Socialistisk Arbejderavis har tidligere beskrevet, hvorfor en strategi, der satser på et borgerting, er en blindgyde for klimabevægelsen. Helt kort skyldes det, at dels bliver et borgerting udemokratisk, da dets medlemmer skal udpeges ved lodtrækning og dermed ikke bliver aktiverende for folk. Og dels er det svært at forestille sig, at et borgerting med magt til at kunne gennemføre ting vil kunne opnås, fordi det ville kræve, at magthaverne frivilligt ville afgive beslutningshjemmel til borgertinget og på den måde underminere sin egen eksistensberettigelse. Den magtoverdragelse kommer ikke til at finde sted alene på baggrund af gode ideer og stærke argumenter.
Socialistisk Arbejderavis har tidligere beskrevet, hvorfor en strategi, der satser på et borgerting, er en blindgyde for klimabevægelsen
Citat: Sarah Svensson
Under den nuværende energikrise ser det ikke ud til, at folketingsvalget i 2022 bliver et klimavalg. Trods ihærdige indsatser fra blandt andre Den Grønne Ungdomsbevægelse tager andre dagsordener forrang, og nødvendigheden af fossile brændsler for at blive fri af russisk gas får prioritet over klimahensyn og naturbeskyttelse.
Indenfor eller udenfor systemet?
De grundlæggende spørgsmål for klimabevægelsen bliver, om kampen skal kæmpes indenfor eller udenfor systemet eller en kombination. Som det ses ved blandt andet partier som The Green Party i Storbritannien og Frie Grønne i Danmark. Frie Grønnes politiske leder og medlem af Folketinget Sikandar Siddique har ved flere lejligheder støttet civil ulydighed og arbejder samtidig for indflydelse på klimapolitik, ligesom et af medlemmerne i The Green Party i Storbritannien, Nathalie Bienfait, til bladet “Socialist Worker” forklarer, at det er nødvendigt at arbejde med løsninger indenfor systemet, selvom systemet er i stykker.
I den mere radikale del af klimabevægelsen i Danmark er der en udbredt skepsis overfor det politiske system, og antikapitalistiske slogans er meget udbredte. Der sker konstant en afvejning imellem på den ene side at appellere til det politiske system og på den anden side ønsket om at erstatte systemet med et andet. – For klimakrisen er så akut, at det opfattes som ikke forsvarligt at vente på systemforandringer – uanset om det sker igennem et reelt borgerting eller ved en socialistisk revolution – samtidig med at det kapitalistiske system ikke i stand til at løse den krise, det selv har forårsaget, og stadig forværrer.
Et samarbejde mellem kæmpende arbejdere og klimabevægelsen
Så hvordan kan man handle under den virkelighed? Det er uforsvarligt ikke at handle straks – men samtidig kan det synes svært at finde passende handlingsmuligheder indenfor rammerne af de eksisterende forhold. Erfaringer fra UK kan måske give et svar.
Under sommerens strejker blandt togpersonalet i forskellige områder af Storbritannien sås et samarbejde mellem de strejkende og aktivister fra klimabevægelsen. I oktober måned har organisationen “Just Stop Oil” blokeret centrale dele af London og kalder på deltagelse fra fagforeninger. Samarbejdet mellem fx transportsektorens ansatte og klimabevægelsens aktivister kan vise vejen til sejr for fælles mål.
Det virkeligt frugtbare perspektiv
Martin Empson fra det britiske Socialist Workers’ Party har med sin bog Socialism or Extinction (“Socialisme eller udslettelse”) beskrevet en vej for klimakampen, hvor arbejderklassens kamp bliver den integrerende del af kampen for klodens overlevelse. Han opfordrer klimabevægelsen til, med fornyet energi, igen at samles om massedemonstrationer i tillæg til strejker og direkte aktionsformer.
Socialister i klimabevægelse må netop arbejde på begge fronter på samme tid. Alle gode tiltag og reformer indenfor systemet skal støttes. For eksempel skal initiativer som “Stop Ny Fossil Infrastruktur” eller “Just Stop Oil” i Storbritannien bakkes op, når de ønsker et øjeblikkeligt stop for udvidelsen af brug af fossile brændsler.
Samtidig er vi nødt til at have en langsigtet strategi og et håb for en egentlig systemforandring i erkendelsen af, at problemet ikke for alvor kan løses inden for systemet. Kun ved fortsat at involvere os i bevægelser og argumentere for samarbejde mellem klimabevægelsen, arbejderbevægelsen samt andre kampe, som for eksempel den antiracistiske kamp og frihedskampen, kan vi påvirke, hvordan tingene står. Det er netop ved at se helheden, at klimabevægelsen kan opfinde sig selv igen.
Det giver sig selv, at man ikke er enige om alt i bevægelserne, men der er et fælles ønske om en grøn, retfærdig fremtid, som blandt andre Den Grønne Ungdomsbevægelse bruger som kampråb.
Socialisters bidrag er at pege på, hvordan kampen for fremtiden kan styrkes ved at samle os i store tal, igen mødes til massedemonstrationer og i øvrigt danne alliancer på tværs. At forstå, at kampen for klima, fred, medmenneskelighed og gode, meningsfulde arbejdsvilkår hænger sammen med kampen imod selve kapitalismen og alle dens ulykker for almindelige mennesker.
