Han bruger et par centrale begreber. Dels civilisationismen, som er gængs opfattelse på højrefløjen m.fl., og dels sociologismen, der dækker dele af venstrefløjen.
Civilisationismen bygger på bl.a. Samuel P. Huntingtons ideer, der udråbte islam til en særlig civilisation/kultur, der er væsensforskellig fra og uforenelig med Vesten, og lider af irrationelt had til Vesten. Obskure ideer, der med 9/11 blev mainstream.
Denne ”kulturgørelse” afpolitiserer jihadismen, og ser den meget bekvemt som noget irrationelt, som man ikke behøver at finde årsager og forklaringer til. Yderligere bruger han begrebet ”sikkerhedsliggørelse” af islam, noget der fjerner grænsen mellem muslimer, islam og jihadister, og har bredt sig gennem medier og politikere ned til menigmand.
Som han skriver: ”Er gerningsmanden muslim stiger mediedækningen i landsdækkende aviser med 758 procent, konkluderer forskerne.” Og han peger på det skred der kan følges i at Anders Fogh talte om ”militant islamistisk terror”, Helle Thorning der brugte udtrykket ”islamistisk terror” og Mette Frederiksen der har talt om ”islamisk terror”.
Jihadismen er ikke et blindt had til ”vesten”
På alle punkter nuancerer eller tilbageviser han de gængse opfattelser af jihadismen. Den er ikke apolitisk og drevet af had til Vesten. Langt de fleste angreb og ofre for jihadismen har været uden for Vesten, men Palæstina spørgsmålet er centralt. 9/11 var det første alvorlige angreb i Vesten, og på spørgsmålet hvorfor, svarede bin Laden: ”Fordi I angreb os og fortsætter med at angribe os. I angreb os i Palæstina.”
Et andet af civilisationismens argumenter er, at Vesten adskiller sig fra islam, ved at være bygget på græsk-romerske traditioner for videnskab, filosofi og demokrati. Det skyder Sheikh i sænk. Det er ikke engang sikkert at traditionen var genopstået efter den mørke middelalder, hvis den ikke netop var blevet opbevaret, dyrket og udviklet i den muslimske verden.
Bogen rummer mange argumenter og en dyb indsigt i islam og den muslimske verden, der kan tilbagevise civilisationismen. Desværre er der ikke her plads til at udfolde dem yderligere, men de er bestemt læseværdige.
Religionens dobbeltrolle
Den anden fejltagelse kalder han sociologismen. Det dækker over dem, der afviser at der er forbindelse mellem islam og jihadisternes handlinger. Den er ikke udfoldet så meget, da den har mindre betydning.
Også her har Sheikh ret i meget. Det ville også være forkert at afvise, at den mangeårige kamp i Nordirland er uden forbindelse til religion. Men problemet er at gøre religion til grunden, frem for at se den som et middel til at holde konflikten i gang, og skjule den egentlige baggrund. Og det er her Sheikh, som ikke-socialist, har sin svaghed. Han ser ikke religionens dobbelthed. Det at religion på én og samme tid kan være både en hjælper for og en fjende af almindelige mennesker.
Imperialismen har brug for islam som fjende
Det kan kaldes naivt, men af mindre betydning, end hans manglende imperialisme forståelse. Han ser godt nok kolonialismens betydning for udviklingen i Mellemøsten, og tager ikke bare Vestens egne argumenter for gode varer. Som han skriver: ”Demokrati er en værdi, Vesten oftest forsvarer, hvis den kommer Vesten til gode!”
Problemet ligger i hans løsningsmodeller, der, selv om de i sig selv er ok, lider af samme naivitet, som man finder hos humanistiske antiracister, man skal bare oplyse sandheden, så må politikerne da kunne se deres fejltagelser.
Sheikh overser at opfattelsen af islam ikke er en fejl, men at der er skabt et velvalgt fjendebillede, der både nationalt og internationalt er et skalkeskjul for imperialismen. Ligeledes overser han at 9/11, nok ikke var ønsket af Vesten, men kom til at fungere som et stærkt argument for at forsøge at sætte den vestlige imperialismes interesser igennem
Når det er sagt, så skal bogen alligevel varmt anbefales, da den rummer en masse viden og argumenter, som socialister også har brug for.
