Billede tekst: Sygeplejerskernes punktstrejker i efteråret 2021 viser vejen til forandringer. Foto: Charlie Lywood
Kriserne forstærker hinanden indbyrdes. Og de er alle et produkt af kapitalismen, hvis indbyggede konkurrence, udbytning og undertrykkelse er det grundlæggende problem.
Magthaverne overalt i verden udviser en helt uhyggelig kynisme over for uretfærdighederne og den menneskelige lidelse og ulykke, som udspiller sig for øjnene af os. Udstyret med skyklapper og ørepropper lukker de både øjne og ører, og lader som om problemerne ikke findes. I stedet spises vi af med nationalistisk sammenhold med pligt til at betale gildet, racistisk splittelse og oprustning.
Hvilke bevægelser og sociale kræfter skabte håb om forandring i 2019 ?
Forud for valget i 2019 var Socialdemokratiet presset af en langt stærkere mobilisering for klimaet, end vi ser i dag. Klimabevægelsen nåede et højdepunkt i 2019, da den fik gennemtrumfet sin klimadagsorden og mobiliseret mange bag den og dermed bragt sine argumenter og krav ind i Folketinget.
Også “Hvor er der en voksen”-bevægelsen, som mobiliserede forældre i daginstitutionerne for krav om minimumsnormeringer, fik gennemtrumfet sin dagsorden og bragt argumenter og krav ind i Folketinget.
Det var først og fremmest disse mobiliseringer, som skabte håb om forandring og som sikrede Socialdemokratiet regeringsmagten med støtte fra R, SF og Ø.
Derefter forventede mange – med rette – at politikerne ville arbejde målrettet efter at løse klimakrisen og genoprette velfærden.
Men hvor blev forandringen af?
Det endte med en klimalov og en “hockeystav”, som enhver kan se er helt utilstrækkeligt. Det har medført både mismod og vildrede, men har også rejst nye diskussioner blandt klimaaktivister om, hvad næste skridt i klimakampen skulle være. Det er positivt, men ikke nok til at kickstarte en ny massemobiliserende klimakampagne.
Vi har under valgkampen oplevet, at manglen på sygeplejersker og tilstanden i sundhedsvæsenet igen har sat en dagsorden, som har tvunget alle partier til at love at gøre noget
Citat: Lene Junker
Løftet om at genoprette velfærden og mindske uligheden er heller ikke sket. Selv Fagbevægelsens Hovedorganisation taler om velfærdssamfundets kollaps, fordi der mangler arbejdskraft. Sygeplejerskernes strejke skabte det momentum, som kunne have være brugt som afsæt til et større forsvar for sundhedsvæsenet og den universelle velfærd. Men selvom strejken var populær blandt befolkningen, så fik den ikke støtte fra fagbureaukratiet i de andre fagforbund. Regeringens stoppede strejken ved lov, støttet af SF, der tilsyneladende intet havde lært af 2013, hvor de var med til at stoppe lærernes konflikt – begge gange et indgreb efter arbejdsgivernes ønske.
Alligevel har vi under valgkampen oplevet, at manglen på sygeplejersker og tilstanden i sundhedsvæsenet igen har sat en dagsorden, som har tvunget alle partier til at love at gøre noget.
Covid 19-pandemien og Black Lives Matter
Covid 19 pandemien satte mange mange ting på pause, men Black Lives Matter bevægelsen eksploderede midt i det hele, først i USA og siden i resten af verden, også i Danmark.
Herhjemme havde Black Lives Matter-bevægelsen potentialet til at sætte en stopper for den racistiske splittelses-politik og integrere kampen mod racisme i fagbevægelsen og dermed gøre den til alles fælles kamp. Således fik Black Lives Matter-bevægelsen faktisk frisat og aktiveret en ny stor gruppe af etniske minoritets-unge, som siden på forskellig vis har engageret sig i kampen mod racisme og islamofobi, senest mod forslaget om tørklædeforbud i grundskolen. – Solidaritetsbevægelsen med syriske flygtninge og ikke mindst syrernes egne aktioner har været i stand til at fastholde en bredere solidaritet med flygtninge igennem lang tid, selvom der er vundet meget få politiske indrømmelser.
Højreradikale og fascister vinder fodfæste
Siden Trump til manges overraskelse blev valgt som præsident i USA i 2016, har den yderste højrefløj og fascisterne styrket deres positioner overalt. Ved de seneste parlamentsvalg i Frankrig og Sverige har den radikale højrefløj, med fascister i deres midte, fået så gode valgresultater, at de borgerlige “midterpartier” har valgt at danne regering med deres støtte. I den franske nationalforsamling er Macron afhængig af støtte fra Rassemblement Nationale med Marine le Pen i spidsen. I Sverige har Ulf Kristersson fra Moderaterna dannet en regering med Sverigedemokraternas støtte.
I Italien har “De Italienske Brødre”, som er udsprunget af Mussolinis gamle fascistparti, været stærke nok til selv at overtage regeringsmagten.
Den yderste højrefløj og fascisterne har haft lidt forskellige veje til magten. Men de er alle hjulpet på vej af de gamle magt-partiers manglende evne til at levere “politik til gavn for de mange” samt af racismen. Resultatet er, at den yderste højrefløj og fascisterne har fået fodfæste i statsapparatet, hvorfra de yderligere kan styrke deres positioner. Vi må kalde dem ved deres rette navn, fascister. Vi skal gå imod tendensen til at normalisere dem og gøre dem stuerene, sådan som det nu sker med fascisten Giorgia Meloni i Italien.
Nej til en regering henover midten
Dette skrækscenarie er dog ikke sandsynligt i Danmark i 2022. Nye Borgerlige, Danmarks Demokraterne og Dansk Folkeparti kan ikke mønstre et flertal – heller ikke sammen med De Konservative.
Nok er det de fattigste, der har det sværest af alle. Ingen tvivl om det. Men vores analyse viser, at op mod 40 procent af befolkningen, nemlig de fattigste 40 procent, lige nu er hårdt presset, fordi de ikke har voldsomt meget luft i husholdningsbudgettet
Citat: AE’s cheføkonom Sofie Holme Andersen
Det aktuelle “skrækscenarie” i Danmark er “en regering henover midten”. Den idé støtter Socialdemokratiet. De ønsker at blive fri for at skulle give små indrømmelser til venstrefløjen for at sikre sit parlamentariske grundlag. Dermed bevæger Socialdemokratiet sig et skridt til højre og vil kunne gennemføre kommende klimaaftaler, finanslove og krisepakker uden at være forpligtet til at formindske uligheden, genoprette velfærden, tage flere kvoteflygtninge eller andre beskedne krav, som venstrefløjen har stillet.
Håbet om forandring kommer fra neden
Af de mange kriser, som hænger over vores hoveder, er udsigten til den økonomiske krise med voksende arbejdsløshed, inflation, ulighed og fattigdom den mest presserende.
“Man tager fejl, hvis man tror, at det kun er en lille begrænset gruppe dagpengemodtagere og lavtlønnede medborgere, der kæmper med konsekvenserne af den historisk høje inflation. Nok er det de fattigste, der har det sværest af alle. Ingen tvivl om det. Men vores analyse viser, at op mod 40 procent af befolkningen, nemlig de fattigste 40 procent, lige nu er hårdt presset, fordi de ikke har voldsomt meget luft i husholdningsbudgettet. Og den konklusion har også overrasket os«, siger AE’s cheføkonom Sofie Holme Andersen til Politiken.
Vi må kræve alle overførselsindkomster inflationssikrede. OK 23 på det private arbejdsmarked må sætte en dyrtidsregulering højt på dagsordenen og de offentlige overenskomster fra 2021 må reguleres. Vi må kræve investeringer i den fælles velfærd, som er ved at kollapse.
Vi må melde os ud af den farlige oprustnings-spiral, som den imperialistiske rivalisering har ført til. Vil vil have våbenhvile og fredsforhandlinger i stedet for optrapning af den militære konflikt og truslen om atomkrig, som Ruslands krig mod Ukraine har ført til.
Vi må kræve retfærdige klimaløsninger, både globalt og socialt. Det kræver et brud med markedskræfterne og den kapitalistiske produktionsmåde. Det kræver aktiv deltagelse af såvel forbrugere som producenter.
Vi må kræve en nationalisering af energiforsyningen, så markedskræfter og profithensyn sættes ud af kraft og afløses af forbrugernes behov.
Endelig må man ikke undervurdere den radikale højrefløj og fascisternes mulighed for at få magten i ly af kriserne og i ly af den racistiske splittelses-politik, som mainstream-partierne praktiserer. Sig fra overfor racismen og sig velkommen til flygtninge.
Vi står ikke med de stærke massebevægelser, som er nødvendige for at skabe en global og social retfærdig verden, hvor mennesker og miljø står i centrum.
Men vær med til at bygge dem op: Meld dig ind i en fagforening. Gå med i de netværk og aktionsgrupper, som findes. Organiser dig politisk. Og gå med til de kommende demonstrationer.
30. oktober: Folkets Klimamarch
6. november. Mini march mod atomvåben
9. november: Aldrig mere en krystalnat – Aldrig mere fascisme.
