Hvad er der galt med landbruget?
Men hvad er det da, der er galt med det landbrug vi kender? Det er i bund og grund, at det lider af den samme sygdom, som resten af samfundet. Det er kapitalistisk. Og det vil kort fortalt sige, at det at skabe profit sættes over alt andet, at ekspansion (vækst) bliver centralt i konkurrencen for at overleve økonomisk, uden hensyn til hvad det nu end måtte betyde for mennesker og dyr. Eller for naturen i det hele taget. Så når det store landbrug i Danmark, har samlet sig i foreninger med velklingende, men nærmest Orwellske, navne som Landbrug og Fødevarer og Bæredygtigt Landbrug, så skal man ikke lade sig snyde.
Her skal bæredygtighed først og fremmest forstås som noget økonomisk, og det at producere sunde og gode fødevarer fra et, i forhold til naturen, bæredygtigt landbrug, er ikke det der har den højeste prioritet. Det vi står overfor, er altså ikke et landbrug, der eksisterer for at producere fødevarer. Det er et kapitalistisk landbrug, der producerer varer for at få profit.
Profit for øje
Det er ikke landbrugets primære interesse om de producerer sunde fødevarer til mennesker, om de producerer foder til en vildt opskruet dyreproduktion, om det er råvarer til junkfood, eller om de producerer til at fylde biobrændstof på biler. Lige som alle andre varer i et kapitalistisk samfund produceres også landbrugsvarer, først og fremmest med profit for øje – varernes nytteværdi afgøres først og fremmest af om de kan afsættes, og for hvor meget de kan afsættes.
Til det formål forgifter og udpiner landbruget den jord, der burde være vores fælles brugsret og ansvar. Lige som at landbruget er en vigtig faktor i udledningen af klimagasser. For ikke at tale om de frygtelige forhold mange husdyr – både fødemaskiner, mælkemaskiner og de der opfedes til slagtning – lever under.
Dansk landbrug er ret ligegyldigt
Vi er derfor nødt til at vide mere og forstå ganske komplekse ting, for at finde svar, der både kan hjælpe natur og klima, og samtidig sikre at vi får noget at spise. Men det er ikke ensbetydende med at vi skal tage landbrugets egne svar for gode varer. Et af slagnumrene er, at de er nødt til at producere som de gør, for at sikre verdens voksende befolkning fra at sulte.
Det lyder jo både tilforladeligt og socialt, men det er bare ikke rigtigt. Ud over det fejlagtige i diverse neomalthusianske argumenter om befolkningstilvækstens negative indvirkning på alt – som der desværre ikke er plads til at tage her – er det danske landbrugs produktions volumen ret ligegyldig i den sammenhæng. Som Kjeld Hansen (journalist, fritidslandmand og meget vidende kritiker af landbruget), formulerer det: ”Sagt mere brutalt betyder det danske landbrug ikke en døjt i den globale sammenhæng. Ingen ville gå sultne i seng, hvis dansk landbrug ophørte i morgen, allerhøjst ville nogle millioner sove ind en smule mindre overmætte.”
Men det er i virkeligheden det mindste af det, faktisk er dansk landbrug – sammen med den øvrige verdens kapitalistiske landbrug, og sammen med den store multinationale agribusiness – en del af problemet, frem for en del af løsningen.
Agribusiness
Jeg bruger udtrykket landbrug, det er det nemmeste, men i virkeligheden er agribusiness et bedre udtryk. Dels fordi landbrug nemt kan give et lidt Morten Korch-agtigt skønmaleri. Og dels fordi landbruget i dag ikke kan forstås, uden at medtænke de enorme slagteri- og mejeriselskaber, de magtfulde grovvareselskaber og kornfirmaer, de store kemivirksomheder der producerer såvel de gifte som den kunstgødning landbruget aftager og overforbruger. Dertil kommer producenterne af landbrugsmaskiner og medicinalfabrikkerne, og ikke at forglemme de store supermarkedskæder. Før vi har det med, kan vi ikke forstå den magt, som landbruget ser ud til at have.
Men hvis vi nu ser lidt nærmere på det her med kapitalistisk landbrug og agribusiness, som en del af verdens sultproblem, så er der nogle forskellige sammenhænge som vi bliver nødt til at kende og forstå i dybden.
”Fødevarekrisen” i 2008
En af de ting der trækkes frem igen og igen, er fødevarekrisen i 2008, som ramte hårdt, ikke mindst i Afrika. Men sultede folk fordi der manglede fødevarer? – Nej, de sultede fordi de ikke havde råd til at købe fødevarerne. Og her må vi forstå, at det igen var profitten der talte. Klimaforandringerne pressede på, og magthaverne i især Europa og Nordamerika fandt ud af, at et grønt image var en god ide – derfor begyndte de at pege på tilsætning af ethanol (såkaldt biobrændsel til bilernes benzin) for at mindske brugen af fossile brændstoffer og udledningen af CO2 en anelse.
Men det var enten fødevarer eller marker der kunne have været dyrket med fødevarer, der blev brugt, og den pludselige ekstra efterspørgsel førte til store prisstigninger på basale fødevarer. Med andre ord, på trods af de flotte festtaler om fødevarer og forsyningssikkerhed, produceres der først og fremmest for profit.
30 års neoliberalisme
Og det er værre endnu. De seneste 30 års neoliberalisme, har med organisationer som IMF, Verdensbanken og WTO i spidsen gennemtvunget såkaldte strukturtilpasningsprogrammer (SAP’s efter det engelske akronym), overfor de fleste gældsplagede lande i det globale syd, når de skulle have hjælp med deres gæld.
De to vigtigste SAP krav har dels været væk med de statssubsidier mange lande brugte for at holde priserne på basisfødevarer nede, og dels en åbning af landene for det internationale marked. Begge dele lige katastrofale for den lokale fattige befolkning – ikke mindst landbefolkningerne.
Faktisk er det i dag sådan at det subsidierede EU landbrug, mange steder har dumpet det nu åbne marked i afrikanske lande, og gjort lokal produktion af fødevarer urentabel. Resultatet er endnu mere monokultur og afhængighed af salgsafgrøder, der forsøger at klare sig på et svingende – ofte vigende internationalt marked.
Multinationale selskaber trænger sig på – Afrika som case
Men det er ikke kun EU fødevarer der begynder at trænge sig på i afrikansk landbrug, det er også de store multinationale selskaber der har trængt sig på. Problemerne for afrikansk landbrug og ødelæggelsen af det, er et enormt spørgsmål, som der desværre ikke er plads til at gå i dybden med her. Men nogle udvalgte eksempler kan dog tjene til at anskueliggøre noget af det.
Timothy Wise – en amerikansk forsker og landbrugs ekspert – har gennem de seneste mange år forsket og drevet feltstudier verden over, deltaget i konferencer osv. I oktober 2017 befandt han sig til en konference i Maputo, organiseret af International Food Policy Research Institute – et amerikansk foretagende der forholder sig til det de kalder ”klima-smart landbrug”, og han skriver derfra: ”Jeg indså, at de fleste af de klima-smarte initiativer, der blev hyldet på konferencen som ”win-win” løsninger, kun havde en virkelig vinder: Agribusiness konglomeraterne der dominerer produktionen af såsæd, kunstgødning og andre af landbrugets fornødenheder.” Og han fortsætter: ”Agribusinessen dyrker sjældent noget, men de tjener en hel del penge på landbruget.”
En af hans case-stories er fra Malawi, hvor basisføden er majs, og hvor Monsanto (der i 2018 blev opkøbt af kemigiganten Bayer) er kommet ind med sine patenterede, genmodificerede majs, hvis fremmeste fortrin er at deres majs er lavet til være modstandsdygtige overfor et af Monsantos andre store produkter – plantegiften Round-Up.
Monsantos majs kan under de rette betingelser, hvilket vil sige kunstgødning og plantegift i de rette mængder, yde mere end en del af de lokale sorter. Men sådan er virkeligheden ikke. Malawis regering har ganske vist – i fødevaresikkerhedens navn – indført tilskud til kunstgødning, men kun delvist. Derfor bliver udbyttet ringere fordi bønderne ikke har råd til selv at supplere med den nødvendige kunstgødning. Desuden følger der også en anden udgift med.
Monsantos majs, skal købes som såsæd hvert år, da den er programmeret til at yde betydelig mindre næste gang, hvis man tager noget af høsten fra til såsæd. (Det strider også mod patentrettighederne.) Nogle af de originale lokale sorter derimod, kan gensås op til 3 år, og stadig yde maksimalt.
Hvem der tjener på det er vel indlysende. Der er selvfølgelig også andre detaljer i spørgsmålet om majsdyrkningen i Malawi. Hvor Monsantos majs er de samme til alle formål, så er der lokalt udviklet mange forskellige sorter, som på forskellig vis er gode til diverse lokale forhold, det kan være jordtype eller for meget eller for lidt vand. Der er mange landbrugsfaglige teknikaliteter i den slags, som det meget standardiserede og industrialiserede ikke tager højde for.
Velgørende kapitalisme?
I den forbindelse skal der også lige peges på den såkaldt velgørende kapitalisme. Den kan ikke ligefrem siges at rumme løsningen. Det internationale samfunds donatorer – med Bill og Melinda Gates Foundation i spidsen, lægger pres på afrikanske regeringer, for at få dem til at vedtage love, det stopper bøndernes ret til at gemme og udveksle såsæd, samtidig med at de promoverer Monsanto og andre store selskabers patenterede produkter.
Et andet udbredt problem for bønderne i mange afrikanske lande er ”jord-tyveri”. Regeringer der hungrer efter udenlandske investeringer, promoverer diverse projekter for stordrift, ofte med sojadyrkning til at fodre de mange asiatiske kæmpe svinefarme, ofte med ikke alt for storslåede resultater, og desværre ofte også på områder der i forvejen dyrkes af småbønder, der så tvinges væk for at give projekterne forrang. Det er et meget komplekst spørgsmål, som der ikke er plads til andet end at antyde her, men interesserede kan henvises til Timothy Wise. Men det skal lige med at hidtil har stordrift med international kapital og multinationale ikke ført til forbedret fødevareproduktion og forsyningssikkerhed, og intet tyder på at det nogensinde kommer til det – men blot som alle andre steder at forøge investorers og de multinationales profit.
Mexico som eksempel
Et andet eksempel er Mexico efter NAFTA (North American Free Trade Agreement mellem Canada, USA og Mexico) – den aftale som Trump har udråbt, til noget af det værste USA er gået med til – har ikke desto mindre været meget værre for Mexico, især landbruget. NAFTA har betydet en åbning af det mexicanske marked, så billige subsidierede majs fra USA, har oversvømmet majsens hjemland og skabt arbejdsløshed blandt fattige bønder.
Markedstilhængerne siger, jamen det var jo også meningen, så der kunne frigøres arbejdskraft til at udvikle Mexico. – Men hvor er arbejdspladserne? Smithfield – verdens største svineslagterivirksomhed – kom ganske vist ind i Mexico med 1.200 job, men billigt svinekød fra USA ødelagde 4.000 mexicanske svinefarme.
I 2007 var USA’s eksport til Mexico af hvede, bomuld og ris steget med 500% over før-NAFTA niveau, majs 400%, svinekød 700%, og ikke mindst eksporten af forarbejdede fødevarer var steget. Ikke bare arbejdsløshed er resultatet af dumpning af markedet i Mexico. Det har også medført en ændret diæt, så landet er ramt af en fedmeepidemi blandt børn, der er så slem at den har overhalet USA, der ellers havde den tvivlsomme førsteplads.
Som eksemplerne viser, så er det industrielle stordriftslandbrug altså ikke en central eller nødvendig faktor i at føde verdens befolkning, ja, som undersøgelser viser, så er det ofte nærmere en katastrofe for selvforsyningen af fødevarer, i meget af det globale syd.
Agribusiness i USA
Det er ikke det eneste problem. I Iowa, en vigtig landbrugsstat i Midtvesten i USA, måske USA’s vigtigste landbrugsstat, drives der overdyrket og intensivt landbrug i en grad der nok er endda værre end i Danmark. Især majs og sojabønner, men også hvede på enorme marker, og i en nærmest monokulturel form, fordi det gør det nemmere – og billigere – at ordne det med store landbrugsmaskiner og uden for meget arbejdskraft. Men overdyrkningen har en bagside – det kan ikke lade sig gøre uden kunstgødning, der fører udvaskning af kvælstof med sig.
Den monokulturelle drift af jorden er et selvforstærkende onde, det udpiner jorden så kunstgødning i store mængder er nødvendigt. Og jordens efterfølgende ringere kvalitet gør at udvaskningen af kvælstof bliver større – noget som en vekseldyrkning af afgrøder og jævnlig braklægning kunne mindske.
Udpiningen er også med til at nedsætte jordens evne til at holde på fugtigheden. Den såkaldt ”dust bowl” i USA i 1930erne, hvor jorden blæste væk og tvang bønder og landarbejdere i tusindvis, væk fra deres hjem for at overleve – havde ikke mindst rod i en lignende voldsom udpining af jorden. Men det korte af det lange er, at på trods af at Iowa ligger næsten 1500 kilometer nord for den mexicanske golf, så er kvælstofudledningen herfra en væsentlig faktor i det store døde område i golfen. Visse opmålinger peger på at det døde og næsten døde område nu er på størrelse med Sjælland, og desuden er nitrøse gasser fra kunstgødning også en kraftig drivhusgas.
Effekt af agribusiness på udvikling af vira
Af andre større problemer med den måde der drives kapitalistisk landbrug på, skal også nævnes den store dyrkning af palmeolie og sojabønner på ryddede regnskovsarealer. Dels er det med til i stor stil at nedbringe jordens samlede skovareal og dermed øge ophobningen af CO2 i atmosfæren, og dels nedbryder det de bufferzoner, der ellers er mellem det vilde dyreliv og dets sygdomme på den ene side, og den menneskelige verden på den anden. Det er langt fra bare et spørgsmål om at det er fint at kunne spise eksotiske dyr i Kina. Covid-19, såvel som Sars, Mers, Ebola og Zikavirus har alle deres rod i dette forhold, og det bliver så forstærket af den intensive stordrift af husdyr, der nedbryder husdyrenes modstandskraft overfor sygdomme. Hvilket øger muligheden for at vira breder sig mellem vilde og domesticerede dyr, og mellem mennesker og dyr. Der er ganske vist altid fra tid til anden dukket nye vira op, men det er ikke tilfældigt at det er sket med en uhyggelig øget hast i de seneste 15 år. Et helt aktuelt eksempel er udviklingen med Covid-19 i de nordjyske minkfarme.
Læs også http://socialister.dk/saadan-skaber-kapitalismen-virus-og-bakterie-epidemierne/
Klimaforandringer og fødevareproduktion
En omlægning af det kapitalistiske landbrug, vil altså ikke medføre de påståede fødevarekriser, snarere tværtimod. Derimod vil de klimaforandringer som det er medskyldigt i, sandsynligvis komme til at gøre det. I den mere kuriøse ende kan nævnes at Sverige havde baconkrise i foråret, fordi den tørre sommer i 2018, med de mange skovbrande, også gjorde det nødvendigt at slagte ekstra mange svin. Af langt alvorligere karakter er det der sker i Afrika. Sudan har længe været ramt og den lange borgerkrig havde rod i tørken. I det sydlige Afrika – især Mozambique – er der lige nu krise forårsaget af klimaforandringerne. Dels er regntiden blevet utilregnelig, så regn og storm ødelægger afgrøder gang på gang, hvilket nogle steder har fået desperate bønder til at opgive at tilså markerne. Og dels har de kraftige storme og den stigende vandstand, medført flere oversvømmelser med saltvand, der gør jorden umulig at dyrke i lange tider.
Ferskvand er så knap så skadeligt, og mangel på det er et alvorligt problem. Men for meget på de forkerte tidspunkter giver også problemer. I år oplevede Danmark et meget vådt forår, hvor vintersæden mange steder rådnede i marker der stod under vand, og den bløde våde jord gjorde det svært at komme i marken til tiden. Det tyder dog på at ulykken denne gang blev knap så stor, som det tydede på i foråret – landbruget melder i hvert fald om at årets høst er gennemsnitlig.
De historiske perspektiver
Problemerne er altså verdensomspændende, men inden vi kommer et smut tilbage til dansk landbrug, må der trækkes nogle historiske aspekter frem, som vi må have med i vores forståelse. Landbrug, forstået som bevidst at så frø man har samlet, opstod for godt 10.000 år siden. Lige siden har erfaring efter erfaring ført til udvikling af planter og husdyr og til forandring i dyrkningsmetoder.
Planteforædling, husdyrforædling og tekniske opfindelser har betydet en gradvis og nogle gange meget hurtig rykvis udvikling af landbruget. Ploven, ikke mindst jernploven var vigtig, men også erfaringer med gødning og f.eks. vekseldrift hjalp på udviklingen. Men indtil kapitalismens gennembrud skete det i en form for pagt med naturen – også den del der blev kultiveret (som den russiske revolutionær Leon Trotskij sagde: ”Man skal huske på at kultur oprindelig betød en pløjet mark.”.
Med kapitalismen skete der en forandring. Ved hjælp af kul samledes industrien og store arbejdermasser i byer, og de skulle have noget at spise, så fødevarer blev transporteret fra landet til byen. Og fordi kapitalismen først og fremmest drejer sig om profit – det skal kunne betale sig, ellers bliver ting ikke gjort – så endte overskud og affald, herunder den menneskelige afføring, som noget der hobede sig op i og omkring byerne som forurening. Alt imens der skete det at jorden ude på landet, der havde brug for det til at gendanne sig, kom til at mangle det. Det kunne ”ikke betale sig” at forholde sig anderledes til affaldsproblemet, derimod kunne det betale sig at handle med, og tilføre jorden kunstgødning.
Det er det forhold som Marx og Engels kalder et stofskifte brud eller et brud på det naturlige kredsløb (metabolic rift på engelsk kender nogen det måske som). Det her er meget vigtigt. Dels peger det på, at kapitalismen altid har været til skade for naturen, den vil aldrig kunne blive grøn og bæredygtig, fordi profitten altid kommer først. Mange vil gerne vil afskrive marxismen som forældet, ud fra den nuværende økologiske udvikling. Men sandheden er altså at Marx og Engels ikke kun forholdt sig til økonomi og klassekamp, men også til hvordan kapitalismen smadrer hele kloden på enhver måde.
Læs også: http://socialister.dk/marx-oekologi-og-stofveksel-teorien/
Hvad med Danmark?
Men hvad så med Danmark – ifølge Landbrug og Fødevarer har Danmark verdens bedste landmænd, mest effektive landbrug, og er meget langt fremme i at være grønne. Virkeligheden er ikke helt sådan, og her vil jeg pege på et par eksempler. 62% af Danmarks jord er overladt til knap 35.000 landbrugs jordejere (0,6% af befolkningen), der stort set efter forgodtbefindende udnytter den til sidste hektar. Og så bidrager det kun med 1,2 % af samfundets værditilvækst – bruttofaktorindkomsten – iflg. Nationalbanken og Kjeld Hansen.
Det der tidligere var krat, uopdyrkede skel, lavtliggende fugtige jorder, der henlå som engarealer eller lå brak, og jorder helt ned til å bredder, udnyttes nu fuldt ud. Ikke mindst under Anders Fogh-regeringen i 00erne, blev der, efter pres fra landbruget, lempet kraftigt på begrænsningerne for landbruget. Der blev taget meget dårlig og fugtig lavtliggende jord i brug til dyrkning, og nu kræver man så stor kompensation for at ophøre med at bruge disse jorder igen.
Det helt store problem med denne udnyttelse af jorden til sidste kvadratcentimeter, er at udvaskningen af kvælstof i vandløb bliver større, og samtidig betyder det øget brug af plantegifte. Og gift og overudnyttelse af jorden, betyder – ud over udpining – at bier og insekter forsvinder på grund af gift og manglende levesteder.
Biodiversitet forsvinder
Martin Empson (britisk socialist og ekspert på landbrugshistorie) bruger mandel dyrkningen i Californien (ca. 80% af verdens mandler dyrkes her) som et grotesk eksempel. Her har sprøjtning og manglende levesteder udryddet bierne, og hvert år når træerne skal bestøves, transporterer 3.000 lastbiler 40 mio. bier tværs over USA. Det gælder ikke kun USA, også i Europa er der dokumenteret voldsom tilbagegang i insekter og fugle. Og det samme gælder for de mikrober i jorden, der er med til at neutralisere metan. Hvis bier og insekter i for høj grad udryddes, så har vi snarere mangel på landbrug, frem for, for meget landbrug, i vente.
Dyrenes forhold
Et er så hvordan jorden udpines af landbruget, men det gælder i høj grad også dyrene. Der kan vel knap nok tales om stalde længere – det er mere oplagt at kalde det for grisefabrikker, mælkefabrikker, æggefabrikker og kyllingefabrikker. Når man således ser på hvordan dyreholdet i dansk landbrug – især det konventionelle – foregår, så bliver det nærmere skræmmende end betryggende når en ledende person i Landbrug og Fødevarer udtaler at ”landmænd vælger erhvervet af kærlighed til dyr”.
I 2018 var der godt 1 mio. søer i Danmark, der blev slagtet 18 mio. svin og eksporteret godt 14 mio. levende grise til opfedning, i primært Polen og Tyskland, men der er eksempler på transporter af levende grise helt til Rumænien. Hertil er at sige, at søer der naturligt kan leve 15-20 år, i gennemsnit skiftes ud efter godt 2 år, fordi de er udslidte. Landbruget har tvunget søerne op på 2,4 fødsler i snit pr. år. En årsso føder i snit 33,3 grise, men det stopper næppe her, en svinefabrik ved Ringkøbing er helt oppe på 41 smågrise om året pr. so.
Oveni årsproduktionen på over 30 mio. svin, så går næsten 9 mio. døde grise til destruktion, altså mere end hver femte gris der fødes. De kan være dødfødte, eller blevet mast ihjel. Men en anden grund er også, at selv om man har evnet at øge størrelsen på kuldene, så har man altså ikke været i stand til at udstyre soen med mere end de 14 patter, den altid har haft. – og pattegrise er ikke udprægede sociale. Lige netop her ser det ikke ud til at økologi er svaret på alt, procenten af døde smågrise i økologiske brug er større end i den konventionelle, og det skyldes især at flere bliver lagt ihjel af deres mere fritlevende so mødre.
Ud over det, så fyldes grisene med antibiotika, og det i et overforbrug så der udvikles flere resistente bakterier, og sygdomsbehandling af mennesker bliver i flere og flere tilfælde sværere. Ganske vist er den tidligere praksis med forebyggende behandling af smågrise med antibiotika taget af, efter voldsom kritik af den metode. Men den evindelige drift for at få flere og flere grise ud af de samme søer, betyder at smågrisene tages fra for tidligt, hvilket ofte medfører sygdomme, og derfor er landbrugets forbrug af antibiotika fortsat stabilt højt. Faktisk bruges der dobbelt så meget antibiotika i husdyrindustrien som på at helbrede mennesker i Danmark i dag.
Hvad med den ”politiske forbruger”?
Dyrevenner og andre kritiske stemmer har peget på at ”den politiske forbruger” må træde til, så forbrugerne gennem deres indkøb tvinger landbruget til at sadle om. Det har ikke rigtig ført noget med sig, og det skyldes ikke alene, at ”den politiske forbruger” er en temmelig tandløs magtfaktor, medmindre den er led i en omfattende aktivistisk bevægelse. Det skyldes i lige så høj grad, at landbruget ikke behøver tage det alvorligt. Det er nemlig ikke sådan at hver borger i Danmark, uanset alder eller tro, spiser godt to svin om året – 90% af det danske svinekød eksporteres.
Det samme gælder for øvrigt også for de 125 mio. lynopfedede danske kyllinger, der hvad det dyrevelfærdsmæssige, ikke står tilbage for svinene. Og selv om danske supermarkeder nu har erklæret at de ikke længere vil forhandle disse billige lynopfedede kyllinger, så kommer det næppe til at betyde en revolution i kyllingeindustrien. Det vil nok snarere føre til en opdeling mellem dem, der vender sig mod det danske marked for at producere kyllinger med en anelse større velfærd, og de der fortsætter som hidtil for eksport. Og så kommer vi såmænd nok stadig til at opleve supermarkeder der forsøger at tilrane sig markedsandele med slagtilbud på billige kyllinger af den gamle slags.
Skal vi stoppe med at spise kød?
Et andet bud på en kombineret patentløsning på såvel landbrugs- som klimatiske problemer er at vi alle skal holde op med at spise kød. Det er som sådan en individualistisk løsning, der ikke formår at nå længere end til hvor mange personer, der nu hver især beslutter sig for at følge opfordringen. Det er selvfølgelig klart, at hvis landbruget ophører med sit dyrehold så vil der ikke længere være dårlig dyrevelfærd i staldene.
Men det byder på nye problemer, selve afviklingen af dyreholdet skulle nok kunne lade sig gøre over en længere årrække. Et pludseligt stop hvor man enten slog alle dyrene ihjel eller slap dem fri, derimod ville i hvert fald føre en økologisk katastrofe med sig. Hvorimod naturens eget kredsløb vil fungere mest naturligt, hvis den primære gødning stammer fra en kombination af dyregødning og planterester, og her vil der opstå en mangel, for hvem vil betale for at opdrætte dyr blot for gødningens skyld.
Noget helt andet er så at de fleste der spiser kød, ville kunne forbedre sin egen sundhed ved at sænke indtaget af kød og animalske produkter i det hele taget, til fordel for en mere plantebaseret diæt. Og der aktuelt bør rettes op på det misforhold der er mellem dyreopdræt og planteavl i dansk landbrug.
Ansatser til et anderledes landbrug
Når vi så ser på klimaargumentet, så rummer det to dele, dels den store import af soja til foder, og dels at drøvtyggere bøvser metan. Ikke mindst har mange brugt metan-argumentet, med udgangspunkt i at metan er en meget kraftigere drivhusgas end CO2, hvilket er korrekt, men med til historien hører to ting som ofte overses. For det første så nedbrydes metan langt, langt hurtigere end CO2, og dels forstærkes problemet pga. den måde dyreholdet foregår på. Og så er det måske i det hele taget et lidt for snævert fokus, der har været på drøvtyggerne – risdyrkning er også en af de naturlige metan udleder
I jorden findes der bakterier der lever af den metan som drøvtyggerne udleder, men dels findes de ikke i staldgulvene, der hvor vore dages malkekvæg befinder sig livet igennem, og dels så er disse bakterier meget følsomme overfor kemikalier, hvilket vil sige at den udprægede brug af gift og kunstgødning ikke bare udleder sine egne drivhusgasser, men også er med til at øge udledningen af andre.
Løsningen vil være meget svær (formentlig ikke mulig) at gennemføre i et kapitalistisk landbrug, hvor driften mod så stort udbytte som muligt med så få omkostninger som muligt, hele tiden vil slå kontra mod forsøg på at tilpasse til en bæredygtig udnyttelse, af ikke bare naturen, men især den kultiverede del af naturen. I dag i Danmark kommer meget kødkvæg på græs, hvilket ikke bare er godt for naturens balance, for det øger også kødet næringsværdi. Men at få malkekvæget på græs som i gamle dage, er nok ikke så ligetil, for med de store besætninger mælkeproducenterne i dag har, vil det kræve meget arbejdskraft – noget som landbruget har brugt mange kræfter og investeringer på at slippe af med. Det vil kræve et opgør med deres profitabilitet.
Det vil være vigtigt at få reguleret dyreholdet så der bliver et mere passende forhold mellem jordarealet og dyreholdet, på en måde der sænker behovet for at importere foderstoffer, men også at jordarealet og gødningen udnyttes på en måde som sænker eller helt udfaser brugen af gift og kunstgødning. Økologi kan i nogen grad hjælpe, men det skal være som et grundvilkår, ikke primært efter rigide regler som det er nødvendigt i en kapitalistisk økonomi, hvor regulering for det meste er et spørgsmål om at regulere konkurrencevilkårene.
Sammenfatning og fremtiden
Det er – indrømmet – meget sporadiske løsningsforslag jeg her har fremlagt. Håbet er at vi snart kan levere en artikel, der ser lidt dybere på den del. Det meste af ovenstående er baseret på et mundtligt oplæg, der havde til formål at fremhæve problemerne generelt ved kapitalistisk landbrug, frem for at bide sig fast i delproblemer, og så forsøge at finde patentløsninger derudfra.
Det er ikke konkurrencen der skal reguleres yderligere, den skal fjernes, og det gøres kun ved at fjerne kapitalismen som helhed. Så længe vi lader os for blænde af det blålys der kaldes grøn kapitalisme, så bevæger vi os fortsat mere og mere mod afgrunden. Selv om det er mange år siden at Rosa Luxemburg formulerede det, så er hendes ord om at ”valget står mellem socialisme og barbari” nok mere aktuelle end nogensinde.
Videre læsning
Der er i en artikel af denne relativ begrænsede længde ikke mulighed for rigtig at gå i dybden med mange af de nævnte ting, Derfor følger her en lille anvisning på noget litteratur.
- Keld Hansen: Farvel til dansk landbrug, – Kbh., 2019
- Timothy A. Wise: Eating tomorrow. Agribusiness, family farmers and the battle for the future of food. – New York, 2019
- Martin Empson: Land & labour. Marxism, ecology and human history. London, 2014
- System change not clima change. A revolutionary response to environmental crisis. ed. By Martin Empson. London, 2019
- https://www.greenleft.org.au/content/are-belching-cows-really-driving-climate-change
- https://climateandcapitalism.com/2020/01/29/coronavirus-a-deadly-result/
- https://solidaritet.dk/kapitalistisk-landbrug-og-covid-19-en-doedbringende-cocktail/
- http://socialister.dk/1276-2/
