Endnu en første maj. Det siger vi hvert år. Endnu en og endnu en.

Hvert år ser vi tilbage til sidste år, næstsidste år, 50 år tilbage som i 2018 til jubilæet for ’68-oprøret. Eller 100 år tilbage som i 2017.

Men hvad er der med al denne kiggen tilbage? Det er mere end bare at forstå menneskets historie. Det er mere end bare at registrere, hvem der gjorde hvad. Det er bidder i forskellige former og størrelser, som viser os i glimt, at oprør er muligt, det er kimen til radikal forandring, det er selve inspirationen, som pirrer vores fantasi til magten.

Sidste år holdt Anna Wolf en fantastisk 1. maj-tale, hvori hun sagde, at vi bliver radikaliseret gennem vores møde med historien.

http://arkiv.socialister.dk/avis/visartikel.asp?art=36551

Fantasien til magten er på denne måde selve bevidstheden om vores kollektive evne til at gribe magten. I kampen for en anderledes verden uden undertrykkelse, er det netop denne historiske bevidsthed, som giver os optimismen og driver os frem.

De højreekstreme støvletramps ekko

Historien viser dog også en anden side end den optimistiske.

Et spøgelse hjemsøger Europa i disse dage – og det er ikke kommunismens spøgelse. De mørke skyer og dets iboende stormvejr trækker op. De højreekstreme støvletramps ekko høres helt op til Danmark, og for hvert skridt højrefløjen tager frem, synes optimismen mere og mere overdøvet.

Den italienske marxist Antonio Gramsci havde mottoet: ”Intelligensens pessimisme, viljens optimisme!” Det er fornuftigt at have den pessimisme, at kunne konstatere uvejret i stedet for at dreje hovedet imod den modsatte horisont og lade som ingenting.

Filosoffen Slavoj Žižek sætter ord på: ”Det pessimistiske mod er at indrømme, at lyset for enden af tunnellen sikkert er et modkørende tog.” Pessimismen betyder ikke at forestille sig det værste, men derimod at være realist og se tingene, som de er.

Gramscis optimisme er funderet i det historiske, for i vores viden om tilstedeværelsen af individets og klassernes subjektive faktor er der muligheder. Det er vores evne til at afspore det modkørende tog. Det er menneskets evne til at forandre historien. Blandingen af pessimisme og optimisme fører til, at den umiddelbart nært forstående kamp mod højredrejningen naturligvis ikke er uovervindelig, men nærmere uoverskuelig.

Vi ser nu, at Stram Kurs med Paludan i spidsen netop har samlet de arbitrære 20.000 vælger-erklæringer.

Vi ser mediernes framing, og ligeså snart vi træder ud vores egne ideologiske rum, bliver vi mødt af den racistiske politik.

Her mener jeg ikke kun statsracismen, men det signifikante mindretal af befolkningen, der bakker op om Nye Borgerlige, Stram Kurs, eller den fremmedfjendske side af DF, hvis nationale ideologi er symptomatisk langt over den politiske midte.’

Nationalisternes svar tiltrækker

Denne parlamentariske gruppering består, fordi signifikante dele af befolkningen – hvis ikke decideret tiltrukket af politikken – har om ikke andet forståelse for de nationalistiske svar på kriserne.

Det er den tendens, der allerede har nået intensive perioder flere steder i Europa. Vi ser den højre-ekstreme fløj vokse i Ungarn, Frankrig, Italien – man kunne nævne mange. De fungerer dialektisk med hinanden, de og mainstreamparlamentarikerne. Borgerskabets svar på kriserne deler og splitter os. Imens bader højrefløjen i vandet fra borgerskabets mølle og vinder magt og gejst.

http://socialister.dk/fascismens-tilbagekomst/

Vejen for højre-tendensen er blevet banet af center- og center-højrepartierne.

Borgerskabet har brugt deres svar til at splitte os, til at retfærdiggøre imperialisme og nedskæringer. Borgerskabet vil til enhver tid foretrække en syg kapitalisme frem for en udfordring af dets ganske essens.

Men i den proces er det ved at slippe ulvene løs, et monster, borgerskabet ikke altid kan styre. Vi har set det før. Underfundigt nok, er det netop denne politiske krise, som meget klart afviser Fukuyamas ”historiens endeligt”, fordi krisen viser, at det nuværende system ikke er evigt.

http://socialister.dk/stram-kurs-man-hoester-som-man-saar/

Højredrejningen af status quo vil fortsætte i takt med, at krisen skærpes og modsætningerne øges, indtil den nuværende politik bliver udfordret på sådan en måde, at den ikke kan fortsætte – ligegyldigt borgerskabets vilje.

Men højredrejningen stopper ikke sig selv, og pt. er der ingen konkret bred bevægelse på gaden, som kan udfordre regeringen eller højrefløjen. At konstatere det er intellektets pessimisme.

Viljens optimisme

For aktive socialister kan manglen på sådan en bevægelse, der på seriøs vis udfordrer regeringen og dens kumpaner, give oplevelsen af passivitet omkring os.

Man siger: ”De, der ikke læser historien, er dømt til at gentage den”, og samtidig er vi dem, som har læst, men blot er tvunget til se magtesløse til, netop mens historien gentager sig.

Viljens optimisme siger: ”ja, men den højreekstreme tendens har en modsætning, som i varierende grader dækker størstedelen af arbejderklassen i form af den venstre-humanistiske fløj og den ’anstændige borgerlige’ fløj.

Efter Paludans shit-show på Blågårdsgade indsamlede man 1.5 millioner til dansk flygtningehjælp på rekordtid, og borgerforslaget, som markant ville forbedre flygtningebørns levevilkår, har opnået 36.800 underskrifter.

Begge de to eksempler er ting, som kræver en aktiv handling, som går ud over hverdagsideologien, der eller alt for ofte forbliver i hovedet og ikke materialiserer sig til handling. Det er netop her, det ømme punkt er for venstrefløjen i dag.

Den er gennemsyret af passivitet. Ikke blot mht. at udfordre racismen, men også når det kommer til at udfordre nedskæringspolitik og klimakrisen. Arbejderklassens tro på sig selv mangler. Vi ser mange små initiativer hele tiden. Små lommer af oprør, men de samles ikke til den kraft, de kunne være.

Fascister bruger gaden

Det er nemlig den store kvalitative forskel i de to tendenser, deres vilje og vedholdenhed på gaden.

Det er ved at gå på gaden, at Paludan har nået sine vælger-erklæringer. Havde han siddet hjemme i sin stue og lavet videoer til YouTube, havde han aldrig fået den opmærksomhed, han har. Højrefløjen har været på gaden, og der står kampen pt. Den eneste måde, hvorpå Paludan kan udfordres endegyldigt, er via en antiracistisk bevægelse, som i form af almindelige mennesker kan afvise hans politik.

Žižek siger om Karl Marx’ 11. Feuerbach-tese, som er: ”Filosofferne har hidtil kun fortolket verden på forskellige måder; hvad det kommer an på er at forandre den”, at ”tiden er ikke til handlen, det er tid til at tænke igen.”.

Det er der, hvor pessimismen tager overhånd! For hvad det kommer an på for os er ikke bare at læse historien og gentænke den, men at komme ud og være en forandrende faktor.

Venstrefløjen er nødt til at gøre som Paludan, den er nødt til at være synlig på gaden. Den er nødt til på daglig basis gennem aktioner, dialoger og protester at udfordre status quo og racismens essens på et idémæssigt plan.

Vi kan ikke tænke os til klassekamp

Det er netop ved at tænke uden at handle samtidig, at modløsheden kommer, fordi man ikke kan forandre verden, endsige vinde, blot ved tankens kraft. Vi kan ikke tænke os til klassekamp, men vi kan være med til at føre den.

Ved at handle oplever man sejre, danner erfaringer, solidaritet og nye kammeratskaber.

Ved at handle opdager man sin egen og fællesskabets magt. Det er kun via handlen, at arbejderklassen kan genvinde troen på, at den kan kæmpe for sig selv, og vinde for sig selv.

Deri ligger vores opgave som parti og ikke mindst i dagens anledning: Vi skal ud og tale med folk, vi skal præsentere dem for et systemoverskridende idé-sæt.

Vi skal være bevidste om og klare i spyttet omkring, at det eneste, der reelt set er at gøre i dag, er at organisere sig.

Vi skal være med til at danne et værn mod de mørke skyer, der alt for længe har samlet densitet og hjemsøger Europa.

Vi skal gå forrest med viljens optimisme, med intellektets pessimisme i baghovedet.

Vi skal ud og tale med de 600.000, der på den ene eller anden måde står imod den europæiske højredrejning, dem vi betegner som forandringssegmentet, de, der stemmer Ø, Å og SF, de, som ligesom os ser faren og potentielt er villige til at gøre noget ved det.

Vi skal fortælle dem: Vi kan ikke tie Paludan ihjel, vi kan kun udfordre ham. Vi kan ikke tie Løkke ihjel, vi kan kun udfordre ham. Vi kan ikke tie mainstream-racisme ihjel, vi kan ikke tie Støjberg ihjel, vi kan ikke tie DF ihjel, vi kan kun udfordre. Vi kan organisere og samles!

Vi må ikke undervurdere faren, vi står overfor; vi skal holde liv i vores intellektets pessimisme, og af netop samme årsag skal vi holde fast i vores optimisme, vores evne til at forandre verden, og dermed vores vilje til at gå på gaden.

Det er ikke bare vores principielle ansvar som socialister, det er også vores lyst i kampen for en bedre verden!

Det, vi kæmper for og håber på er, at et nyt spøgelse kan gå gennem Europa, men det kan kun sættes i verden med viljens optimisme og med solidaritet som våben!

http://socialister.dk/stem-enhedslisten-ved-de-kommende-valg/