Allerede den 20. januar skrev han: “Regeringen fortsætter udhulingen af dagpengene” og videre “at regeringen vil benytte lejligheden til en yderligere udhuling af både dagpengenes og de sociale ydelsers dækningsgrad i forhold til lønningerne. En udhuling som til alle tider har været urimelig, men som i disse år med inflation virker endnu mere kynisk”
I Danske A-kasser har længe kritiseret den salamimetode, der har været anvendt i de seneste mange år til at skære skive efter skive af dagpengene og de sociale ydelser. Det er netop sket ved, at man gradvist over årene har ladet ydelserne stige mindre end lønningerne. Dertil har man i flere omgange hævet det såkaldte beskæftigelsesfradrag.
Forringelsen nu sker ved, at man helt vil suspendere den normale mekanisme for satsreguleringen af dagpenge og sociale ydelser. Princippet har tidligere været, at ydelserne reguleres med samme procent, som lønningerne for de beskæftigede er steget. Eller med andre ord: Stiger lønnen, så stiger dagpengene og andre ydelser også. Derved fastholdes den såkaldte dækningsgrad. Det vil sige, hvor meget ydelserne udgør af en løn.
Gennem de seneste år har den væsentligste udhuling af sociale ydelser været en udløber af skattereformen i 2012, hvor man, for blandt andet at finansiere topskattelettelser, besluttede at ”mindre-regulere” alle overførselsindkomster med yderligere 5,2 procent. Af disse 5,2 procent er de sidste 4 x 0,75 procent blevet udmøntet i årene 2020 – 2023. Det betyder jo, at vi efter i år endelig kunne se en ende på den mindre-regulering i forhold til lønudviklingen.
Udhulingen fortsætter
Men udhulingen fortsætter: for den 0,45% lønstigning, som regeringen vil give lønmodtagerne i stedet for den mistede fridag, vil ikke smitte af på de sociale ydelser.
Så selv om lønnen stiger, stiger de sociale ydelser ikke. Hermed vil de komme til at stige med cirka 1000 kroner mindre om året, end de skulle i forhold til den faktiske lønudvikling. Og forskellen mellem løn og sociale ydelser bliver dermed større. Det sparer statskassen for 700 millioner om året.
Forskellen bliver endnu større, fordi beskæftigelsesfradraget hæves med 4000 kr.
Verner Sand Kirk skriver til slut:
“Formålet med begge kneb er, at man vil øge det såkaldte arbejdsudbud, fordi man mener, at de ledige bliver mere interesserede i at komme i arbejde, jo lavere ydelserne er i forhold til en løn. Reelt er det eneste, som disse kneb fører med sig, at de ledige sakker økonomisk endnu mere bagud”
