I februar 2021 udgav Arbejderbevægelsens Erhvervsråd en kort rapport, der påpegede den stigende ulighed i Danmark. AE’s analyser viser ganske vist, at den disponible indkomst for alle indkomstgrupper er steget som resultat af skattereformerne siden 2002. Den disponible indkomst er den del af ens indkomst man har tilbage, når man har betalt afgifter såsom skat, arbejdsmarkedsbidrag, etc. Der er dog stor forskel på størrelsen af denne stigning. For de 10% rigeste danskere er den disponible indkomst steget med 8,4%, sammenlignet med de 10% fattigste, som kun har oplevet en stigning på 1,3%. For danskere midt imellem er dette tal på 4-5%, så der er sket et tydeligt skred mod et mere ulige samfund.
Forbrugsmuligheder
Tilhængere af den førte politik vil påpege, at nok har rige danskere oplevet en større stigning relativt til resten af samfundet, men alle indkomstgrupper har stadig nydt godt af politikken. Problemet med begrebet ’disponibel indkomst’ er dog, at det ikke tager højde for, at udgifterne også er steget, og at de er steget mere for fattige end for rige danskere – relativt til indkomst. Når AE inddrager dette i ligningen, finder de frem til et andet mål for velstand, nemlig forbrugsmuligheder, dvs. de penge man reelt har at forbruge af, når de faste udgifter er betalt. Sammenligner man den førte politik med en alternativ, mere omfordelende politik, kan man se et fald på 4% forbrugsmuligheder for de fattigste 10% danskere, og en stigning på 7% for de rigeste 10%.
Styrk den offentlige velfærd
De øgede udgifter hænger uløseligt sammen med den førte politik, fordi det er et resultat af de manglende skatteindtægter – især fra topskat – der kunne have finansieret det offentlige budget. Man ser et tydeligt fald i antal af topskatteydere fra 19% af skattepligtige i perioden 1999-2009 til blot 9% i 2019. Dette skyldes ikke, at færre danskere er rige nok til at betale topskat: Det skyldes, at topskattegrænsen blev hævet i 2009 og 2012, under henholdsvis Lars Løkke Rasmussen og Helle Thorning-Schmidt. Provenuet (statens samlede skatteindkomst) skrumpede, og det samme gjorde det offentlige forbrug. Det peger frem mod AE’s anbefaling: Et højere skattetryk på de rigeste danskere, som kan bruges på at øge det offentlige forbrug og sikre højere velstand.
Gini-koefficienten måler ulighedenI 2020 udgav Finansministeriet en Ulighedsredegørelse, der forsøgte at beskrive og forklare graden af ulighed i Danmark. Rapporten kan og er blevet kritiseret fra mange hjørner for sin metodik, men indeholder mange interessante tal og resultater. For eksempel dokumenteres det, at Danmark gini-koefficient er steget fra 0.2 i 1994 til 0.28 i 2018. Gini-koefficienten er et mål for ulighed, og går fra 0 til 1, hvor højere tal indikerer et mere ulige samfund. En ændring på 0.08 procentpoint lyder ikke af meget, men det er det faktisk. For eksempel ligger Frankrig og Tysklands gini-koefficient begge omkring 0.31, og lande som Storbritannien og USA, der er kendt for økonomiske ulighed, har henholdsvis 0.35 og 0.42.
Ulighed i internationalt perspektiv
Mange der taler om ulighed påpeger, at Danmark er bedre stillet end mange andre lande. Ulighedsredegørelsen fra 2020 dokumenterer for eksempel, at der i Danmark er færre mennesker i lavindkomstgruppen, højere økonomisk mobilitet, og mindre forskelle i uddannelse og levetid mellem samfundsgrupper, end i OECD som helhed. Det er dog vigtigt at huske på, at andre lande har stået stille i de sidste 20 år. Tværtimod er Danmarks udvikling mod et mindre lige samfund et led i en bredere udvikling, forårsaget af neoliberal skattepolitik og akkumulation af rigdom. At sammenligne ulighed i Danmark med andre lande er derfor ikke nok, hvis man vil forstå de socioøkonomiske problemer i dag.
Læs også:
http://socialister.dk/ulighed-i-verden-stiger-og-stiger/
