Allerede i forbindelse med det forhistoriske Xia-dynasti fra ca. år 2.000 før vor tidsregning (fvt.), beretter myterne om sagnhelten “Yu den Store”, der tæmmede den Gule Flod i nord-Kina, som var berygtet for at gå over sine bredder. Herved stoppede han oversvømmelserne og muliggjorde et frugtbart landbrug.
Billedet viser Kong Zhou, den sidste fra Shang-dynastiet. Han levede fra år 1105 før vor tidsregning til år 1045 fvt – dvs. for 3.000 år siden.
Det første historisk dokumentérbare rige er Shang-dynastiet fra år 1600 fvt. til år 1046 fvt. Her var der et samfundsmæssigt overskud og en organiseringsgrad, der muliggjorde enorme projekter som overrislingssystemer langs den 5.500 km lange Gule Flod. Helt tilbage til år 2000 fvt. har arkæologer fundet bronze-smelteværker, men bronzealderen slår først for alvor igennem under Shang-dynastiet for 3.000 til 3.600 år siden.
Sammenlignet med andre højkulturer i verden på ca. dette tidspunkt var Shang-dynastiet teknologisk mere udviklet: Man havde bronze-værktøjer, en begyndende jern-produktion, keramik og silke. Der eksisterede et skriftsprog, der bl.a. afslører kendskab til sygdomme, matematiske problemer, måneformørkelser, Mars’ bane og eksistensen af planeten Jupiter.
Landbruget udgjorde det bærende fundament. Men bønderne havde ingen reel privat ejendomsret, idet de kun kunne dyrke deres jordlodder, men ikke eje dem.
Med Shang-dynastiet er der tale om en form for kongedømme, hvor de adelige også havde militære, administrative samt præste-funktioner.
Med udbygningen af et vejnet, der bandt en række byer sammen, begyndte handlen at fylde mere.
Zhou-dynastiet og den kinesiske “feudalisme”
Dette rige eksisterede i 800 år fra ca. år 1046 fvt. til ca. år 256 fvt. Det videreførte højkulturen, og i denne periode blev den kinesiske jernalder introduceret.
Kongen uddelegerede magten til ca. 100 lokale herskere. Adelen bestemte, hvilke afgrøder bønderne skulle dyrke. Rigets indbyggere var inddelt i fire stænder ud over adelen, meget à la Europa i middelalderen – ligesom at Zhou-kongernes magt skyldtes “mandatet fra himlen”.
De stridende staters tid
De lokale herskere havde med tiden tilrevet sig mere magt og rigdom på bekostning af kongemagten. De fik også del i metalfremstillingen, således at de fik stærkere våben. Det førte til “De stridende staters tid” i 100 år mellem år 400 fvt. til år 300 fvt.
Krigene handlede om magten over de handelscentre, som nu udviklede sig:
Denne tid med permanente krige førte til en enorm udvikling af industri og redskaber til både civile og militære formål: Jernspader, hestesko, segl, plove, leer, mejsler og hakker gav et enormt boost til landbruget, der som følge af de nye oksetrukne plove, nye gødningsteknikker, dyrkning af hvede, soyabønner og hirse, producerede mere end nogensinde før. Landbrugets fremskridt betød, at der opstod en klasse af købmænd, som kom til at dominere det økonomiske liv i de forskellige staters hovedstæder.
Chi’in-staten vandt krigene og iværksatte politiske reformer, bl.a. fik bønderne ejendomsretten over den jord, de dyrkede. Og de skulle nu betale skat direkte til kongen og ikke til den lokale hersker. Bønderne og militæret udgjorde den nye stats sociale basis, mens 120.000 fra det gamle aristokrati blev deporteret.
Idealiseringen af embedsmanden
De rige købmænd formåede ikke at danne bystater, sådan som vi senere så det i middelalderens Italien. Trods stor rigdom var deres magt for begrænset – ligesom de så en interesse i en stærk kongemagt, der kunne sørge for veje til handelen, vedligeholdelse af kanaler og floder, anlæggelse af havne, dæmninger og overrislingssystemer.
I stedet fik embedsmændene en større betydning, hvor de – ideelt set – skulle sørge for at hele samfundet fungerede godt. Men de kunne ikke forhindre prestige-projekter, der slugte millioner af arbejdstimer.
Oprør
Det kom til nye bondeoprør, hvoraf nogle endte med, at nye herskere kom til – men uden at noget ændrede sig, fordi de nye konger undertrykte bønderne på samme måde som de tidligere. Og fordi bønderne savnede en selvstændig organisation og ikke var uddannede til at overtage samfundet, endte det altid med, at nye undertrykkere fik magten.
Samtidig var bønderne afhængige af kongemagtens organisering af f.eks. dæmninger og kunstvandingssystemer. De kunne ikke forestille sig, at de selv skulle være i stand til at styre samfundet sammen med arbejderne og håndværkerne.
