Først lærerne, som blev lockoutet af arbejdsgiverne i 2013, fordi de ikke vil betale skolereformen gennem forringelser af deres arbejdstid, hvorefter regeringen lavede en lovindgreb, som alene tilgodeså arbejdsgiverne (kommunerne). Nu er det sygeplejerskerne, som har strejket i 10 uger for at hæve deres løn, gøre op med uligheden mellem såkaldte mande- og kvindefag, styrke rekruttering og fastholdelse af sygeplejersker og derved forbedre de elendige arbejdsvilkår i den underfinansierede sundhedssektor, som bliver trynet på plads.
Regeringens indgreb ophæver blot de allerede (to gange) forkastede mæglingsforslag til lov. Det indeholder absolut ingen forbedring af lønnen (ud over det, der var på bordet i foråret). Indgrebet hælder tværtimod lav- og ligeløns-spørgsmål ind i en syltekrukke af en “lønkomite”, som under regeringens kontrol i ro og mag kan styre løndannelse i den offentlige sektor, så man ikke forstyrrer den neo-liberale, økonomiske dagsorden, hvor offentlige udgifter skal “holdes i ro”, hvis ikke ligefrem nedskæres.
Regeringens og fagtoppens sejr
Regeringen opnår flere ting med dette indgreb, som belejligt falder efter, at man har “tilladt” strejken i 10 uger under henvisning til den hellige “danske model”, som nu får endnu en spadefuld muld på sin grav. En ferie-periode, som alligevel ville have været neddroslet på hospitalerne.
For det første siger regeringen med dette indgreb til sygeplejerskerne, og også til alle andre offentligt ansatte, som formaster sig til at slås for forbedringer: “Det kan ikke betale sig at strejke – I får intet ud af det.”
For det andet tilfredsstiller indgrebet det øvrige fagbureaukrati i det offentlige sektor ved ikke at give sygeplejerskerne mere, end hvad andre fagforeninger har accepteret. De store grupper af SOSUer, pædagogerne, lærerne m.fl. skulle nødig få den idé, at man faktisk tog fejl ved at følge, hvad fagbureaukratiet anbefalede i foråret og stemme ja til den smalle OK21-ramme, da “man ikke kunne opnå mere”, som det lød. Mona Striib (forkvinde for FOA – det største offentlige fagforbund) advarede sågar regeringen, at hvis sygeplejerskerne fik indrømmelser, så ville det “starte 2. verdenskrig inden for den offentlige sektor.”
Ulmende vrede – pres på regeringen
Men regeringen har også været presset. Spørgsmålet om ligeløn og arbejdsbetingelser, ikke alene inden for sundhedssektoren, men også bredt i de lavtlønnede “kvindefag”, er populære temaer, som har været med til at fastholde en stor opbakning til strejken i befolkningen og i særdeleshed i de faggrupper, som har beslægtede problemstillinger med lav løn, manglende kvalificeret arbejdskraft og elendige arbejdsvilkår – specielt plejesektoren og børnepasning.
Regeringen har ikke forholdt sig til disse spørgsmål, selv om sygeplejestrejken har sat dem på dagsorden. Derfor bliver manglende sygeplejersker og pædagoger et af de store slagsmål fremadrettet. Derfor kan indgrebet, hvor magtfuldkomment det end måtte se ud, nemt blive en boomerang for regeringen. Det kan omsætte sig til stor vrede fra store grupper af offentligt ansatte arbejdere, men også bredere i arbejderklassen. Sådan et frontalangreb går ikke ubemærket hen. Specielt da det bare skubber problemerne foran sig.
En anden strategi nødvendig
Det store spørgsmål er, om det kunne være endt anderledes? Dansk Sygeplejeråds (DSR) strategi for strejken, når man nu ikke kunne få medlemmer til at makke ret og stemme for forligene i foråret, var at skabe opbakning i befolkningen og dermed lægge pres på regeringen, forstås. Dels ved ikke at udtage særligt mange til strejke og dermed undgå, at det berørte særligt mange, og dels at bruge den energi, som strejken havde, til at gå på gader og stræder og vise flaget.
Problemet med den strategi, uanset de mange gode aktivister, som har været synlige over hele landet, er, at “befolkningens opbakning” er en diffus størrelse. Man kan selvfølgelige måle den, men hvilken effekt har den haft? Givetvis har regeringen skelet til timingen og håbet på, at stemningen ville vende sig mod strejken, men da det ikke skete, lavede den indgreb alligevel. Grete Christensen, forkvinde for DSR, har givetvis, med sin appel til regeringen om at “løse” konflikten, været med til at fremskynde processen.
Hvis strejken skulle have haft en anden udgang og lagt et reelt pres på regeringen til at give sig og lette på pengepungen, havde det været nødvendigt med en anden strategi. Casper Schrøder, økonomi-korrespondent for DR, kalder strejken en “historiske fiasko” og peger på, at sygeplejerskerne “gik i krig uden allierede”.
Men hvis man ikke har allierede, må man skaffe dem. Og det ligger lige for. Som påpeget overfor er der 100.000-vis af offentligt ansatte, som er i akkurat den samme position som sygeplejerskerne. Spørgsmålet er, hvordan dette massive potentiale ville kunne aktiveres i en fælleskamp. Sikkert er det, at fagbureaukratiet ikke, hverken i DSR eller de andre fagforbund, ønskede en udvidelse af strejken. Vi er allerede langt fra “musketer-eden” og mantraet om at “stå skulder ved skulder” under OK18. Nærmere “pas jer selv” og en kold skulder. Derfra ville der ikke komme nogen solidaritet.
Omsæt energien – organiser på gulvet
Men hvis den fantastiske energi i strejken havde været omsat til, at sygeplejerskerne spredte sig ud til alle andre offentlige arbejdspladser for at forklare deres sag og bede om solidaritet, kunne den opbakning, der var og er på gulvet, omsættes til handling. Det kunne have været sympati-strejker, store demonstrationer og pres på det øvrige fagbureaukrati. Om det havde kunnet lykkes er en anden sag. Men forsøget blev ikke gjort – desværre.
Her er vi inde på kernen af problemstillingen i arbejderklassen i dag. Der eksisterer i dag ikke et lag af aktivister og tillidsfolk, som kan gå op imod fagbureaukratiet og udfordre dets strategier, bortset fra i nogle fagforeninger, specielt inden for byggeriet.
Og det er netop betegnende, at der kom sympati-erklæringer og symbolske aktioner fra fag, hvor grupper som f.eks. “Arbejdere i bevægelse” er aktive. Den form for organisering af folk på gulvet eksisterer ikke bredt og slet ikke i den offentlige sektor. Det lag eksisterede ikke i tilstrækkelig grad i 2013 under lærerlockouten, hvor Dansk Lærerforenings strategi var akkurat den samme som DSR’s. Og den eksisterede heller ikke i dag under sygeplejestrejken. Ikke desto mindre er det, der kræves, hvis slige nederlag skal undgås fremadrettet. Socialister på deres arbejdsplads kan være med til at forsøge at bygge sådan et lag op i dag. Det er en af de vigtigste lærer af sygeplejerstrejken.
