og vi vil fortsætte hele vejen.”
Militæret, som har en lang historie med massemord og tortur, mente, at det kunne skræmme en befolkning på 45 millioner til at acceptere kuppet. Det har i stedet mødt en rasende bevægelse, som har potentiale til hurtigt at skabe forandringer. Sudans fremtid hænger i en tynd tråd. Omfanget af lørdagens marcher viser den kraft, der kan mobiliseres for at vinde over militæret. Tiden er ikke inde til kompromis, men til en uddybning af strejkerne og protesterne.
Massive protester
De største protester var i de to store byer Khartoum og Omdurman. Men der var også store marcher i Port Sudan, Nyala, El-Obeid, Atbara og andre byer, der opfordrede til at genoprette det civile styre. Militæret og politiet arresterede aktivister, blokerede veje og broer og kastede pigtråds-barrierer op i et forsøg på at begrænse marcherne. Men protesterne fortsatte. Så brugte politiet mere dødbringende metoder. Sikkerhedsstyrker dræbte mindst to demonstranter uden for parlamentsbygningen.
Hvad der begyndte som et forsøg på at begrave tanken om radikale ændringer kan blive kimen til et langt mere revolutionerende resultat. Men det afhænger af, hvordan de mest beslutsomme og fremsynede mennesker i den pro-demokratiske bevægelse organiserer sig fra nu af. Det centrale slag i øjeblikket er mod militæret. Den stærkeste enhedsfront og fælles handling er nødvendig for at besejre det.
Debat om vejen frem for protesterne
Der er også en skarp, intern kamp blandt de pro-demokratiske kræfter. I 2019 fik Friheds- og Forandrings-Styrkerne (FFC), der stod i spidsen for bevægelsen, styrke fra de store folkelige bølger af kamp og modstand mod militæret. Men FFCs ledere brugte denne magt til at sikre en kompromis-aftale. I stedet for at vælte dræber-generalerne inkorporerede de dem som de ledende elementer i en overgangsregering. Og de har arbejdet sammen med disse generaler lige siden, på trods af udbredt vrede over det langsomme tempo i forandringerne.
Tilpasning til den imperialistiske verdensorden
De ikke-militære medlemmer af Sudans overgangsråd er utvivlsomt imod kuppet. Nogle af dem er anholdt og frygter for deres liv. Men de ønsker også at indynde sig overfor de globale magter, især USA, som er central for det kapitalistiske system. I løbet af det seneste år havde den civile premierminister Abdalla Hamdok, forsøgt at få gældslettelse fra Den Internationale Valutafond (IMF). Dette blev opnået, men til en høj politisk og økonomisk pris.
Sudan var nødt til at overtale USA til at fjerne landet fra listen over statssponsorer af terrorisme. Dette krævede, at der blev indledt fulde diplomatiske forbindelser med Israel. Militæret pressede hårdest på for dette, men de civile medlemmer af regeringen gik med til det. I sidste måned beslaglagde sudanske myndigheder aktiver fra virksomheder med tilknytning til den palæstinensiske modstandsbevægelse Hamas.
Premierminister Hamdok har også gennemført det sædvanlige mønster af IMFs økonomiske strukturtilpasning, fjernet subsidier og ændret mønten til en flydende valutakurs. Sådanne tiltag har givet næring til inflation, som nu er 400 procent om året. Det er tomt at tale om “demokrati”, hvis folk står over for fattigdom.
Militæret skal bag tremmer
Nu siger den Sudanesiske Professionals Association, et ledende element i FFC, som repræsenterer læger, lærere og lignende grupper af uddannede offentlige arbejdere: “Der er ikke plads til nogen politisk løsning for at redde partnerskabet eller holde militærrådet ved magten.”
Godt. Men der er altid en fare for, at militæret formelt kan sættes ud af spillet, mens det i virkeligheden trækker i trådene. Det eneste sted for dem bør være bag tremmer og desuden at være genstand for en undersøgelse af deres morderiske gerninger i Darfur-området og i 2019. Militæret bør også fratages kontrollen med virksomheder, der dominerer store dele af økonomien. De, der ønsker reelle forandringer i Sudan, bliver nødt til at bekæmpe de liberale oppositions-elementer politisk ved at rejse presserende arbejderklassekrav som lønninger, fagforeningsrettigheder, kvinders rettigheder, fødevareforsyninger mv. Altså sociale og økonomiske krav. Det betyder, at kampen for demokrati skal kædes sammen med kampen for at fremme arbejderklassens og de fattiges interesser.
Basisorganisering og strejker
Mohamed talte med Socialist Worker fra gaderne i Burri, i Khartoum. Han sagde:
“Vi organiserer. Der, hvor jeg bor, har vi nedsat det, vi kalder et “ulydighedsudvalg”. Det er åbent for alle, der afviser militærkuppet. Vi ønsker at inddrage alle dem, der er åbne for at organisere livet i en vanskelig tid, hvor der er frygt for angreb og mangel på mad og andre fornødenheder. Det gør vi, fordi vi er nødt til det. Der er ingen anden myndighed, vi kan stole på nu, bortset fra vores eget arbejde med hinanden. Og vi trækker på vores erfaringer fra 2019, hvor sit-ins viste, at vi kunne etablere strukturer, der både var en form for protest og en form for selv at drive vores liv.”
Det er vigtige udviklinger. Massedemonstrationer er afgørende i Sudan. Men som vi har set i Myanmar, kan en brutal herskende klasse nogle gange drive folk væk fra gaderne med vold.
Derfor er arbejdernes strejker så centrale. De er den stærkeste og mest kollektive form for modstand. Hvis de spredes og opretholdes, kan militæret ikke vinde. Og strejkende arbejdere har brug for deres egen form for demokrati og organisation. I første omgang handler det om at drive samfundet i en tid med uro. Men disse råd kan blive en kraft til at udfordre for statens magt. Naboskabs-Udvalgene og ulydigheds-udvalgene i Sudan er ikke arbejderråd, men de viser potentialet for sådanne organisationer.
